AF Katja Kettu
.jpg)
369 sider People´s Press
Denne prisvindende roman udkom i hjemlandet Finland i 2011 og har siden gået sin sejrsgang rundt i andre lande, og nu er det så vores tur til at møde denne multikunstner,
der blandt andet har udgivet tre romaner Læs mere om forfatteren her.
Jordemoderen er en usædvanlig rå roman, sproget er sprudlende, intenst og virkelig
hårdt, ind imellem næsten vulgært. Der er ufattelig meget pik og kusse, men evner
læseren at abstrahere fra det, er her en vild, sanselig og fænomenal fortælling.
Romanen har sit afsæt i Laplandskrigen 1945-1946, Tyskerne har været i Finland siden 1939 og har sammen med Finland holdt grænsen til Sovjetunionen. Men under en russisk offensiv lades befolkningen i stikken og er nu fanget mellem de allierede, russerne og
tyskerne. Jordemoderen Vindøje er en kvinde af naturen, hun bruger urter til helbredelse, er oplært af en kvinde fra byen i sygepleje og virker som jordemoder i det kolde nord. Vindøjes
mor døde under fødslen og hendes far forlod hende som barn, hvorfor hun voksede op hos adoptivfaderen Stor-Lamperi, som ikke har forsømt en lejlighed til at fortælle hende om hendes mindreværd og har misbrugt hende psykisk og fysisk. Blandt de øvrige i byen bliver hun behandlet som andenrangs menneske, ligesom hun har prædikatet: gold og fyldt med ondt blod. En dag bliver Vindøje kaldt ud til en fødsel og møder den tyske soldat Johannes, som hun forelsker sig hovedkuls i. Det bringer hende til den tyske fangelejr for russiske fanger, hvor hun får arbejde som sygeplejerske. Hun redder en ung same pige fra døden og tager hende til sig inde i lejeren, mens hun tager sig af fangerne. I jagten på Johannes ser Vindøje ikke, hvad der reelt foregår i lejeren, men da det endelig går op for hende, er hun tvunget af omstændighederne, til at gøre ting ved andre mennesker, som er både grusomt og meget langt fra hendes egentlige intention om at hjælpe.Nu møder hun endelig kærlighed, og de stærke følelser gør massivt indhug i hendes moral og vækker hendes beskyttertrang og omsorgs-gen. På mange måder giver hun køb på sig selv, for at få det hun har manglet livet igennem - hvor langt vil hun egentlig gå?
Selve historien en så chokerende grum, at den ikke kan undgå at kravle helt inde under huden på mig. Lugte og følelser er vanvittig levende beskrevet, det efterlod mig helt uden forsvar, samtidig med at jeg naturligvis var nødt til at læse, hvordan Vindøje klarer sig.
Handlingen er opdelt i dagbogsnotater og både Vindøje & Johannes´ beretninger i nu og datid. Det giver det psykologiske indhold frit spil, og det virker super godt.
Og så skal der naturligvis noget modvægt til alle disse voldsomheder, og det er der: Vindøje er en kvinde, der livet igennem har været uelsket og har følt sig mindre værd. Den varme og de eksplosive følelser, der kommer frem i Vindøje er fantastisk godt portrætteret, og netop de gør, at romanen er til "at holde ud" det er nærmest uhyggeligt, at spændet mellem kærlighed og grusomhed kan være så stort.
Udover det mange udpenslende sexscener og det vulgære sprogbrug i den forbindelse, er dette en fantastisk roman, sproget er som sagt sublimt, og bør komme denne unge
finske forfatter til gode, for hun har noget unikt på hjertet og fortjener stor ros for det.
hårdt, ind imellem næsten vulgært. Der er ufattelig meget pik og kusse, men evner
læseren at abstrahere fra det, er her en vild, sanselig og fænomenal fortælling.
Romanen har sit afsæt i Laplandskrigen 1945-1946, Tyskerne har været i Finland siden 1939 og har sammen med Finland holdt grænsen til Sovjetunionen. Men under en russisk offensiv lades befolkningen i stikken og er nu fanget mellem de allierede, russerne og
tyskerne. Jordemoderen Vindøje er en kvinde af naturen, hun bruger urter til helbredelse, er oplært af en kvinde fra byen i sygepleje og virker som jordemoder i det kolde nord. Vindøjes
mor døde under fødslen og hendes far forlod hende som barn, hvorfor hun voksede op hos adoptivfaderen Stor-Lamperi, som ikke har forsømt en lejlighed til at fortælle hende om hendes mindreværd og har misbrugt hende psykisk og fysisk. Blandt de øvrige i byen bliver hun behandlet som andenrangs menneske, ligesom hun har prædikatet: gold og fyldt med ondt blod. En dag bliver Vindøje kaldt ud til en fødsel og møder den tyske soldat Johannes, som hun forelsker sig hovedkuls i. Det bringer hende til den tyske fangelejr for russiske fanger, hvor hun får arbejde som sygeplejerske. Hun redder en ung same pige fra døden og tager hende til sig inde i lejeren, mens hun tager sig af fangerne. I jagten på Johannes ser Vindøje ikke, hvad der reelt foregår i lejeren, men da det endelig går op for hende, er hun tvunget af omstændighederne, til at gøre ting ved andre mennesker, som er både grusomt og meget langt fra hendes egentlige intention om at hjælpe.Nu møder hun endelig kærlighed, og de stærke følelser gør massivt indhug i hendes moral og vækker hendes beskyttertrang og omsorgs-gen. På mange måder giver hun køb på sig selv, for at få det hun har manglet livet igennem - hvor langt vil hun egentlig gå?
Selve historien en så chokerende grum, at den ikke kan undgå at kravle helt inde under huden på mig. Lugte og følelser er vanvittig levende beskrevet, det efterlod mig helt uden forsvar, samtidig med at jeg naturligvis var nødt til at læse, hvordan Vindøje klarer sig.
Handlingen er opdelt i dagbogsnotater og både Vindøje & Johannes´ beretninger i nu og datid. Det giver det psykologiske indhold frit spil, og det virker super godt.
Og så skal der naturligvis noget modvægt til alle disse voldsomheder, og det er der: Vindøje er en kvinde, der livet igennem har været uelsket og har følt sig mindre værd. Den varme og de eksplosive følelser, der kommer frem i Vindøje er fantastisk godt portrætteret, og netop de gør, at romanen er til "at holde ud" det er nærmest uhyggeligt, at spændet mellem kærlighed og grusomhed kan være så stort.
Udover det mange udpenslende sexscener og det vulgære sprogbrug i den forbindelse, er dette en fantastisk roman, sproget er som sagt sublimt, og bør komme denne unge
finske forfatter til gode, for hun har noget unikt på hjertet og fortjener stor ros for det.
Small corrections to the historical side: The Lapland War was fought from fall 1944 to April 1945, not later than that. It was fought between Finns and Germans (though neither side wanted to fight but the Soviet Union demanded that based on the armistice). Petsamo was lost, so Finns had to leave anyway, and that was sort of outside of the Lapland War because it wasn't a part of Finland anymore.
SvarSletAlso Germans hadn't been in Finland from 1939, after all they had allied with the Soviet Union just before WWII (the Molotov-Ribbentrop Pact) and were helping them during the Winter War. They started coming to Finland after the fall of 1940 when it became clear they were the only country willing to help.