tirsdag den 5. april 2016

VIND signerede bøger

Vind disse to romaner af Jesper Bugge Kold

 

Forlaget Turbine har doneret et signeret sæt bestående af disse to romaner.
Vintermænd er solgt til international udgivelse, og nu udkommer forfatterens anden og selvstændige roman. I den forbindelse har forlaget doneret begge bøger til en heldig læser.

Vintermænd :

De to brødre Karl og Gerhard fører en fredelig tilværelse i hjembyen Hamburg. Karl driver familiefirmaet Strangl Kleidenfabrik videre efter faderens død. Han er lykkeligt gift med Ingrid og far til fire. Gerhard er professor i matematik på universitetet. Efter tabet af hustruen Emma og deres lille datter, som begge døde af sygdom, helliger han sig sit arbejde og skriver bøger. 


Efterhånden som Hitler strammer grebet om landet, begynder jorden dog at skride under brødrene. De bliver begge ufrivilligt involveret i nazistbevægelsen og kastet rundt i et spil, som de hverken kan acceptere eller kæmpe imod. Karl bliver forsyningsofficer ved fronten i både Frankrig og Rusland, mens Gerhard bliver medansvarlig for jødetransporter og senere kommandant i en koncentrationslejr.

Begge tvinges de derud, hvor grænsen mellem godt og ondt bliver diffus, og sindet slår dybe revner.Der fortælles både fra familielivet i hjembyen Hamborg, fra fronten i Rusland, fra Frankrig og fra koncentrationslejren. Således tegnes bevægelsen fra det normale, civiliserede liv før krigen, til den absurde, sprængte virkelighed under og efter. 

Vintermænd er en roman om krigens gru. En historie om grænsen mellem det gode og det onde, om livet, om døden, om samvittigheden og om at tage uniformen af igen for at forsøge at blive den, man var.


LAND I DATID:

Ungkommunisten Elisabeth vender i 1975 hjem til Danmark fra en partiskole i DDR. I maven bærer hun østtyske Peter Körbers barn. 30 år senere rejser deres søn, Andreas, for første gang til Berlin. Han er flygtet fra sit universitetsspeciale og fra et kuldsejlet forhold med en rigtig god undskyldning: Hans far er blevet myrdet!



Andreas' flugt bliver en rejse til en fremmed og ukendt by, på jagt efter den far, han aldrig har mødt, en opdagelsesrejse i fortiden - og lidt efter lidt også en jagt på hans egen identitet.

Land i datid er en fortælling om et land, der ikke længere eksisterer. Det er en fortælling om Stasi, om jagten på sandheden og på sig selv - mellem forskellige sandheder.

For at vinde sættet skal du, enten herunder eller på Facebook klik her, skrive hvilket forlag, der udgiver bøgerne. 

Jeg trækker en vinder på torsdag kl. 17 - hvis ikke vinderen har meldt sig inden fredag kl. 15, så trækker jeg en ny vinder.

© Bognørden











mandag den 4. april 2016

Kanintesten

AF Hanne Korvig

Illustrationer af Thomas Erstling


60 sider Turbine

Forfatteren er uddannet manuskriptforfatter og har en BA i historie og sociologi. Hun har skrevet et bredt udsnit af kronikker, artikler, boganmeldelser og debatindlæg. I dag skriver hun på børnebøger og manuskripter til kortfilm og tv-serier.

Kanintesten er en virkelig velskrevet historie, sproget er humoristisk og i børnehøjde. Illustrationerne er nærmest en tegneserie i sig selv. 

Ingeborg bor sammen med mor Katja og far Niels, familien holder ugentlige husmøder, der indkaldes med en klokke. Ingeborg har et kæmpe stort ønske; en kanin, hun drømmer om kaniner både nat og dag, og faktisk kan hun ikke koncentrere sig om ret meget andet end, at hun bare må have sin egen kanin. Der er bare det, at lige meget hvor mange husmøder Ingeborg indkalder det, så bliver afstemningen om kaninen nedstemt. Far Niels siger han er allergisk, men vil ikke gå til lægen og blive testet, og så en dag sker miraklet; mor ændrer sin stemme fra nej til måske, og så er Ingeborgs drøm måske slet ikke så langt væk?

Der er næppe ret mange forældre, der ikke har haft denne tilbagevendende dialog med børnene. Kæledyr eller ej, hvilket dyr og hvem skal passe dyret. Denne fine historie beretter om dilemmaet, og den gør det på en både humoristisk og saglig måde. Der er både morale og demokrati på bordet, og så er jeg helt sikker på, at mange, både børn og voksne, kan genkende sig selv i historien. Læs den for de mindre børn, eller lad de lidt større læse den selv, det er en super fin historie, der giver anledning til gode snakke.


 © Bognørden

søndag den 3. april 2016

Orkansæsonen og stilheden




© Bognørden

tirsdag den 29. marts 2016

Shantaram

AF Gregory David Roberts


853 sider NB Books

Bogen udkom i Danmark i 2009, den har sejret rundt i verden, og i forbindelse med, at der nu er kommet en efterfølger, skulle jeg stifte bekendtskab med de to romaner.

Romanen er fortalt i jeg-form, det gør den vedkommende og sproget er også ganske letlæseligt. Dog er persongalleriet yderst mangfoldigt, så læseren skal holde tungen lige i munden fra start til slut.

Handlingen har sit udspring i Bombay, "Lin" ankommer til byen efter han er flygtet fra et topsikret fængsel i Australien. Han har forladt sin datter og resten af familien og vil udover at holde sig ude af fængslet, være forfatter. Lin møder med det samme guiden Prabu, som viser ham rundt i byen og introducerer Lin for både Indere og udlændinge. Inden længe har Lin et stabilt netværk og skaffer sig arbejde med at være mellemmand, når turisterne skal købe narko. Lin forelsker sig også i Karla, men hun vil ikke have Lin, og holder ham på afstand. Lin flytter ind i en slum-by og starter en sundhedsklinik for de fattige, han trives i slummen og nyder at hjælpe andre. Men en dag bliver Lin arresteret og smidt i et fængsel, hvor tortur er dagligdag, og da han endelig kommer ud, er han både udsultet og i gæld til den mand, der købte ham ud. Det betyder at Lin nu begynder at arbejde for mafiaen, han bliver specialist i at forfalske pas og hvidvaske penge, men han bliver også hvirvlet ind i nogle af de mange kampe, mafiaen jævnligt havner i, samtidig med at han egne dæmoner hele tiden kommer til live i ham.

Persongalleriet er som nævnt, mangfoldigt. En del er stereotyper, men faktisk fik jeg et fint billede af de fleste, både deres tanker og handlinger. 

Lin er en mand, der roder sig selv ind i alle de problemer man næsten kan tænke sig. Han havner konstant i slagsmål, sætter livet på spil og kender hele tiden de rette mennesker. Han er stort set superman, hans konstante konflikter skaber et urealistisk billede af en mand, der bliver sat op på en helte-piedistal, og det er faktisk også mit største klagepunkt. 

Der er nogle rigtig fine beskrivelser af landet, Inderne og venskaberne, men der er også rigtig meget mafiakamp. Det blev for meget for mig, der blev for meget "fyld" og sammen med de utallige gange Lin burde have været død, gjorde det romanen lang, og til tider også tung. Jeg ville meget gerne have haft mere menneske og mindre superman.

Når det så er sagt, så groede de dybere personportrætter på mig, og selv om jeg er ambivalent omkring helheden, ser jeg frem til at gå i gang med Bjergets skygge.

© Bognørden

lørdag den 26. marts 2016

Forberedelse til næste liv

AF Atticus Lish


525 sider Politikens Forlag

Denne prisvindende roman er forfatterens debutroman. Atticus har rejst og arbejdet over hele verden, med noget så forskelligt som; personlig træner, marinesoldat og engelsklærer.
Læs mere om forfatteren her

Romanen er delt i tre spor, der alle vikles ind i hinanden. de er ikke altid skarpt opdelt, men i det store hele er det let at orientere sig i handlingen. Der er en usædvanlig detaljerigdom, og det kinesisk/amerikanske talesprog gjorde sammen med detaljerne, at jeg ind imellem havde svært ved at fastholde koncentrationen og flowet.

Kinesiske Zou Lei mistede sin far til krigen, efter 9/11 kommer hun illegalt ind i USA for at forsøge at finde friheden i "mulighedernes" land. Men kinesere bor og arbejder under kummerlige forhold i Amerika, Zou finder skiftende jobs, mest på restauranter, hvor hun knokler i mange timer hver dag, til en ussel løn. Hun må leje en madras i forskellige bofællesskaber, og faktisk er hun meget ensom i det nye land. Men en dag møder hun Skinner, Brad Skinner er netop hjemvendt fra sin tredje udsendelse i Irak. Han er skadet på krop og sjæl, har posttraumatisk stress syndrom, og store bylder på kroppen. Skinner lejer et værelse og bruger tiden på druk og pot. Men da Skinner og Zou mødes, finder de fælles fodslag i at træne deres kroppe, undgå myndighederne og egentlig bare have det rart sammen. Men intet er nemt for de to, for Skinner er hårdt ramt på psyken, og Zou kæmper for at være selvstændig og bevise, at hun kan klare sig selv. Da sønnen af Skinners udlejer, bliver løsladt fra fængslet, bliver parret endnu mere presset, for Jimmy er en mand, der nyder at have magt, og ikke skyr nogen midler for at genere andre mennesker.

Romanen har flere vinkler, den et billede af den Amerikanske drøm (mareridt) hvordan behandles de hjemvendte soldater, de illegale indvandrere og så er den et stærkt billede på, hvor let det er at falde igennem systemet. Dernæst er romanen et hudløst og hårdt billede af et sygt sind, den giver et virkelig levende billede af, hvad mange hjemvendte soldater må slås med - formodentlig resten af livet. Og sidst men ikke mindst, er romanen en kærlighedshistorie, om to mennesker, der forsøger at holde sammen. Og det på trods af alle de forhindringer, de møder på deres vej.

Jeg havde som nævnt, problemer med at fastholde flowet. Historien voksede på mig, men jeg havde det svært med, at detaljerne overskyggede figurerne. Jeg køber præmissen med, at figurerne pga. deres problemstillinger og sproglige barrierer, har svært ved at blive helt dybe, men jeg synes alligevel portrætterne blev en anelse for perifære og stilstående. 

Alt i alt havde jeg en rå læseoplevelse, med levende og realistiske billeder på, hvordan livet i Amerika også kan være. Den skiftevis flød og var tung, og derfor ender jeg på middelvejen.


© Bognørden

fredag den 25. marts 2016

Spejl skulder blink

AF Dorthe Nors


191 sider Gyldendal


Dette er den prisvindende forfatterens syvende udgivelse, hun har tidligere udgivet fem romaner og en novellesamling. Det var mit første møde med hendes værker.

Romanen er skrevet i en blanding af nutidige hændelser, og så tilbageblik og anskuelser. Det kræver læserens opmærksomhed, men det virker altså super godt og romanens sprudlende billedsprog, læser stort set sig selv.

Sonja er oversætter, hun oversætter en succesfuld, svensk krimiforfatter til dansk. Sonja er født i Balling i Vestjylland, mor, far og storesøster dannede sammen med Sonja, rammen om gården og familien. Sonja har aldrig haft ret mange venner, hun er og har altid været ensom, og hun søgte derfor mod hovedstaden for at læse på universitetet og prøve lykken. Men her, hvor Sonja er i 40 erne, er hun stadig ensom, lider af svære anfald af positionssvimmelhed. Sonja har besluttet sig for at tage kørekort, men det går ikke særlig godt, dels er hun hele tiden klar over, at hun dumpede til den første lægeundersøgelse pga. svimmelheden, og dels er hendes kørelærer Jytte, alt for voldsom for Sonja. Sonja må efter et halvt år, stadig ikke selv skifte gear mens de kører, og Jytte har så travlt med at fortælle om sig selv, at hun midt i talestrømmen ofte får råbt af Sonja; "- BREMS FOR HELVEDE! KAN DU DA FOR SATAN IKKE SE DET FODGÆNGERFELT! - tehøj, blink, blink, for fanden, tehøj, langsomt, LANGSOMT!" Sonja er ikke god til hverken intim- eller voldsomme relationer, og selv om hun betaler for massage for at blive rørt ved, kan Sonja ikke klare de store følelsesmæssige udsving. Faktisk savner Sonja sin familie så voldsomt, at hun skriver breve, hun ladrig sender, og gentagne gange forsøger at genoprette det kolde forhold til sin søster, selv om hun ved, at det nok aldrig bliver til mere end minder og håb. Sonja vil elskes og have forandring, men hun har bare så svært ved at blive i nuet og handle.

Sonja er en original, hun er en kvinde, der rummer kaos. Sonja er modsætningsfyldt og evner ikke at stoppe andres indflydelse på hendes liv. På den ene side vil hun meget gerne gøre det godt for andre, på den anden side vil hun ikke gerne, at hun selv kommer i centrum og skal løfte sløret for hendes egne tanker. Faktisk er det udelukkende tankerne om barndommen, hvor hun gemmer sig ude i kornet, der kan bibringe Sonja ro og glæde. 

Sonja står klokkeklart på nethinden, jeg blev Sonja. De konstante tanker, der springer rundt i datiden, for at undgå at forholde sig for meget til nutiden, blev personificerede og utrolig fine. For dette er ikke en roman, der peger fingre - det er en levende fortælling om en anderledes kvinde, og hendes kamp for at passe ind og blive elsket. Læs den!

© Bognørden

torsdag den 24. marts 2016

Det værste til sidst

AF Anne Hjælmsø


116 sider byens forlag

Forfatteren har inden udgivelsen af denne novellesamling, udgivet to romaner. Ældres vilkår ligger hende meget på sinde, og derfor er hun ofte at finde i debatten omkring denne problematik. Anne Hjælmsø er Cand. mag. i nordisk litteratur.

Novellesamlingens røde tråd er, interaktionerne mellem ældre mennesker og dem "der stadig kan klare sig selv" Den er velskrevet, yderst levende og rammer hårdt.
Indledningen lyder: 

"Til alle jer, som er gamle
- og til alle jer, som bliver gamle

Samlingen indeholder titler som f.eks. Indsat, Pigernes ven, den sidste plads og Venner. Indholdsmæssigt indeholder alle novellerne, dagligdagen som ældre og med et ældre menneske i omgangskredsen. Hvordan er det f.eks. at sidde på plejehjemmet og ønske en anden plads ved spisebordet, få gentagne afslag for til sidst at blive kaldt til samtale hos lederen fordi man byttede bordkortene, og skaffede sig adgang til den ønskede plads? Hvordan er det at opdage, at den eneste søn og svigerdatteren, ser det som en sur pligt at komme på besøg? Hvorfor forsvinder alle "de store" sedler som dug for solen, hver gang der skal købes ind, og hvorfor vil datteren ikke aflevere flere penge? Hvordan er det at miste evnerne til at klare sig selv, sidde ensom uden at kunne kommunikere med andet end et fortravlet personale, der i øvrigt synes det er helt okay at tale ned til beboerne? Og så det gennemgående tema: maden. Hvordan er det, at sulte fordi maden ikke kan spises pga. sygdom, og ikke kunne få en kost, der kan spises? Og hvordan er det, at skulle spise mad fra plastikbakker, hvor alt ligner hinanden og ikke har den mindste duft til at vække sanserne? Kort sagt, kommer samlingen ind under huden på både ældre, der er afhængige af andres hjælp, familien og personalet.

Denne samling ramte mig - hårdt. Jeg har været i flere af situationerne, da min skønne, selvstændige mormor, fik flere hjerneblødninger og ikke længere kunne bo hjemme. Da vi måtte have de svære samtaler om, hvor lidt af hendes liv (hjem) der kunne presses ind i det lille værelse, der skulle blive hendes sidste. Da hun skulle vælge, hvad der var vigtigt at få med. Jeg har også siddet som studerende og mor til to små børn, med dårlig samvittighed over, at jeg ikke havde tid til flere besøg på plejehjemmet i en anden by. De utallige gange, hvor mormor ringede, fordi personalet, igen, havde undladt at give hende klokken, og hun nu var overladt til sig selv i en stol på værelset. Løsningen for os blev, at mormor kørte med HT handicapkørsel herud til os, minimum hver anden søndag, til jul, fødselsdage osv. Og den samtale, jeg i lang tid udskød, hvor mormor ville tale om hendes død og bisættelse, den er jeg så taknemmelig for i dag. Så jeg kunne relatere til hver og en af novellerne, nikke genkendende eller krumme tæer - de rammer plet.

Jeg vil så gerne kunne sige, at jeg gjorde, hvad jeg kunne for, at min mormors sidste år blev tålelige - men jeg ved, at hendes liv var svært og fyldt med afsavn. Den afmagt både hun og jeg følte ind imellem, den kom tilbage i form af disse noveller. Og netop derfor er denne samling så ufattelig vigtig. Vi skal kommunikere, vi skal behandle omverdenen med respekt, og vi skal turde tage de svære snakke og give rum. Samlingen peger ikke fingre, den giver indsigt og borer direkte ned i noget af det essentielle i livet: respekt for det enkelte menneske, manglende kommunikation og den menneskelige værdighed. Hvis det syner svært, så er det måske også værd at huske på, at vi alle blive ældre, og en dag, er det måske os, der sidder og er afhængige af andre mennesker. 

Debatten omkring de ældres mad, er heldigvis kommet på dagsordenen de senere år, men det lader ikke til at rykke det store, og det er blot en side af samme sag. Samfundet som helhed og de enkelte familier, kan få en øjenåbner her, måske gentænke relationerne og blive opmærksom på, hvordan det kan være at sidde på "den anden side" og mange bække små... Derfor er denne samling et mustread,et stærkt, vedkommende og meget nødvendigt indlæg i den evige debat om de ældres vilkår.


  
© Bognørden

onsdag den 23. marts 2016

Konkurrence - vind international thriller



I samarbejde med Forlaget Ordenes By har jeg fået lov at udlodde to eksemplarer af denne thriller. Du kan få fingre i en af dem - og det endda før alle andre, da forlaget sørger for at vinderen får tilsendt romanen inden udgivelsen d. 7. april. 

Jeg er Pilgrim har ligget nr. 1 på New York Times bestsellerliste og er 
på nuværende tidspunkt, solgt til udgivelse i over 40 lande.

Beskrivelse af romanen:


En krimigåde eskalerer til et nervepirrende, internationalt kapløb for at redde millioner af uskyldige menneskers liv.


Den tidligere top-agent med kodenavnet Pilgrim er gået under jorden i Paris, da et perfekt udført mord i New York tvinger ham tilbage i aktiv tjeneste. Efterforskningen sætter Pilgrim på sporet af en chokerende plan om at begå den største forbrydelse mod menneskeheden nogensinde.En kvinde findes brutalt myrdet på et hotel på Manhattan kort efter 9/11. En mand halshugges ved en offentlig henrettelse i Saudi-Arabien. En researcher kidnappes ved et syrisk biotek-laboratorium. På et fjernt bjerg i Afghanistan finder soldater de ulmende rester efter afbrændte lig. En perfekt udtænkt og rædselsvækkende plan er sat i værk. En mand må følge sporet … Pilgrim.  


Kan du ikke vente til udgivelsen, så kan du allerede nu læse de første kapitler
ved at klikke på linket her

Og nu til det praktiske, hvis du vil vinde Jeg er Pilgrim, så skal du, i kommentarfeltet herunder, skrive, hvad du forbinder med ordet pilgrim. 

Jeg trækker to vindere d. 31. marts kl. 15 - en vinder her på bloggen og en vinder på Facebook og de får så bogen tilsendt fra forlaget.

Held og lykke og rigtig god påske

© Bognørden


fredag den 18. marts 2016

Fra Helmand til Hellerup

AF Ahmad Durani


462 sider O & F Forlag

Dette er forfatterens debutroman.

Romanen er sådan set letlæselig, dog er der mange og gentagene detaljer, som gør, at læsningen indimellem er noget stilstående. Dertil kommer at sproget er meget naivt og trænger til gennemgribende redigering. Jeg gætter på, at den er direkte oversat fra arabisk, 
og desværre er de omvendte ordstillinger og det kunstige sprog fulgt med.

Khoshal er afghaner, bosat i Heldmand sammen med sin mor. Under krigen, hvor de russiske tropper var mange år i landet, mistede Khoshal sin far og sin søster. Nu bor han i en lille og meget fattig landsby, hvor han og moderen er nederst på rangstigen, og nærmest lever i armod. Højdepunkterne er besøgene hos mormor og familien inde i byen, hvor Khoshal får nye venner. Efterhånden som Khoshal vokser op, beslutter han sig for at ville hjælpe landsbyen, og det vil han gøre ved at uddanne sig og tage arbejde  og uddannelse i udlandet. Khoshal drømmer om at komme til Tyskland eller Canada for at udvide onklens forretning og gå i skole. Men noget går galt da familien betaler for et visum, og Khoshal ender i Danmark som en uledsaget kvoteflygtning. Det bliver en svær omvæltning for den stærkt troende og meget indadvendte dreng, men han er meget opsat på at blive en stor succes, og drømmer om at vende hjem til landsbyen og sørge for, at byen får deres første vandforsyning. Khoshal kommer i folkeskole, siden gymnasiet og søger videre ind på det tekniske universitet. Alt ser ud til at flaske sig for Khoshal, men pludselig ligger han på gaden med hætte over hovedet og håndjern på...

Problematikken med indvandrere og flygtninge er jo høj aktuel, derfor kunne denne roman have været et rigtig godt indlæg i debatten, netop fordi den beskriver tingene fra den anden side. Desværre synes jeg ikke det lykkedes; dels fordi romanen mangler redigering og nok spreder sig over for mange emner samtidig (international politik, rige danskere, politiet, og den danske kultur) og dels fordi romanen er ganske unuanceret i sine angreb på danskerne

Forfatteren har valgt at lade samtlige danskere repræsentere ved mennesker, der drikker sig i hegnet, ikke tager hensyn til andre trosretninger og er så rige, at de frådser med pengene. Det gør desværre, at et ellers virkelig vigtigt indlæg, bliver docerende og kunstigt.

Jeg er så priviligeret at have haft en del muslimer i omgangskredsen igennem mange år, derudover er min "bonus-familie" muslimer. Jeg har derfor stort kendskab til kulturforskelle og ikke mindst, hvordan det har været/er at være nydansker. Jeg kan derfor, med sikkerhed, sige, at romanens fremstilling, langt fra hører til virkeligheden - og det er trist.

Jeg synes alligevel, at det var en fin historie, og synes faktisk, at det var en fin ide, at vende vinklen. Med en gedigen redigering, og en skarpere oversættelse, ville den være super.

© Bognørden


ONE - intet skal skille os

AF Sarah Crossan


379 sider Politikens Forlag

One er forfatterens tredje udgivelse - og den, der blev hendes gennembrud i England. 

Bogen er skrevet i digtform, versene er alle skrevet i venstre side af siderne - hvilket på fineste vis skildrer handlingen. Sproget er yderst letlæseligt, det flyder og da indholdet ligeledes er levende og meget vedkommende, er dette en bog, der nærmest læser sig selv - og i rekordfart.

Tippi & Grace er 16 år og siamesiske tvillinger. De har hver deres overkrop, men er vokset sammen fra hoften og nedefter. Pigerne er livet igennem blevet skånet af deres forældre, og har levet et forholdvis beskyttet liv sammen med mor, far, bedstemor og lillesøster Dragon. Familien kæmper for at få økonomien til at slå til, men da den alkoholiske far ikke kan finde et job, er familien nødt til at sende Grace og Tippi i privatskole, de har ikke længere råd til hjemmeundervisning. Det bliver starten på et helt nyt liv for pigerne, for de bliver fra starten, behandlet som monstre, faktisk er der kun to andre elever, der vil være sammen med dem; den flamboyante Yasmeen og Jon. One er Graces fortælling, om livet som siamesisk tvilling, om hvordan det er er bliver set på som et dyr, og ikke mindst, hvordan det er, at bliver forelsket for første gang. For sagen er, at Grace hurtigt falder for Jon - der er jo "bare" den hage, at hendes søster jo altid er ved hende side. Men bedst som pigerne har vænnet sig til deres nye hverdag falder hammeren, Grace har dårligt hjerte. Tippi & Grace vil dø, hvis de bliver sammen, men en operation og dermed et forsøg på at skille dem ad, har virkelig dårlige odds. Så pigerne skal nu kæmpe for at blive sammen eller skilles - på liv eller død.

Grace står knivskarpt hele vejen igennem, hun er alderssvarende, levende og fuldkommen realistisk. Jeg mærkede tydeligt teenagerens følelser, både i forhold til familien, skolen og forelskelsen - jeg blev ganske simpelt Grace. 

Derudover var det tydeligt, at forfatteren har et solidt kendskab til siamesiske tvillinger. Hun givet et virkelig stærkt billede på deres tanker omkring det at være sammen, og naturligvis, tanker omkring eventuel adskillelse. Oplysende, vedkommende og sammen med handlingen gav det bare en virkelig stærk helhed. 

Bogen kan læses af alle fra teenageren og opad. Sprogligt, er den som sagt, yderst letlæselig, og dertil er dette i bund og grund en roman om kærlighed. Kærlighed til livet, familien og sig selv. Læn dig tilbage og lad Grace fører dig - en af årets mustreads.


© Bognørden