Det der ikke slår os ihjel

AF David Lagercrantz

469 sider Modtryk

Så kom den, bogen, der splitter den litterære verden - Mange har på forhånd haft en mening om at denne forfatter tager Stieg Larssons værker og digter videre. Læs mere om forfatteren her. Jeg har også haft det yderst ambivalent med ideen, men ikke desto mindre har jeg nu læst den, og deler her min oplevelse med dig.

Romanen er yderst velskrevet, præcis som Larssons univers, er den opbygget af mange spor, der måske, måske ikke hænger sammen. Jeg var fanget fra første færd, mit eneste klagepunkt er de, ofte tunge, matematiske termer, og lidt for gentagene nørdede indslag.

Som i Larssons univers er Michael Blomkvist og Lisbeth Salander hovedpersonerne. Blomkvist er træt at sit arbejde på Millennium, bladet er i krise og har måtte lade et stort norsk firma købe aktier. Det er småt med gode historier og der har netop kørt en meget negativ kampagne mod Blomkvist. Salander sidder stadig i sin kæmpe lejlighed og hacker sig ind i computere rundt i verden, hun kommer ind i det amerikanske NSA, og finder her information om yderst mørke sider af sikkerheds agenturet. Professor i kunstig intelligens Frans Balder er kommet hjem til Sverige, han opdagede en læk på hans arbejdsplads, men ingen vil tro ham. Han er far til en autistisk dreng, August, og nu vil han til at være far, i stedet for at leve for sit arbejde. Balder henter sin søn hos sin eks. kone og dennes nye voldelige kæreste, men inden længe går det op for ham, at nogen ikke er stoppet ved at stjæle fra hans programmer, nogen vil ham til livs. Balder kontakter Blomkvist, og vil fortælle ham noget, Blomkvist opdager et link til Salander og så er makkerparret Salander/Blomkvist igen en realitet. Det bliver en hæsblæsende kamp for at beskytte dem selv, den lille autiske dreng og for at finde frem til sandheden - inden det koster menneskeliv.

Som sagt var jeg fanget fra første færd, det er lykkedes forfatteren at skabe et univers, der i store dele ligner Larssons. Personerne er solide uden at være dybe, de store moralske problemer i samfundet og ikke mindst den kriminelle (under)verden. Men han evner, i min optik, ikke at videreføre den helt særlige klang Larsson havde. Til gengæld er plottet solidt, og vejen til løsningen er uden de store heltegerninger og svinkeærinder - herligt.

Det samme gør sig gældene for Blomkvist og Salander; på den ene side var det hyggeligt at møde "dem" igen, men jeg kom aldrig rigtig til at tro på figurerne. Larsson har skabt dem, jeg kom ind under huden på dem i trilogien, og dette niveau får Lagerkrantz mig ikke op på.

De er ikke så levende, fyldige og troværdige som originalerne, nuvel, det er en tung arv der forsøges løftet, og jeg synes ikke det lykkedes. 

Som thriller er den solid, den er levende og meget tæt på at være fuldkommen realistisk. Men som en fortsættelse af Larssons univers synes jeg ikke den lever op til den store arv.

En version med samme handling, med med nye originale personer, kunne let havde bragt mig højere op - men underholdt, det var jeg. Som fortsættelse ender jeg på 3 hjerter, som 

en velopbygget thriller ender jeg på 4.

Er det så en fortsættelse eller er det plagiat? Bedøm selv!

© Bognørden