mandag den 30. marts 2015

Jeg er Malala - Pigen, der kæmpede for uddannelse og blev skudt af Taleban

AF Malala Yousafzai & Christina Lamb


336 sider Politikens Forlag

Alle i vesten kender denne skønne teenager, der sammen med sin far satte livet 
helt ud på spidsen, i kampen for at alle børn har ret til skolegang. Hendes historie
har berørt mig, som så mange andre, og nu ville jeg gerne have lidt mere baggrund med.

Bogen er skrevet sammen med den prisbelønnede korrespondent Christina Lamb,
og lad mig blot starte med at slå fast, den er velskrevet og fanger fra første side.

Dette er ikke bare Malalas historie, det er en dyb indsigt i Pakistans historie, og ikke
mindst historien om hendes far, der som søn i en meget fattig familie, brød traditionerne
og tog sig en uddannelse, selv om hans far ikke støttede op om det. Malalas far kastede sig
tidligt ind i kampen for at piger skal have lige ret til at gå i skole, han var en af pionærerne
indenfor pigeskoler, og har skabt sig et utal af venner og fjender på den bekostning.
Da Malala bliver født som ældste barn, efter en dødfødt storesøster, er hendes mor 
ulykkelig, men faderen gør klart at hans datter skal have samme muligheder og fejres
præcis, som havde hun været en søn. Malala er tidligt med på faderens skole, hun
suger lærdom til sig og lever et godt liv - lige indtil forholdende i Pakistan ændres markant, først med militærstyret og siden med Teleban. Livet ændrer sig markant, da mennesker
halshugges, piskes og henrettes offentligt. Og da Taleban kommer til Malalas elskede Swat dal, spidser alvoren for alvor til. Hendes far får adskillige trusler fordi han taler pigernes
sag, hans venner henrettes og Taleban forsøger at true han til at lukke skolerne. Det lykkedes til sidst, og familien må flygte mens kampene er værst. De kommer dog tilbage, og
da både Malala og hendes far optræder offentligt med kravene om skolegang til alle, 
kommer truslerne igen frem. Det kulminerer med at Malala bliver skudt i hovedet på
vej hjem fra skole, og svæver mellem liv og død, inde hun kommer til England og 
starter behandling, genoptræning og et nyt liv.

Som sagt er dette ikke "bare" Malalas historie, det i høj grad også historien om en meget speciel mand (hendes far) der kæmper pigernes kamp. Hans mod og vedholdenhed er virkelig beundringsværdigt, på intet tidspunkt flygter han - han kæmper. Sammen med
hans kamp rulles Pakistans grusomme historie ud, det er et ungt land, fyldt med
krige og grusomheder, der har kostet millioner af menneskeliv. 

Historien er fortalt af denne unge pige, som stadig er fuldkommen overbevist om, at det er Gud, der har reddet hende. Hun tror fuldt og fast på ham, og forlanger retten til at tolke Koranen og Islam efter det hun læser - Dét er virkelig prisværdigt, og må kalde på respekt
blandt de Islamkritikkere der ytrer sig markant i disse dage. Malala forlanger, at alle
skal lære at læse, og derefter tolke på det læste.

Pakistans historie, som jo også i høj grad indbefatter Taleban, er ligeledes rigtig godt
beskrevet i Semi Jans bog: Til te med Taleban Læs anmeldelsen her, og jeg vil på det varmeste anbefale den, som udbygning til Malalas historie. Malala fik, helt fortjent, Nobels Fredspris, og jeg vil ønske hende god vind fremover, både privat men så sandelig også i hendes kamp for alle klodens børn - Beundringsværdigt og nødvendigt.



lørdag den 28. marts 2015

Autisten og brevduen

AF Rodaan Al Galidi


171 sider Turbine Forlaget

Dette er en roman, der blev anbefalet. Jeg kendte ikke den Irakiske forfatter, 
der er bosat i Holland, hvor romanen foregår.

Geert kommer til verden efter hans unge mor pludselig får et tegn fra en plakat i 
et faldefærdigt skur. Hun beder sine tre venner onanere i en skål, og derefter går en af dem
med hende ind i skuret og inseminerer hende med et sugerør. Geerts mor Janine er
en skæv eksistens, hun er vokset op i et stærkt troende hjem, og da hun bliver gravid
forlader hun forældrene for aldrig at vende tilbage. Geert er et usædvanligt barn, hans
sprog er yderst veludviklet, til gengæld er hans motorik meget underudviklet. Geert
kommer hele tiden til skade og brækker de fleste knogler i kroppen, men han passer
sin skole og vokser op i et lille hus bag den genbrugsbutik, hvor moderen arbejder.
Geert tænker meget konkret, trives kun i faste og forudsigelige rammer - Geert er autist.
Læseren er med på hans rejse gennem livet, både de mislykkede forsøg med pigerne,
de matematiske løsninger han benytter for at regne livet ud, og også med på sidelinjen
da Geert begynder at bygge violiner af gamle sofaer. Geert bliver en berømt violinbygger,
han tjener, trods misbrug fra en grådig tysker, styrtende med penge. Da han er 37 år
siger hans mor, at nu er det tid til at flytte hjemmefra, køber hans et hus og flytter. Geert 
møder "bare brevdue" i skuret til hans nye hus, og den og violinerne bliver springbrættet
til en meget stor forandring i Geerts liv.

Denne roman er fyldt med skæve eksistenser og bizarre handlinger. Jeg har professionelt
arbejdet med autister, og selv om der er lige så mange forskellige former for autisme, som der er autister, kunne jeg faktisk genkende flere af handlingerne og kom hurtigt til
at holde af Geert. 

Det jeg havde et problem med, er de stør stigende bizarre handlinger fra de øvrige
i persongalleriet. Jeg havde faktisk langt henne i handlingen, svært ved at bestemme mig for om dette skulle være en hyldest til mangfoldigheden, hvilket jeg ville have været
rigtig glad for, eller det er ren karikatur. Men jeg synes faktisk de skæve eksistenser og bizarre handlinger overskygger både historien om Geert, og de øvrige skæve eksistenser.
Jeg kan sagtens finde humoren, men for mig, bliver den altså for meget. Men der er afgjort noget rigtig fint i fortælingen - og original, det er den.






fredag den 27. marts 2015

Overklasseliv - Fra landadel til magtelite og jetset

AF Søren Jakobsen


266 sider Informations forlag

Dette er en meget informativ gennemgang af Danmarks magtfulde familier, den royale familie og de adelige. Det er en gennemgang af Danmarkshistorien indefor både adel
og de store familie virksomheder, og frem for alt er det en fortælling om, hvordan
de påvirker hinanden og samfundet.

Personligt er jeg fuldkommen ligeglad med titler og kampen for at komme med i det
bedre borgerskab - vi lever i fredelig sameksistens. Men det bliver rigtig interessant
når magtmenneskerne bruger deres netværk til fx. at slippe fra en sag om misbrug af en prostitueret og pædofili til at slippe med en ubetydelig bøde - så skriger alt på
min indre radar. Men hvordan de ellers kæmper for at komme med til højbords hos kongehuset, er jeg faktisk helt uinteresseret i.

Denne fortælling har dog mere end "bare" sladder og spidse albuer, den er som sagt et stykke danmarkshistorie, dels i fortællingen om de gamle slægter, men sandelig også i
den mere end grundige gennemgang af de mange slotte, godser og frem for alt jordbesiddelser, som den danske elite opkøber i hobetal. Nuvel, der er også rigtig meget "name-dropping" og jeg indrømmer blankt, at jeg allerede har glemt de fleste, men jeg fandt det meget interessant at læse om fx- lego og Mærsk dynastiernes opbygning og vedligeholdelse. Og endnu mere interessant, hvordan toppen af de magtfulde familier forsøger (og faktisk lykkedes med) at påvirke politikerne. Det er trods alt langt mere
end blot spidse albuer, det er landets fremtid og politikernes integritet, der er på spil.

Som sagt en meget interessant beretning, jeg kunne godt have tænkt mig en bedre redigering, dels for at fjerne de mange taste-fejl, men også fordi der er en hel del
gentagelser, som sagtens kunne have været skåret fra. Men alt i alt, giver jeg Information ret, der er " Pligtlæsning for den samfundsinteresserede... Fængslende og relevant"



onsdag den 25. marts 2015

Hende du forlod

AF Jojo Moyes


445 sider Cicero

Jojo Moyes er en af mine favorit feel good forfattere, hun skriver kærlighedsromaner
med kant, altid med et moralsk tvist, og jeg er vild med det. Læs anmeldelser på de forgående længere nede i dette indlæg.

Lige inde denne roman blev udgivet, udkom en lille novelle: Honeymoon i Paris, den
er en lille for-fortælling om de to kvinder, denne roman omhandler. Snyd ikke dig
selv for den ekstra viden, og frem for alt: snyd ikke dig selv for hyggen.

Den du forlod er præcis lige så velskrevet som altid i Jojo Moyes romaner, det er
letlæselige handlinger, med et flydende og levende sprog, der indfanger læseren fra start.

Romanen er bygget op omkring Sophies historie, hun levede i Paris under 1. verdenskrig,og da hendes mand kunstmaleren Édouard tilslutter sig kampen mod tyskerne, flytter Sophie hjem til familiens hotel, hvor hendes søster også er bosat under krigen. Familien kæmper
mod sulten og de tysker troppers hærgen, samtidig med at de tvinges til at bespise de
tyske officerer. Sophie har medbragt et portræt af hende selv, det er hendes kæreste eje
da det er ægtemanden, der har malet det - imidlertid er den tyske kommandant mere end almindelig interesseret i billedet, eller er det Sophie han vil have?
Knap 100 år senere er den unge Liv ved at finde sine ben efter hendes mands pludselige død, Sophies portræt hænger i Livs soveværelse, da Livs afdøde mand købte det til hende under en rejse i Spanien. Maleriet har betydet alt for Liv, og da kunstnerens brødre pludselig gør krav på at få udleveret maleriet, bliver Livs tilværelse vendt op og ned, hun kæmper med næb og klør for at beholde Sophie, og i takt med at Sophies historie udrulles for Liv, går det op for hende, at hun må finde de rette proportioner på hendes eget liv.

Handlingen er som sagt delt i to tidsperioder, den ene er 1916-17 i Frankrig, der følger
vi Sophie, familien og landsbyens kamp mod tyskerne. Den anden del foregår i London 
i 2006. Begge dele er levende og realistiske, og da handlingerne er tydeligt opdelt, er det igen bare at læne sig tilbage og lade historien udfolde sig. Specielt delen fra 1. verdenskrig gjorde stort indtryk på mig, levende og grusomt fortalt.

Der er lagt stor vægt på levevilkårene i Frankrig i starten af århundredet, ligesom en del af handlingen er bygget op omkring tilbagelevering af krigs-tyverier. Præcis som altid er
Moyes ikke "bare" kærlighed og feelgood, der er altid et moralsk tema og etiske
overvejelser for læseren at forholde sig til - jeg er vild med det, og må bare endnu en gang
konstatere, at Moyes er fantastisk indenfor denne genre, jeg glæder mig til at læse
den næste der kommer, og giver Hende du forlod mine varmeste anbefalinger.


Af samme forfatter:

Hvalernes sang:
En rigtig feel-good roman.
Super velskrevet, med et letlæseligt og flydende sprog - Spillevende personer og omgivelser
fyldt med kærlighed, svigt, sorg og håb.
Alt er sådan set fastlagt fra start til slut, men trods det tydelige setup, er den faktisk
rigtig hyggelig at læse. Skal klart anbefales til en god dag i solen, med en god gammeldags "knaldroman" pakket ind i nutidens bog :)



Brudeskibet
Endnu en perle fra Jojo Moyes 

Brudeskibet er en rigtig gammeldags "knaldroman" fyldt med kærlighed, forviklinger og grim misundelse - iblandet datidens fakta om de mange australske piger, der blev fragtet over oceanet for at starte et nyt liv i England.

Romanen er velskrevet, sproget flyder, og det er faktisk både hygge og omtanke der rammer læseren gennem handlingen.

Jeg var rigtig godt underholdt hele vejen, så den skal afgjort have en anbefaling med på vejen 





Mig før dig
En fuldkommen fantastik kærligheds historie, der både fremkaldte smil og tårer hos mig.

Bogen er velskrevet, sproget flyder og siderne vender helt sig selv - man kan simpelthen ikke lægge den væk. Alle personer og omgivelser er yderst realistiske og levende, Jeg er helt inde i Lou´s inderste, og selv om Will "kun" beskrives vis ytringer, er jeg fuldkommen klar over hans bevægegrunde.

Denne roman handler om essensen i livet: livet og døden. Det største etiske spørgsmål af dem alle bliver behandlet på en virkelig sober og fin måde. Uden at afsløre noget, kan jeg sige, at jeg sagtens kan sætte mig i stort set alle medvirkendes sted.

Romanen er smuk, ligesom relationen i den, den tvinger læseren til at tage stilling - uagtet hvilket udfald dette får, kan den slet ikke anbefales nok... læs den!



Det sidste brev fra din elsker
Endnu en perle fra Jojo Moyes.

Ligesom forfængeren, mig før dig - er denne romane virkelig velskrevet, sproget
flyder, siderne vender sig selv i jagten på svar til læseren :)

Alle personer er levende og yderst realistiske, handlingen veksler mellem 
1960´erne og 2003 - det virker rigtig godt for mig. Boot, Jennifer og Ellie er
alle tre godt beskrevet, jeg er inde under huden på dem, og holder af dem alle
på hver min måde 

Hvor jeg skiftevis græd og grinede i forgængeren, kan jeg denne gang sætte mig ind
i personernes liv, nogle vil måske finde romanen "pladder-romantisk" det er den måske
også, sine steder. Men på ingen måde bliver det kvalmt eller urealistisk - romanen
afspejler sin samtid.

Selv om der sker frygtelige ting i romanen, er det gennemgående en hyggelig omgang, 
den skal klart anbefales - Jojo Moyes kan altså noget med sproget, der rammer læseren
lige i hjertet - Denne er slet ikke som forgængeren... og så alligevel 
så kort sagt: Læs den.



En plus en Læs anmeldelsen her

Honeymoon i paris Læs anmeldelsen her


mandag den 23. marts 2015

Kidnappet i islamisternes fangehul

AF Jeppe Nybroe


298 sider Berlingske Medier & People´s Press

Dette er jo en biografi, der både i kraft af forfatterens fortid og i kraft af den massive
debat, der har været omkring rigtigheden af indholdet i bogen, har vækket min
nysgerrighed. Derfor måtte jeg bare læse den, og forsøge at danne mig eget billede.

Biografien er skrevet i et letlæseligt sprog, den beskriver dels lidt af journalisten Jeppe
Nybroes liv, og dels før og efter kidnapningen i Libanon i 2014.

Nybroe har en lang fortid som udenlandskorrespondent. Han har levet mange år i udlandet,
og efter fyringen fra DR mangler han suset og forsøger sig som freelands journalist i Libanon. Han får en ide til en artikel; Meet the kidnappers, og aftaler med en lokal journalist og ven, at de skal forsøge at skaffe sig adgang til nogle af kidnapperne i Libanon. De
aftaler tid og sted, og tager af sted for at møde kidnapperne, det bliver desværre deres egne
kidnappere der modtager dem, og det bliver til 28 dage i fangeskab. Nybroe beretter om tilfangetagelsen og opholdet, set fra hans side. Dels kommer læseren med ind i hovedet
på en mand i opløsning, og dels fremlægger Nybroe mange af de skype samtaler og beskeder, der er skrevet og sagt mellem kidnapperne/ham selv og hans familie. Slutteligt runder Nybroe af med en rejse tilbage til Libanon i et forgæves forsøg på at bevise at IS stod bag hans kidnapning, og runder af med tanker omkring journalister i krigszoner.

Jeg har fulgt debatten, læst de mange indlæg og naturligvis bidt mærke i fejl, Nybro bringer i bogen - gode mennesker med langt mere mellemøst viden, har konkretiseret fejlene ligesom andre har påpeget at fx. en lukket telefon ringer. det har naturligvis sat sine spor, og påvirket en del af læsningen. Men det jeg synes er mest graverende for fortælingen er de utallige forsøg på at fortælle, at det er IS der står bag, det ødelægger fuldkommen historien, der som Nybroe selv skriver, er det vigtigste argument for at skrive bogen. At det er fastslået at det ikke var IS eller at de ikke forlod Libanon, ville have været yderst klædeligt at runde af på. Jeg er fuld af forståelse for, at i øjeblikket, hvor Nybroe sidder fanget, kører tankerne, jeg kan end ikke begynde at forstå hvilken situation han og hans familie har været i - men jeg savnede sandheden i den sidste del af bogen. 

Derudover har Nybroe meget travlt med "de unge freelance" journalister, der er i Beirut
for at prøve lykken, laver "selfie-journalistik" og søger berømmelsen... Jeg ser faktisk ingen forskel på dem og Nybroe, han vidste det var småt med job dernede, parforholdet led bl.a. under den ødelagte økonomi, og så kommer ideen med at møde kidnapperne - Var det kun Nybroe, der ikke så det fuldkommen tåbelige i den disposition? Også han refleksioner
til slut i bogen, omhandler journalisternes forhold, det er beundringsværdigt, at han hjælper andre og gerne vil bidrage til kollegaernes sikkerhed. 

Derudover er fortællingen gennemsyret af forholdet og mistankerne til han Libanesiske ven, journalisten Rami der også blev kidnappet. Jeg forstår meget klart, at de har oplevet de 28 dage forskelligt, den ene er araber den anden dansker. Og så det faktum, at Rami kendte en af bortførerne, og efter sigende blev behandlet meget anderledes end Nybroe. Den efterfølgende kamp om sandheden i den danske presse, vil jeg ikke komme ind på, for dybest set kender kun de to to sandheden. Og så modvægtentil al mistroen: den store taknemmelighed og kærlighed til broderen, som har været den bærende del i frigivelsen - Jeg bøjer mig i støvet, og sender mange varme tanker den vej.

Der er mange anskuelser og erindringer, men tydeligst af alt lagde jeg mærke til det, der ikke står skrevet noget sted i bogen: Hvorfor tog han afsted? Nybroe skriver selv, at han har en yderst veludviklet "fare-radar" men selv en episode han efterfølgende påpeger som mærkværdig, reagerer han ikke på. På intet tidspunkt nævner Nybroe, hvorfor han mener, at det er i orden at sætte hans familie og venner i en fuldkommen grotesk situation, menneskeligt og økonomisk, og sætte hans eget liv i fare. Den manglende omtale og refleksion, mange andre får hårde ord med på vejen, gør faktisk at jeg sidder tilbage med et spørgsmål om: var dette ikke det scoop, der skulle bringe ham tilbage på toppen af den internationale journalistik - var det så tiltalende, at det var værd at udsætte sig selv og familien for det mareridt det har været - var det et forsøg på "selfie-journalistik"? 



lørdag den 21. marts 2015

Mambo i Chinatown

AF Jean Kwok


392 sider Bazar

Mambo i Chinatown er forfatterens anden roman, men mit første møde med hende.
Læs mere om forfatteren her

Dette er en utrolig fin feelgood roman, den er yderst letlæselig og da sproget
bare flyder, er det blot at læne sig tilbage og følge tonerne.

22 årige Charlie er født og opvokset i New Yorks Chinatown, hun bor sammen med sin 11 årige lillesøster Lisa og faderen, der er nudelmager i den restaurant, hvor Charlie er opvasker. Forældrene emigrerende fra Kina inden Charlie blev født. Pigernes mor døde for mange år siden, så faderen, der er meget stor tilhænger af de gamle kinesiske traditioner og overtroen, holder sine døtre i meget stramme tøjler. Charlie er en stor klodsmajor, hun er også ordblind, meget dårlig finmotorisk og i det hele taget, føler hun sig mindreværd. Lillesøsteren er familiens store begavelse, og da skolen opfordrer til at hun forsøger at komme ind på en meget anerkendt skole for særlig dygtige børn, kommer familien til at tage deres traditioner op til revision. Samtidig kommer søsteren med endnu en jobannonce til Charlie, denne gang er det en ledig stilling som receptionist i et dansestudio, søsteren Lisa mener Charlie skal søge. Charlie er som sagt ikke særlig ferm, og har da også tidligere forsøgt sig som receptionist, uden det store held. Men hun bliver stik mod alle odds ansat, og det medfører en voldsom ændring i både Charlie og familiens liv. Pludselig må hun leve et dobbeltliv for ikke at vanære faderen, og i takt med at Charlie ændrer sig og får selvtillid, bliver Lisa syg. Men hvad fejler Lisa, og hvilken betydning får det alt sammen for familien?

Som sagt er dette en lille fin feelgood roman, her er ingen store litterære åbenbaringer, 
men her er til gengæld en rigtig fin historie, med mange rigtig gode aspekter: Integration, traditioner, kinesisk kontra vestlige læger og midler, fattigdom og frem for alt handler denne roman om en ung pige, der livet igennem har følt sig forkert, men som får en gave fra himlen i form af en helt ny evne, som hun oveni købet er god til. 

Det er tydeligt at se forfatterens egne erfaringer fra dansen, dels mærkede jeg tydeligt kærligeheden til sporten, og dels er trin, holdninger og selve dagligdagen i et Amerikansk dansestudio, rigtig fint beskrevet. Dertil kommer også hendes egen opvækst som kinesisk emigrant i New York, hvilket hun med stor behændighed skildrer både gennem faderens figur men også gennem de to døtre - Jeg synes hun formidler de store modstridende følelser omkring problemerne med at tilpasse sig i et andet samfund, rigtig fint. Jeg kunne sagtens sætte mig i hele familiens sted, uden det dog blev tungt af den grund.

Alt i alt synes jeg det er en rigtig fin historie, dansen fylder rigtig meget, men historien omkring familien bliver et godt modstykke, og som sagt synes jeg den er velfortalt.
Så trænger du til ren råhygge, dans og romantik, så skal denne så afgjort anbefales.



fredag den 20. marts 2015

Lad mig tage din hånd












Den anden søn

AF Alexander Söderberg


404 sider Politikens Forlag

Den anden søn er anden del i en trilogi om den enlige mor Sophie Brinkmann.
Første del: Den andalusiske ven udkom i 2012. Læs mere om forfatteren her

Denne spændingsroman er virklig velskrevet, sproget er letlæseligt, det er flydende
og jeg var fanget fra første færd, havde ovenud svært ved at lægge bogen, hvorfor
den faktisk blev læst i rekordfart - ren nydelse.

Handlingen udspiler sig flere steder i verden, I Stockholm er Sophie "ansat" hos mafiabossen Hector, hun passer en del af hans forretninger mens hun også er enlig mor
til en handicappet teenagesøn. Hector har ligget i koma i længere tid, og nu er to
af hans fjender ude på at overtage hans forretninger. Sophie bliver sendt ud i verden 
for at prøve og formilde dem... uden held. I Stockholm er politichefen Tommy ved
at miste grebet om både sin døende hustru og sine medarbejdere. Han indleder en
kampagne imod efterforskeren Antonia, der stadig graver i en tidligere sag som Hector er indblandet i, men chefen fjerner hende og indsætter en ny efterforsker, Miles til at
lave ingenting på længst mulig tid. Antonia er godt gal over at blive degraderet i sagen, men de to efterforskeres veje krydses og pludselig er de nødt til at arbejde sammen mod en fælles fjende. Samtidig følger vi Sophie i hendes kamp for overlevelse i Hectors "klan" samtidig med at de to øvrige mafiabosser pludselig udvider jagtmarkerne og nu stræber efter både Sophia og hendes søns liv. Det bliver en heftig kamp, hvor alle deltagere, på begge sider af loven, kommer til at kæmpe - med alle midler. Trods de mange sceneskift er historien solidt opbygget og adskilt, så jeg havde absolut ingen problemer med at
finde rundt i handlingen - og det er en virkelig stor kvalitet.

Temaet med mafiabosser og politiet er jo ren "drengerøvs" læsning, og jeg havde da også en lille forventning om, at det ville blive for meget superman og skydevåben, jeg er ikke den store forbruger af det tema - men jeg skal da love for at det blev gjort til skamme, heldigvis. For ja, det er virkelig action, og der er våben og meget rå handlinger - men det helt fantastiske er, at det blev aldrig for meget, og frem for alt er personerne levende, jeg kunne relatere til flere handlinger og følelser og kunne faktisk lide flere af dem. Historien er så sublim fortalt, at ingen af handlingerne, dialogerne eller personerne virker kunstige eller overmenneskelige - det er alt sammen holdt i den underholdende action stil, og uden al for mange detaljerede voldshandlinger og frem for alt overraskede realismen.

Jeg bevarede spændingen hele vejen igennem, dels pga. sprogets herlige opbygning, dels pga. realismen og endelig idet forfatteren har bygget en solid stribe af nye handlinger op, så læseren både er deltager, gætter lidt og er nødt til at se, hvad der sker på næste side. 

Jeg er kommet ind i trilogien her i den anden del, og lad mig blot fastslå:
nye læseren kan, som jeg, sagtens starte her. Selv om der naturligvis er gennemgående
figurer, kunne jeg sagtens finde rundt i historien, og følte på intet tidspunkt andet end ren nysgerrighed efter mere, så du kan starte her, men jeg synes faktisk det vil være at snyde dig selv, hvis ikke du tager forgængeren med. Derfor vil jeg nu følge mit eget råd og læse forgængeren, mens jeg vil vente meget utålmodigt på den sidste del for dette er i sandhed TOP underholdning!


Hendes iskolde øjne

AF Carin Gerhardsen


376 sider People´s Press

Hendes iskolde øjne er 6. bind i krimiserien om det svenske Hammerby politi. 
Læs mere om forfatteren her. Se tidligere udkommet og anmeldelser herunder.

Jeg har været med fra starten af denne serie, jeg har haft både gode og mindre gode oplevelser undervejs, så jeg har haft en god forventning til denne nyeste. 

Så skal jeg love for at Gerhardsen er tilbage, og det i storform - hendes fans kan godt
glæde sig til at komme med på endnu en Hammerby rejse. Sproget er det herligt
letlæselige, det flyder og siderne vender sig selv i en hastig fart, læseren er på fra første til sidste færd - det er sådan set "bare" at læne sig tilbage og nyde turen.

Denne gang er omdrejningspunktet forsvundne kvinder, en fredag tager Eva-Lena tidligt
hjem fra hendes skønhedssalon, hun er syg og får sønnen til at køre hende hjem. Men da
hendes mand kommer fra arbejde er både Eva-Lena og deres to hunde som sunket i jorden.
I en anden del af byen er Heidi sluppet væk fra sin jaloux og kontrollerende kæreste, og
er taget i byen med veninderne. De skilles ved midnat, men derefter begynder Julia, den ene veninde at blive bekymret, da hun ikke hører fra Heidi, og da hun endelig får livstegn kommer hun i tvivl om, at det rent faktisk er Heidi der skriver til hende. Hammerby "banden"
dvs. den lille flok på politistationen kommer derfor på arbejde. Ved siden af opklaringen
af de to forsvindinger er læseren igen sammen med medarbejderne på stationen i deres privatliv og interne samvær. Og endelig kommer læseren med ind i Malins liv, Malin er en
kvinde, der lever med sine to børn i et forhold, hvor hendes mand udover psykisk vold
på dem alle tre, men specielt Malin. Udadtil er de en lykkelig familie, med to tennis-børn, manden der altid kører børnene i pendulfart og overværer træning og kampe, men bag den lukkede dør er virkeligheden en anden. Han har aldrig været fysisk overfor Malin, men så
sker der noget, der får Malin til at frygte for sit liv...

Persongalleriet er de kendte fra de tidligere i serien: det mangfoldige personale på stationen, både betjente og kontorpersonale samt deres familier. Dertil kommer de
nye personer, der er skrevet ind i denne handling. Alle personer er levende og et stykke hen af vejen, realistiske. Gerhardsen er mester i at skabe hygge-krimier, det har
hun også gjort her, der indsniger sig nogle banale handlinger og dialoger, men jeg synes
trods alt, det holdes nogenlunde i ave denne gang. Dertil kommer at der denne gang er
fokus på narcissisme, psykisk og fysik vold og ikke mindst følgerne deraf. Det lykkedes
fint at få indlemmet disse dele, og læseren afkræves holdninger til både figurer og handlinger, det er, i mine øjne, en stor kvalitet. Side-historierne har jeg været vild med
fra starten, denne gang er de ikke specielt fremtrædende, men det gør til gengæld at nye læsere, der ikke kender personerne, faktisk godt kan starte her, selv om jeg synes
det vil være at snyde sig selv, ikke at tage det hele med.

Politiets arbejde er fint beskrevet denne gang, jeg har tidligere savnet realisme på denne front - jeg får ikke opfyldt mit ønske til fulde, der er lidt for mange lette løsninger, specielt til slut, men i det store billede er det let at følge med på sidelinjen og nogenlunde afbalanceret.

Plottet er denne gang delt i flere forskellige dele, jeg gættede tidligt den ene del, mens jeg ikke helt kunne gennemskue nogle af de andre. Men trods den tidlige opklaring, kunne
jeg sagtens fastholde spændingen, da det "kun" er en brik i et større billede. De mange forskellige dele er lette at holde styr på, og jeg synes faktisk at sløjferne bindes 
rigtig fint til slut, trods de noget banale handlinger. 

Gerhardsen er blevet kendt og elsket som forfatter til solide hygge-krimier, med kant. Og hun lever til fulde op til forventningerne i denne sjette krimi. Jeg var godt underholdt, fik
sat tankerne i sving, og kunne langt hen ad vejen se bort fra det urealistiske, hvilket jeg normalt har usædvanlig svært ved. Jeg ser frem til den næste i serien.




Tidligere udkommet i serien:

1. Pandekagehuset
2. Dukkebarn
Dukkebarn er 2. del i serien om Hammerby politiet. Den kan sagtens læses selvstændigt, men da figurerne jo udvikler sig løbende, anbefaler jeg da at de læses i rækkefølge.
Denne krimi er ligesom forgængeren let-læselig i et flydende sprog. Denne har flere side-storyer som udvikler sig i tak med plottet. Det er nemt at følge figurerne, der er hele tiden føling med alle trådene…
Når det så er sagt: For filan hvor er den hård, den afspejler sørgelige skæbner og massive svigt, som findes alle steder, desværre. I takt med at opklaringen skrider frem, bliver knuden i maven større og større… Gerhardsen rammer nogen virkelig mørkt, som læseren ønsker at forhindre samtidig med at man græder indvendigt.
Plottet holder også her i 2 eren, og jeg er igen begejstret… Går til den 3. med det samme
3. Vuggevise

4. Død mands hånd
Nu er det længe siden jeg læste de første tre i serien, men kan genkalde (og læse mine anmeldelser) at jeg var begejstret… Men det holdt så slet ikke til denne fjerde bog.
Det positive er, at bogen er let læselig, skrevet i flydende sprog og derfor er bogen meget hurtigt læst.
Persongalleriet er de kendte politifolk, deres familier og de nytilkommende grundet handlingen. Desværre synes jeg slet ikke de fanger denne gang, jeg mangler nerve, pondus og frem for alt, mangler jeg at komme ind under huden på dem – Den del er totalt fraværende her.
Politidelen fanger heller ikke denne gang, det er alt for letbenet, sporadisk og virker sekundært. Der bruges meget mere tid på interne relationer og meninger, frem for regulært opklaringsarbejde. Den smule der er, er urealistisk og fyldt med gætværk og nemme løsninger.
Plottet holder sådan set, men som sagt manglede jeg nerve, og skal faktisk helt hen i slutningen af bogen før der kommer bare en smule spænding.
Alt i alt en stor skuffelse i forhold til de forgående – der må meget gerne strammes op til den næste, så fordums gode læsning vender tilbage – Og den gennemgående skurk endelig kan sættes fast 

5. Klaverstemmeren
Jeg efterlyste mere af fordums pondus i den forgående: Død mands hånd – og det skal jeg så love for blev indfriet her i efterfølgeren
Helt som vanligt er bogen yderst velskrevet, sproget er let og flydende, så bogen er hurtigt læst. Persongalleriet er det gammelkendte, krydret med de, til lejligheden, medvirkende figurer. Der er en del medvirkende så det gælder om at holde tungen lige i munden ind imellem, men jeg synes Gerhardsen evner at flette dem alle sammen på fineste vis. Alle personer er levende og for det meste realistiske, jeg er ligeledes begejstret for side-historierne, der igen er på højde med de første tre i serien.
Denne gang er der en langt bedre balance mellem politiets arbejde og opklaringen som helhed, færre hovsa løsninger og mere gedigen opklaring, hvilket, i min bog, er en vigtig ingrediens i en god krimi. Det eneste store minus hos mig, er den konstante tilbagevenden til den gamle åbne sag om voldtægten af Petra. Den kan der, efter min bedste overbevisning, ikke koges mere suppe på nu – nu er tiden kommet til at afslutte denne on-going sag og finde nye sider hos politiet.
Plottet holder til sidste færd, det bliver aldrig rigtig spændende idet der er for mange plot i plottet, men jeg var godt underholdt gennem handlingen. En smule mere realisme og fornyelse i en kommende i serien, og jeg er rigtig begejstret igen 
Men kort sagt er Klaverstemmeren en solid krimi i den lette genre, den bør afgjort findes rundt om i sommerlandet 


Løvetæmmeren

AF Camilla Läckberg


383 sider People´s Press

Løvetæmmeren er 9. bind i serien om den svenske by Fjällbacka, politimanden
Patrick Hedström og hans kæreste forfatteren Erika Falck. Læs mere om forfatteren her
Læs mere om rækkefølgen og anmeldelser herunder.

Läckberg er nordens krimidronning, hun er den, der sælger flest bøger og har derfor fans
i mange lande, og lad mig blot starte med at sige: de danske fans kan godt begynde at glæde sig, denne niende i serien er en vaskeægte Läckberg, og de vil elske den.

Præcis som de forgående er denne yderst letlæselig, sproget er let og flydende, tiden er klart opdelt, så læseren skal bare læne sig tilbage og følge med i handlingen.

Denne gang er det igen forfatteren Erica, der spiller en hovedrolle. Hun er ved at skrive en ny bog i rækken af kriminalhistorier, og er kommet til en lokal historie om en kvinde, der holdt sin datter indspærret i lænker i kælderen mens manden, sønnen og hun selv levede et tilsyneladende almindeligt liv. Hun bliver anbragt på den lukkede psykiatriske institution, da hendes mand findes brutalt myrdet og hun tilstår drabet. Samtidig har Ericas mand, politimanden Patrick, hænderne fulde idet en ung pige, der har været forsvundet i månedsvis, pludselig dukker op på en landevej og bliver påkørt. Victoria er den sidste i rækken af bortførte piger, men den første der er dukket op. Patrick og kollegaerne kæmper
for at finde ud af, hvor Victoria har været holdt fanget, Erica kæmper med sin historie, men kan i vanlig stil ikke holde sig fra at blande sig i politiets efterforskning. Pludselig ser det ud som om der er sammenhæng mellem de to sager, men er det nu rigtigt og i så fald, hvordan hænger sagerne sammen, trods spredningen over tre årtier?

Persongalleriet er for størsteparten de kendte i serien: Patrick og kollegaerne på stationen, Erica, deres børn og hendes søster og kæresten Dan. Jeg har haft mange herlige timer med personerne, krummet tæer og sat mig i deres sted, det blev der ikke så meget af denne gang, jeg savnede det lidt, men andre vil være glade for mere fokus på sagen.
Dertil personerne, der er indflettet i handlingen, der er mange, men Läckberg formår i bedste stil at holde alle i spil. Alle personer er levende trods det, at de ofte er urealistiske og banale i dialoger og handlinger, men kendere af serien ved, at dette er hyggekrimier, uden realisme - og elsker dem. For Läckberg er virklig god til at lave historier, også de grumme.

Politiets del er igen tyndbenet, der er for mange fejl, for mange hovsaløsninger og frem for alt bliver Ericas indblanding en kende for meget for mig denne gang. Selv med hyggekrimi genren i baghovedet, savnede jeg realisme og færre banaliteter.

Plottet er virkelig velkomponeret, det er som regel en af de store forcer hos Läckberg, og heller ikke denne gang skuffer hun. Det er let at gætte en del af plottet, tidligt i handlingen, men der er i vanlig stil, flere aspekter og først til sidst samles hele puslespillet.

Som sagt er dette en herlig let genre, det er Løvetæmmeren et super eksempel på, det er let underholdning krydret med tankevirksomhed. At jeg har det svært med de banale handlinger og den manglende realisme er nok til at trække bedømmelsen nedad, men det er bestemt ikke nok til ikke at erkende, at jeg var godt underholdt og synes det var hyggeligt at komme tilbage til "familien" Fjällbacka. Denne var længe ventet af hende mange fans, og jeg gentager: glæd jer, der er fuld Läckberg valuta også denne gang.




Tidligere udkommet i serien:

1. Isprinsessen
2. Prædikanten
3. Stenhuggeren
4.Ulykkesfuglen
5.Tyskerungen
6. Havfruen
7. Fyrmesteren
8. Englemagersken

Jeg havde virkelig set frem til denne fortsættelse… Jeg var en anelse i tvivl efter den sidste, synes måske Läckberg var ved at tabe pusten med Fjällbacke.
Men jeg må nok sige, at jeg er glædeligt overrasket, der er langt mere bid i både plot, hovedpersoner og side-storyen er langt mere dybdegående og realistisk.
Alt i alt en herlig velskrevet krimi, mit eneste klage punkt er som altid: opklaringsarbejdet er alt for urealistisk, tyndt og tilfældigt.
Hvis hun strammer op på den del, og fortsætter den herlige fremgang på personskildringen, plot og historie siden, så kommer jeg helt op og ringe på de 5…