Tronfølgeren

AF Jan Körner

331 sider Turbine

Tronfølgeren er forfatterens debutroman. Han har i mange år arbejdet med royalt stof som journalist og skrevet en portrætbog om Kronprinsesse Mary. Jeg læste med meget stor glæde A.J. Kazinskis: En hellig alliance - kunne Tronfølgeren matche den?

Romanen er letlæselig, til trods for mange spor og forskellige tidsrammer. Dog fik jeg hurtigt en snert af irritation over opbygningen: De kongelige er halvt fiktive, de har fået andre navne og, i nogle tilfælde, en anden familiesammensætning. Hvorimod både de implicerede aviser (fx. Se & Hør & Ekstra Bladet) og politiet optræder ved rette navn. Det giver helheden en noget mudret fremtræden - Jeg ville klart have foretrukket ren fiktion eller ren realisme, blandingen virker ganske simpelt ikke for mig.

Kronprins Valdemar myrdes af en bombe i Kongens Have. Attentatmandens planlægning følges, men hvem er ham og hvad er hans motiver? PET kommer straks på sagen, og de finder straks to radikale muslimer, at kaste attentatet på. Statsministeren ønsker ikke, at attentatet skal kunne føres tilbage til Danmarks deltagelse i krigene i mellemøsten, så de planlægger, at lægge ansvaret på Jyllandsposten og Mohammed tegningerne. På Amalienborg reagerer kongefamilien meget forskelligt på Kronprinsens død -nogle er knust, andre hoverer og andre igen benytter dødsfaldet til at ændre radikalt på deres liv. Politisk kommer kongehuset på kant med Statsministeren, og Kronprinsessen ser tilbage på tiden med en mand, der viste sig at indeholde meget andet end hun så i begyndelsen. Handlingen er således fyldt med spor i alle retninger og, hvad er det egentlig med Kronprinsen - er der andre årsager til at ønske ham død?

De mange spor og personer bliver aldrig rigtig levende for mig. Fortælleformen giver ikke rum for fordybelse og bredere menneskelig indsigt. Jeg savnede solide personer, men fik i stedet en gedigen omgang sladder, krydret med et politisk cirkus, hvor også PET deltager.
Da jeg hverken kunne mærke eller relatere til personerne og manglede realisme i portrætteringerne, blev det en meget uforløst læseoplevelse.

Jeg manglede realisme hele vejen igennem romanen. Jeg er ikke i tvivl om, at forfatteren har et bredt kendskab til både kongehus og PET, men jeg kommer aldrig rigtig til at tro på hverken historien eller handlingerne. Som krimi/spændingsroman fungerer den slet ikke for mig, jeg oplevede ingen spænding, nok mest pga. de urealistiske handlinger - og så fik jeg igen tanken, at overdrivelse ikke nødvendigvis fremmer forståelsen. Plottet er faktisk nogenlunde solidt, det er let at gætte noget af løsningen, men helheden var alligevel en smule overraskende, det eneste lyspunkt i en, for mig skuffende oplevelse.

 Alt i alt læste jeg en roman uden saft og kraft på krimidelen. Men er læseren til gengæld interesseret i sladder om kongehuset, er denne et fint bud på en let sommerlæsning.