AF Camilla Läckberg
383 sider People´s Press
Løvetæmmeren er 9. bind i serien om den svenske by Fjällbacka, politimanden
Patrick Hedström og hans kæreste forfatteren Erika Falck. Læs mere om forfatteren her
Læs mere om rækkefølgen og anmeldelser herunder.
Läckberg er nordens krimidronning, hun er den, der sælger flest bøger og har derfor fans
i mange lande, og lad mig blot starte med at sige: de danske fans kan godt begynde at glæde sig, denne niende i serien er en vaskeægte Läckberg, og de vil elske den.
Præcis som de forgående er denne yderst letlæselig, sproget er let og flydende, tiden er klart opdelt, så læseren skal bare læne sig tilbage og følge med i handlingen.
Denne gang er det igen forfatteren Erica, der spiller en hovedrolle. Hun er ved at skrive en ny bog i rækken af kriminalhistorier, og er kommet til en lokal historie om en kvinde, der holdt sin datter indspærret i lænker i kælderen mens manden, sønnen og hun selv levede et tilsyneladende almindeligt liv. Hun bliver anbragt på den lukkede psykiatriske institution, da hendes mand findes brutalt myrdet og hun tilstår drabet. Samtidig har Ericas mand, politimanden Patrick, hænderne fulde idet en ung pige, der har været forsvundet i månedsvis, pludselig dukker op på en landevej og bliver påkørt. Victoria er den sidste i rækken af bortførte piger, men den første der er dukket op. Patrick og kollegaerne kæmper
for at finde ud af, hvor Victoria har været holdt fanget, Erica kæmper med sin historie, men kan i vanlig stil ikke holde sig fra at blande sig i politiets efterforskning. Pludselig ser det ud som om der er sammenhæng mellem de to sager, men er det nu rigtigt og i så fald, hvordan hænger sagerne sammen, trods spredningen over tre årtier?
Persongalleriet er for størsteparten de kendte i serien: Patrick og kollegaerne på stationen, Erica, deres børn og hendes søster og kæresten Dan. Jeg har haft mange herlige timer med personerne, krummet tæer og sat mig i deres sted, det blev der ikke så meget af denne gang, jeg savnede det lidt, men andre vil være glade for mere fokus på sagen.
Dertil personerne, der er indflettet i handlingen, der er mange, men Läckberg formår i bedste stil at holde alle i spil. Alle personer er levende trods det, at de ofte er urealistiske og banale i dialoger og handlinger, men kendere af serien ved, at dette er hyggekrimier, uden realisme - og elsker dem. For Läckberg er virklig god til at lave historier, også de grumme.
Politiets del er igen tyndbenet, der er for mange fejl, for mange hovsaløsninger og frem for alt bliver Ericas indblanding en kende for meget for mig denne gang. Selv med hyggekrimi genren i baghovedet, savnede jeg realisme og færre banaliteter.
Plottet er virkelig velkomponeret, det er som regel en af de store forcer hos Läckberg, og heller ikke denne gang skuffer hun. Det er let at gætte en del af plottet, tidligt i handlingen, men der er i vanlig stil, flere aspekter og først til sidst samles hele puslespillet.
Som sagt er dette en herlig let genre, det er Løvetæmmeren et super eksempel på, det er let underholdning krydret med tankevirksomhed. At jeg har det svært med de banale handlinger og den manglende realisme er nok til at trække bedømmelsen nedad, men det er bestemt ikke nok til ikke at erkende, at jeg var godt underholdt og synes det var hyggeligt at komme tilbage til "familien" Fjällbacka. Denne var længe ventet af hende mange fans, og jeg gentager: glæd jer, der er fuld Läckberg valuta også denne gang.
Läckberg er nordens krimidronning, hun er den, der sælger flest bøger og har derfor fans
i mange lande, og lad mig blot starte med at sige: de danske fans kan godt begynde at glæde sig, denne niende i serien er en vaskeægte Läckberg, og de vil elske den.
Præcis som de forgående er denne yderst letlæselig, sproget er let og flydende, tiden er klart opdelt, så læseren skal bare læne sig tilbage og følge med i handlingen.
Denne gang er det igen forfatteren Erica, der spiller en hovedrolle. Hun er ved at skrive en ny bog i rækken af kriminalhistorier, og er kommet til en lokal historie om en kvinde, der holdt sin datter indspærret i lænker i kælderen mens manden, sønnen og hun selv levede et tilsyneladende almindeligt liv. Hun bliver anbragt på den lukkede psykiatriske institution, da hendes mand findes brutalt myrdet og hun tilstår drabet. Samtidig har Ericas mand, politimanden Patrick, hænderne fulde idet en ung pige, der har været forsvundet i månedsvis, pludselig dukker op på en landevej og bliver påkørt. Victoria er den sidste i rækken af bortførte piger, men den første der er dukket op. Patrick og kollegaerne kæmper
for at finde ud af, hvor Victoria har været holdt fanget, Erica kæmper med sin historie, men kan i vanlig stil ikke holde sig fra at blande sig i politiets efterforskning. Pludselig ser det ud som om der er sammenhæng mellem de to sager, men er det nu rigtigt og i så fald, hvordan hænger sagerne sammen, trods spredningen over tre årtier?
Persongalleriet er for størsteparten de kendte i serien: Patrick og kollegaerne på stationen, Erica, deres børn og hendes søster og kæresten Dan. Jeg har haft mange herlige timer med personerne, krummet tæer og sat mig i deres sted, det blev der ikke så meget af denne gang, jeg savnede det lidt, men andre vil være glade for mere fokus på sagen.
Dertil personerne, der er indflettet i handlingen, der er mange, men Läckberg formår i bedste stil at holde alle i spil. Alle personer er levende trods det, at de ofte er urealistiske og banale i dialoger og handlinger, men kendere af serien ved, at dette er hyggekrimier, uden realisme - og elsker dem. For Läckberg er virklig god til at lave historier, også de grumme.
Politiets del er igen tyndbenet, der er for mange fejl, for mange hovsaløsninger og frem for alt bliver Ericas indblanding en kende for meget for mig denne gang. Selv med hyggekrimi genren i baghovedet, savnede jeg realisme og færre banaliteter.
Plottet er virkelig velkomponeret, det er som regel en af de store forcer hos Läckberg, og heller ikke denne gang skuffer hun. Det er let at gætte en del af plottet, tidligt i handlingen, men der er i vanlig stil, flere aspekter og først til sidst samles hele puslespillet.
Som sagt er dette en herlig let genre, det er Løvetæmmeren et super eksempel på, det er let underholdning krydret med tankevirksomhed. At jeg har det svært med de banale handlinger og den manglende realisme er nok til at trække bedømmelsen nedad, men det er bestemt ikke nok til ikke at erkende, at jeg var godt underholdt og synes det var hyggeligt at komme tilbage til "familien" Fjällbacka. Denne var længe ventet af hende mange fans, og jeg gentager: glæd jer, der er fuld Läckberg valuta også denne gang.
Tidligere udkommet i serien:
1. Isprinsessen
2. Prædikanten
3. Stenhuggeren
4.Ulykkesfuglen
5.Tyskerungen
6. Havfruen
7. Fyrmesteren
8. Englemagersken
Jeg havde virkelig set frem til denne fortsættelse… Jeg var en anelse i tvivl efter den sidste, synes måske Läckberg var ved at tabe pusten med Fjällbacke.
Men jeg må nok sige, at jeg er glædeligt overrasket, der er langt mere bid i både plot, hovedpersoner og side-storyen er langt mere dybdegående og realistisk.
Alt i alt en herlig velskrevet krimi, mit eneste klage punkt er som altid: opklaringsarbejdet er alt for urealistisk, tyndt og tilfældigt.
Hvis hun strammer op på den del, og fortsætter den herlige fremgang på personskildringen, plot og historie siden, så kommer jeg helt op og ringe på de 5…
Jeg havde virkelig set frem til denne fortsættelse… Jeg var en anelse i tvivl efter den sidste, synes måske Läckberg var ved at tabe pusten med Fjällbacke.
Men jeg må nok sige, at jeg er glædeligt overrasket, der er langt mere bid i både plot, hovedpersoner og side-storyen er langt mere dybdegående og realistisk.
Alt i alt en herlig velskrevet krimi, mit eneste klage punkt er som altid: opklaringsarbejdet er alt for urealistisk, tyndt og tilfældigt.
Hvis hun strammer op på den del, og fortsætter den herlige fremgang på personskildringen, plot og historie siden, så kommer jeg helt op og ringe på de 5…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar