tirsdag den 30. juni 2015

Sort Morgen

AF Cilla & Rolf Börjlind


420 sider Rosinante

Sort morgen er tredje roman fra parret. Jeg har virkelig nydt de to første i serien 
læs anmeldelser af dem under denne. Så forventningerne var helt i top til denne nye.

Præcis som de forgående er også denne skrevet i et herligt, letlæseligt sprog. Afsnittene er tydeligt afgrænsede, så det er sådan set bare at sætte hukommelsen i sving, for der er mange "gamle" informationer  - og så nyde turen.

Politikvinden Olivia er tilbage efter orlov, hun er flyttet til en lille by i Skåne, der er højsædde for svenske nynazister. En dag findes en lille adopteret pige myrdet i sandkassen i hendes have og Olivia bliver sat på sagen. Få dage efter myrdes en dreng i Stockholm på samme grusomme måde, og da heller ikke han er "ren arisk" dannes et billede omkring racisme.
Den tidligere politiefterforsker Tom, svæver rundt og har lidt svært ved at finde sig selv. Han får overrakt en bog med udklip fra den eneste mordsag han ikke har opklaret. Det får hans politi-instinkter til live, og da der dukker et match op på det ene døde barn, der passer til Toms uopklarede sag, bliver han nødt til at samarbejde med de gamle partnere i politiet.
Det bliver til et gensyn med chefen for Rigskrim Mette og hendes familie, ligesom andre af de "gamle" figurer dukker op - Trods temaet er det et herligt gensyn.

Jeg brugte lidt tid på at komme tilbage i universet, muligvis skulle jeg havde læst op
på den forgående inden jeg kastede mig over Sort Morgen. Der var lidt for mange passager, hvor jeg måtte stoppe og og rode i hukommelsen. Når det så er sagt, så mener jeg sagtens
at denne kan læses selvstændigt, sagerne er nye og læseren kan sagtens starte serien her.

Nu kan jeg godt lide personerne, de er mennesker med fejl og forcer. Dog synes jeg, der blev for mange deltagere til at jeg kom rigtig ind under huden på de, denne gang.
Politiets arbejde er igen realistisk og uden for mange nemme løsninger. Plottet er godt skruet sammen - der gives flere leddetråde og retninger, men snorene bindes først til slut.

Alt i alt endnu en velkomponeret krimi fra parret. Trods det tunge tema, bliver den ikke for dyster eller tung, og underholdningsværdien modsvarer temaet. Som sagt kan nye læsere sagtens starte her, og "gamle" kan glæde sig til et gensyn med kliken.
Jeg er helt sikkert klar til den næste, hvis den skulle komme.



Tidligere udkommet i serien:
Springflod:
Springflod er absolut en "herre-krimi" i den øvre klasse - den er velskrevet, levende og yderst realistisk på alle fronter. Der er rigtig mange skift i bogen, det forvirrede mig en lille smule i begyndelsen, men den voksede klart på mig henover handlingen. Der er utrolig mange bolde i luften, måske lidt for mange? men de fleste gribes på fineste vis gennem bogen.
Personerne er realistiske og levende, og selv om jeg ikke kom helt ind under huden på dem, kan jeg bestemt lide de fleste, og vil meget gerne lære dem bedre at kende. 
Politiets arbejde er realistisk beskrevet, læseren er med i de fleste afsløringer af hints som handlingen skrider frem, og frem for alt så holder plottet hele vejen - godt hjulpet på vej af de mange medvirkende. Der er et par løse ender, dem regner jeg med at få bundet i efterfølgeren - og kan kun sige at jeg glæder mig til at læse den næste
Den tredje stemme:
Så har jeg netop slugt den anden i serien - heldigvis var det ikke så længe siden jeg læste debuten, så alt stod klart på nethinden. Også denne er yderst velskrevet, sproget flyder, de fleste replikker er realistiske og frem for alt er alt levende, både personer og omgivelser. 
Der veksles mellem to sideløbende historier, og de forskellige personer, igen virker det rigtig godt.
Denne gang åbnes Toms historie, og jeg indrømmer gerne, at ham holder jeg af. Olivia er stadig en kende for urealistisk, og så bliver hendes figur stadig tillagt lidt for mange utopiske handlinger og egenskaber. Det trækker ned flere gange hos mig, men faktisk ikke nok til at spolere den rigtig gode læse oplevelse.
Igen holder plottet hele vejen, ligesom spændingen er indtakt til sidste side. Dette makkerpar har virkelig formået at skrue nogle bundsolide krimier/spændingsromaner sammen. De evner at holde mange bolde i luften, gribe dem alle. Igen en perle, jeg vil så absolut se frem til flere i serien, og giver mine bedste anbefalinger

torsdag den 25. juni 2015

Camille

AF Pierre Lemaitre



Camille er tredje og sidste del i den Franske krimi trilogi om kriminalkommisær
Camille. Jeg blev fanget i universet og har derfor taget alle tre i rap - Læs
anmeldeser af de forgående i serien, under dette indlæg.

I lighed med de to første bind, er også denne sidste en fin sproglig omgang. Det aristokratiske er lagt en smule på hylden, der er mere udsvævende opdelinger, men den er letlæselig og tro mod det franske univers.

Titlen viser, at denne afsluttende roman omhandler Camille - hvilket den i høj grad gør.
Camille er stadig i politiet, men er ikke længere på de store sager - privat har han i nogle måneder dannet par med Anne. En morgen tager Camille på arbejde og Anne tager ind i et indkøbscenter. Kort efter hun ankommer, bliver centerets juveler røvet, og Anne bliver meget brutalt overfaldet. Camille trækker i alle de tråde han kan, og får ansvaret for opklaringen af sagen, men han hemmeligholder, at han kender Anne. Da en bevæbnet mand forsøger at finde Anne på hospitalet må Camille bryde adskillige regler indenfor politiet i kampen for at finde ud af, hvorfor nogen vil dræbe Anne, og ikke mindst kæmper Camille med at beskytte hende samtidig med, at han begynder at undre sig over forløbet.

Præcis som i de to forgående i serien, kommer jeg aldrig rigtig ind under huden på Camille. Seriens præmis er, hverken realisme eller de dybe personportrætter - Jeg købte det præmis i Alex, men denne gang var manglerne for store for mig. Camilles handlinger og tanker
bliver for flyvske og uforståelige for mig, jeg evnede ikke at nyde hele turen denne gang.

Politiets arbejde er nogenlunde realistisk, men trods de store litterære friheder i forhold til plot og handling, fandt jeg aldrig rigtig fred med Camilles bevægegrunde. Plottet er til gengæld rigtig fint skåret denne gang. Der gives hint, jeg gættede med - og gættede forkert et langt stykke hen af vejen. Der er finesse og en rigtig fin opbygning i den grundlæggende historie, og på den led, var det en rigtig fin afslutning for mig.

De tre hjerter kan måske synes af lidt - Men det var bestemt en frisk rejse gennem det franske landskab. At jeg ikke evnede at se bort fra de essenser jeg vægter, trækker ned, mens et velkomponeret plot viser, gav mig en herlig afslutning. Trilogien har været et herligt frisk pust på den danske krimihimmel: Den første mindede meget om Chris Carters brutale univers, hvor de to sidste har været en mere afdæmpet og psykologisk affære -og selv om jeg ikke kom helt op i den tunge ende, har jeg været godt underholdt og glædet mig over den forfriskende skrivestil. Så en frisk og velskrevet trilogi der klart skal anbefales.



Serien:

onsdag den 24. juni 2015

Er bognørden gået på ferie?

Der er stille omkring blokken i denne uge - men det skyldes hverken ferie 
eller ren ineffektivitet.

Det skyldes at bognørden nu er mor til familiens første røde student. Det
kræver en del forberedelse og ikke mindst behørig fejring, så min egen læsning
er blevet tilsiddesat for en, personlig, langt større sag.

MEN jeg ville jo være en ringe bognørd, om ikke jeg listede lidt ekstra litteratur
ned i sønnikes studentergave - og hvad giver man så en ung mand, der er engelsk
mere end dansksproget og håber at fortsætte studierne på universitet ? 


Man giver ham denne læderindbundne smuksak, William Shakespeares samlede værker -som han vil have glæde af i mange år frem, forhåbentlig også studiemæssigt.

Så nu er det "bare" at fortsætte forberedelserne til fredagens translokation, og de glade
15 minutter, hvor vores have fyldes af smukke og glade unge mennesker med røde huer på. Det er en af de traditioner jeg holder meget af, og hver eneste vogn jeg ser, fremkalder smil og varme - denne gang kommer vognen hjem til os - og jeg glæder mig.

Så denne uge er hovedsagligt i studenternes tegn, men så snart den sidste gæst har forladt huset efter weekendes middag, bliver der igen tid til det vanlige flow af anmeldelser.

Jeg vil lige benytte lejligheden til at lykønske alle studenter og ikke mindst deres forældre - NU ved også jeg, at der findes et ekstra trin på "stoltheds-trappen"


fredag den 19. juni 2015

Alex

AF Pierre Lemaitre



Alex er anden del af den franske trilogi om kriminalkommisær Camille. 
Læs anmeldelsen af første del: Iréne her

Præcis som forgængeren er sproget en sand fornøjelse. Letlæseligt, herligt flydende og igen med de aristokratiske indslag - Meget fransk og humorfyldt.

Efter kriminalkomissær Camille er her 4 år efter hustruens død, ved at være tilbage i
professionel forstand. Han har været alvorligt psykisk nedbrudt, og er på den indre front stadig meget påvirket. Han bliver kaldt ud til en bortførelsessag, der i Camilles hoved minder rigtig meget om hustruens sag, han forsøger at undslippe - men uden held.
En ung pige bliver bortført på gaden, da hun kommer gående på vej til sit hjem. Et vidne så den voldsomme pågribelse af kvinden, men derudover får Camille og kollegaerne ikke meget at arbejde med, for ingen savner en ung kvinde. Samtidig med Camilles kamp for at finde hende, følger vi Alex, kvinden der elsker parykker, elsker at besnære mænd og kvinden, der ikke kan finde ud af, hvorfor hun er blevet kidnappet og nu sidder fanger i et totur-bur i en tom lagerhal. Alex kæmper med sult, kulde og ikke mindst de kæmpe rotter, der anser hende for et muligt næste måltid. Camille og Alex synes at kæmpe på samme side og mod tiden - Men ikke alt er, hvad det ser ud til, for det blotte øje...

Nu var jeg inde i dette franske univers, da jeg gik direkte fra den første over i denne anden del. Denne gang kunne jeg mærke en af personerne, og selv om jeg aldrig kom rigtig ind under huden på hende, var det hendes fangeskab, der brændte igennem hos mig - en meget stor forbedring i forhold til Iréne. Jeg manglede igen dybde og realisme i personer og handlinger, men eftersom jeg nu har læst to af de tre i serien, må jeg nok erkende, at det ikke er det levende og realistiske, forfatteren vil fremhæve. Det ærgrer mig stadig, men jeg er glad for at humoren i stedet er kigget lidt frem, 

Politiets del er også en forbedring fra forgængeren, her er kommet mere realisme med i opklaringsarbejdet, og frem for alt synes jeg plottet er rigtig godt skruet sammen denne gang. Det var en Pandoras æske, der blev ved med at åbne nye døre. Alt i alt var dette en tak op ad kvalitets-stigen for mig - både underholdningsmæssigt og på realismen. Jeg bliver i universet og kaster mig direkte over i trilogiens afslutning.


mandag den 15. juni 2015

Iréne

AF Pierre Lemaitre



Irené er første bind i en krimi trilogi. De første to bind i serien er anmelderroste og er endt
på bestsellerlistene, så det var med store forventninger, at jeg kastede mig ind i universet.

Sprogligt er jeg meget begejstret for denne første del - det er flydende og letlæseligt. Jeg er vild med det aristokratiske i sproget fx. De, Dem og Deres og butiksindehaversken.

Trilogiens omdrejningspunkt er Camille, Fransk kriminalkommisær. Han er en lille (150cm) mand, med et stort ego. Han er gift med Iréne, der er gravid i 8. mdr. og efterhånden som fødslen nærmer sig, føler hun sig overset - og med rette. Camille får en modbydelig sag ind i afdelingen. To unge kvinder findes myrdet på en usædvanlig brutal og grusom måde. Teamet i politiet løber hurtig panden mod muren, sagen står i stampe lige indtil de finder en sammenhæng mellem en scene i en kriminalroman. Herefter finder de flere gamle sager med samme fremgangsmåde som i populære krimier, og jagten går derfor ind på en seriemorder. Camille er presset i privaten af en trist hustru, på jobbet af en sag, der synes uopklarlig, og værre bliver det, da en journalist begynder at skrive næsten ordret, hvad politiet foretager sig internt i afdelingen. Det bliver derfor en kamp, der kræver alt af Camille, og da det går op for ham, at gerningsmanden ikke er færdig med at slå ihjel, bliver det også en kamp mod tiden - Når han det?

Anden del af trilogien udkom her i Danmark inden denne første, derfor læste mange i omvendt rækkefølge - jeg er begyndt fra starten. Jeg er som sagt meget begejstret for sproget, og havde det ikke været for det tydelige franske islæt, kunne denne krimi sagtens
foregå i USA. den er usædvanlig brutal i både beskrivelser og handlinger. Temaet omkring seriemordere er også meget amerikansk, men det franske er et friskt pust. Jeg kom aldrig rigtig ind under huden på personerne, til gengæld var de ydre beskrivelser rigtig gode. Så jeg har et fint billede af dem, men manglede indholdet.

Politiets arbejde er en blanding af realisme og alt for letbenede løsninger. Jeg troede aldrig rigtig på, hverken figurer eller handlinger - det blev en smule for perifært for mig. Plottet er sådan set originalt, ikke mange har før skrevet om mord begået efter litterære begrundelser.
Desværre synes jeg løsningen er for let at gætte, og meget tidligt i fortællingen. Det ville så ikke have gjort det store, hvis blot spændingen kunne opveje løsningen, men det lykkedes ikke rigtigt for mig, at finde spændingen. Som nævnt, var der for mange hovsa-løsninger og for meget inkompetence i beskrivelserne af politiet, til at jeg kunne nyde handlingen.

Men den er forfriskende, har så afgjort potentiale og frem for alt må jeg igen fremhæve det sproglige. Så jeg vil håbe på mere dybde og realisme og straks kaste mig over den næste.





fredag den 12. juni 2015

Afgrunden

AF Kim Leine


596 sider Gyldendal

Kim Leine er mig så absolut ikke ukendt, men jeg må med skam melde, at dette
var mit første møde med hans forfatterskab - det bliver bestemt ikke det sidste.

Sproget er en sand perlerække af veldrejede punchlines. fx. denne: " Lugten af ovnbagt rødgardist (russer) er allestedsnærværende" Det sprudlende sprog, er fornøjelsen midt i romanens malende grusomhedder. De 600 sider flyver forbi øjnene,nærmest hiver læseren ind i romanens univers - og er på intet tidspunkt for meget - tværtom.

Romanen er opdelt i tre faser: Findlandskrigen, årene hjemme i København og til slut indvies læseren i de mere dystre detaljer fra krigen. Tvillingerne Kaj & Ib drager som ganske unge i krig mod Russerne. De føler, at de skylder Finnerne tak for hjælpen ved Dybbøl og melder sig derfor som frivillige soldater. Det bliver en oplevelser, der sætter voldsomme spor og kommer til at forme resten af deres liv. De drager afsted som unge kække drenge og kommer hjem som mænd, med store psykiske ar på sjælen. Ib bliver læge, han er ramt af manglen på krigens rus og leder desperat efter suset - og finder det i forskellige kvinder.
Ib er selvsikker og føler, at han både professionelt og menneskeligt kan gå på vandet. Kaj derimod, læser teologi. Han er blevet følelsesmæssigt "handicappet" af krigen, han har svært ved at omgås andre mennesker og specielt kvinder. Men da han endelig får taget hul på sexlivet, vader han fra den ene kvinde til den anden. Ib får sent en familie, han egentlig ikke har lyst til at have, Kaj derimod, går fra det ene ægteskab til det næste, men magter heller ikke rigtig konerne og børnene. Vi følger de to brødre, primært Kaj, fra 1918 og frem til 1944. hvor de begge er i den danske modstandsbevægelse. To brødre med de samme gener, nogenlunde samme krigstraumer, og alligevel to meget forskellige livsbaner. 

Der er så afgjort intet hyggelæsning over Afgrunden. Leine har selv udtalt, at han udlever sine dæmoner i sine romaner - tak skæbne, det er godt de kommer ud på papiret. 
Beskrivelserne af, specielt,  den finske krigs grusomheder, er usædvanlig rå, levende og til tider meget svære at kapere. De er til gengæld også en meget vigtig baggrundsviden i tvillingebrødrenes videre færd. Billedet af datidens familie og samfunds-mønstre er er malet med fineste pensel, jeg var der faktisk - og priser mig lykkelig for kun at være på besøg.

Brødrenes dæmoner er sublime i portrætteringerne, jeg var beskuer på tætteste hold, 
havde lyst til at gribe ind, og sad mange gange tilbage med et trist tomrum. Afgrunden er i os alle, for disse to brødre kom den nærmere da de meldte sig til krigen. De kæmper livet
igennem for at genfinde suset i en "normal" hverdag. Om det lykkedes, vil jeg ikke afsløre her, jeg vil blot sige, at jeg har været på en virkelig brutal rejse gennem det menneskelige sind. Jeg var fanget fra først til sidst og sidder efter endt læsning med en oplevelse langt ud over det sædvanlige - denne roman sætter spor, dybe spor. Læs den!







torsdag den 11. juni 2015

Mit hjerte og andre sorte huller

AF Jasmine Warga


275 sider Nyt Nordisk Forlag

Dette er den amerikanske forfatters debutroman. Den er udkommet i februar 2015 i USA
og filmrettighederne er allerede solgt. 

Sproget er letlæseligt og flyder i en lind strøm. Jeg-fortælleren giver med det samme
et billede ind i en 16 årig piges liv - Tanker og handlinger er rigtig godt portrætteret,
og trods det meget tunge tema -er dette en utrolig varm roman.

Aysel er 16 år, datter af Tyrkiske emigranter. Hendes forældre blev skilt da hun var lille, og hun hendes liv blev tilbragt hos faderen i hverdagene og moderen i weekenderne.
Moderen giftede sig hurtigt igen og fik yderlige to børn, Aysel har altid følt sig en smule til overs i moderens familie - men da hendes far slår en af byens store atleter ihjel, bliver hun nødt til at bo hos moderen. Aysel kæmper med en meget stor skam over faderens handling, angst for at være psykisk syg som ham, og så lukker hun sig inde i sig selv, for at undgå alle andres dømmende blikke - kort sagt: Aysel har en dyb depression. Da Aysel ikke kan tale med nogen om hendes tanker og følelser, eskalerer hendes depression, og hun når et punkt, hvor hun beslutter sig for at tage sig eget liv. Hun finder et site, hvor brugerne drøfter selvmord i alle afskygninger, og da hun jo egentlig gerne vil slippe ensomheden, kigger hun efter en "selvmords-makker" Han dukker op i form af Roman fra nabobyen, en talentfuld basketballspiller, der efter at have mistet sin lillesøster, ønsker at befri hans forældre for mere smerte. Han har planlagt at dø på søsterens dødsdag... om 24 dage. Aysel og Roman mødes og trods meget store forskelle og akavede ytringer, aftaler de at dø sammen!

Lad mig blot starte med at fastslå: dette er ikke et festfyrværkeri - det er en indføring i sindets afkroge, i dette tilfælde hos en ung pige, der, udover at være teenager, har manglet kærlighed om omsorg i mange år. Her behandles de store spørgsmål i livet om svigt, skam og forsøget på "at gå i et med tapetet" for at undgå at blive yderligere såret. Den unge pige er solidt portrætteret, jeg kunne sagtens genkalde mig nogle af de modstridende følelser Aysel slås med - Romanen kan derfor læses af både unge og voksne, den er et meget aktuelt og nødvendigt indlæg i det desværre altid aktuelle emne: depression. 

Men, det er også en smuk fortælling om venskaber, håb og kærlighed. Om to unge mennesker, der finder hinanden i deres fælles ønske om at komme herfra, og på vejen til afgrunden, oplever at blive set uden at blive dømt. Dette er en yderst velskrevet roman
om: depression, ungdommens svære identitets-skabelse og nødvendigheden af at se og handle på vores medmenneskers opførsel. Tankevækkende og yderst indsigtsfuld.






mandag den 8. juni 2015

Jomfrurejsen

AF Kim Jørgensen


329 sider Mellemgaard

Dette er forfatterens fjerde roman, men mit første møde med hans forfatterskab.

Nu var det som sagt mit første møde med forfatteren, og jeg indrømmer gerne, at jeg brugte lidt tid på at vænne mig til skrivestilen. Det er meget korte sætninger, og rigtig mange beskrivelser, personer og sceneskift - det krævede min fulde opmærksomhed. Selve sproget er en herlig nostalgisk omgang, her findes dejlige gammeldags vendinger, hvilket jeg holder meget af, og derfor hyggede mig meget med.

Handlingen er utrolig alsidig, det begynder med en rejse tilbage til 1933, hvor en samling jødisk kopikunst er under udarbejdelse, det samme er det danske skib Damokles. Skibet er bygget med hemmelige rum, og en svag sjæl stjæler noget af rigmanden Werlungs kunst og placerer det i skibets hemmelige rum for at sælge det senere. Imidlertid når tyven ikke selv at få "glæde" af tyvekosterne, da han mister livet. I 1985 inviterer Werlung så en nøje udvalgt flok på en sørejse i de danske farvande. Silas har to uger inden mødt en ung dame Julie, og da hun inviterer ham med på sejlladsen takker han ja. Men noget går galt på rejsen og Julie forsvinder. 20 år senere går Silas stadig rundt på havnen og håber at se Julie, og en dag tror han, at han ser hende - men damen forsvinder. Det bliver starten på en vild jagt på at finde sandheden om Julies forsvinden. Politiet opgav sagen med det samme, så Silas må selv rundt og banke på døre og er pludselig selv i skudlinjen.

Persongalleriet er utrolig mangfoldigt, mit store problem var hele vejen igennem, at jeg slet ikke får et reelt billede af dem, ikke mindst pga. et stort fravær af realisme i både ord og handlinger, men også fordi de enkelte scener er korte og altså skifter konstant. I min optik var der for mange beskrivelser og handlinger - for lidt indhold

Politiet optræder handlingen igennem, men de er perifære, inkompetente og blottet for realisme. Heller ikke deres arbejde, fik jeg ordentlig fat i. Plottet havde jeg ovenud svært ved at fastholde - der sker simpelthen alt for meget, der er plot i plottet og handlingen bliver en slags pandoras æske, med en ny æske indeni - derfor mistede jeg mange gange koncentrationen omkring handlingen og personerne. 

Jeg fik hen imod slutningen en fornemmelse af, at forfatteren har bedrevet en karikatur på en af de gode gamle krimier fra fx. Miss Marple. Men jeg er stadig i tvivl, og tror faktisk ikke det er forfatterens sigte med romanen. Kort sagt, fik jeg slet ikke et ordentligt udbytte af historien, det blev for roddet og urealistisk og derfor evnede jeg ikke at holde fast.


Pigerne fra Englandsbåden

AF Lone Theils



Dette er forfatterens debutroman. Lone Theils er journalist, korrespondent, og bosat i London gennem 15 år. Romanen er inspireret af virkelige hændelser.

Sproget er flydende og yderst letlæseligt, det er en af den slags romaner, der er læst på rekordfart. Handlingen er fint spundet op omkring virkelighedens to forsvundne piger,
og det engelske præg giver et behageligt afbræk i det ellers stereotype univers.

Nora Sand er korrespondent for et dansk magasin og , bosiddende i London. På vejen hjem fra en opgave ser hun en gammel læderkuffert hos en marskandiser og da hun er samler, kommer den med hjem. Da Nora falder over kufferten åbenbarer den en konvolut fyldt med fotos af unge piger. Et af billederne minder Nora om noget, og hun opdager, at det er de to unge piger, der forsvandt fra englandsbåde for mange år siden. Noras gymnasie "ven" Andreas, er dansk politibetjent, på kursus hos engelske Scotland Yard. Andreas kontakter Nora i London, og selv i de skiltes efter at Nora afviste Andreas´ kærlighed, indvilger hun i at møde ham. Sammen finder de, de danske betjente, der arbejde med forsvindingssagen og Nora overtaler sin chef til at skrive om sagen. Nora opdager, at kufferten har et navn på, navnet på en engelsk massemorder, der sidder på livstid for en række mord på unge piger. Politiet fandt ofrenes tunger, men aldrig deres kroppe. Nora tager kontakt til det engelske politi og snart viser det sig, at de piger, der er på billederne i Noras kuffert, alle er forsvundet - og da det viser sig, at de er forsvundet efter seriemorderens fængsling, åbner det helt nye veje i efterforskningen. Nora graver i sagen, og bringer dermed sig selv i fokus.

Dette er på langt de fleste områder en stereotyp femikrimi: Den hårdkogte journalist, med rod i kærlighedslivet, der falder over en forbrydelse - og helst skal opklare den, egenhændigt. Der er meget klare paralleller til både Camilla Läckberg & Liza Marklunds figurer og skrivemetoder. På den positive side er, at denne har fået et engelsk touch, og der virker rent faktisk herligt forfriskende. På den negative side, synes jeg, det bliver for let.

Hovedpersonen Nora bliver, i min optik, for letbenet. Jeg kommer aldrig rigtig helt ind under huden på hende, og hun irriterer mig, fordi hun ofte fremtræder dumsmart og lidt banalt og "power-woman" - agtigt.  Et godt stykke hen i handlingen synes jeg faktisk hun er nogenlunde realistisk, men mod slutningen bliver handlingerne altså for urealistiske for mig.

Politiets arbejder i starten helt efter bogen og meget realistisk, men i takt med at klimakset nærmer sig, slår de følge med Nora og bliver altså for urealistiske og inkompetente for mig. 
Plottet er let at regne ud, jeg havde meget tidligt fanget hovedessensen, men jeg vil sige, til forfatterens ros, at hun evner at holde historien i gang, trods det lette plot. Jeg var fastholdt hele vejen og læste som sagt på rekordfart - det skal honoreres.

Kort sagt: dette er en solid hyggekrimi, det friske engelske pust er kærkomment og læseren kan læne sig tilbage og lade sig føre gennem en fint komponeret historie. Jeg synes denne debut lover godt for fremtidige romaner, og med mere realisme vil jeg med sikkerhed være at finde mellem de mere begejstrede læsere

.

torsdag den 4. juni 2015

Farlig fortid

AF Julie Hastrup


323 sider Rosinante

Dette er femte bind om drabsefterforskeren Rebekka Holm. Jeg har været med fra starten af Hastrups forfatterskab, og nydt de forgående - så forventningerne var i top.

Præcis som de forgående i serien er også denne yderst letlæselig. Sproget flyder og de to spor er fint opdelt, så på denne front leverer Hastrup på samme høje niveau. 

Rebekka er i Ringkøbing hos hendes mor, efter hendes fars død. Hun er i syv sind, for hun er ked af at miste ham, men vred over den sidste besked han gav hende. Rebekkas forhold til hendes mor ved at bedres, men hun trives ikke i forældrenes hus og vil egentlig gerne videre. Da en livstidsfange flygter fra fængslet, en bondemand findes myrdet - og en præst modtager en bårebuket til hans egen begravelse, ser Rebekka sit snit til at blande sig i efterforskningen og komme ud af moderens sorgtunge hus. Den dræbte bonde boede på Skyttegården, der viser sig også at være rammen om et gammelt dødsfald - Men hvem boede ellers på gården i den tid, er de også i fare, og hvorfor? Samtidig med at Rebekka er i Jylland, er hendes gamle veninde dybt optaget af et nyt forhold, men er den nye kæreste nu også så vidunderlig som Dorte siger, eller ligger der mere bag de afbrudte opkald?

Hastrup skriver som sagt levende let, denne gang manglede jeg bare det levende. Dog kunne jeg sagtens genkende figuren af den fynske voldtægtsmand i den røde bil. Jeg kommer aldrig rigtig ind under huden på hverken Rebekka eller de øvrige personer. Det virker en smule som om, der er brugt for få sider til for stor en fortælling. Og så havde jeg faktisk også et meget stort problem med Rebekka denne gang: Jeg bryder mig ikke om hendes egocentristiske handlinger, og synes faktisk hun blander sig for meget og er dumsmart. Det ødelagde fortællingen for mig, jeg savnede fordums dybde.

Politiets arbejde kom aldrig rigtigt til at køre for mig, de laver for mange fejl og bliver for urealistiske. Lige fra fangeflugten, over efterforskningen af drabene til opklaringen og ikke mindst Rebekkas handlinger i forhold til Dorte, bliver alt for letbende denne gang.

Plottet holder nogenlunde - en del kan læseren hurtigt fange, den anden del holder helt frem til slutningen, hvor tvivlen stadig hersker. Et par sløjfer bliver ikke bundet, pga. den manglende ralisme, nogle står åbne til videre fortælling... 

Kort sagt endnu en frisk krimi (faktisk går det så stærkt i Ringkøbing, så ud ad tre dødsannoncer, er de to fremdaterede - og den ene begraves samme dag som hun dør) Jeg håber Hastrup bruger mere tid til fordybelse og realisme i den næste roman - for hun skriver godt og jeg vil meget gerne vide mere om Rebekka og hendes omgangskreds.



Tidligere udkommet i serien:
En torn i øjet
Det blinde punkt
Blodig genvej
Portræt af døden


Den genfødte morder

AF A.J. Kazinski


431 sider Politikens Forlag

De to herrer udgiver her deres femte fælles roman - 3. bind i serien om 
Niels Bentzon fra Københavns Politi Læs mere om forfatterne her
Anmeldelser af de forgående udgivelser findes nederst i dette indlæg.

Den genfødte morder er en virkelig velskrevet krimi. De tre spor fungerer, er tydeligt adskilt og faktisk var det bare at læne mig tilbage og "nyde" turen. 

Niels Bentzon er trist, han fylder 50 år, føler at hustruen Hannah er på vej væk fra ham,
og kan ikke rigtig glædes over noget. Så kommer meldingen om at den psykolog, der 
reddede Niels´liv da hans psyke stod af, er fundet død på Sikringen - Danmarks mest
bevogtede institution for de ekstremt farlige fanger. Psykologen er død af skarntyde forgiftning, det er udover at være en meget sjælden døds-form, også præcis det samme, som en af de indsatte på sikringen, brugte til at slå en ung mand ihjel. Noget i dødsfaldet stemmer ikke med selvmord, og for at undersøge sagen påtager Niels sig opgaven med, at "tage ophold" på sikringen for at se lidt mere på sagen. Udenfor rejser Hannah til Chile med en flok kollegaer, Niels skulle have været med, men i stedet bliver Hannah kastet i armene på en mandlig kollega - og finder pludselig en mulig løsning på Niels´(selv)mordssag.
Tredje spor foregår i London i 1939. Tre unge studerende har fundet et dokument fra selveste Sokrates, der beviser, at der er et liv efter døden. Men noget går galt med de unges planer og en af dem dør - af skarntyde forgiftning. Men har disse tre dødsfald noget med hinanden at gøre, og i fald de har - hvad? - og hvem står bag?

Jeg indrømmer blankt, at da jeg læste omtalen af handlingen, tænkte jeg straks på makkerparret Keplers fjerde roman: Sandmanden. Og jo, jeg så bestemt en del lighedspunkter, men jeg må bare sige: det gør intet - det var tværtom en usædvanlig hård rejse gennem et virkelig gennemarbejdet og yderst velskrevet portræt af omgivelser, behandlinger og mennesker på Sikringen. Faktisk er disse afsnit så velskrevede, levende og fangende, at jeg flere gange blev irriteret over skiftene til de andre spor - Jeg ville læse mere om dette grumme sted. 

Jeg var helt inde under huden på Niels, jeg var på sikringen, følte generne fra medicinen, smagte maden og "så" de øvrige patienter. Kort sagt: en bundsolid portrættering.  Helt så tær kom jeg ikke på Hannah og de unge englændere, men jeg er virkelig begejstret alligevel, for jeg købte pakken denne gang. Jeg så igennem fingre med blandingen af realisme og de litterære friheder - det gør jeg ellers sjældent, så hvorfor denne gang? 
Jo - for det virkede for mig, jeg var top underholdt og trods de meget tankevækkende
episoder på sikringen, var det altså ren nydelse.

Så kort sagt: Endnu en perle fra makkerparret Kazinski - i min optik, den bedste. Det er
oplysende, grusomt og virkelig velkomponeret - Læs den!




Tidligere udkommet om Niels Bentzon:
Den sidste gode mand
Søvnen og døden Læs anmeldelsen her

Fritstående romaner:
En hellig alliance Læs anmeldelsen her
Forfølgerne Læs anmeldelsen her

tirsdag den 2. juni 2015

Udbryderne

AF Lauge Larsen & Rasmus Nikolajsen


301 sider People´s Press 

Dette er makkerparrets første roman. De er her gået sammen om deres store lidenskab:
cyklingen Læs mere her

Nu er jeg selv en stor cykelentusiast, jeg er vild med de store Grand Tours - specielt 
den største af dem alle: Le Tour de France. Så denne roman trak voldsomt i mig, for
det at forene to af mine store lidenskaber, er da yderst tiltalende.

Journalisten Thomas er for første gang nede for at dække verdens største cykelløb. Han har efterladt hustru og en nyfødt søn hjemme i Danmark, for at få opfyldt hans store drøm. Sammen med en ældre og mere erfaren kollega skriver Thomas både artikler og blogger om løbet. Lige inden løbets start er et spansk stortalent død af hjertestop, og Thomas beslutter sig for at finde årsagen. Samtidig med arbejdet for avisen, begynder Thomas derfor at udspørge folk i cykelverdenen omkring dødsfaldet, og pludselig modtager han en
opringning fra en læge, der beskæftiger sig med antidoping. Lucie er både en smuk kvinde og har kontakterne i orden, så Thomas indleder er samarbejde med hende. Lucie fortæller om en helt ny form for doping: syntetisk blod, og så kommer hun med klare indicer på, at både den afdøde rytter og nogle af dem, der kører årets tour, er brugere af dette nye dopingmiddel. Thomas tror også på sammenhæng og kaster dig derfor ind i sagerne -
Men er han blot en brik, og hvem kan han stole på?

Romanen er bygget op som en krimi/spændingsroman med Tour de France som omdrejningspunkt. Handlingen er delt op de 21. dage løbet varer. Derudover har forfatterne valgt at flette de store skandaler ind i handlingen: Opreration Puerto, da en hel del af cykelverdenen blev taget i systematisk doping. Jakches hund er blevet til en fiktiv rytters kat, Thomas roder i skraldespande efter doping (Festina) en rytter bliver taget med en minimal rest af et ulovligt stof, som holdet bedyrer stammer fra en spist bøf (Contador) og så aflures en af rytternes mailkorrespondace (Armstrong mod Hamilton) Kort sagt alle de saftige detaljer fra cyklingens fortid. Personligt synes jeg, det er ærgerligt, at forfatterne bruger dopingen som udgangspunkt - cykling er så meget mere, og vi bør skue fremad.

Sproget er yderst letlæseligt, de 21. dage er delt op i etape-resume, Thomas´ blogindlæg, artikler og hans gøren og laden for at opklare de to sager. Det bliver aldrig rigtig levende for mig, for Thomas er tillagt super evner: han er som nybegynder i Touren nederst i hierarkiet, men er pludselig stjernerapporter. Oplysninger omkring doping bliver kastet efter ham i en lind strøm, og så ligger alle løsninger meget passende, lige foran næsen af ham. Jeg kom aldrig ind under huden på ham, han er for banal  og urealistisk i både evner,ord og handling.

Hvad der derimod var en sand fornøjelse, var de daglige resumeer, de vidner om et stort engagement i sporten og en virkelig god videreformidling af iagttagelserne fra løbet. Læsere, der ikke er så langt inde i sporten får også et fint indblik i løbet, og behøver således ikke være glødende entusiast for at få udbytte af temaet. Jeg var meget begejstret for cykeltemaet - Det var et glædeligt friskt pust. Sprogets lethed gør at romanen er hurtigt læst, men som krimi/spændingsroman bliver romanen, i min optik, alt for urealistisk og letbenet.