Hendes iskolde øjne

AF Carin Gerhardsen

376 sider People´s Press

Hendes iskolde øjne er 6. bind i krimiserien om det svenske Hammerby politi. 

Læs mere om forfatteren her. Se tidligere udkommet og anmeldelser herunder.

Jeg har været med fra starten af denne serie, jeg har haft både gode og mindre gode oplevelser undervejs, så jeg har haft en god forventning til denne nyeste. 

Så skal jeg love for at Gerhardsen er tilbage, og det i storform - hendes fans kan godt
glæde sig til at komme med på endnu en Hammerby rejse. Sproget er det herligt
letlæselige, det flyder og siderne vender sig selv i en hastig fart, læseren er på fra første til sidste færd - det er sådan set "bare" at læne sig tilbage og nyde turen.

Denne gang er omdrejningspunktet forsvundne kvinder, en fredag tager Eva-Lena tidligt
hjem fra hendes skønhedssalon, hun er syg og får sønnen til at køre hende hjem. Men da
hendes mand kommer fra arbejde er både Eva-Lena og deres to hunde som sunket i jorden.
I en anden del af byen er Heidi sluppet væk fra sin jaloux og kontrollerende kæreste, og
er taget i byen med veninderne. De skilles ved midnat, men derefter begynder Julia, den ene veninde at blive bekymret, da hun ikke hører fra Heidi, og da hun endelig får livstegn kommer hun i tvivl om, at det rent faktisk er Heidi der skriver til hende. Hammerby "banden"
dvs. den lille flok på politistationen kommer derfor på arbejde. Ved siden af opklaringen
af de to forsvindinger er læseren igen sammen med medarbejderne på stationen i deres privatliv og interne samvær. Og endelig kommer læseren med ind i Malins liv, Malin er en
kvinde, der lever med sine to børn i et forhold, hvor hendes mand udover psykisk vold
på dem alle tre, men specielt Malin. Udadtil er de en lykkelig familie, med to tennis-børn, manden der altid kører børnene i pendulfart og overværer træning og kampe, men bag den lukkede dør er virkeligheden en anden. Han har aldrig været fysisk overfor Malin, men så
sker der noget, der får Malin til at frygte for sit liv...

Persongalleriet er de kendte fra de tidligere i serien: det mangfoldige personale på stationen, både betjente og kontorpersonale samt deres familier. Dertil kommer de
nye personer, der er skrevet ind i denne handling. Alle personer er levende og et stykke hen af vejen, realistiske. Gerhardsen er mester i at skabe hygge-krimier, det har
hun også gjort her, der indsniger sig nogle banale handlinger og dialoger, men jeg synes
trods alt, det holdes nogenlunde i ave denne gang. Dertil kommer at der denne gang er
fokus på narcissisme, psykisk og fysik vold og ikke mindst følgerne deraf. Det lykkedes
fint at få indlemmet disse dele, og læseren afkræves holdninger til både figurer og handlinger, det er, i mine øjne, en stor kvalitet. Side-historierne har jeg været vild med
fra starten, denne gang er de ikke specielt fremtrædende, men det gør til gengæld at nye læsere, der ikke kender personerne, faktisk godt kan starte her, selv om jeg synes
det vil være at snyde sig selv, ikke at tage det hele med.

Politiets arbejde er fint beskrevet denne gang, jeg har tidligere savnet realisme på denne front - jeg får ikke opfyldt mit ønske til fulde, der er lidt for mange lette løsninger, specielt til slut, men i det store billede er det let at følge med på sidelinjen og nogenlunde afbalanceret.

Plottet er denne gang delt i flere forskellige dele, jeg gættede tidligt den ene del, mens jeg ikke helt kunne gennemskue nogle af de andre. Men trods den tidlige opklaring, kunne
jeg sagtens fastholde spændingen, da det "kun" er en brik i et større billede. De mange forskellige dele er lette at holde styr på, og jeg synes faktisk at sløjferne bindes 
rigtig fint til slut, trods de noget banale handlinger. 

Gerhardsen er blevet kendt og elsket som forfatter til solide hygge-krimier, med kant. Og hun lever til fulde op til forventningerne i denne sjette krimi. Jeg var godt underholdt, fik
sat tankerne i sving, og kunne langt hen ad vejen se bort fra det urealistiske, hvilket jeg normalt har usædvanlig svært ved. Jeg ser frem til den næste i serien.

Tidligere udkommet i serien:

1. Pandekagehuset

2. Dukkebarn

Dukkebarn er 2. del i serien om Hammerby politiet. Den kan sagtens læses selvstændigt, men da figurerne jo udvikler sig løbende, anbefaler jeg da at de læses i rækkefølge.

Denne krimi er ligesom forgængeren let-læselig i et flydende sprog. Denne har flere side-storyer som udvikler sig i tak med plottet. Det er nemt at følge figurerne, der er hele tiden føling med alle trådene…

Når det så er sagt: For filan hvor er den hård, den afspejler sørgelige skæbner og massive svigt, som findes alle steder, desværre. I takt med at opklaringen skrider frem, bliver knuden i maven større og større… Gerhardsen rammer nogen virkelig mørkt, som læseren ønsker at forhindre samtidig med at man græder indvendigt.

Plottet holder også her i 2 eren, og jeg er igen begejstret… Går til den 3. med det samme

3. Vuggevise

4. Død mands hånd

Nu er det længe siden jeg læste de første tre i serien, men kan genkalde (og læse mine anmeldelser) at jeg var begejstret… Men det holdt så slet ikke til denne fjerde bog.

Det positive er, at bogen er let læselig, skrevet i flydende sprog og derfor er bogen meget hurtigt læst.

Persongalleriet er de kendte politifolk, deres familier og de nytilkommende grundet handlingen. Desværre synes jeg slet ikke de fanger denne gang, jeg mangler nerve, pondus og frem for alt, mangler jeg at komme ind under huden på dem – Den del er totalt fraværende her.

Politidelen fanger heller ikke denne gang, det er alt for letbenet, sporadisk og virker sekundært. Der bruges meget mere tid på interne relationer og meninger, frem for regulært opklaringsarbejde. Den smule der er, er urealistisk og fyldt med gætværk og nemme løsninger.

Plottet holder sådan set, men som sagt manglede jeg nerve, og skal faktisk helt hen i slutningen af bogen før der kommer bare en smule spænding.

Alt i alt en stor skuffelse i forhold til de forgående – der må meget gerne strammes op til den næste, så fordums gode læsning vender tilbage – Og den gennemgående skurk endelig kan sættes fast 

5. Klaverstemmeren

Jeg efterlyste mere af fordums pondus i den forgående: Død mands hånd – og det skal jeg så love for blev indfriet her i efterfølgeren

Helt som vanligt er bogen yderst velskrevet, sproget er let og flydende, så bogen er hurtigt læst. Persongalleriet er det gammelkendte, krydret med de, til lejligheden, medvirkende figurer. Der er en del medvirkende så det gælder om at holde tungen lige i munden ind imellem, men jeg synes Gerhardsen evner at flette dem alle sammen på fineste vis. Alle personer er levende og for det meste realistiske, jeg er ligeledes begejstret for side-historierne, der igen er på højde med de første tre i serien.

Denne gang er der en langt bedre balance mellem politiets arbejde og opklaringen som helhed, færre hovsa løsninger og mere gedigen opklaring, hvilket, i min bog, er en vigtig ingrediens i en god krimi. Det eneste store minus hos mig, er den konstante tilbagevenden til den gamle åbne sag om voldtægten af Petra. Den kan der, efter min bedste overbevisning, ikke koges mere suppe på nu – nu er tiden kommet til at afslutte denne on-going sag og finde nye sider hos politiet.

Plottet holder til sidste færd, det bliver aldrig rigtig spændende idet der er for mange plot i plottet, men jeg var godt underholdt gennem handlingen. En smule mere realisme og fornyelse i en kommende i serien, og jeg er rigtig begejstret igen 

Men kort sagt er Klaverstemmeren en solid krimi i den lette genre, den bør afgjort findes rundt om i sommerlandet