fredag den 30. oktober 2015

Sekten

AF Michael Katz Krefeld



Sekten er tredje og selvstændige bind i serien om Ravn, den tidligere kriminalbetjent, der bor på sin husbåd og forsøger at finde fodfæste efter kærestens død. Læs mere om forfatteren her 

Jeg har været med fra begyndelsen, og da jeg har været godt underholdt, var forventningerne til denne nye store. Og lad mig blot starte med at sige, at det blev et
fint gensyn med Ravn. Romanen er letlæselig, sproget flyder og selv om det er tredje bind i serien, kan nye læsere sagtens starte her.

Ravn bor på sin båd på Amager, han kan stadig ikke lægge sagen om sin myrdede kæreste fra sig. Han er også stadig stamgæst på Havodderen, hvor øllet meget ofte flyder i al for rigelige mængder. Men da Ravn skal betale sine regninger har han påtaget sig et job som privatdetektiv for en advokat, og det er også herigennem han får et meget lukrativt tilbud fra en af de helt tunge i dansk erhvervsliv. Ravn bliver hyret til at finde mandens forsvundne søn Jakob, d.v.s. helt forsvundet er sønnen ikke, han er overhoved for en religiøs sekt "Guds Udvalgte", der har været i offentlighedens søgelys for bl.a. hjernevask. Ravn er meget modvillig da han synes direktøren løber om hjørner med ham, men da han godt kan bruge pengene, bliver han alligevel på jobbet. Ravn kommer kun langsomt nærmere Guds Udvalgte og Jakob, ingen synes at vide, hvor de er blevet af siden mediestormen nogle år forinden, men ved hjælp af naboen får Ravn opsnuset, at sekten nu skule holde til på Lolland. Ravn tager afsted til Lolland, men jagten på Jakob bliver endnu en hæsblæsende affære, hvor Ravn ikke er sikker på at komme derfra med livet i behold.

Jeg kan faktisk godt lide Ravn, han er den stereotype eremit, der bruger alkoholen i forsøget på at glemme, at livet gør ondt. Jeg kom igen meget tæt på ham, og havde det ikke været for hans evne til konstant at rode sig ind i livstruende og helte-lignende gerninger, så er han faktisk realistisk et langt stykke hen af vejen. Det tilbagevendende spørgsmål omkring Eva fik mig denne gang, til at håbe, at næste roman bliver en opklaring af den sag.

 Plottet er rimelig let at fange, men trods dette, evner forfatteren at fastholde læseren i spændingen om det endelige udfald. Beskrivelserne af sekten og dens gerninger er virkelig gennemarbejde, jeg mærkede frustrationen over dem, så denne del er herlig levende. Jeg synes dog at klimakset bliver en anelse for søgt og amerikaniseret. Jeg havde personligt gerne set en mere afdæmpet og realistisk afslutning, frem for den aktionfyldte jeg fik.

Alt i alt er Sekten en letlæselig og underholdende krimi, Ravns fans vil med garanti elske denne nyeste i serien, og som sagt kan nye læsere sagtens starte her. 

Tidligere udkommet i serien:

1. Afsporet & 2. Savnet

© Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar