Cecilie Frøkjær interviewer Lise Nørgaard
327 sider Gyldendal
Lise Nørgaard, den lille kvinde, med den store betydning både for dansk kulturarv og
den danske kvindefrigørelse - dette er en bog, der bare kalder på at blive læst.
Bogen er skrevet i interviewform, Cecilie stiller spørgsmålene og Lise svarer,
der er korte dialoger rundt om spørgsmålene, og faktisk virker det super godt. Nogle af
Cecilies tanker er nedfældet sammen med Lises holdninger til livet, og hvad hun
ønsker at tale om og meget mere; ikke ønsker at tale om.
Jeg havde mine tvivl om bogen, ville den blive for "poppet", ville der komme noget
nyt på bordet, og frem for alt, ville den være vedkommende og oplysende - og til
samtlige spørgsmål kan jeg svare: Ja. Den er en virkelig fin supplering til hendes
to erindringsbøger: kun en pige & man sendte en dame.
Humoren og sarkasmen driver i en herlig lind strøm ned siderne, Lise er et menneske,
der har brugt selvironien livet igennem, og sandelig ikke er stoppet. Det betyder, at
læseren her, får både erindringer, meninger og en snert af det massive gitter, Lise
har sat op foran hende selv, for følelser vil hun ikke tale om, og påstanden lyder, at
det kun bringer besvær ind i livet når mennesket handler på følelser, derfor har hun
livet igennem lagt en stor distance, netop med ironien.
Lise er jo en kvinde med mange meninger, og dem har hun endnu; her fik fx. hospitalet i min baghave, et par gevaldige rap over snuden for deres inkompetence - og dårlige mad.
Kvindesagen, som jo altid har været Lises store interesse, får gevaldige rap; fx. kaster
Lise sig ud i at kalde nutidens kvinder, der ønsker at være hjemme med børnene, for
bekvemme, og lader skinne igennem, at hun mener de kvinder er dumme, både professionelt og mentalt. Det gjorde mig faktisk diskussions-lysten, den debat ville jeg
sørme gerne tage med hende - over en rejemad i sejlklubben. Og kvinden, der gjorde
Strøget til en gågade, ytrer sig ikke blot for at provokere, hun mener hvad hun siger - på godt og ondt.
Jeg deler jo Lises kærlighed til litteraturen, jeg genkender og deler hendes kvalitetsstempler,
og faktisk fik jeg for en stor del af bogen bekræftet, at dette er en usædvanlig skarp, og
meget belæst kvinde, for hvem litteraturen har været livets store holdepunkt.
Jeg var med hele vejen, stillede spørgsmål og fik ind imellem svar. Jeg synes Lise går en tand dybere denne gang, både når hun forholder sig til livet og når hun nægter at
tale om bestemte ting. Lise har i det store hele levet et yderst priviligeret liv, hun har altid haft job hun selv valgte, har aldrig manglet penge eller personale til at passe børn og hjem,
noget af det skinner tydeligt igennem bogen, men det rakte ikke til et helt lykkeligt liv,
men Lise Nørgaard stiller sig til tåls med det der er, jamrer ikke og vil have mere.
den danske kvindefrigørelse - dette er en bog, der bare kalder på at blive læst.
Bogen er skrevet i interviewform, Cecilie stiller spørgsmålene og Lise svarer,
der er korte dialoger rundt om spørgsmålene, og faktisk virker det super godt. Nogle af
Cecilies tanker er nedfældet sammen med Lises holdninger til livet, og hvad hun
ønsker at tale om og meget mere; ikke ønsker at tale om.
Jeg havde mine tvivl om bogen, ville den blive for "poppet", ville der komme noget
nyt på bordet, og frem for alt, ville den være vedkommende og oplysende - og til
samtlige spørgsmål kan jeg svare: Ja. Den er en virkelig fin supplering til hendes
to erindringsbøger: kun en pige & man sendte en dame.
Humoren og sarkasmen driver i en herlig lind strøm ned siderne, Lise er et menneske,
der har brugt selvironien livet igennem, og sandelig ikke er stoppet. Det betyder, at
læseren her, får både erindringer, meninger og en snert af det massive gitter, Lise
har sat op foran hende selv, for følelser vil hun ikke tale om, og påstanden lyder, at
det kun bringer besvær ind i livet når mennesket handler på følelser, derfor har hun
livet igennem lagt en stor distance, netop med ironien.
Lise er jo en kvinde med mange meninger, og dem har hun endnu; her fik fx. hospitalet i min baghave, et par gevaldige rap over snuden for deres inkompetence - og dårlige mad.
Kvindesagen, som jo altid har været Lises store interesse, får gevaldige rap; fx. kaster
Lise sig ud i at kalde nutidens kvinder, der ønsker at være hjemme med børnene, for
bekvemme, og lader skinne igennem, at hun mener de kvinder er dumme, både professionelt og mentalt. Det gjorde mig faktisk diskussions-lysten, den debat ville jeg
sørme gerne tage med hende - over en rejemad i sejlklubben. Og kvinden, der gjorde
Strøget til en gågade, ytrer sig ikke blot for at provokere, hun mener hvad hun siger - på godt og ondt.
Jeg deler jo Lises kærlighed til litteraturen, jeg genkender og deler hendes kvalitetsstempler,
og faktisk fik jeg for en stor del af bogen bekræftet, at dette er en usædvanlig skarp, og
meget belæst kvinde, for hvem litteraturen har været livets store holdepunkt.
Jeg var med hele vejen, stillede spørgsmål og fik ind imellem svar. Jeg synes Lise går en tand dybere denne gang, både når hun forholder sig til livet og når hun nægter at
tale om bestemte ting. Lise har i det store hele levet et yderst priviligeret liv, hun har altid haft job hun selv valgte, har aldrig manglet penge eller personale til at passe børn og hjem,
noget af det skinner tydeligt igennem bogen, men det rakte ikke til et helt lykkeligt liv,
men Lise Nørgaard stiller sig til tåls med det der er, jamrer ikke og vil have mere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar