Praktisk Info & Anmeldelser efter genre

fredag den 29. april 2016

Den perfekte dag

AF Elin Hildebrand


362 sider gads forlag

Dette er forfatterens første danske romanudgivelse, men "Dronningen af sommerromanen" 
har udgivet adskillige romaner i hjemlandet USA Læs mere om forfatteren her

Romanen er yderst letlæselig, alle fortællere er tydeligt angivet. Sproget flyder, og faktisk er det bare at læne sig tilbage og nyde et typisk amerikansk bryllup.

Beth er død af kræft for 7 år siden, men inden hun døde, lavede hun en notesbog til hendes yngste datter Jenna. Notesbogen indeholder gode råd om alt i forbindelse med Jennas bryllup, og da Beth vidste, at hun ikke ville leve længe nok til at være der, den dag Jenna fandt en kæreste og kommende mand, satte Beth sig for, at hendes børn skulle føle, at hun alligevel er til stede. Nu skal Jenna så giftes med sin Stuart, på øen Nantucket. Romanen er opdelt i fem spor, der alle er fortællinger om familiemedlemmer til brudeparret. Jennas søster Margot, brudens far Douglas, gommens mor Anna, Beths notater, og herlige fraklip, skaber rammen om familiernes sammensætninger og sammenhold og, hvordan de hver især har det med forberedelserne og selve bryllupsweekenden. For alle har deres egne dagsordner; jalousi, sorg, kærlighed og magt, er bare nogle af de følelser, der rammer de mange mennesker. Og så er spørgsmålet, hvordan den (lange) weekend kommer til at spænde af og, hvilke omkostninger den vil få får familierne og de enkelte. 

Alle figurer, både hoved og bipersoner, er levende og yderst realistiske. Familiehistorierne er solidt opbygget, og jeg var til stede under hele handlingen. Jeg nød forestillingen, jeg kunne relatere til de fleste problemer og interaktioner, figurerne imellem. 

Det her er en feelgood roman, kærlighed, intriger og familieportrætter, krydret med et vaskeægte amerikansk bryllups scenarie. Og det virker! 

Det er top underholdning, genren er herlig let, og jeg forstår, hvorfor forfatterens romaner kaldes sommerromaner, for denne skønne sag, vil egne sig storartet til en tur på stranden, eller en solrig plet på altanen - den emmer af sol, sommer og underholdning. Jeg vil meget gerne læse mere fra denne hånd, så jeg håber forlaget oversætter og udgiver flere.


© Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar