fredag den 31. juli 2015

Feriegæsterne

AF Emma Straub

318 sider Gads Forlag

Efter at have hørt en del om denne roman kastede jeg mig over den - den lover en skøn strandlæsnings oplevelse, let og humoristisk - og det holder hele vejen.

Romanen er skrevet i et yderst letlæseligt og meget levende sprog - de mange personer har hver deres afsnit, og det fungerer rigtig godt. Siderne vender sig selv, så her er en herlig roman, der kan læses på på farten og i liggestolen.

Den amerikanske familie Post fra New York lejer et hus på Mallorca. i to uger skal de sammen med deres gode venner hygge sig, men hygge er altså et relativt begreb for familien. Mor Franny er forfatter, en dame med helt klare holdninger og meninger til livet og menneskene. Far Jim er tvunget på pension som 60 årig fra et helt liv på en redaktion. 
Sønnen Bobby bor i Florida med sin 10 år ældre kæreste Carmen. Og endelig er datteren Sylvia på vej til at flytte på college, hvilket er perfekt da hun har brug for at komme væk fa en bedragerisk veninde og "kæreste" og nogle meget pinlige fest billeder. Mor Frannys ungdomsven Charles kommer også ned til huset sammen med hans mand Lawrence, Charles og Franny er tossede med hinanden, og Lawrence føler sig altid tilsidesat når de to venner er sammen. Der er altså lagt op til familiær kvalitetstid - havde det ikke været for en lang række kedelige fakta: Far Jim indledte et forhold til en 23 årig assistent, og det kostede ham jobbet - og måske nu også ægteskabet. Mor Fran bekæmper dagens lang, lysten til at slå Jim ihjel, men hun overvejer fremtiden. Bobby er i bundløs gæld, og faktisk heller ikke så sikker på at hans fremtid er sammen med Carmen - men det har han ikke fortalt hende. Sylvia har faktisk kun een eneste ting på dagsordenen: hun skal miste sin mødom. Og endelig er Lawrence og Charles måske ved at blive valgt som adoptionsforældre hjemme i USA, men den hemmelighed er stadig ikke nået til Fran og co. Kort sagt, en to ugers ferie, der enten kan ende i kaos eller fordragelighed...

Personerne er rigtig fint portrætteret, både tanker og handlinger er realistiske og levende. Læseren kommer let til et kende dem, uden dog at komme helt ind - for det er ikke præmissen i denne roman. Det er derimod humoren og den måde en families konflikter kan komme op til overfladen når gangske få ting ændres. 

Det er både feelgood og forfriskende let læsning, og skal man have en oplevelse, der både rører lattermusklerne, moralen  og tankerne, så er det her en roman, der honorerer på fineste vis. Kort sagt; rigtig god underholdning!




onsdag den 29. juli 2015

Kan man se jeg har grædt?

En fortælling om at vokse op i en pæn alkoholikerfamilie

AF Pernille Rahbek


206 sider Rosinante

Pernille Rahbek er selvstændig indenfor PR. Hun har tidligere bl.a. været TV vært,
hvorfra nogle læsere muligvis kender hende. 

Biografien er levende, velskrevet og meget vedkommende. Det er ikke en kronologisk gennemgang af hende liv, men derimod punktnedslag i episoder, og et dybt indblik i, hvor svært det er, at være barn af en misbruger - langt ind i voksenlivet.

Pernille er i dag 37 år, mor til to døtre, en succesfuld PR rådgiver - og en sårbar kvinde, der har både angst og post traumatisk stress, efter en barndom med en mor, der var alkoholiker. Pernille beretter distanceret og nøgternt om episoder, hvor hun og søsteren fx. var ladt alene hjemme, med en tomt køleskab. En ferie på Mallorca, hvor moderen sætter de to små piger i en taxa til et ukendt vandland, for at blive på hotellet. Pernille beretter om hendes store arbejde med at skjule moderens misbrug: vaske tøj, lave mad og fjerne de mange tomme flasker. Men hun beretter også om det store svigt de voksne i nærmiljøet gang på gang udsatte familien for; pigernes far, moderens familie, skole, institutioner m.v. Ingen trådte til og tilbød hjælp, heller ikke trods det faktum at hele øen kendte til familiens problemer, og Pernille hårdnakket fortalte alle (inkl. hende selv) at hende mor skam slet ikke kunne lide vin, og derfor bare var træt - hun drak bestemt ikke!  Alle disse svigt og oplevelser har givet/og giver Pernille store udfordringer i livet, hun beretter ærligt om en del af dem, uden at give køb på sit privatliv, og med stor eftertanke til læseren.

Beretningen er hård - men meget nødvendig kost. Jeg bøjer mig i støvet over den måde forfatteren formidler sit budskab. Præcis som Lisbeth Zornig, formår hun at formidle med en distance, der i dén grad fremhæver budskabet - nemlig at omverdenen skal handle. Der fremkommer et eksempel, hvor Pernille oplever et barn, der er voldsomt truet pga. en forældres misbrug, men ingen hjælper! 

Det er utrolig stærkt at læse, hvordan samfundet stadig har berøringsangst med alkoholfamilier. Samtidig beretter Pernille selv om de store psykiske skader hun har fået da ingen trådte til - men bifalder at fx. hendes far ikke hjalp. Noget af svaret på det dilemma fremkommer under læsningen, men det er et paradoks, der står meget klart hos mig. 

Der er også fakta med i bogen, og selv om jeg troede at kende en del til de mange bivirkninger alkoholmisbrug kan give, vidste jeg ikke, at alkohol kan være en medvirkende faktor til brystkræft. Så udover at komme med ind bag facaden hos en "pæn" familie, blev jeg klogere, og ikke mindst, endnu en gang bekræftet i, at vi som mennesker og samfund stadig har meget lang vej mod at hjælpe hele misbrugsfamilien, og ikke mindst stoppe med at vende det blinde øje til - det giver fatale ar på mange sjæle!

Biografien er et (desværre) evig aktuelt indspark til, hvordan vi som både samfund og individer skal kære os om vores medmennesker, aktivt bidrage til problemernes løsning, kort sagt: se personen, der hvor han/hun er. Pernille har ikke en skræddersyet løsning, men hun er hudløs i beretning fra det indre kaos, og hun sætter ord på skammen, skylden og frustrationerne - må hendes ord være til hjælp og vække omtanke!


Anbefalelsesværdig litteratur med samme tema:

Zornig - vrede er mit navn Læs mere her
En beretning om overgreb på børn af misbrugsforældre.

Hvor går det hvide hen når sneen smelter? Læs mere her
En beretning fra en alkoholikers kamp for at blive ædru.

tirsdag den 28. juli 2015

Snylteren

AF Esben Mielonen Krogh


136 sider Kahrius

Snylteren er forfatterens debutroman Læs mere her.

Forfatteren lover en kynisk og surrealistisk roman - det skal jeg i den grad love for, at han leverer. Romanen er velskrevet, bortset fra at den trænger til en korrekturlæsning og redigering, er den usædvanlig levende og meget hurtigt læst.

Jeg var en anelse bekymret over den meget korte roman, 136 sider er vel nærmest at betegne som en novelle. Men jeg belev positivt overrasket på denen front, den "fylder" meget mere end den syner. 

Romanen handler om magt, sex og kynisme. Gitte er tidligere TV vært, nu hjemmegående hustru for hendes mand, politikeren Erik. Efter datteren Sille er flyttet hjemmefra keder hun sig, og er  gået i gang med at skrive en bog. Erik er på vej til regeringsmagten efter 8 år med en rød regering. Erik lejer deres portnerbolig ud til kunstneren Alex, der meget snart maler mere på Eriks kone Gitte, end på lærredet. Alex og hans bedste ven svenske Nicklas er uadskillelige, og trods Gittes modvilje, ender hun i en meget prekær situation med de to venner. Alexs tidligere kæreste Sacha forsøger at forføre Gitte, og i det hele taget, er Gitte snart rullet ind i Alexs spind. Erik tryner sig vej hen over venner og partifæller for at få magten i Danmark, og inden længe er også han fanget af Alex. Alex er omdrejningspunktet, hvilket bliver helt konkret da Sille fortæller sine forældre, at hun venter barn... Med Alex.

Kynismen driver i alle figurer, alle som èn er egocentrerede, naive og tænker ikke en eneste positiv tanke om andre mennesker. Faktisk er jeg afhængig af at kunne relatere til personerne når jeg læser, det kunne jeg på intet tidspunkt her, præmissen var en anden, og den var let at følge. Desværre savnede jeg reelle personer, alle handlinger og ytringer er så groteske i fremførelsen, at det ikke på den korte plads levnes rum til en egentlig fordybelse - og det er altså en stor mangel for mig. At alle figurer er usædvanlig frastødende hører med til romanen præmis, men i min optik, er de blevet for surrealistiske. Og trods den ellers gode start, bliver fortællingerne for mange og for uvedkommende hen mod slutningen - her kunne forfatteren med stor fordel have uddybet, gjort personerne levende og brugt flere sider.

Romanen rummer mange groteske karikaturer fra virkelighedens verden; politisk er det bl.a. Liberal alliance, og Johanne Schmidt Nielsen, krydret med meget slibrige skandaler, med mere eller mindre hold i virkeligheden.  Mads & monopolet (mit favorit weekend program) får en tur i møllen, og sådan bliver det ved. Beretningerne omkring politik, er nok de steder jeg havde sværest  ved at holde tæerne på plads - det blev pinligt. 

Alt i alt en frisk og meget original roman. Jeg kan med stor sikkerhed sige, at jeg ikke tidligere har læst noget lignende. Jeg ville som nævnt meget gerne have haft solide personer, og en begrænsning i hændelser. Jeg køber præmissen omkring det surrealistiske, men mere er ikke altid bedre. Jeg vil gerne honorere potentialet, for det er der i rigelige mængder, og komme med et ydmygt ønske om mere realisme og mere dybde i den næste roman - for der bør komme flere, for originaliteten og evnerne er der.





søndag den 26. juli 2015

Hvor går det hvide hen, når sneen smelter?

En beretning om rejsen til et helt nyt liv - oplevet fra gulvhøjde.

AF Tine Kust


204 sider Dreamlitt

Denne biografi er bygget op som en dagbog. 5 ugers intensiv behandling efter minnesotamodellen, et gods på sjælland og 15 forskellige mennesker, danner rammerne i forsøget på at kurere patienternes alkohoisme. Den består af Tines tanker og handlinger, hendes indre samtaler med en ukendt person, Gud, og frem for alt er den en fortælling om hvordan så forskellige mennesker interagerer med fremmede i samme båd.

"Alkoholisme er en anerkendt sygdom - Danmark var længe om at anerkende, men er med på verdenskortet. 870.000 danskere har et alkoholmisbrug - 60% er kvinder - 20 menneskeliv slukkes hver dag pga. alkohol og dens følgevirkninger!"

Tine er alkoholiker, hun lever i et dårligt forhold og har stormenede fart mod bunden. Pludselig er hun klar, og indskriver sig på et gods til afgiftning og behandling. Tine fører dagbog, hvilket fastholder en del af hendes identitet. Dag for dag er læseren med til de daglige arbejdsopgaver, sammenkomster, kriser og succeser, og livet på godset, hvor 15 vidt forskellige alkoholikere skal kæmpe samme kamp. Her er alt fra lægen, over piloten og til en Falckredder - Kort sagt; alle samfundslag.Tine er eneste kvinde blandt de mange mænd, det giver en del udfordringer oveni den altoverskyggende omkring at være ædru. Men det giver også plads til nye varme venskaber, nye mennesker at spejle sig i, og frem for alt er disse forskellige mennesker nødt til at finde en måde at komme igennem hverdagene- sammen. Minnesotamodellen betyder bl.a. at patienternes hverdag er fyldt op med møder, kurser, opgaver og motion. De skal ikke have mange ledige minutter, så skemaet er overbooket - Det giver nogle både fysisk og mentalt udmattede patienter. Det kommer der naturligvis gnidninger ud af, men mest af alt kommer der, et billede af, hvordan både behandlere og patienter griber tingene an.

Jeg kendte kun behandlingen af navn, nu ved jeg en del mere. Men biografien er på ingen måde en reklamesøjle eller en punktlig gennemgang af behandlingen. Det er derimod en hudløs, barsk og meget intens indføring i et menneskes indre kamp. Jeg skal ikke kunne sige, om denne behandling er bedre end andre, jeg tænkte faktisk, at 5 uger virker som en relativ kort tid, til at forsøge at ændre et, for nogen, helt livs, misbrug - Men kan jo konstatere, at behandlingen virker - for en tredjedel af de behandlede.

Biografien er som sagt meget intens - den kryber meget hurtigt ind under huden, og trods det meget tunge tema, er den usædvanlig vedkommende og faktisk meget smuk sine steder. Jeg kom til at holde af personerne, og håber af hele mit hjerte, at de har et tåleligt liv i dag. Jeg blev konstant aftvunget holdninger og stillingtagen, det har virkelig været en oplevelse ud over det sædvanlige. Vi kender nok allesammen et menneske, der er ramt af sygdommen, og i den forbindelse sætter fortællingen gang i tankerne omkring, om vi gør nok for de syge, selv om de selv skal kæmpe kampen, kræver det omgivelsernes opbakning og massive støtte - uden den går det ikke!




mandag den 20. juli 2015

Lola og naboens søn

AF Stephanie Perkins



Denne roman er en selvstændig fortsættelse af Anna og det franske kys Læs anmeldelsen her - og er forfatterens anden danske udgivelse. Jeg var meget begejstret for forgængeren, så forventningerne var i top til denne nyeste.

Og lad mig blot starte med at fastslå, at alle mine forventninger blev indfriet til fulde.
Sproget er letlæseligt, det flyder og er i det hele taget bare en nydelse. Igen beviser forfatteren, at hun mestrer at gengive det unge sind i både tanke og handling.

Lola er en 16 årig pige, der bor i San Fransisco med sine to fædre. Lolas biologiske mor var stofmisbruger og ville ikke have hende, men det ville hendes onkel Nathan og hans mand Andy. Så Lola er vokset op i et kærligt men meget konservativt og beskyttende miljø. Lola blev forelsket i den yngste nabosøn Cricket allerede år tilbage, men han svigtede og sårede hende dybt. Naboerne lejer deres hus ud til forskellige lejere, mens de rejser landet rundt , da Crickets tvillingesøster er en stor kunstskøjteløber. Lolas værste frygt er, at de skal flytte tilbage så hun bliver nødt til igen at se på tvillingerne. Lola er kommet over Cricket, og er kæreste med en gammel (22 årig) rockmusiker. Loas fædre og hendes bedste veninde er langt fra begejstrede for kæresten Max, men Lola er sikker på at hun elsker ham, og at det er gengældt. Men en dag banker fortiden på; tvillingerne flytter igen ind i deres hus, og Lola møder Cricket i deres værelsesvinduer, som kun ligger få meget fra hinanden. Kan Lola blive ved at hade Cricket, hvad siger kæresten Max og er Lola nu også helt kureret for sin gamle forelskelse i Cricket?

Præcis som forgængeren er også denne roman et solidt portræt af de mange tanker og følelser, der følger med ungdommens hormoner og usikkerhed. Jeg var helt inde under huden på Lola - og til dels på Cricket. Jeg kunne igen nikke genkendende til flere episoder, og igen er humoren rigt repræsenteret. De to fædre er fantastisk portrætteret, både de og de unge, er herlig levende i hele fortællingen. Udover de skønne nye figurer, er der er gensyn med de to hovedrolleindehavere fra Anna og det franske kys, det var et fint gensyn, og de indtog (heldigvis) kun biroller.

Som forgængeren har jeg haft en helt fantastisk dejlig rejse, det er stadig ungdomsbøger, men jeg nød at læse dem, specielt de stærke portrætter, men så afgjort også sprogligt.
Jeg vil på det varmeste anbefale Lola, det er romantik, nostalgi, morale og ren læseglæde.


lørdag den 18. juli 2015

Anne - Børnene flyver fra reden (Anne fra Grønnebakken 8)

AF L.M. Montgomery


244 sider Høst & Søn

Jeg har i mange år set serien om den skønne Anne. Jeg har desværre ikke læst bøgerne, og det vil jeg nu ikke længere lægge navn til, så jeg er gået i det nostalgiske hjørne og er her nået til den ottende og sidste bog i serien.

Sproget er stadig letlæseligt og herlig nostalgisk. Men opbygningen gjorde denne gang, at jeg flere gange måtte gå tilbage og se, hvem der var i fortællerens søgelys. Handlingen er delt mellem fortællinger om Annes familie og en regulær gennemgang af 1. verdenskrig.

Året er 1914, Annes yngste datter Rilla, kan ikke vente med at blive voksen. Hun skal til sit første bal samme aften som 1. verdenskrig bliver en realitet. Efterhånden som krigen udvikler sig, skal også de Canadiske mænd afsted, og Anne må sige farvel til alle hendes tre sønner. Rilla kaster sig over ungdommens Røde Kors, og tager samtidig et spædbarn til sig, da hans far er i krig og hans mor lige er død. Det giver en hel anden hverdag for en ganske ung pige, der ellers kun kan tænke på forelskelsen i barndomsvennen og bekymringerne for hendes brødre. Livet på den øen fortsætter mens drengene kæmper sammen med englænderne om at slå tyskerne tilbage. Der kommer breve fra sønnerne, og ikke mindst nyheder om krigens udvikling, og familien må sande, at de nok ikke får alle tre sønner levende hjem.

Rilla og krigen er omdrejningspunktet i denne sidste i serien. Jeg havde meget svært ved at fastholde interessen, for jeg havde glædet mig til at høre om Annes tanker og handlinger, hvordan hun klarede livets op og nedture. Men jeg fik intet, der er mere omkring Annes mangeårige hushjælp end om Anne selv , dertil synes jeg også, at krigen fylder alt for meget, den overtog romanen og det var en meget stor skuffelse.
.
Anne fra Grønnebakken var fra starten en ungdomsserie, så blev den for de mere modne, og den slutter af i den unge side. Jeg har holdt meget af tv-serien, og læste de første bøger med stor glæde, men jeg slutter af med skuffelse. Serien var Annes, jeg ville med på hendes rejser i livet, men fik i stedet sluttet af med et næsten usynligt billede af hende. Men jeg er glad for at have læst serien, og vil også fremover nyde den "gamle" tv-serie


Tidligere udkommet i serien:

1. Anne fra Grønnebakken
2 Anne bliver lærer
3. Drømmen går i opfyldelse
4. Anne på egne ben
5. Anne i drømmehuset
6. Anne som mor
7. Regnbuedalen

fredag den 17. juli 2015

Sæt en vagtpost ud

AF Harper Lee



55 års ventetid er endelig forbi. Harper Lees debutroman er nu klar til de danske læsere.
Selv om romanen udkommer så mange år efter klassikeren: Dræb ikke en sangfugl Læs anmeldelsen her er den faktisk skrevet inden sin berømte efterfølger. 

Udover springet i tiden er også fortællemåden ændret her i den anden roman (jeg skriver anden, da handlingen er rykket godt 20 år frem i tiden) Spejder var fortælleren i forgængeren, læseren var Spejder og jeg formen var en af de ting, der gjorde størst indtryk.
Her er det stadig Spejder - Nu kaldet hendes "rigtige navn" Jean Louise, der er omdrejningspunktet, men nu fortælles der i tredje person, og det rykker læseren en armslængde væk fra handlingen. Sproget er stadig herligt letlæseligt, det flyder og siderne vender helt sig selv, læseren er "bare" blevet beskuer frem for deltager.

Jean Louise er nu blevet 26 år, hun bor i New York og er hjemme hos faderen på ferie. 
Da vi slap Spejder var hun en lille uskyldig pige i 1930´ernes Sydstater, nu er hun tilbage men i 1950 érne, hvor de sorte er ved at få rettigheder. 

" Eeny, meeny, miney, moe. Cath a nigger bye his toe. When he hollers let him go"
Oversat: Fang en nigger ved hans tå, når hans ejere lader ham gå!

Jean Louise er "ferie-kæreste" med Hank, det ene ben i barndommens firkløver, Hank vil giftes og have Jean Louise hjem, men hun finder hverken giftemål eller hjemkomst særlig tiltrækkende. Men hun bider al modstand i sig, og finder sig i familiens og byens måder at modtage en "hjemkommet" pige. Kort efter hjemkomsten tager både Hank og Jean Louises far til et møde i domhuset, som viser sig at være et møde i byens stiftede borgerforening - med store forgreninger i Ku Klux Klan. Samtidig sker der en ulykke i byen, Jean Louises elskede barnepige, den sorte kvinde Calpurnias barnebarn kører en hvid mand ihjel. Jean Louises far påtager sig på stedet at forsvare den unge sorte mand, men hvad er egentlig hans bevægegrunde, og hvordan skal Jean Louise stille sig overfor faderen og vennen - Kan hun blive ved at vende det blinde øje til, eller byder hendes samvittighed handling?

Romanen kan ikke sammenlignes med forgængeren, og bør i min optik ikke blive det. Jeg ser det som to enkeltstående romaner, der til gengæld givet et bredt samlet billede efter endt læsning. Der er små historiske fortællinger om sydstaternes historie, men frem for alt er det en roman om en ung pige, der mister sin uskyld! 

Ja, Jean Louise mistede noget af sin barndoms uskyld i forgængeren, i denne mister hun måske sig selv. Sæt en vagtpost ud, er en viderefortælling af racediskriminationen, den tager læseren med frem i tiden, hvor der for alvor sættes fokus på, at de sorte rent faktisk er mennesker, og det falder sammen med at Jean Louise bliver tvunget til at se forholde sig til diskriminationen, og måske ende ud med et helt nyt syn på faderen.

Er Vagtposten så en ny Sangfugl - Nej, det er den ikke. Men det er en fængslende roman om Sydstaternes historie og en ung kvindes voldsomme møde med egne og andres moral og forventninger. Jeg kom nemt ind i universet, og da jeg havde vænnet mig til den anderledes fortællemetode, lænede jeg mig tilbage og nød turen. Romanen groede på mig, og blev endnu en grum fortælling om race, og en levende fortælling om en pige, der igen tvinges til at se livet i øjnene. Mine varmeste anbefalinger - læs den!



torsdag den 16. juli 2015

Anne - Regnbuedalen (Anne fra Grønnebakken 7)

AF L.M. Montgomery


182 sider Høst & Søn

Jeg har i mange år set serien om den skønne Anne. Jeg har desværre ikke læst bøgerne, og det vil jeg nu ikke længere lægge navn til, så jeg er gået i det nostalgiske hjørne og er her nået til den syvende bog i serien.

 Sproget er stadig en skøn indsigt i de sene 1800 tals talte sprog. Romanen er letlæselig og selv om de forskellige spor ikke er klart markerede mere, er det let at følge med.

Denne 7. i serien omhandler Annes børn - Anne og specielt Gilbert er yderst perifære denne gang. Annes børn levet et godt børneliv, de mangler ikke noget og deres spilopper er efterhånden aftaget. Da der kommer en ny præst til byen, kommer der nyt blod til børnenes omgangskreds og de to børneflokke stortrives sammen. Præstebørnene har mistet deres mor, så de bor i præstegården med deres far og tante. Faderen er en meget distræt mand, der elsker sine børn højt, men hverken opdrager på dem, eller ser hvordan de trives. Det giver børnene et vist spillerum, og de udnytter de til fulde. Hvad Annes børn ikke laver af ulykker, laver præstens børn - og den ene skandale efter den anden ruller gennem den lille by. Der er små glimt af Annes liv, der udover børnene indeholder en stor del hjælpearbejde for kirken, og som problemknuser for flere af byens børn.

Fortællingen skiftede karakter i sidste bind, og det fortsætter her. Anne glider mere og mere i baggrunden, hendes rolle i handlingen er blevet mere sladder-præget i form af samtaler med hendes omgangskreds, og stort set kun om byens borgeres gøren og laden.

På den ene side er jeg virkelig skuffet over at drejningen er fastholdt, på den anden side, kan jeg se hvordan hverdagen ændrer sig i tiden, og ser at fortællingen minder mere om en slægtsfortælling end Annes historie.

Denne roman er stadig mere "voksen" i sin formidling, dog er børnenes rolle ind imellem herlig sprælsk, så selv om jeg synes målgruppen bør være ældre, kan denne også læses af de "yngre teenagere" Jeg er ved at være ved vejs ende, og selv om jeg er skuffet, kaster jeg mig direkte over i den afsluttende roman om Anne og hendes familie.


Tidligere udkommet i serien:

1. Anne fra Grønnebakken
2 Anne bliver lærer
3. Drømmen går i opfyldelse
4. Anne på egne ben
5. Anne i drømmehuset
6. Anne som mor

onsdag den 15. juli 2015

Anne i drømmehuset & Anne som mor (Anne fra Grønnebakken bind 5+6)

AF L.M. Montgomery


487 sider Høst & Søn

Jeg har i mange år set serien om den skønne Anne. Jeg har desværre ikke læst bøgerne, og det vil jeg nu ikke længere lægge navn til, så jeg er gået i det nostalgiske hjørne og er her nået til den femte og sjette bog i serien.

Anne er blevet gift med Gilbert, han får en stilling som læge i en lille by 100 km. fra Grønnebakken. De finder et lille smukt hus ved havet, og flytter ind i drømmehuset.

Det betyder en ny omgangskreds, bestående af en bred vifte af mennesker med hver deres særheder og kendetegn. Anne kaster sig ind i at blive venner med alle, og få nogle nye gode venner, hvilket naturligvis lykkes. Derimod bliver drømmehuset rammen om en meget stor sorg for Anne og Gilbert - men de kommer videre. Da familien efterhånden udvides, flytter de fra drømmehuset til et større hus inde i selve byen. Gilbert bliver en efterspurgt læge og Anne tager sig af den hastigt voksende børneflok. Det kommer der helt nye tossestreger ud af, for æblet falder sjældent langt fra stammen. Men i takt med at deres liv er lagt i faste rammer omkring børn, venner og arbejde, bliver Anne i tvivl og Gilberts følelser - for elsker han hende overhovedet mere?
.
Disse to bind, specielt det sjette, er en markant ændring i både skrivestil og fortælling. Hvor det hele vejen igennem har været Anne der er omdrejningspunktet, skifter det nu til også at være børnene der "fortæller" Der er kommet langt mere "snik-snak" og sladder ind i handlingen, og det går ud over den kendte stil - Jeg bryder mig ikke om skiftet, synes det er al for meget fyld, og ville helst tilbage i Grønnebakkens univers. Annes venner og familien bliver meget perifære, og jeg føler faktisk jeg "mangler noget" 

Men jeg fastholder planen med at læse dem alle her i ferien, så i håbet om, at jeg genfinder noget af fordums storhed, kaster jeg mig straks over den 7. i serien.

Anne fra Grønnebakken var fra starten en ungdomsserie, men det seneste bind er langt mere voksenlitteratur. Romanen omhandler den voksne Annes tanker i forholdet til både Gilbert, børnene og omgangskredsen. Når børnene får "ordet" er der stadig lidt af Annes barndomsfortællinger i dem, men skiftet betyder at jeg vil anbefale de seneste i serien, til de lidt større teenagere og altså også os "modne" piger.




Tidligere udkommet i serien:

1. Anne fra Grønnebakken
2 Anne bliver lærer
3. Drømmen går i opfyldelse
4. Anne på egne ben

mandag den 13. juli 2015

Anne: Drømmen går i opfyldelse & Anne på egne ben (Bind 3+4)

AF L.M. Montgomery 


374 sider Høst & Søn

Jeg har i mange år set serien om den skønne Anne. Jeg har desværre ikke læst bøgerne, og det vil jeg nu ikke længere lægge navn til, så jeg er gået i det nostalgiske hjørne og er her nået til tredje og fjerde bog i serien.

Nu er jeg en inkarneret læser, jeg mener, som hovedregel, at bøger er klart at foretrække frem for filmatiseringer, og jeg finder sjældent kvalitet i filmatiseringerne, fordi de, i mine øjne, mangler fordybelsen og sjældent matcher mine indre billeder. Nu har jeg som nævnt set serien om Anne mange gange, det er en af de få, jeg kan se år efter år. Og jeg må starte med at krybe til korset: serien rammer det skrevne univers ualmindelig godt.

Anne er startet på universitetet, det giver både en svær tid væk fra Grønnebakken, og helt nye og frie muligheder for den unge pige. Anne får en ny veninde, og sammen med de gamle venner og Gilbert indtager hun byen. Det bliver tre gode år, hvor Anne og vennerne lejer et hus og bor sammen, med alle de forvinklinger der nu kan give. Da Gilbert frier til Anne siger hun blankt nej - han er en ven, er hun overbevist om. Så Anne begynder at date en anden ung mand, mens Gilbert begynder at gå ud med en smuk ung dame. Men efter den afsluttende eksamen bliver Gilbert livsfarligt syg, og Anne får øjnene op for den kærlighed hun egentlig altid har haft til ham. Gilbert overlever og de to forlover sig, men skal nu tilbringe tre år adskilt, idet Gilbert skal læse til læge på universitetet og Anne har taget en stilling som rektor for et gymnasium i de tre år. Fjerde bind indeholder således en række breve fra Anne til Gilbert, hvor hun beretter om livet som rektor og livet i en ny by.  Anne roder sig både ud i at være "ægteskabsopløser" og "livredder" på fineste Anne maner.

Romanen er som vanligt letlæselig og levende. Jeg kommer igen ind under huden på Anne, og da forfatteren portrætterer hendes indre verden, er det en rejse med mange smil. Dog synes jeg at specielt fjerde bind bliver en anelse for banal og det virker som om der er presset en del handling ned i en for kort tekst. Det er synd for helheden.

Jeg har som nævnt set tv-serien (mange gange) men allerede her adskiller bøgerne sig en hel del fra serien. Nogle figurer kan genkendes, men optræder i andre sammenhænge og andre steder er hele handlingen anderledes. For første gang, sidder jeg og smiler lidt af, at bøgerne snyder med handlingen - Selv om det naturligvis er præcis omvendt.

Anne fra Grønnebakken kan med stor glæde læses af teenagere, der er romaner, der foregår i en længst forgangen tid, men det er også derfor, en serie, der kan læses af ældre læsere som jeg, for det bringer både nostalgi og smil ind i læserens sind. Jeg vil bruge en del af sommeren på at færdiggøre serien - og den skal have de varmeste anbefalinger.


Tidligere udkommet i serien:

1. Anne fra Grønnebakken
2 Anne bliver lærer

søndag den 12. juli 2015

Anne bliver lærer

AF L.M. Montgomery


397 sider Høst & Søn

Jeg har i mange år set serien om den skønne Anne. Jeg har desværre ikke læst bøgerne, og det vil jeg nu ikke længere lægge navn til, så jeg er gået i det nostalgiske hjørne og er her nået til den anden bog i serien.

Nu er jeg en inkarneret læser, jeg mener, som hovedregel, at bøger er klart at foretrække frem for filmatiseringer, og jeg finder sjældent kvalitet i filmatiseringerne, fordi de, i mine øjne, mangler fordybelsen og sjældent matcher mine indre billeder. Nu har jeg som nævnt set serien om Anne mange gange, det er en af de få, jeg kan se år efter år. Og jeg må starte med at krybe til korset: serien rammer det skrevne univers ualmindelig godt.

Anne er nu blevet 17 år. Da Matthew døde ville hun ikke lade plejemoderen alene tilbage på Grønnebakken, så i stedet for at læse på universitetet, tager Anne et job på byens skole.
Anne trives i lærerjobbet, børnene er glade for hende og faktisk går livet sin vante gang.
Men en dag sendes der bud efter Marilla, et familiemedlem er alvorligt syg, og hendes tvillinger mangler pasning. Anne for overtalt Marilla til at adoptere de to små, og David & Dora flytter ind på Grønnebakken. Dora er en sød og stille pige, mens David er sprængfyldt med spilopper, og bliver en meget stor mundfuld for Anne og Marilla. En ny nabo flytter ind, og Anne får en ny ven, samtidig går hun ind i foreningen til byens forskønnelse sammen med skolekammeraterne Diana og Gilbert - Kort sagt; der er fuld gang i både unoder, hyggestunder og romantik i Annes liv - og hun nyder det.

Romanen er, præcis som den forgående, yderst velskrevet, trods målgruppen af teenagere, er den på alle måder underholdene og herlig at læse. Jeg kommer helt ind under huden på Anne, og da forfatteren portrætterer hendes indre verden, er det en rejse med mange smil. For lad mig blot fastslå: Anne er måske blevet ældre og laver færre ulykker, men hun er stadig omgivet af uheld. Og de ulykker Anne ikke laver længere, dem laver den lille David i overflod - og han er god til det. Forfatteren er sublim i portrætterne af børnene, deres skøre tanker og handlemåder. Jeg sider ofte og griner højt af de herlige formuleringer.

Og så er der allerede her i andet bind sket det, at jeg læser om de små tvillinger for første gang - enten er de ikke en del af tv-serien (den del hælder jeg naturligvis til) eller også har jeg ganske enkelt glemt dem! Hvorom alting er, jeg nyder dem, og den overraskelse, at det bind jeg troede udelukkende skulle indeholde gensynets glæde, rent faktisk viste sig at indeholde et yderst humoristisk og nyt bekendtskab.

Anne fra Grønnebakken kan med stor glæde læses af teenagere, der er romaner, der foregår i en længst forgangen tid, men det er også derfor, en serie, der kan læses af ældre læsere som jeg, for det bringer både nostalgi og smil ind i læserens sind. Jeg vil bruge en del af sommeren på at færdiggøre serien - og den skal have de varmeste anbefalinger.



Tidligere udkommet i serien:

1. Anne fra Grønnebakken

lørdag den 11. juli 2015

Den sidste akt

AF Mari Jungstedt


289 sider Peoples Press

Den sidste akt er 10. bind i serien om politifolkene Knutas & Jacobsen, og journalisten Johan og hans hustru Emma. . Jeg har været med fra starten, har ofte været godt underholdt og skulle naturligvis også læse denne nyeste. Læs om serien og et par anmeldelser af tidligere udgivelser, under dette indlæg.

En af grundene til at jeg holder af Mari Jungstedts romaner er, at hun altid serverer hyggekrimier på et yderst letlæseligt niveau. Således er også denne tiende, en herlig omgang, små kapitler og de tre spor er tydeligt markeret, så det er sådan set bare at læne sig tilbage og lade siderne vende sig selv.

Romanen er opbygget i tre spor: Handlingen omkring mordet på journalisten Erica. Hun bliver fundet på sit hotelværelse, da hun ikke møder op til en planlagt arbejdsopgave. Det viser sig hurtigt, at Erica har haft mandligt selskab på værelset, og at hun har været i det lokale Romateater aftenen inden hun dør. Men ingen synes at have set hende på teatret, og hvem er den mand, der tydeligvis har været på værelset? Knutas og Karin skal igen forsøge at opklare sagen, og det mens Knutas ligger i skilsmisse, og nu vover, at tænke over fremtiden, og om den omhandler Karin. Det andet spor er en gammel og tilbagevendende sag: Politiasstistenten Karin lod for år tilbage, en kvindelig morder stikke af, politiet verden over, har siden ledt efter hende uden held - men nu er Vera og kæresten spottet på Gran Canaria. Men er det Vera, og lykkes det at anholde hende? Det tredje spor, er en dagbog skrevet af en gift kvinde, der indleder et forhold til en ung skuespiller. Men hvor han vil have sex og uforpligtende underholdning, bliver kvinden meget hurtigt besat af ham, og har mere end svært ved at acceptere hans beslutning om fremtiden. Sporene løber sammen, men hvem kender hvem, og mere præcist; hvem siger sandheden?

Jungstedt kan også kunsten at bygge solide og realistiske personportrætter. Det gør hun også her. Jeg er med inde i personernes tanker og handlinger, specielt sporet med den forelskede kvinde, er yderst levende beskrevet. Og så holder jeg af de "faste" firgurer: Knutas, Karin, Johan & Emma - så en stor del af fornøjelsen er også at komme tilbage til dem, og se hvordan deres liv former sig.

Politiets del er også denne gang solidt, levende og realistisk. Det er solidt benarbejde, ikke for mange lette løsninger eller "superman" præstationer. Læseren er med hele vejen gennem opklaringen, det er en af de største forcer, i min optik.

Men, denne gang mangler der et kapitel - forstået på den måde, at jeg sidder en smule uforløst tilbage. Sløjferne bindes på fineste vis, plottet holde hele vejen - Men jeg mangler baggrunden - hvorfor? Og det er faktisk rigtig ærgerligt, for havde forfatteren leveret, også på det punkt, så havde sidste akt, været en super god krimi.

Udover mit ene kritikpunkt, er det en solid krimi. God og let underholdning, og trods de små tilbageblik, kan nye læsere sagtens begynde her. De små kapitler og det herlige sprog, gør den yderst velegnet som sommerlæsning. Kommer der flere, er jeg klar.



Udkommet i serien:
1 Den du ikke ser

2 I den stille nat

3 Den inderste kreds

4 Den døende dandy

5 I denne søde sommertid

6 Den mørke engel

7 Den dobbelte tavshed

8 Den farlige leg:
Mari Jungstedt er tilbage – Og hendes fans vil elske denne nyeste i rækken :)

Bogen er velskrevet, sproget meget letlæseligt og flydende, hvilket gør den til en rigtig pageturner. Dialogerne er for det meste fine, det eneste jeg synes trækker en del ned, er den ufattelig naive og glorificerende omtale af mode delen… Det er hele tiden: den mest feterede, den smukkeste, den mest berømte osv. Det må Jungstedt gerne skrue ned for i de fremtidige krimier.

Persongalleriet er mangfoldigt, det er en blanding af helt dybe indre beskrivelser og let overfladiske beskrivelser. Specielt Agnes delen er ualmindelig godt beskrevet, i al sin aktualitet og gru – Hun sidder stadig på min nethinde. I vanlig Jungstedt stil er også denne bog fyldt med levende mennesker og fram for alt: levende omgivelser, hvilket er et stort plus.

Politidelen fylder forbavsende lidt i denne krimi, de er der, men de fører en langt mere tilbagetrukket tilværelse, det ærgrer mig lidt, da jeg faktisk husker denne del som god fra de tidligere i serien. Denne gang er de, udover den lidt anonyme gennemgang af sagen, en smule for heldige, der mangler ordentlig gennemgang af beviser og løsninger og de bliver noget amatøragtige til tider.

Plottet holder til gengæld hele vejen, selv om man kan gætte noget af løsningen forholdsvis tidligt, er der både spænding, nerve og indhold hele vejen til slutningen. At vi derudover kommer ind i den tids aktuelle verden af unge pigers higen efter unaturlige kropsmål og spiseforstyrrelser, gør krimien til en samfunds-reminder samtidig med at den underholder.

Den var let til bens flere gange, og hører klart til i den let-læslige krimi ende – Men jeg var underholdt, tilstedeværende og blev fastholdt hele vejen – Så jeg gentager Jungstedt fans vil blive ellevilde med denne nye i rækken…. God læselyst

9 Det fjerde offer:
Jungstedt fortsætter hvor hun slap. Det fjerde offer er niende bind i serien om Knutas, Karin og Johan på Gotland. Den er præcis ligeså glidende og velskrevet som de øvrige i serien. Jungstedt formår at skrive letlæselige "hygge-krimier" der fanger læseren fra første færd. 


Denne gang er handlingen delt i fire dele: Knutas/Karin - Johan - og så tilbageblik på hændelser 16 år tidligere og endelig en del omkring en gerningsmand. Som forfatteren startede på sidst, fylder politiets arbejde stadig mindre i hendes bøger. Hovedvægten er lagt på de øvrige medvirkende - Det synes jeg egentlig ikke rigtigt om, der mangler noget synes jeg, specielt fordi det tager noget af tidligere tiders spænding af handlingen.

Persongalleriet om omgivelserne er som vanligt, yderst levende og realistiske. Alle handlinger er realistiske, der er ingen hovsa løsninger eller overspringshanlinger - og dét skal Jungstedt altså stadig belønnes for.

Plottet holder også hele vejen, læseren bliver indbudt til at gætte med, men trods de mange bolde, der kastes i luften, gribes de fleste på finest måde i slutningen. Alt i alt endnu en solid letlæselig krimi i hyggeenden af skalaen, men igen i bedste Jungstedt stil 

fredag den 10. juli 2015

Dræb ikke en sangfugl (genudgivelse)

AF Harper Lee



D. 14. juli 2015 er ventetiden ovre. Efter 55 år, udgives den længe ventede opfølgning til denne klassiker. Derfor har jeg nu genlæst denne smukke og grumme historie.

Denne roman er skrevet i 1960, den foregår i 1930´erne i den fattige delstat Alabama.
Handlingens omdrejningspunkt, er den lille pige "Spejder" og hendes bror Jem, efter moderens død bor de sammen med deres far, en meget anerkendt advokat og deres sorte tjenestepige. Spejder er en pige fuld af spørgsmål og tanker om livet, og de er ikke så få i en lille piges liv. Spejders liv portrætteres; hjemme og i skolen, og frem for alt er læseren med på sidelinjen da Spejder mister barnets uskyldige tiltro til den verden der omgiver hende. Spejder har ikke den store tiltro til sin far, da han er et roligt og ofte fraværende gemyt, men da han påtager sig at forsvare en af byens sorte, der står til at blive uskyldigt dømt for overfald og voldtægt, ændres Spejders syn på faderen og verden.

Romanen er helt fantastisk velskrevet, sproget flyder og fanger fra første linje. 
Jeg har jo en stor forkærlighed for det gamle sprog, og lad mig blot sige: jeg fik fuld
valuta her. Den er spækket med skønne vendinger og herlige nostalgiske tilbageblik
i sprogets verden - Det var en ren fryd. Her anden gang jeg læser romanen, fik jeg tid til at nyde passagerne endnu mere - og fik øje på flere små detaljer, jeg havde overset først.

Romanen er et grimt indblik i de store raceproblemer, der var (og stadig er nogle steder)
Det er en fortælling om de hvides behandling af de sorte, både som undermennesker,
dumme og specielt fortællingen om, hvor svært det er for en sort at blive behandlet
retfærdigt i de hvides samfund. På samme tid er romanen en beretning om, hvordan et barn pludselig får øje på verden, den uretfærdigheder og medmenneskernes ageren. 

Dræb ikke en sangfugl omhandler naturligvis et tilbagevendene emne, men det, der gør
den så anderledes er, at den er skrevet ud fra et barns oplevelser og synspunkter.
Det er en varm og kærlig roman, men med alvoren i forreste række, her vækkes
harme, empati og smil i en samlet flok. Andres glæder sig, sammen med mig, usigeligt meget til at komme i gang med efterfølgeren - imens kan denne med stor glæde genlæses, både for at komme tilbage i universet og for at have alt i klar erindring. 



onsdag den 8. juli 2015

Mord i din hjemby

AF Dorthe Annette Hansen, Lotte & Søren Hammer mf.


255 sider byens forlag

Denne samling af ti krimi-noveller, har forfatternes hjembyer som omdrejningspunkt.
Da jeg er tilhænger af romanens fordybelse, var det en personlig udfordring at kaste mig over novellerne - men forventningerne var i top.

De ti noveller er alle med dødsfald og hjembyer som omdrejningspunkt, derudover har forfatterne skulle komponere en novelle, udfra egne ideer og interesser. Det er der kommet ti meget forskellige noveller ud af:

1. Oblivion omhandler epilepsi-hospitalet i Dianalund. Under en forestilling dræber en skuespiller en tilskuer.

2. Whisky og cola omhandler to jyske familiers alkoholmisbrug. Den ene af to virksomhedejere findes død, men er det nu også selvmord?

3. Sirenebrand foregår på Orøfærgen. To kvinder mødes under flugt fra øen, nogle af øens grumme hemmeligheder kommer frem, og de to kvinder indgår et samarbejde.

4. Når lejlighed byder sig foregår i København. På arbejdspladsen bliver to kvinder tilfangetaget af to mænd, den ene kvindes fortid banker på døren - men hvem er den onde?

5. Sölvi Blixt foregår i Roskilde. En foldboldspiller findes død, det ligner et rovmord. Men er der i virkeligheden en anden årsag til dødsfaldet?

6. De gule kabiner foregår i Helsingør. Det er den eneste novelle, der omhandler virkelige hændelser. Hvad er plamagerne på gulvet i de gule kabiner?

7. Dødens dans foregår i Nykøbing Falster. En danserinde fravælger sin partner, det vil han ikke finde sig i, så hjemvejen gennem en mørk skov, kan blive fatal.

8. Fryserummet foregår i Ullerslev. 3. generation af byens købmand er hårdt presset af den nye discountbutik, og pludselig befinder købmanden sig på fjendens grund.

9. Kugleleg foregår i Århus i 1946. På musikkonservatoriet findes en dør med adgang forbudt - men det er muligvis for meget at bede en nysgerrig pige om at overholde?

10. Skovly foregår i Gl. Holte med børnehjemmet Skovly som baggrund. En teeangepige fra hjemmet forsvinder og findes død. Men hvordan skete det og hvem kan have set det?

Fælles for alle novellerne er, at de er letlæselige og pga. kvantiteten er lette at gå til og fra. At kalde dem alle krimier er, i min optik, lidt af en tilsnigelse, kvalitetsmæssigt læste jeg noveller på alle trin af skalaen, men jeg vil gerne fremhæve; Dødens dans, Fryserummet & Skovly. De var velskrevede, levende og gav et rigtig godt billede af forfatternes interesseområder. Men samlingen er yderst velegnet til en tog- eller strandtur - og her er med garanti noget for de fleste læsere, en fin og let sommerlæsning.





Sådan opfinder man en pige

AF Caitlin Moran


391 sider Gyldendal

Jeg læste med stor glæde forfatterens danske debut: Kunsten at være kvinde - se anmeldelse under dette indlæg. Oversættelserne af Susanne Staun, er for mig af afgørende betydning, for jeg nyder både hendes romaner og hendes oversættelser, de to kvinder er, i min optik, repræsentanter for den lidt "gaggede" og herligt frie litteraturformidling. 

Fuldkommen som med Kunsten at være kvinde, er denne roman fyldt med speed-snakkende formidling. Sproget er blomstrende og i sin opbygning, det er lige på og råt, det er speed-talking på højt niveau, og læseren skal holde tungen lige i munden.

Handlingen foregår i Thatchers England i 1990-1993. Johanna er ved starten 14 år, hun bor i den før så blomstrende industriby Wolverhampton. Under Tatcher lukkede byen ned, og som mange andre familier, i det fattige sociale boligbyggeri, er også Johannas familie på sociale ydelser - og kæmper en daglig kamp, for at få mad på bordet. Johannas far er invalidepensionist og pille/alkoholmisbruger, Moderen har en dyb fødselsdepression og Johanna og storebroderen Krissi tager sig derfor en hel del af deres 3 små brødre. Hun må stjæle sig til tamponer og makeup, og har ikke een eneste ven. Johanne er en ensom og tyk pige (hendes mor kalder hende en: fed sort krage) og en dag får hun nok. Hun beslutter sig for at skabe en ny pige, og det gør hun: Dolly bliver en forhadt musikanmelder på Londons mest hippe musikmagasin. Dolly er alt det Johanna ikke er: hun har sex med alt, hvad der kan kravle og gå, hun drikker sig fuld og så nyder hun sin magt som anmelder. Men er det
nu også, hvad Johanna egentlig vil bruge resten af livet på?

Denne roman er fiktion - siger forfatteren. Men af fiktion at være, er der utrolig mange lighedspunkter med forfatterens eget liv. Johanna/Dolly er så levende i både tanke og handling, at selv læseren, går ind i hende. Det er humor på højeste plan, når Dolly igen og igen opfører sig komplet tosset - men på samme måde er det også en trist fortælling om en ensom pige, der kæmper for at blive set og elsket. Det er Engelsk socialrealisme, når de meget hårde år portrætteres, og så er det en lærebog i social adfærd værdig, når konsekvenserne af den store fattigdom udpensles for læseren.

Der er musik i denne roman - rigtig meget musik. Kendte og ukendte bands, kommer under "kærlig" behandling. Det er min eneste klage - ind imellem blev det for meget for mig, jeg ville gerne have byttet noget af musikken, for flere Dolly-moments.

Men når det er sagt, så er jeg vild med Caitlin Morans forfatterskab, hun skriver frigjort og herlig kompromisløst om livet som kvinde. Her er intet for pinligt eller for småt, og selv om de må være de færreste, der har levet  indholdsrige liv som Morans "figurer" skriver hun om følelser og handlinger, som mange kvinder kan nikke genkendende til - om det så er med bragende latter eller krummede tæer som følgesvend. 

Jeg vil på det varmeste anbefale denne herlige roman, den er et yderst frisk pust. Ligeså vil jeg anbefale forgængeren: Kunsten at være Kvinde. Og vil man blive i dette univers, kan også Lena Dunhams: Ikke den  slags pige - varmt anbefales. 



Kunsten at være kvinde:
Kunsten at være kvinde, er en fuldkommen vanvittig skildring af en ganske almindelig kvindes liv. 
Både forfatter og oversætter (Susanne Staun) er kvinder med ordet i deres magt, lige på og rå - så denne kombination er i min optik et mach made in heaven.
Sproget flyder, det går over hals og hoved, faktisk var jeg ved at tabe pusten i starten, men så groede Morans historie på mig, og hvor er jeg glad for, at jeg ikke opgav. 
Det er en varm og kærlig skildring af nutidens feminist, med humor og utallige eksempler, de fleste kvinder kan relatere til, er vi med på sidelinjengennem de første 35 leveår, af denne fantastiske kvindes liv. Jeg både grinte og krummede tæer... Absolut en anbefalelsesværdig bog til både kvinder og mænd.