AF Nis Jakob
339 sider JAKOBs PRESS
Forfatteren har skrevet 11 romaner siden 1999, nu udgiver han sine bøger på eget
forlag - Læs mere om forfatter og forlag her.
Romanen er skrevet i et flydende og letlæseligt sprog. Den springer i tid og sted, ind imellem kræver det lidt ekstra, at finde rundt, men i det store hele, er romanen let.
Den gamle lensgreve Erick, bliver fundet på Tigerbjerget i hans egen zoologiske have, de store dyr har haft et festmåltid af ham, og ingen i hans nærhed begræder dødsfaldet. For det viser sig, at den 94 årige mand, er en virkelig usympatisk mand, der kun går op i hans egne interesser, kvinder, hans slot, den zoologiske have, og så at gøre livet surt for hans hustru. Den gamle greve viser sig, at have hyldet tyskerne under 2. verdenskrig, meldte sig til nazistisk tjeneste i en kz lejr, og siden har levet et luksusliv på det fynske slot. Mange rundt om lensgreven, viser sig at have grunde til at ønske ham død, og jo længere disse mennesker kommer ned i grevens mørke for- og nutid, des større grund har flere af dem, til at stå bag grevens opdukken hos tigrene. Personernes liv udrulles, både i nutiden og ikke mindst fra datiden, hvor lensgrevens grusomme slægtshemmeligheder blotlægges. Og så er spørgsmålet, om hans død er en ulykke, et selvmord - eller et mord?
Et godt stykke ind i handlingen, synes jeg personerne og deres handlinger, er forholdsvis realistiske. Mit eneste klagepunkt var, at der ligger en tung dyne af kvindehad over de fleste figurer, ligesom kvinderne er fremstillet som hårde og beregnende madammer. Men i takt med at handlingerne skal bindes sammen, så er det, for mig, som om, det hele bliver spredt for meget, så både handlinger og personerne selv, bliver meget urealistiske og derfor næsten karikaturer. Slutningen bliver således både for søgt og for kunstig for mig.
Romanens genre er krimi-thriller, det starter som nævnt fint, da dødsfaldet opdages, men derefter bliver det nærmere til en slægtsroman med mange forgreninger. Og desværre bliver også politiets arbejde, til en fuldkommen urealistisk forestilling. Mine kæpheste er bl.a. stærke og realistiske figurer, og ditto politiarbejde, ifald politiet er med. Det fik jeg desværre ikke ret meget af, og derfor blev den tidlige begejstring, afløst af en handling, der gav mig rum til at savne realismen, mere end den gav mig underholdning.
© Bognørden
Romanen er skrevet i et flydende og letlæseligt sprog. Den springer i tid og sted, ind imellem kræver det lidt ekstra, at finde rundt, men i det store hele, er romanen let.
Den gamle lensgreve Erick, bliver fundet på Tigerbjerget i hans egen zoologiske have, de store dyr har haft et festmåltid af ham, og ingen i hans nærhed begræder dødsfaldet. For det viser sig, at den 94 årige mand, er en virkelig usympatisk mand, der kun går op i hans egne interesser, kvinder, hans slot, den zoologiske have, og så at gøre livet surt for hans hustru. Den gamle greve viser sig, at have hyldet tyskerne under 2. verdenskrig, meldte sig til nazistisk tjeneste i en kz lejr, og siden har levet et luksusliv på det fynske slot. Mange rundt om lensgreven, viser sig at have grunde til at ønske ham død, og jo længere disse mennesker kommer ned i grevens mørke for- og nutid, des større grund har flere af dem, til at stå bag grevens opdukken hos tigrene. Personernes liv udrulles, både i nutiden og ikke mindst fra datiden, hvor lensgrevens grusomme slægtshemmeligheder blotlægges. Og så er spørgsmålet, om hans død er en ulykke, et selvmord - eller et mord?
Et godt stykke ind i handlingen, synes jeg personerne og deres handlinger, er forholdsvis realistiske. Mit eneste klagepunkt var, at der ligger en tung dyne af kvindehad over de fleste figurer, ligesom kvinderne er fremstillet som hårde og beregnende madammer. Men i takt med at handlingerne skal bindes sammen, så er det, for mig, som om, det hele bliver spredt for meget, så både handlinger og personerne selv, bliver meget urealistiske og derfor næsten karikaturer. Slutningen bliver således både for søgt og for kunstig for mig.
Romanens genre er krimi-thriller, det starter som nævnt fint, da dødsfaldet opdages, men derefter bliver det nærmere til en slægtsroman med mange forgreninger. Og desværre bliver også politiets arbejde, til en fuldkommen urealistisk forestilling. Mine kæpheste er bl.a. stærke og realistiske figurer, og ditto politiarbejde, ifald politiet er med. Det fik jeg desværre ikke ret meget af, og derfor blev den tidlige begejstring, afløst af en handling, der gav mig rum til at savne realismen, mere end den gav mig underholdning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar