fredag den 10. april 2015

Alt det lys vi ikke ser

AF Anthony Doerr


559 sider Politikens Forlag

Dette er på alle måder en dansk udgivelse, der virkelig lovede godt - Romanen er intet
mindre end en international bestseller Læs mere om forfatteren her - og den danske
oversætter Mich Vraa har netop modtaget Dansk oversætterforbunds ærespris - 
Disse to faktorer gav forventninger i top... Og lad mig blot fastslå: de blev fuldt indfriet.

Temaet omkring 2. verdenskrig er velbeskrevet gennem tiden - der er skrevet mange bøger over denne sorte del af verdenshistorien, men jeg synes alligevel denne skiller sig ud. Romanen er yderst velskrevet, sproget er fyldt med finesser - det var kort sagt en fryd. Alle personer, dialoger og omgivelser er levende, realistiske og yderst vedkommende - jeg var inde i universet fra første til sidste side. 

I Tyskland sidder forældreløse Werner, sammen med sin søster Jutta og andre børn,
på et simpelt børnehjem. Hans fremtid er fastlagt; han skal arbejde i minerne, de miner, der tog livet af hans far. Men da Werner finder en gammel defekt radio, finder han ud af,
at han har talent for det elektriske arbejde. Han får radioen til at virke og sammen med Jutta
hører de en franskmand berette om livets mange spørgsmål. Da krigen tager sin begyndelse, finder først naboerne og siden Hitlers folk ud af, at Werner kan bruges til andet end minearbejde, og han bliver som det naturligste taget til en eliteskole for Hitlerjungend.
I Paris bor Marie-Laure med sin far, han arbejder på museet som låsesmed. Moderen døde i barselssengen, så de to er alene. Da Marie-Laure er 6 år, bliver hun blind, og faderen begynder at bygge deres kvarter i miniatureudgave så hun kan finde rundt i byen. På museet befinder sig, måske, en uvurderlig ædelsten til hvilken der knytter sig en historie
om både evigt liv og grusomme tab. Da tyskerne står for døren laver museet 3 kopier af stenen og sender fire mennesker i hver sin retning for at redde stenen. Marie-Laure og faderen får den ene sten med, de ved ikke om de har den ægte, eller om historien om den er sand. Da alle museets garderinger slår fejl, tager de til en lille fransk fæstning og forsøger at finde ud af, hvad de skal gøre med både stenen og krigen. De to børn vokser op i hver deres verden, begge er stærkt præget af krigen og en dag samles deres veje.

Som sagt, krøb denne roman helt ind under huden på mig, den er grusom i sin velfortalte
handling og som en amerikansk anmelder skrev: den er bittersød - og det er  rammende. Den beretter om børn på hver side af krigen, der ikke har noget valg i livet, børn der som unge tvinges til at indgå i kampe og alliancer, som end ikke voksne burde stilles i. Romanen er både grusom i sin beretning og smuk i de menneskelige portrætter og handlinger.

"Eventyret" om stenen er på fineste vis, flettet ind i den helt igennem levende historie,
her er ingen pladderromantik eller lette løsninger, her koster fejl menneskeliv, og
trods det, at der er skrevet meget med dette tema, har jeg ikke læst dette før. Stenen
er et gennemgående tema, men på alle måder en tovholder, der på smukkeste vis
binder de historiske og menneskelige sløjfer. Alle følelser var i spil under læsningen,
jeg kunne, i tankerne, ikke lægge bogen fra mig, for den er så fint opbygget, at læseren
bare  følge personerne og søge befrielsen.

Den har toppet bestsellerlisterne verden over, nu er tiden kommet til Danmark, jeg er sikker
på, at den får en super modtagelse, for dette er virkelig sublim fortællekunst, den
 blive en af årets must reads - det har den fortjent, for det er en fantastisk oplevelse.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar