Skyggemanden

Anmeldelse af Skyggemanden - AF Poul Erik Larsson

Skyggemanden er 4 bind i serien om Marcus Falck, og min første oplevelse af forfatteren.

Sproget er sådan set udmærket, bogen er afgjort i den letlæselige ende, så

den er færdig på rekordtid, hvilket jeg var begejstret for. Handlingen er delt

i tre primær dele, den forsvundne dreng, de myrdede mennesker og

en kriminalkommisærs "svigerfars" eventuelle forbrydelse. Der er utrolig mange 

unødige passager, som faktisk blot bidrog til at jeg ofte følte dem som

én lang ørkenvadring - Jeg kunne have ønsket en skarp redigering.

Persongalleriet er yderst mangfoldigt, Falck er en meget atypisk hovedperson,

da hans rolle faktisk er forsvindende lille. Vi følger primært de øvrige

politifolk i opklaringen af de to (tre) forbrydelser, der intet har med hinanden

at gøre, udover kollegaerne i politiet. Ingen af de medvirkende satte aftryk 

hos mig, de fremstår alt for urealistiske og kunstige både i ord og handlinger.

Alle medvirkende er kontrære, arbejder imod politiet og ønsker langt højere

at sætte spørgsmålstegn ved politiet, end at hjælpe med den mindste

detalje i opklaringen - Derudover er alle dialoger virkelig banale og meget

kunstige, hvilket fra start ødelagde oplevelsen for mig.

Politiets arbejde er sprængfyldt med fejl, hovsa løsninger og helt umulige 

helte gerninger fra betjentene. Både form og indhold i denne gennemgang

er virkelig urealistisk, hvilket jo er en af mine kæpheste - øv

Plottet holder ikke, allerede kort inde i handlingen var det åbenlyst, hvem morderne

var, og da spændingen også udeblev, var der ikke noget, der kunne fastholde

interessen på den lange bane og faktisk ikke er krimi, i min optik.