Praktisk Info & Anmeldelser efter genre

lørdag den 1. august 2015

Med al din kærlighed

AF Irene Cao


273 sider Pretty ink

Denne roman er afslutningen på forfatterens to-bind serie. Der er tidligere udkommet en trilogi: Italienske nætter, som er havnet på bestsellerlisterne. Det er imidlertid mit første møde med forfatteren, så udover, at stifte bekendtskab med hende, bliver dette så også et indblik i, om nye læsere kan starte her.

Og det kan de, altså de nye læsere. Selv om der tydeligvis har været en forudgående optakt til denne, følte jeg mig på intet tidspunkt kørt ud på et sidespor. Romanen er yderst letlæselig, sproget flyder og læseren kan bare læne sig tilbage og følge med. 

Linda er flyttet sammen med diplomaten Tommso i Lissabon. De bor i en yderst luksuriøs penthouse lejlighed, med husassistent og lever i det hele taget det søde liv. Men Linda er ked af at være arbejdsløs i den nye by, hun savner sit job, og da Tommaso ofte arbejder i mange timer, føler hun sig alene. De er til mange diplomatmiddage, men Linda befinder sig ikke godt i de kunstige kredse. Da Tommaso også bliver fraværende seksuelt, bliver det for alvor svært for den Italienske Linda. Men en dag inviterer Tommaso hende på klub - Han lægger en ny kjole til hende og en besked om at være nøgen under den, og klar til afhentning om aftenen. Det bliver startskuddet til en helt ny seksuel oplevelse for Linda, men hvor Tommaso nyder den, er Linda ikke helt sig selv mere. Deres liv bliver konfliktfyldt og Linda savner sine Italienske venner og familien. Da hun til en fest møder en mystisk mand, får det store konsekvenser for Linda - men hun elsker da Tommaso?

Jeg har ikke de store præferencer med erotisk litteratur, så jeg kan ikke sammenligne. Men denne roman er både en forviklings - og kærlighedshistorie, og en sanselig, erotisk historie.
Linda er hovedpersonen, men selv om jeg som læser, er inde i hovedet på hende, kommer jeg aldrig rigtig til at forstå hende. Forfatteren portrætterer en varmblodet Italiensk kvinde, men denne kvinde er så vægelsindet, at jeg først bliver lidt overrasket og sidenhen synes det bliver for banalt. Skiftene er mange, derfor blev jeg konstant i tvivl om, hvilken historie forfatteren reelt ønsker at fortælle med romanen. 

Men er man til en letlæselig kærlighedsroman, med alt hvad der dertil hører -og samtidig ønsker at læse en fin erotisk roman, så er denne faktisk et fint bud. Den er nem og hurtigt læst, og for læsere, der som jeg, er noviser indenfor erotisk litteratur, synes jeg den er en rigtig fin begyndelse. Jeg runder op til tre.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar