Elskede Heidi

AF Lotte & Søren Hammer

545 sider Gyldendal

Elskede Heidi er 6. bind i serien om drabsafdelingen og chefen Konrad Simonsen.

Jeg har haft en blandet fornøjelse med de 5 første (læs anmeldelser af de tre seneste

her nedenunder) så det bliver med en stille forventning jeg kaster mig over denne nyeste.

Sproget er præcis som forgængerne, yderst letlæseligt, handlingen er tydeligt

opdelt således, at læseren udelukkende skal bekymre sig om at følge handlingen

mens scenerne skifter - det er et stort plus i min bog.

Persongalleriet er igen de kendte fra forgængerne: Drabsafdelingen på Købehavns politigård, anført af chefen Konrad Simonsen, hans kæreste Komtessen, Arne Pedersen, Klavs Arnold og den nye pige Anica Buch. Dertil kommer Konrads datter og de personer,

der er relevante for denne nye historie. Desværre fangede jeg aldrig rigtig figurerne, 

de blev for perifere og urealistiske til at jeg kunne relatere ordentligt til dem, og derfor

fik jeg heller ikke den læseoplevelse jeg havde håbet på. 

Handlingen starter med at en fireårig pige, datter af en politibetjent, bortføres og senere

findes dræbt under grusomme omstændigheder. Drabsafdelingen bliver involveret efter krav fra polititoppen og Konrad og co. træder herefter ind på scenen. Da den anden datter

af en betjent bortføres og mordmetoden på den lille pige, går op for afdelingen står

de på bar bund, men med en klar forventning om at der kommer mere. Derudover følges

forberedelserne og nogle af forbrydelserne fra den anden vinkel, ligesom Konrads datter

pludselig bliver meget aktuel i opklaringen. Mens hele korpset forsøger at opklare

forbrydelserne, kommer læseren i berøring med vidner, aktører og ikke mindst politiets

og PETs arbejde på godt og ondt i al den tid, opklaringen pågår.

Da forfatterparret opbygger deres bøger omkring drabsafdelingen, er netop politiets

arbejde et meget stort element i deres bøger. Det holder jeg meget af, specielt, hvis 

beskrivelserne er realistiske, gennemarbejdede og levende - det var desværre den

stik modsatte oplevelse jeg fik denne gang. Realismen en fuldkommen udeblevet,

handlingerne er mildt sagt banale, og fremstiller figurerne som en flok totalt inkompetente 

politifolk, tid og sted er ikke ordentligt angivet, så det bliver en meget langstrakt opklaring

fyldt med overspringshandlinger og hovsaløsninger. F.eks. "glemmer" de en pistol på et gerningssted, evner ikke at sætte forbrydelserne sammen, "glemmer" at tjekke vidner og lader til gengæld en grøn betjent få massiv indflydelse og sætte ledelsen på plads - sådanne eksempler på inkompetence, er handlingen fyldt af og det er et meget stort minus i min optik, og når læseglæden overskygges af krummede tæer, er jeg voldsomt skuffet.

Plottet holder nogenlunde, læseren ved hurtigt hvordan tingene overordnet hænger sammen, det betyder ingenting for mig, så længe forfatteren evner at fastholde spændingen

omkring de så detaljer - det gjorde de desværre kun meget sporadisk her. Da jeg ikke

kunne relatere ordentligt til figurene og samtidig synes de urealistiske handlinger langt

overskygger fortællingen, blev jeg desværre aldrig rigtig fanget, jeg blev beskuer i stedet for deltager og derfor udeblev spændingen. Jeg brugte flere tanker på at udtænke den næste kunstige handling, end på at indlemme selve handlingen.

Plottet havde stort potentiale, jeg fik desværre ikke opfyldt forventningerne, som sagt synes

jeg handlingen, i mine øjne, druknede i de kunstige handlinger, lette løsninger og urealistiske figurer. Jeg har jo netop oplevet hele skalaen i parrets bøger, både den

velskrevede og den jeg fandt skuffende - måske fordi jeg ved, de kan skrive virkelig godt, er skuffelsen stor og så fordi jeg ikke kan lade være at sammenligne med de super velskrevede krimier, der er udkommet de senere år, faldt denne helt igennem hos mig. 

Tidligere udkommet og anmeldelser:

1. Svinehunde

2. Alting har sin pris

3. Ensomme hjerters klub:

Dette er 3. bind i serien om Drabsafdeling på Københavns politigård.

Jeg kastede mig over denne, da jeg var meget begejstret for efterfølgeren : Pigen i Satans Mose… Men for filan, de kan slet ikke måles! Sproget er flydende, dialogerne som hovedregel gode, men der er en del gentagelser og megen overflødig snak, som træder vande og blot bidrager til at fylde romanen.

Bogen starter med en sag, som stort set intet har at gøre med resten, dette kunne sagtens undlades uden at romanen mister noget. Kategorien er krimi, men der er stort set intet krimi i denne roman, til gengæld er den fyldt med gode hjertevarme tilbagesyn, og de trækker trods alt op… Selv om den som helhed fejler fælt som krimi.

Plottet holder ikke, opklaringsarbejdet er langsommeligt, uvedkommende og til tider fuldkommen uinteressant – det virker forstyrrende på de hyggelige tilbageblik.

Da der stort set ikke er noget krimi, er det næsten umuligt at beskrive opklaringsarbejdet ordentligt, den del er en stor skuffelse.

Jeg giver 2 hjerter for en hyggelig roman med ganske få glimt af krimi, den holder meget mindre end den lover, og er fuldkommen fejlplaceret i krimigenren… Men selve historien er hyggelig og glider nemt ned… Jeg burde nok kun give et hjerte, men runder op til to.

4. Pigen i satans mose:

Jeg gik til bogen med en hvis skepsis, idet jeg ikke var særlig begejstret for den anden bog i serien… Men for filan hvor blev min skepsis gjort til skamme.

Jeg er ovenud begejstret: 

Den er utrolig velskrevet, sproget flyder og dialogerne er autentiske.

Plottet holder hele vejen igennem, krydret med en god overraskende slutning. Traficking er jo et kendt tema, men på ingen måde gentagende eller urealistisk her.

Politiarbejdet er særdeles velbeskrevet, jeg lever fint med at København overtager Nordsjællands arbejde, begrundelsen er jo i orden. Læseren er med på sidelinjen hele vejen, alt er autentisk beskrevet, og selv om der er nogle få gætterier, slipper det velskrevede opklaringsarbejde, aldrig den rigtig gode stil.

Jeg er jo tilhænger af at komme helt ind under huden på mine personer, det får jeg til fulde opfyldt her. Jeg er vild med de meget detaljeorienterede beskrivelser af både personer og steder, det giver et stort løft til handlingen.

Alt i alt var jeg top underholdt, så meget at jeg nu vil kaste mig over forgængeren, og så i øvrigt glæde mig til næste bind i serien.

5.Den sindsyge polak:

Denne femte i serien er præcis så velskrevet som de forgående. Sproget flyder, ind imellem benytter de, de lidt ældre vendinger i det danske sprog – det er jeg altså vild med

Persongalleriet er det kendte, krydret med de, til handlingen, nye personer. Denne gang handler rigtig meget i bogen om krigen på Balkan og de hjemvendte soldater – ind imellem synes jeg faktisk det bliver for meget, men det sætter tanker i gang – og det er altid godt.

En del af handlingen er ligeledes flyttet til Balkan, dog er jeg aldrig rigtig til stede dernede.

Jeg synes desværre, at det hele bliver et nummer fór nemt, urealistisk og gentagende – det ødelagde min læseoplevelse, som ellers var god. Men underholdt blev jeg trods alt, så det bliver til en middelkarakter – og så vil jeg glæde mig til den næste i serien