torsdag den 11. august 2016

Et eventyrligt efterår i Mumleby

AF Elvira Fragola


170 sider Turbine

Efterår i Mumleby er første af fire bind om årstiderne i Mumleby. Dette er forfatterens debut, og udover historien er hun også selv illustrator på bogen.

Bogen er en herlig blanding af illustrationer, opskrifter på forskellige former for mad og kager, og så en fortælling om de to piger Astrid og Vera.

Astrid og Vera er bedsteveninder, de laver stort set alting sammen, og dette efterår finder de både på lege og laver lækkerier. De tager på æblerov i Grus have, for at kunne lave en lækker gammeldags æblekage. De laver lanterner til fakkeloptoget, og så inviterer de baronen og baronessen med til høstfest i Mumleby, da det fine høstbal løb af sporet. Så er der også historien om den store dreng Eik, der altid driller de mindre børn, og som nu bliver den lille, da han bliver bange inde i den mørke skov. De to piger er virkelig gode til at finde på, og samtidig fortælles historierne bag nogle af efterårets begivenheder f.eks. høstfesten, halloween, hvordan mosekonen brygger og ikke mindst hvordan man fremstiller smør og ost. Alle historierne om pigernes bedrifter, er krydret med opskrifter på f.eks. marmelade, pandekager eller kager. Og dertil er der ideer til spil eller aktiviteter, der både kan foregå inde og ude, men med årstidens naturlige materialer. 

Sproget er en blanding af gammeldags vendinger og nydansk "børne-sprog" det virker sådan set meget fint, da det er tilpasset de forkellige fortællere. Det levner samtidig mange muligheder for en god samtale med barnet under læsningen, da en del af de ældre talemåder desværre ikke længere er i vores daglige tale.

Jeg synes blandingen af fortælling og opskrifter er fin, dog synes jeg, de indimellem tager for meget plads op for fortællingen. Udover forklaringen på, hvordan man laver smør og ost, bliver det det en gentagelse af opskrifterne, og det er synd for historien. 

De små punktnedslag i pigernes og Mumlebys efterår, bliver aldrig rigtig samlende for fortællingen. Jeg blev præsenteret for en del af indbyggerne og naturen omkring byen, dog savnede jeg en mere flydende fortælling. Men som sagt er det en fin højtlæsningsbog til de mindre børn, og mangler man ideer til efterårsferien, er bogen også et rigtig fint oplæg til gode oplevelser til små penge. 


© Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar