De berusedes vej

AF Jakob Melander

409 sider Rosinante

Dette er forfatterens tredje krimi om politimanden Lars Winkler - Jeg har været meget

begejstret for de to forgående ( se anmeldelserne herunder) så denne nyeste 

har været ventet med længsel her hos mig.

Denne tredje krimi fra Melander er præcis så letlæselig som de to forgående, sproget
er let og da afsnittene er klart markerede, er det sådan set "bare" at læne sig tilbage
og lade handlingen udvikle sig og siderne vendes.

Denne gang er det hovedpersonen politimanden Lars´ fortid, der er inde over handlingen. Thorbjørn, som Lars´ ikke har haft kontakt med i 30 år findes død på en yderliggående netavis. Lars deltager i efterforskningen trods bekendtskabet, og det får ham til at tanke tilbage på de sidste dage de to så hinanden i Københavns punk-miljø i 1984. På politigården er Lars nogenlunde alene med opklaringen, da der skal være stort topmøde i Bella Centeret kort tid efter, og hans chef derfor prioritere topmødet. Da Lars er alene
er det næsten kun op til ham, med lidt hjælp fra PET og nogle få af kollegaerne, bl.a. Sanne, som Lars gerne vil være meget mere end blot kollegial overfor, at finde hoved og hale på Thorbjørns liv og død. Da sagen tidligt ligener en fejl fra Thorbjørns side kommer Lars i tvivl og sætter sig for at finde andre løsninger - kort sag udvikles Lars´ fremtid mens han tænker på fortiden og forsøger at rense Thorbjørn. 

Persongalleriet er for politiets del, den samme som de forgående. Dertil kommer så
Lars´s omgangskreds fra punktiden og de til denne forbrydelses nye personer.
Jeg må desværre sige, at de ikke fangede mig denne gang - jeg synes de blev for
perifære for mig, jeg kom ikke helt på bølgelængde med dem, specielt fordi jeg ikke synes de reagerede realistisk, og nok også fordi handlingen er hastigt skiftende, med mange nye scener, det lod mig ikke fordybe mig ordentligt. Dertil synes jeg de fleste personer var
en kende for egenrådige, urealistiske i handlingerne og specielt Lars: for supermandsagtig. 
Dog synes jeg vekslingen mellem fortiden og nutiden fungerede rigtig fint, den lagde
en baggrund som var en del af den videre handling, og her var Lars realistisk.

Da Lars og Sanne jo er ansat i politiet og bøgerne omhandler dem, er der i sagens natur
en hel del omkring politiets arbejde. Jeg har tidligere været en smule ærgerlig over 
at de ikke var helt så realistiske, denne gang virkede det meste faktisk urealistisk på mig. Der var alt for mange lette løsninger og for mange mangler i det almindelige, grundige politiarbejde, i min optik. Jeg anerkender, den litterære frihed i forhold til plottet, men denne gang brugte jeg faktisk meget tid på at blive små-irriteret over deres inkompetence og de små redigeringsfejl i handlingen, og så har jeg ikke været fanget, hvilket jeg meget af tiden desværre ikke var.

Plottet er igen skruet godt sammen, det holder og gav mig en fin lille overraskelse.
Spændingen udeblev hos mig, ikke mindst da jeg ikke evnede at se bort fra det urealistiske
og de mange ego-præstationer. Jeg ved godt, at jeg satte barren højt, for jeg synes forgængeren var en usædvanlig helstøbt krimi. Derfor kan jeg ikke undlade at sammenligne mine læseoplevelser, og der må jeg konstatere, at lige så begejstret jeg var sidst,
lige så mangefuld var min begejstring denne gang. Men Melander har skrevet en
fin hyggekrimi med et aktuelt tema, for sproget og plottet behersker han til fulde, og jeg er selvfølgelig klar til en efterfølger, indtil der må jeg lige indføje at jeg faktisk er rigtig
ked af ikke at kunne snige mig længere op end to: en for sproget og en for plottet.

Tidligere udkommer i serien

Øjesten:

Øjesten er en god solid debut - sproget flyder og den er hurtig læst.

Persongalleriet er utrolig stereotypt - den skæve opdager med det kaotiske privatliv er utrolig søgt, alligevel virker det okay i denne krimi. Enspænderen Lars, hans kollegaer på politigården og hans datter. Jeg savnede lidt mere pondus end jeg fik, men jeg kan lide den del jeg fik 

Lars er udover at være ladt tilbage efter konen skred med hans bedste ven og chef, også utrolig upopulær hos kollegaerne - man kan roligt sige, at alle grene af det stereotype er samlet i een og samme bog. Der skal ikke skrues mere på den del, før det bliver for meget.

Desværre savnede jeg en forklaring til kollegaernes antipati mod Lars - det håber jeg kommer i den næste.

Plottet holder for så vidt, jeg gættede rimelig hurtigt noget af sammenhængen, men det ødelagde ikke læseoplevelsen. Dog kunne jeg godt have ønsket en lidt bedre forklaring af tilbageblikkene fra krigen og måltidet i kælderen - der synes jeg ikke sløjfen bliver bundet rigtigt.

Men i det store hele, en solid krimi, der lover godt for de næste  

Serafine:

Melander er tilbage med en fuldkommen komplet og sikker krimi.

Serafine er absolut lige så velskrevet, levende og realistisk som sin forgænger, og så har den bare de helt rigtige ingredienser: Politik, had, magtliderlighed, empati, savn og forviklinger.

Den er så veldrejet at siderne vender helt sig selv og bogen er umulig at lægge væk.

Persongalleriet er mangfoldigt, specielt er tre vi følger meget tæt: Serafine, Sanne og Lars. Alle personer er levende og realistiske i ord og handlinger samtidig med at læseren er helt inde på livet af personerne. 

Politiets arbejde er nogenlunde realistisk - dog er der en del litterære friheder fra forfatterens side: PET der blander sig i politiets arbejde, en arrestant, der flygter flere gange og at alt lyser forsvinder på hospitalerne. Det bliver urealistisk, men i det samlede billede er Melander i stand til at holde sig til realiteterne.

Plottet er virkelig velspundet, der er så mange bolde i luften, at der gættes lifligt bogen igennem, men det er først i sidste moment sløret løftes for det rette sammenhæng.

Alt i alt: endnu en fantastisk krimi fra Melander, det lover rigtig godt for fremtiden, for han er stilsikker og virkelig en ny stjerne i toppen af den danske krimihimmel - Sæt i gang med den næste, tak