Koma - Den 13. kriger

AF Michael Ford

659 sider Egolibris

Den 13. kriger er første bind i en planlagt serie. Jeg kendte ikke forfatteren

på forhånd, så dette er mit første møde med ham, trods adskillige tidligere

udgivelser bl.a. eventyr  Læs mere om forfatteren her.

Sproget er hele vejen igen yderst letlæseligt, men da handlingen er bygget op i dage,
og hver dag indeholder både dialoger og handlinger på Rigshospitalet og flashbacks
for den koma liggende John Doe, bliver det en meget rodet og sporadisk affære en 
stor del af bogen, jeg savnede fordybelsen og roen dertil.

Handlingen er den at John Doe i sin bil påkører en kronhjort, den samme som for 10 år siden angreb ham. Et ægtepar ser påkørslen og ringer 112, da ambulancen kommer, er der
er tv hold med, som filmer reddernes arbejde. John Doe er bevidstløs og køres til Riget,
hvor han efter kort tid får hjertestop og går i koma, en læge genkender ham fra det første møde med kronhjorten, men hans cpr. nr. passer ikke på hans alder, og udover hans arbejde på en skole, ved ingen hvem han er. TV holdet har så pludselig lavet en aftale med Rigets ledelse, nu er det ikke blot ambulancekørsel de skal følge - nu skal det filmes live fra den ukendte mands sygeseng i de 40 dage, lægerne har givet ham. Derfor er der både læger, sygeplejersker og filmhold 24/7 på hans stue. John Doe begynder at få billeder på nethinden af hans liv, mens personale og filmhold taler om både behandlingen af ham og i langt højere grad, deres privatliv og deres mangfoldige kritik af det danske samfund og danskerne. John Doe tager os med gennem hans barndom, fra han ankommer til Danmark som søn af en engelsk diplomat, op gennem skolegangen, med til Beirut da faderen udstationeres der, og tilbage til Danmark, hvor der pludselig er klare referencer til en pendant til Blekingegadebanden. FET, PET og det svenske Säpo er med i John Does indre gensyn med livet, og på Riget begynder tv journalisten at finde ellers ganske godt gemte billeder og beretninger frem omkring John Doe. Vågner han eller dør han efter de 40 dage, og hvem er han egentlig?

Jeg havde set frem til at læse om livet i mellemøsten, måske få nogle nye sider af
den forfærdelige krise, der stadig er i gang. Desværre kunne jeg slet ikke finde
dybden eller realismen, langt størsteparten af bogen. De vekslende beretninger fra Johns liv, fortælles som han ser dem, altså iagttagelser, og uden reel dybde.

Det er fuldkommen grotesk og absurd når tv-holdet, læger og sygeplejersker, står ind over patienten og filmer hans operationssår, kalder ham koma-joe eller komadrengen eller taler om, om det ikke kunne være sjovt at komme vodka i hans medicin. Udover at jeg fandt
opbygningen med de mange skift, forstyrende for mit læseflow, så var det mig umuligt at se bort fra det infantile og banale sprog og ditto handlinger. 

John Doe er et meget vredt og negativt menneske, han har ikke meget andet end klager over det danske samfund, danskerne og de danske systemer. Derimod er han selv og de få mennesker han omgiver sig med: overmennesker. De er mestre i tennis, bliver store bankmænd, stiller op som præsident osv. Faktisk kæmpede jeg vejen igennem med at komme ordentligt ind under huden på ham (og alle andre figurer) men med undtagelse af hans undervisning og en ungdomsforelskelse, kan jeg slet ikke mærke mennesket bag
alt det opstyltede. Jeg kunne godt have ønsket mig, en langt mere fyldig og dybdegående
beretning om livet i mellemøsten og følelserne for folket dernede. Jeg sad meget længe
og ventede på et skift i hans tilgang til livet og hans massive kritik, men det udeblev.

Hvis jeg skal have en rigtig god læseoplevelse er der betingelser, der skal opfyldes: jeg skal ikke bruge tid på at blive irriteret over sproget, jeg skal kunne mærke og relatere til "mine" personer og jeg skal være helt på det rene med, om romanen er fiktion eller den er
bygget med realisme - Jeg fik ingen af disse betingelser opfyldt og derfor blev det en
rigtig skidt læseoplevelse for mig, for jeg evnede ikke at se bort fra manglerne.