Den andalusiske ven

AF Alexander Söderberg

482 sider Politikens Forlag

Dette er første bind i trilogien om den svenske sygeplejerske Sophie Brinkmann, der

havner midt i en mafia krig. Læs mere om forfatteren her

Jeg kom ind i serien i bind to, så jeg har både erfaret, at nye læsere godt kan starte der, men sandelig også, at det vil være at snyde sig selv for en vigtig baggrundsviden, og ikke mindst endnu en sublim gangster-læseoplevelse.

Denne første del omhandler starten på de bekendtskaber, der skal få så stor betydning

for Sophie og hendes søns liv. Sophie er alenemor til Albert, hun arbejder på

det hospital, hvor mafiabossen Hector bliver indlagt efter en færdselsulykke. De to fatter sympati for hinanden, og da Hector er udskrevet vil han meget gerne lære Sophie bedre at kende. Samtidig er en specialgruppe under Stockholms politi på sporet af Hector og hans organisation, gruppens chef kontakter Sophie og beder hende være angiver af oplysninger omkring Hector og folkene omkring ham. Pludselig ved Sofie ikke om hun jager eller er den jagede. Midt i alt det kaos der omslutter Sophie dukker hendes ungdomskæreste op, men hvilken rolle spiller han i det store billede? Samtidig følger vi specialgruppens arbejde, det viser sig meget hurtigt, at de ikke viger tilbage fra at benytte omend meget lyssky metoder i kampen for at skaffe oplysninger. Endelig møder vi Hector og kommer med ind i en del af organisationen, vi møder hans venner og fjender, oplever deres "arbejdsmetoder" og er med på sidelinjen når deres kampe udspilles. Det bliver alles kamp mod alle og med

alle for hånden værende midler.

Denne roman er usædvanlig velskrevet, sproget flyder og jeg var atter fanget fra første til sidste side. Persongalleriet er mangfoldigt, men alle er fint opdelt, der er ingen problemer med at finde rundt i dem, og frem for alt så er alle personer lyslevende og faktisk, til min store overraskelse, meget realistiske. 

Spændingen holder hele vejen. Der er en aktionroman, fyldt med mafia metoder, der er biljagter, skyderier og hårdhændet adfærd, men trods dette "herre-tema" var jeg vild med det, det er virkelig velkomponeret og ekstremt underholdende.

Som sagt læste jeg efterfølgeren først, det betyder at jeg nu for anden gang kan sige, at dette er sublim fortællekunst. Der er gang i den, men det bliver aldrig for meget eller for vulgært, hverken i handlinger eller dialoger. Jeg håber sandelig ikke der igen går tre år med tilblivelsen af den næste og sidste i rækken, for jeg glæder mig allerede og venter i spænding - TOP underholdning til alle med hang til aktion.

Stilhed før krimi-stormen

Den kommende weekend er der igen krimimesse i det gamle statsfængsel i Horsens.
Det betyder altid nye udgivelser fra nye og gamle bekendtskaber indefor krimi og spændingsroman forfatterne, og dette år er bestemt heller ingen undtagelse,

Der har været mere stille end ellers her på bloggen, men det betyder bestemt ikke, at der
ikke arbejdes - for der knokles bag kulisserne, netop for at blive klar med anmeldelser af nogle af de romaner, der udkommer på fredag d. 20. marts. 

I den forbindelse har jeg haft det store privilegium at læse og anmelde kommende
spændingsromaner og krimier for: Modtryk, Politikens Forlag & People´s Press
Og i den forbindelse må jeg blot konstatere: Glæd jer derude, der er rigtig meget
godt i vente til jer - jeg er meget begejstret og ser frem til på fredag, hvor jeg kan 
dele nyhederne med jer. 

På gensyn senere på ugen :)

Bjørnedansen

AF Roslund & Thunberg

526 sider Modtryk

Denne spændingsroman er bygget på en virkelig historie om den svenske militærliga der i 1990´erne begik en mængde røverier, det er parrets første udgivelse sammen, 

Læs mere om forfatterne her

Denne spændingsroman/thriller er et frisk pust, ikke blot er den fiktion bygget på virkelige hændelser, men dens store omdrejningspunkt er et stykke svensk socialrealisme, og den del står rigt belyst for læseren.

Romanens omdrejningspunkt er familien med far, mor og tre brødre; Leo, Felix og Vincent.
Handlingen er opdelt i en datid og en nutid. Far er jugoslav, mor er svensk, og faderen er et menneske, der ikke er bange for nogen eller noget, slår når det passer ham, også hustruen, og ser det som sin fornemmeste fader-opgave at lære sine børn at forsvare sig. Drengene vokser op med angsten for en fuld far, der tæver deres mor, og lærer tidligt, at det eneste der tæller er familien (klanen) de skal holde sammen og stikker ikke hinanden. Heller ikke da faderen bliver dømt for mordbrand siger drengene noget. De mister kontakten til faderen og 10 år senere har storebror Leo startet en håndværksvirksomhed, der går godt, med begge brødre ansat. Det er ikke nok for Leo, han vil være uafhængig og derfor planlægger han et stort  våbentyveri og efterfølgende bankrøverier, med brødrene, en barndomsven og kæresten som medgerningsmænd. Handlingen følger primært Leo, både i planlægningerne og udførelserne, men læsren er også med når den ensomme Stockholmske politimand John Broncks, der kæmper for at opklare de voldsomme røverier, og faktisk har mere til fælles med brødrene end han eller de aner. Kort og godt: aktion og psykologi i en skøn forening.

Sproget er sådan set fint, men det er en speciel skrivestil; der er små korte dialoger, observationer og tanker - de er ikke specielt godt inddelt, så læseren skal være 
årvågen, ellers kan det være svært at holde rede på tid og sted.

Handlingen er som nævnt bygget op, primært omkring Leo og John, stilen lægger ikke
op til den dybe indsigt, tværtom var jeg hele vejen med som beskuer, jeg kom ikke
helt ind under huden på nogen af personerne, det ærgrer mig, da det ville have givet
handlingen en ekstra dimension for mig. Jeg savnede også dybden, da jeg synes der manglede forklaringer til handlingerne; Hvorfor valgte Leo lige pludselig som hand gjorde osv.? Til gengæld er alle personer og handlinger realistiske og trods den manglende dybde,sidder jeg med et meget klart billede af den dysfunktionelle familie med en meget stor og tung social arv, som brødrene forsøger at kæmpe sig ud af. 
Fx. er titlen Bjørnedans taget ud fra, at bjørne danser når de slås - det lærer Leo tidligt fra sin far, og glemmer det aldrig! Den ene halvdel af forfatter parret er den fjerde bror i virkelighedens bande, så man kan vist roligt sige, at der er gjort observationer til denne bog, fra forreste række., dog fremgår det ikke, hvor fakta og fiktion fremgår.

Plottet er jo kendt på forhånd, da brødrene jo har røvet bankerne, er det udelukkende
et spørgsmål om hvordan det hele ender - og det synes jeg faktisk fungerer rigtig
godt. Jeg fandt ikke spændingen særlig stor, mest pga. skrivestilen, men jeg var fanget
af personerne og meget interesseret i at se, hvad der skete fremadrettet.

Makkerparret arbejder allerede nu på en fortsættelse, måske det bliver en udvidelse, da banden bl.a. også afpressede den svenske regering , uagtet vinklen vil jeg afgjort læse med, for dette er en rigtig fin og original debut, den tilgodeser både de læsere, der vil have aktion og "drengerøvs" oplevelser, og de læsere der gerne vil have socialrealismen med i tankerne - det er friskt og det virker.

De berusedes vej

AF Jakob Melander

409 sider Rosinante

Dette er forfatterens tredje krimi om politimanden Lars Winkler - Jeg har været meget

begejstret for de to forgående ( se anmeldelserne herunder) så denne nyeste 

har været ventet med længsel her hos mig.

Denne tredje krimi fra Melander er præcis så letlæselig som de to forgående, sproget
er let og da afsnittene er klart markerede, er det sådan set "bare" at læne sig tilbage
og lade handlingen udvikle sig og siderne vendes.

Denne gang er det hovedpersonen politimanden Lars´ fortid, der er inde over handlingen. Thorbjørn, som Lars´ ikke har haft kontakt med i 30 år findes død på en yderliggående netavis. Lars deltager i efterforskningen trods bekendtskabet, og det får ham til at tanke tilbage på de sidste dage de to så hinanden i Københavns punk-miljø i 1984. På politigården er Lars nogenlunde alene med opklaringen, da der skal være stort topmøde i Bella Centeret kort tid efter, og hans chef derfor prioritere topmødet. Da Lars er alene
er det næsten kun op til ham, med lidt hjælp fra PET og nogle få af kollegaerne, bl.a. Sanne, som Lars gerne vil være meget mere end blot kollegial overfor, at finde hoved og hale på Thorbjørns liv og død. Da sagen tidligt ligener en fejl fra Thorbjørns side kommer Lars i tvivl og sætter sig for at finde andre løsninger - kort sag udvikles Lars´ fremtid mens han tænker på fortiden og forsøger at rense Thorbjørn. 

Persongalleriet er for politiets del, den samme som de forgående. Dertil kommer så
Lars´s omgangskreds fra punktiden og de til denne forbrydelses nye personer.
Jeg må desværre sige, at de ikke fangede mig denne gang - jeg synes de blev for
perifære for mig, jeg kom ikke helt på bølgelængde med dem, specielt fordi jeg ikke synes de reagerede realistisk, og nok også fordi handlingen er hastigt skiftende, med mange nye scener, det lod mig ikke fordybe mig ordentligt. Dertil synes jeg de fleste personer var
en kende for egenrådige, urealistiske i handlingerne og specielt Lars: for supermandsagtig. 
Dog synes jeg vekslingen mellem fortiden og nutiden fungerede rigtig fint, den lagde
en baggrund som var en del af den videre handling, og her var Lars realistisk.

Da Lars og Sanne jo er ansat i politiet og bøgerne omhandler dem, er der i sagens natur
en hel del omkring politiets arbejde. Jeg har tidligere været en smule ærgerlig over 
at de ikke var helt så realistiske, denne gang virkede det meste faktisk urealistisk på mig. Der var alt for mange lette løsninger og for mange mangler i det almindelige, grundige politiarbejde, i min optik. Jeg anerkender, den litterære frihed i forhold til plottet, men denne gang brugte jeg faktisk meget tid på at blive små-irriteret over deres inkompetence og de små redigeringsfejl i handlingen, og så har jeg ikke været fanget, hvilket jeg meget af tiden desværre ikke var.

Plottet er igen skruet godt sammen, det holder og gav mig en fin lille overraskelse.
Spændingen udeblev hos mig, ikke mindst da jeg ikke evnede at se bort fra det urealistiske
og de mange ego-præstationer. Jeg ved godt, at jeg satte barren højt, for jeg synes forgængeren var en usædvanlig helstøbt krimi. Derfor kan jeg ikke undlade at sammenligne mine læseoplevelser, og der må jeg konstatere, at lige så begejstret jeg var sidst,
lige så mangefuld var min begejstring denne gang. Men Melander har skrevet en
fin hyggekrimi med et aktuelt tema, for sproget og plottet behersker han til fulde, og jeg er selvfølgelig klar til en efterfølger, indtil der må jeg lige indføje at jeg faktisk er rigtig
ked af ikke at kunne snige mig længere op end to: en for sproget og en for plottet.

Tidligere udkommer i serien

Øjesten:

Øjesten er en god solid debut - sproget flyder og den er hurtig læst.

Persongalleriet er utrolig stereotypt - den skæve opdager med det kaotiske privatliv er utrolig søgt, alligevel virker det okay i denne krimi. Enspænderen Lars, hans kollegaer på politigården og hans datter. Jeg savnede lidt mere pondus end jeg fik, men jeg kan lide den del jeg fik 

Lars er udover at være ladt tilbage efter konen skred med hans bedste ven og chef, også utrolig upopulær hos kollegaerne - man kan roligt sige, at alle grene af det stereotype er samlet i een og samme bog. Der skal ikke skrues mere på den del, før det bliver for meget.

Desværre savnede jeg en forklaring til kollegaernes antipati mod Lars - det håber jeg kommer i den næste.

Plottet holder for så vidt, jeg gættede rimelig hurtigt noget af sammenhængen, men det ødelagde ikke læseoplevelsen. Dog kunne jeg godt have ønsket en lidt bedre forklaring af tilbageblikkene fra krigen og måltidet i kælderen - der synes jeg ikke sløjfen bliver bundet rigtigt.

Men i det store hele, en solid krimi, der lover godt for de næste  

Serafine:

Melander er tilbage med en fuldkommen komplet og sikker krimi.

Serafine er absolut lige så velskrevet, levende og realistisk som sin forgænger, og så har den bare de helt rigtige ingredienser: Politik, had, magtliderlighed, empati, savn og forviklinger.

Den er så veldrejet at siderne vender helt sig selv og bogen er umulig at lægge væk.

Persongalleriet er mangfoldigt, specielt er tre vi følger meget tæt: Serafine, Sanne og Lars. Alle personer er levende og realistiske i ord og handlinger samtidig med at læseren er helt inde på livet af personerne. 

Politiets arbejde er nogenlunde realistisk - dog er der en del litterære friheder fra forfatterens side: PET der blander sig i politiets arbejde, en arrestant, der flygter flere gange og at alt lyser forsvinder på hospitalerne. Det bliver urealistisk, men i det samlede billede er Melander i stand til at holde sig til realiteterne.

Plottet er virkelig velspundet, der er så mange bolde i luften, at der gættes lifligt bogen igennem, men det er først i sidste moment sløret løftes for det rette sammenhæng.

Alt i alt: endnu en fantastisk krimi fra Melander, det lover rigtig godt for fremtiden, for han er stilsikker og virkelig en ny stjerne i toppen af den danske krimihimmel - Sæt i gang med den næste, tak

Elskede Heidi

AF Lotte & Søren Hammer

545 sider Gyldendal

Elskede Heidi er 6. bind i serien om drabsafdelingen og chefen Konrad Simonsen.

Jeg har haft en blandet fornøjelse med de 5 første (læs anmeldelser af de tre seneste

her nedenunder) så det bliver med en stille forventning jeg kaster mig over denne nyeste.

Sproget er præcis som forgængerne, yderst letlæseligt, handlingen er tydeligt

opdelt således, at læseren udelukkende skal bekymre sig om at følge handlingen

mens scenerne skifter - det er et stort plus i min bog.

Persongalleriet er igen de kendte fra forgængerne: Drabsafdelingen på Købehavns politigård, anført af chefen Konrad Simonsen, hans kæreste Komtessen, Arne Pedersen, Klavs Arnold og den nye pige Anica Buch. Dertil kommer Konrads datter og de personer,

der er relevante for denne nye historie. Desværre fangede jeg aldrig rigtig figurerne, 

de blev for perifere og urealistiske til at jeg kunne relatere ordentligt til dem, og derfor

fik jeg heller ikke den læseoplevelse jeg havde håbet på. 

Handlingen starter med at en fireårig pige, datter af en politibetjent, bortføres og senere

findes dræbt under grusomme omstændigheder. Drabsafdelingen bliver involveret efter krav fra polititoppen og Konrad og co. træder herefter ind på scenen. Da den anden datter

af en betjent bortføres og mordmetoden på den lille pige, går op for afdelingen står

de på bar bund, men med en klar forventning om at der kommer mere. Derudover følges

forberedelserne og nogle af forbrydelserne fra den anden vinkel, ligesom Konrads datter

pludselig bliver meget aktuel i opklaringen. Mens hele korpset forsøger at opklare

forbrydelserne, kommer læseren i berøring med vidner, aktører og ikke mindst politiets

og PETs arbejde på godt og ondt i al den tid, opklaringen pågår.

Da forfatterparret opbygger deres bøger omkring drabsafdelingen, er netop politiets

arbejde et meget stort element i deres bøger. Det holder jeg meget af, specielt, hvis 

beskrivelserne er realistiske, gennemarbejdede og levende - det var desværre den

stik modsatte oplevelse jeg fik denne gang. Realismen en fuldkommen udeblevet,

handlingerne er mildt sagt banale, og fremstiller figurerne som en flok totalt inkompetente 

politifolk, tid og sted er ikke ordentligt angivet, så det bliver en meget langstrakt opklaring

fyldt med overspringshandlinger og hovsaløsninger. F.eks. "glemmer" de en pistol på et gerningssted, evner ikke at sætte forbrydelserne sammen, "glemmer" at tjekke vidner og lader til gengæld en grøn betjent få massiv indflydelse og sætte ledelsen på plads - sådanne eksempler på inkompetence, er handlingen fyldt af og det er et meget stort minus i min optik, og når læseglæden overskygges af krummede tæer, er jeg voldsomt skuffet.

Plottet holder nogenlunde, læseren ved hurtigt hvordan tingene overordnet hænger sammen, det betyder ingenting for mig, så længe forfatteren evner at fastholde spændingen

omkring de så detaljer - det gjorde de desværre kun meget sporadisk her. Da jeg ikke

kunne relatere ordentligt til figurene og samtidig synes de urealistiske handlinger langt

overskygger fortællingen, blev jeg desværre aldrig rigtig fanget, jeg blev beskuer i stedet for deltager og derfor udeblev spændingen. Jeg brugte flere tanker på at udtænke den næste kunstige handling, end på at indlemme selve handlingen.

Plottet havde stort potentiale, jeg fik desværre ikke opfyldt forventningerne, som sagt synes

jeg handlingen, i mine øjne, druknede i de kunstige handlinger, lette løsninger og urealistiske figurer. Jeg har jo netop oplevet hele skalaen i parrets bøger, både den

velskrevede og den jeg fandt skuffende - måske fordi jeg ved, de kan skrive virkelig godt, er skuffelsen stor og så fordi jeg ikke kan lade være at sammenligne med de super velskrevede krimier, der er udkommet de senere år, faldt denne helt igennem hos mig. 

Tidligere udkommet og anmeldelser:

1. Svinehunde

2. Alting har sin pris

3. Ensomme hjerters klub:

Dette er 3. bind i serien om Drabsafdeling på Københavns politigård.

Jeg kastede mig over denne, da jeg var meget begejstret for efterfølgeren : Pigen i Satans Mose… Men for filan, de kan slet ikke måles! Sproget er flydende, dialogerne som hovedregel gode, men der er en del gentagelser og megen overflødig snak, som træder vande og blot bidrager til at fylde romanen.

Bogen starter med en sag, som stort set intet har at gøre med resten, dette kunne sagtens undlades uden at romanen mister noget. Kategorien er krimi, men der er stort set intet krimi i denne roman, til gengæld er den fyldt med gode hjertevarme tilbagesyn, og de trækker trods alt op… Selv om den som helhed fejler fælt som krimi.

Plottet holder ikke, opklaringsarbejdet er langsommeligt, uvedkommende og til tider fuldkommen uinteressant – det virker forstyrrende på de hyggelige tilbageblik.

Da der stort set ikke er noget krimi, er det næsten umuligt at beskrive opklaringsarbejdet ordentligt, den del er en stor skuffelse.

Jeg giver 2 hjerter for en hyggelig roman med ganske få glimt af krimi, den holder meget mindre end den lover, og er fuldkommen fejlplaceret i krimigenren… Men selve historien er hyggelig og glider nemt ned… Jeg burde nok kun give et hjerte, men runder op til to.

4. Pigen i satans mose:

Jeg gik til bogen med en hvis skepsis, idet jeg ikke var særlig begejstret for den anden bog i serien… Men for filan hvor blev min skepsis gjort til skamme.

Jeg er ovenud begejstret: 

Den er utrolig velskrevet, sproget flyder og dialogerne er autentiske.

Plottet holder hele vejen igennem, krydret med en god overraskende slutning. Traficking er jo et kendt tema, men på ingen måde gentagende eller urealistisk her.

Politiarbejdet er særdeles velbeskrevet, jeg lever fint med at København overtager Nordsjællands arbejde, begrundelsen er jo i orden. Læseren er med på sidelinjen hele vejen, alt er autentisk beskrevet, og selv om der er nogle få gætterier, slipper det velskrevede opklaringsarbejde, aldrig den rigtig gode stil.

Jeg er jo tilhænger af at komme helt ind under huden på mine personer, det får jeg til fulde opfyldt her. Jeg er vild med de meget detaljeorienterede beskrivelser af både personer og steder, det giver et stort løft til handlingen.

Alt i alt var jeg top underholdt, så meget at jeg nu vil kaste mig over forgængeren, og så i øvrigt glæde mig til næste bind i serien.

5.Den sindsyge polak:

Denne femte i serien er præcis så velskrevet som de forgående. Sproget flyder, ind imellem benytter de, de lidt ældre vendinger i det danske sprog – det er jeg altså vild med

Persongalleriet er det kendte, krydret med de, til handlingen, nye personer. Denne gang handler rigtig meget i bogen om krigen på Balkan og de hjemvendte soldater – ind imellem synes jeg faktisk det bliver for meget, men det sætter tanker i gang – og det er altid godt.

En del af handlingen er ligeledes flyttet til Balkan, dog er jeg aldrig rigtig til stede dernede.

Jeg synes desværre, at det hele bliver et nummer fór nemt, urealistisk og gentagende – det ødelagde min læseoplevelse, som ellers var god. Men underholdt blev jeg trods alt, så det bliver til en middelkarakter – og så vil jeg glæde mig til den næste i serien 

Syv satans lange dage

AF Jonathan Tropper

340 sider Modtryk

Dette er forfatterens første danske udgivelse, men har med sine tidligere udgivelser ligget

i toppen af bestsellerlisterne - Læs mere om forfatteren her.

Denne roman er en usædvanlig velskrevet fortælling om Judd, hans liv er væltet omkring ham, han kommer hjem med lagkage til hustruen på hendes fødselsdag og finder hende i deres dobbeltseng - men hans chef. Judd mister sin far, han skal hjem til sin mor og begravelsen sammen med hans 3 søskende ( en søster og to brødre) og udover begravelsen har hans far, der var ateist, øjensynlig besluttet at familien skal sidde shiva (jødisk sørgeperiode på 7 dage, hvor familien sidder i hjemmet og modtager gæster)

Ikke nok med, at Jodd har mistet sin hustru til sin chef, men nu skal han også tilbringe 7 dage sammen med sin familie, en familie der trods psykolog-moderens åbenhed, har brugt hele livet på ikke at tale sammen og bære nag til hinanden.  Samtidig med at Judd er tvunget til at forholde sig til familien, gennemgår han dele af sit liv, inkl. ægteskabet, der endte "som den slags kan gøre: med lægeassistance og cheesecake" Det er naturligvis dømt til at udvikle sig, og det skal jeg så love for at det gør - på alle parametre.

Som sagt er sproget fantastisk, det er levende, flydende og sprængfyldt med slet skjulte sandheder, i helheden: mænds begær, følelser og handlinger og i særdeleshed: mennesket. Denne fortælling rummer på smukkeste vis de menneskelige relationer, både mænd/mænd - mand/kvinde og forældre/børn. Alle personer er bund solidt beskrevet, levende, og trods fortælleformen virkelig realistiske, interaktionerne er sublimt fortalt, jeg var ved Judds side hele vejen igennem. 

Trods det gennemgående dystre tema, er denne roman på ingen måde tung - tværtom.

Den er en fortælling, der rummer dybden i alle personerne og samtidig er den så

helt igennem vanvittig morsom, jeg sad flere gange og grinede højt. Der er så ufattelig mange perler at tage af, men jeg har valgt en dialog mellem Mor og søn, mens huset er fyldt med kondolerende gæster - Judd har ytret sig upassende ifølge moderen:

"Mor: Du kunne godt være lidt mere hensynsfuld, der er en masse uskyldige mennesker til stede.

Judd: Du har altid opmuntret os til at udtrykke os spontant, til at få tingene ud.

Mor: Det er rigtigt skat. Jeg har også opfordret jer til at tømme tarmen to gange dagligt, det betyder ikke, at jeg har lyst til at være til stede når i gør det"

Kort sagt er denne roman en fortælling om en dysfunktionel families genvordigheder, den

er som sagt både dyb og vedkommende, men da meget af handlingen er pakket ind i

virkelig humoristiske dialoger og handlinger, bliver det tilsammen til en sublim læseoplevelse. Sjældent har jeg grinet og haft så mange refleksioner i een og samme bog, 

denne kan det hele, og afstemningen af humor og dybde er i mine øjne perfekt.

Jeg håber i den grad, at danskerne får glæde af flere udgivelser fra Tropper, for denne ene

er så velkomponeret at den kalder på mere. Indtil der forhåbentlig kommer mere, så skal denne have de varmeste anbefalinger - det er helt klart en MUST read.

"

Denne dag, et liv En Astrid Lindgren - biografi

AF Jens Andersen

435 sider Gyldendal

"En bog bliver hvad den bliver, i samarbejdet mellem forfatter og læsere" 

Astrid Lindgren 1977

Denne biografi er på alle måder en original fortælling, om denne revolutionerende 

børnebogsforfatter, jeg husker med stor glæde tilbage på mine barndomsminder, tilbragt

i Lindgrens universer og blot ved genkendelsens lys, smiler jeg igen. Dette er primært fortællingen om forfatteren, hendes kampe og sejre med litteraturen, og ikke mindst

betydningen af fortællingerne - for de ramte langt før deres tid, og holder stadig.

Fortællingen om århundredets største børnelitteratur forfatter starter med en brevveksling

med en meget ung svensk pige, pigen er krævende synes Lindgren, men som altid

gør hun en dyd i at besvare brevene - og ordentligt. Livet igennem kæmper Lindgren med

at sige fra: "Det tager for lang tid at sige nej" så derfor gennemlyses fortællingen af

hendes mange ja-er. Fortællingen starter i ungdommen, beretter om en pige, der elsker sine

søskende og sin far, men holder af sin mor. Astrid skriver tidligt en novelle, og den

bliver hendes adgangbillet til et job på Vimmerby avisen, hvor chefen gør hende gravid.

Herefter fortælles et stykke socialrealistisk historie om både Sverige og Danmark, hvordan unge kvinder manglede rettigheder og muligheder, og kampen for at ændre dette. Det gjorde et voldsomt indtryk på mig at læse om sønnen Lasses fødsels og anbringelse hos en

kærlig dansk plejemor, Astrids kamp for sønnen skinner tydeligt igennem fortællingen, selv

om jeg faktisk aldrig kom helt ind under huden på mennesket. (hvilket faktisk er yderst

passende, for Lindgren værnede om hendes privatliv og retten til ensomheden.

Derefter er det en helt fantastisk fortælling om starten på forfatterskabet, og hvordan det

over stok og sten blev udviklet. Der er store roser til den danske Jens Sigsgaard, som indenfor mit pædagogiske virke, er en kendt figur. Overraskelsen var stor, da jeg læste

at han var Lindgrens agent og sparringspartner, hvilken herlig åbenbaring. 

Biografien indeholder rigtig mange fantastiske billeder fra privat samlingen, og så er

der gengivelser og billeder af utallige breve, Lindgrens korrespondancer med politikere,

veninder, fans, tiggere osv. Lindgrens tanker underbygges af brevene, når de ikke

gengives af hendes datter Karin. De mange breve bliver flettet ind i  fortællingen,ind imellem blev de mange spring en smule forstyrende for læsningen. Jeg er tilhænger af den kronologiske opbygning, men anerkender at forfatteren her, har haft det underbyggende

som hovedårsag til springene, og det virker!

Efter "pensioneringen" gik Lindgren ind i både politik, forstået sådan, at hun gik i gang

med at vælte den Socialdemokratiske regering under Oluf Palme, sidenhen gik ind

i kampen for: dyrevelfærd, miljø og fred. Og hun tager kampene, trækker i de 

tråde hun kender, og får sat gang i debatten - og kritikken. Men den største kamp, er den

hun livet igennem fastholder: kampen for børn, deres lykke og velfærd, retten til at være

et menneske fra fødslen og ikke kun et "ses men ikke høres" individ, ikke opdrages med

kæft trit og retning, og min påstand må blive, at hun var langt foran sin tid, og formede eftertiden - vi skylder hende utrolig stor tak! 

Jeg vil slutte af med endnu et citat, som på smukkeste vis indrammer Astrid Lindgrens 

liv og forfatterskab - endnu en gang årtier forud for hendes samtid:

"Der findes ikke noget medie, som kan erstatte bogen som grobund for fantasien.

Nutidens børn ser film, hører radio, ser fjernsyn, læser tegneserier - det kan alt sammen

sikkert være morsomt, men det har ikke så meget med fantasi at gøre. Et barn alene

med sin bogskaber et sted inde i sjælens hemmelige rum sine egne billeder, som

overgår alt andet. Den slags billeder er nødvendige for mennesket. Den dag børns

fantasi ikke længere er i stand til at skabe dem, den dag bliver menneskehenden fattig"

Alene hjemme

AF Kirsten Hammann

313 sider Gyldendal

Alene hjemme er 7. udgivelse fra denne prisvindende forfatter: Læs mere om forfatteren her

Det er til gengæld mit første møde med hende, og jeg kan godt fastslå, at det bliver

så afgjort ikke det sidste.

Romanen er yderst velskrevet, sproget flyder i en lind strøm, er letlæseligt og siderne vender stort set sig selv. Jeg var fanget i universet fra første færd, og havde ovenud svært ved at lægge bogen fra mig, også i tankerne. 

Handlingen er yderst skarpskåret, hovedpersonen Sara er omdrejningspunktet og 

handlingen udspiller sig dels som tilskuer til hendes liv, og dels som deltager

i hendes tankevirksomhed. Sara er en selvudslettende kvinde i slutningen af 30 erne,

hun har været mange "uheldige" mænd igennem, inden hun møder Philip, som er

weekendfar til to piger. Saras forhold til pigerne er fantastisk, til gengæld er Sara nok

den eneste, der ikke fanger, at Philip ikke er helt så dedikeret til forholdet som hun.

Saras største ønske er at få et barn, hendes indre ur tikker, men Philip holder hende hen

med; "jeg vil gerne have et barn med dig, men ikke lige nu" Og da Sara er en kvinde,

der, trods det faktum, at hun ser sandheden lige i øjnene, ikke vil erkende den, ja så

kører hun på overfor Philip, men nægter at tage afvisningerne til sig. Sara er meget svær

at gøre tilfreds, hvis hendes live en sjælden gang kører nogenlunde på skinner, så opfinder

hun ganske enkelt problemerne selv. Derudover må hun vel betegnes som manio-depressiv

og har store psykiske udsving. Netop derfor ved læseren ikke rigtig, hvilke begivenheder

der skal tages for gode varer, da Sara mistænker Philip for at have en affære med overboen, som Sara til gengæld mistænker for at forgifte hende...

Sara er på mange måder en kvinde med ondt i livet, hun kom ind under huden på mig,

jeg var både frustreret over hendes ansvars-fralæggelse og grådlabile handlinger,

og på den anden side, havde jeg så frygteligt ondt af hende. Hun har tydeligvis brug for

hjælp, men kæresten evner slet ikke at se ud over sin egen næsetip og yde hende

hjælp, hvilket er det andet dilemma forfatteren satte mig i: For faktisk forstod en del af mig Philip og hans manglende lyst til Sara, og på den anden side synes jeg han er en usling. Det er således en beretning om (misforstået) hensyn kontra moral og ikke mindst håb, bedrag og selvbedrag. Dermed er kimen lagt til et menneskes balancegang på kanten af afgrunden, og der evner Kirsten Hammann på fineste vis, at portrættere det indre kaos. 

Jeg var virkelig inddraget i Saras verden, genkendte nogle af de menneskelige træk,

og sad konstant med lysten til at agere - Det er for mig ensbetydende med, at 

romanen ramte plet, den er vedkommende og aftvinger tanker og holdninger fra

læseren, hvilket gør min læseoplevelse fuldkommen. En af forårets must reads!