AF Carol Rifka Brunt
430 sider Lindhardt & Ringhof
Romanen har fået en fin modtagelse i USA, nu er det så de danske læsere, der
kan glæde sig over denne fine historie.
Romanen er velskrevet, letlæselige kapitler, og jeg-fortælleren (June) er hele vejen igennem let at følge i tid og sted. Indimellem synes jeg, der var for megen stilstand, men ellers er det en roman, der næsten læser sig selv.
June er 14 år, hun bor sammen med sine forældre og sin 2 år ældre søster Greta. Greta er en lovende skuespiller/sangerinde og er med i skolens forestilling, med chance for endnu større roller i New Yorks teaterliv. June er en stille pige, hun har ingen venner og trives bedst i sit eget selskab. Men Junes onkel Finn er hendes livs store lys, sammen med Finn tager hun på ture, får indhold i hverdagen og frem for alt, forstår Finn hende. Men Finn har aids, og i 1986 er både uvidenheden og behandlingsmulighederne temmelig begrænsede.
Junes mor er rasende på Finn, og panisk angst for at June skal blive smittet, men June holder ud til det sidste, og rammes virkelig hårdt da Finn dør. Efter Finns død Finder June ud af at han boede sammen med sin kæreste, men da Junes mor ikke er en kvinde, der evner at tale om følelser eller svære ting i livet, har June indtil nu ikke kendt til Tobys eksistens. Men Toby kontakter June, Finn har bedt han passe på June. Og da June arver gaver fra Finn med budskabet om at Toby er helt alene og June skal passe på ham, bliver hendes dybe modvilje langsomt ændret. Men i takt med at venskabet med Toby spirer, bliver forholdet til storesøsteren langsomt præget afstand og frustrationer.
Romanen har flere facetter; aids epidemien, frygten og uvidenheden omkring sygdommen.
Den menneskelige enteraktion, manglende kommunikation, jalousi, og frem for alt venskab og kærlighed. June udvikler sig gennem romanen, men små skridt lærer hun at se ud over sin egen næsetip, og tage ansvar for sig selv og andre. På sin egen naive måde, begynder hun at kræve svar og forandringer. Jeg kommer aldrig rigtig til at blive dus med hende, jeg er med på hendes rejse, men jeg kommer aldrig til at blive helt glad for hende.
Omkring aids i 1980´erne, husker jeg i dag tydeligt en episode jeg havde; jeg var i praktik i en bank, og fik ved rundvisningen strenge instrukser på, aldrig at benytte et bestemt toilet. En ansat i banken havde hiv, og dengang troede man, at smitte kunne overføres via toiletter, håndvaske osv. Så jeg genkender frygten, den er fint beskrevet.
Historien er sød trods det tunge tema. Den fortæller om en ung pige, der tror sig alene i verden. En pige, der både stifter bekendtskab med livets store følelser og nu også tvinges til at indse, at ingen lever evig og selv forældre kan have fejl. Men den giver håb, og den fremtvinger faktisk en del smil undervejs.
© Bognørden
Romanen har fået en fin modtagelse i USA, nu er det så de danske læsere, der
kan glæde sig over denne fine historie.
Romanen er velskrevet, letlæselige kapitler, og jeg-fortælleren (June) er hele vejen igennem let at følge i tid og sted. Indimellem synes jeg, der var for megen stilstand, men ellers er det en roman, der næsten læser sig selv.
June er 14 år, hun bor sammen med sine forældre og sin 2 år ældre søster Greta. Greta er en lovende skuespiller/sangerinde og er med i skolens forestilling, med chance for endnu større roller i New Yorks teaterliv. June er en stille pige, hun har ingen venner og trives bedst i sit eget selskab. Men Junes onkel Finn er hendes livs store lys, sammen med Finn tager hun på ture, får indhold i hverdagen og frem for alt, forstår Finn hende. Men Finn har aids, og i 1986 er både uvidenheden og behandlingsmulighederne temmelig begrænsede.
Junes mor er rasende på Finn, og panisk angst for at June skal blive smittet, men June holder ud til det sidste, og rammes virkelig hårdt da Finn dør. Efter Finns død Finder June ud af at han boede sammen med sin kæreste, men da Junes mor ikke er en kvinde, der evner at tale om følelser eller svære ting i livet, har June indtil nu ikke kendt til Tobys eksistens. Men Toby kontakter June, Finn har bedt han passe på June. Og da June arver gaver fra Finn med budskabet om at Toby er helt alene og June skal passe på ham, bliver hendes dybe modvilje langsomt ændret. Men i takt med at venskabet med Toby spirer, bliver forholdet til storesøsteren langsomt præget afstand og frustrationer.
Romanen har flere facetter; aids epidemien, frygten og uvidenheden omkring sygdommen.
Den menneskelige enteraktion, manglende kommunikation, jalousi, og frem for alt venskab og kærlighed. June udvikler sig gennem romanen, men små skridt lærer hun at se ud over sin egen næsetip, og tage ansvar for sig selv og andre. På sin egen naive måde, begynder hun at kræve svar og forandringer. Jeg kommer aldrig rigtig til at blive dus med hende, jeg er med på hendes rejse, men jeg kommer aldrig til at blive helt glad for hende.
Omkring aids i 1980´erne, husker jeg i dag tydeligt en episode jeg havde; jeg var i praktik i en bank, og fik ved rundvisningen strenge instrukser på, aldrig at benytte et bestemt toilet. En ansat i banken havde hiv, og dengang troede man, at smitte kunne overføres via toiletter, håndvaske osv. Så jeg genkender frygten, den er fint beskrevet.
Historien er sød trods det tunge tema. Den fortæller om en ung pige, der tror sig alene i verden. En pige, der både stifter bekendtskab med livets store følelser og nu også tvinges til at indse, at ingen lever evig og selv forældre kan have fejl. Men den giver håb, og den fremtvinger faktisk en del smil undervejs.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar