AF L.M. Montgomery
374 sider Høst & Søn
Jeg har i mange år set serien om den skønne Anne. Jeg har desværre ikke læst bøgerne, og det vil jeg nu ikke længere lægge navn til, så jeg er gået i det nostalgiske hjørne og er her nået til tredje og fjerde bog i serien.
Nu er jeg en inkarneret læser, jeg mener, som hovedregel, at bøger er klart at foretrække frem for filmatiseringer, og jeg finder sjældent kvalitet i filmatiseringerne, fordi de, i mine øjne, mangler fordybelsen og sjældent matcher mine indre billeder. Nu har jeg som nævnt set serien om Anne mange gange, det er en af de få, jeg kan se år efter år. Og jeg må starte med at krybe til korset: serien rammer det skrevne univers ualmindelig godt.
Anne er startet på universitetet, det giver både en svær tid væk fra Grønnebakken, og helt nye og frie muligheder for den unge pige. Anne får en ny veninde, og sammen med de gamle venner og Gilbert indtager hun byen. Det bliver tre gode år, hvor Anne og vennerne lejer et hus og bor sammen, med alle de forvinklinger der nu kan give. Da Gilbert frier til Anne siger hun blankt nej - han er en ven, er hun overbevist om. Så Anne begynder at date en anden ung mand, mens Gilbert begynder at gå ud med en smuk ung dame. Men efter den afsluttende eksamen bliver Gilbert livsfarligt syg, og Anne får øjnene op for den kærlighed hun egentlig altid har haft til ham. Gilbert overlever og de to forlover sig, men skal nu tilbringe tre år adskilt, idet Gilbert skal læse til læge på universitetet og Anne har taget en stilling som rektor for et gymnasium i de tre år. Fjerde bind indeholder således en række breve fra Anne til Gilbert, hvor hun beretter om livet som rektor og livet i en ny by. Anne roder sig både ud i at være "ægteskabsopløser" og "livredder" på fineste Anne maner.
Romanen er som vanligt letlæselig og levende. Jeg kommer igen ind under huden på Anne, og da forfatteren portrætterer hendes indre verden, er det en rejse med mange smil. Dog synes jeg at specielt fjerde bind bliver en anelse for banal og det virker som om der er presset en del handling ned i en for kort tekst. Det er synd for helheden.
Jeg har som nævnt set tv-serien (mange gange) men allerede her adskiller bøgerne sig en hel del fra serien. Nogle figurer kan genkendes, men optræder i andre sammenhænge og andre steder er hele handlingen anderledes. For første gang, sidder jeg og smiler lidt af, at bøgerne snyder med handlingen - Selv om det naturligvis er præcis omvendt.
Anne fra Grønnebakken kan med stor glæde læses af teenagere, der er romaner, der foregår i en længst forgangen tid, men det er også derfor, en serie, der kan læses af ældre læsere som jeg, for det bringer både nostalgi og smil ind i læserens sind. Jeg vil bruge en del af sommeren på at færdiggøre serien - og den skal have de varmeste anbefalinger.
Tidligere udkommet i serien:
1. Anne fra Grønnebakken
2 Anne bliver lærer
Ingen kommentarer:
Send en kommentar