torsdag den 20. november 2014

Offer uden ansigt

AF Stefan Ahnhem


Offer uden ansigt er forfatterens debut og der er planlagt flere bøger om den svenske
politimand Fabian Risk.

Knap 500 sider og med gode anmeldelser, var jeg klar til en super læseoplevelse,
så jeg kastede mig med stor entusiasme over denne spændingsroman.

Sproget er letlæseligt og levende, omgivelserne og detaljerne er virkelig
detaljerede og levende, det er en stor force i min optik, og her fik
jeg så afgjort fuld valuta på alle punkter. Udover handlingen, er bogens store
og gennemgående tema: mobning og svigt. Jeg kan godt lide, at bøgerne jeg
læser giver mig noget at tænke over, det fik jeg til fulde her!

Der er ufattelige mange personer med i denne roman, man skal virkelig holde tungen
lige i munden, men til forfatterens ros skal det siges, at han faktisk de fleste
steder evner at holde læseren fanget på de enkelte. Alle personer fremstår faktisk
levende, specielt de steder, hvor det er ofre der beskrives. Stort set samtlige medvirkende
i persongalleriet har deres egne afsnit, det er jeg faktisk ret benovet over, da der
virkelig har ligget et stort forarbejde foran forfatteren, med både udtænkning af 
personerne og deres personliggørelse.

Desværre oplevede jeg kun ganske få realistiske personer. Jeg har gransket hukommelsen
og kan ikke komme på andre bøger fra mit liv, hvor der har været så massivt en
forekomst af personlige handlinger så totalt blottet for realisme. 

Her er alt fra den egocentriske Fabian Risk, der er inkompetent og fremstilles som en
ren supermand, både i udseende og er tillagt politimæssige evner, der er nærmest groteske. Han svigter gang på gang både familien og kollegaerne i hans egenrådige jagt på
gerningsmanden, og hans soloridt er tå-krummende urealistiske.
Allerede tidligt i handlingen stod han tydeligt på nethinden, og ligeså tydeligt var det,
at jeg bestemt ikke brød mig om personen. Det giver allerede der, et problem i mit
læseflow, for jeg skal kunne relatere til "mine" personer, bryde mig om dem på den
ene eller anden måde, og det udeblev fuldkommen med Fabian.

Til gengæld har kollegaerne nogle herlig menneskelige forcer, så jeg ind imellem
havde lidt personligt bid der. Som nævnt, synes jeg kapitlerne om ofrene står stærkest
hos mig, både i realisme og personlighed, havde det ikke været for dem, ville jeg
nok have haft svært ved at fastholde læsningen. 

Jeg tænkte tidligt, at forfatteren må have hentet inspiration i "Broen" den Dansk/Svenske
dramaserie. Der er i lighed med serien handling i begge lande, ligesom begge
landes politi er involveret i sagen - En af de store forskelle på serien og denne roman er,
at serien nu fremstår som handlings-tam og fuldkommen realistisk!

Politiets del er så grotesk urealistisk, at jeg nærmest synes det er komisk. Politiet i begge lande nærmest falder over de lette løsninger, er fyldt med groteske tjenestefejl og virkelig dårligt politiarbejde. Samtidig er langt hovedparten af personerne virkelig utiltalende. 

Spændingsmæssigt er bogen virkelig fyldt, det er nærmest et orgie i mord. Her er
det, jeg kommer til at tænke på det gamle ordsprog: overdrivelse fremmer forståelsen.
Jo tak, men jeg synes virkelig det kammede over her. Selv en Amerikansk aktionfilm
ville stå i skyggen af alle disse handlinger og mord. Hos mig er mere langt fra bedre!

Plottet holder sådan set okay, selv om det bliver noget udvandet i slutningen.
Det faktum, at der tidligt åbnes op for en mulig årsag, varer spændingen omkring
dette punkt, til langt ind i slutningen.

Var jeg underholdt? Svaret er ja, det var jeg. Selv om plottet er set før, var dette
orgie og handlingerne lidt anderledes. Så er man til hæsblæsende tempo og 
ikke går højt op i realismen, er dette afgjort en roman der skal læses.


onsdag den 19. november 2014

Bogstole - holdere

Test af bogstole:

Som storforbruger af bøger fik jeg massive problemer med min nakke og specielt 
min venstre arm og hånd. Bøger kan heldigvis være store og tunge, men det
gik hen og blev et reelt problem for mig. Jeg fandt derfor med stor glæde
bogstolen for flere år siden. Der kom en anden model på markedet, billigere
og i et lidt andet design, den er så testet på lige vilkår med min oprindelige
og her kommer så resultatet:

The Bookseat pris ca. 299 kr.:


The Bookseat er min oprindelige bogstol. Den har fulgt mig gennem de sidste 
år, både i Danmark og rundt om på kontinenterne - den er så afgjort min bedste
læseven.  Udover at jeg læser mange bøger, har jeg skader på ryg og nakke efter
en færdselsulykke, så gode råd var dyre: Stop læsningen eller find en holder.
Det gjorde jeg, men da der kom en ny på markedet måtte den jo også undersøges.




Jeg bruger bogstolen til både iPad og alle slags bøger, jeg bruger den
i haven, i sofaen, i køkkenet under madlavning, i stolen og i sengen om aftenen, den kan stå på alle underlag incl. i skødet da kuglerne inde i stolen kan formes som læseren ønsker. 
The Bookseat er lavet af ruskind, den er behagelig
at have med at gøre, kan tørres af og børstes, men mister farven og 
bliver slidt efterhånden som den bruges. Plastic holderen forrest gør det 
muligt at læse hele siden, uden at skulle flytte noget fra læsefeltet. 

OG er lille fif, hvis du ikke vil købe ny: Når den er ved at være flad, så giv den nyt liv: Køb en pose små Krøyerkugler hos din hobby eller stofforretning og fyld efter - den bliver så god som ny. Brug en clips til at lyne bagsiden op og fyld kuglerne i. 



Bogholderen fra Bog & Ide pris ca. 199 kr.:


Denne bogholder er en del større end bookseat. Helt store bøger står en lille smule 
bedre i denne holder. Desværre kan den ikke holde andet end hardback bøger og
iPad. Jeg har utallige gange kæmpet med hæftede bøger og paperbacks, men de
folder sammen under læsningen, da elastikken ikke evner at holde bogen åben.
Elastikken er også generende når man læser, idet den skal fjernes fra læsefeltet
når man når de steder på siderne. Denne bogholder er lavet i et lækkert materiale,
der er virkelig nemt at rengøre, det er nok det største plus ved den. Inde i holderen
er en form for skum, der kan formes efter underlaget. Desværre er den ikke nem
at få til at stå på lidt ujævne flader, så den kræver ofte en ekstra "holde-hånd" 
som jo var den, læseren skulle undgå. 



Resultatet af mange måneders test er: The Bookseat er en klar vinder, den holder 
meget bedre på alle slags bøger og på alle underlag. Den er lettere at "betjene"
og trods minusset på materialet, og den lidt højere pris på Bookseat, er den trods alt en langt bedre investering. Jeg er sikker på den også vil blive din ven for livet.




søndag den 16. november 2014

Fra hus til hus

AF Kristin Marja Baldursdóttir


Jeg blev anbefalet denne roman, og med skam må jeg indrømme, at jeg ikke
lagde mærke til forfatterens navn - Ikke at det gjorde den store forskel, men jeg havde
klart glædet mig endnu mere, for Baldursdóttir er forfatter til to, i mine øjne,
virkelig sublime romaner om Karitas, en Islandsk kvinde, jeg virkelig nød at læse.

Fra hus til hus er en original roman om den unge kvinde Kolfinna, der efter et
mislykket forhold og en fyring fra jobbet ved et omstillingsbord, tvinges til som
29 årig at flytte hjem til sin mor. Deres forhold har aldrig været varmt, og Kolfinna
er fyldt med bitterhed over hendes fraværende mor. Kolfinna ligger på sofaen
og har ondt af sig selv indtil veninden, der er højgravid med sit 3. barn, giver hende
en mulighed for at komme ud, og samtidig tjene lidt penge. Hun tilbyder at Kolfinna
kan vikariere for hende som sort rengøringshjælp for fire forskellige mennesker.

Vi møder den søde gamle dame, det store rodehoved biologen, den landskendte
og feterede operasangeringe og endelig den succesfulde advokat.
Kolfinna bliver konfronteret med hendes egen utilstrækkelighed, at hun måtte
opgive gymnasiet da der ikke var penge nok, at hun ikke er velklædt, og ikke
er andet end "rakkerpakket - rengøringskonen" Alt imens hun slæber sig gennem dagene
i de forskellige huse, optrappes konflikten med moderen og Kolfinna har
umådelig svært ved at tage ansvar for sit eget liv. Men så nærmer hun sig
de fire arbejdsgivere, på godt og ondt, og det sætter tanker i gang...

Romanen er skrevet i et herligt let sprog, dog havde jeg i starten lidt besvær med at
adskille de forskellige personer i dialogerne, da de ikke er markeret - men da jeg
først havde vænnet mig til stilen voksede romanen på mig, og jeg kunne slet
ikke lægge den væk, så de sidste 230 sider forsvandt som dug for solen.

Denne roman, er som de om Karitas, fantastiske kvindeskildringer. Her er ingen
blødsødenhed eller smygen udenom den varme grød - Det er livet i sig selv,
der portrætteres. Her er alle følelser afspejlet: Kærlighed, bitterhed, depression,
nag, misundelse og frem for alt: følelsen af at alle andre tager fejl. Og det er
så fantastisk beskrevet, at jeg virkelig var inde under huden på Kolfinna og hendes
omgangskreds - det er virkelig høj fortællerkunst, specielt fordi, det på ingen
måde bliver for feministisk eller påtrængende, det er vedkommende hele vejen.

Jeg vil på det varmeste anbefale Karitas, kaos på lærrede & Karitas uden titel
af samme forfatter, de er præcis så fængslende som denne, lige så vedkommende
og velskrevede og fortjener de bedste anbefalinger. Læs dem!


lørdag den 15. november 2014

Lavendelhaven

AF Lucinda Riley



Lavendelhaven er mit første bekendtskab med denne forfatter, jeg blev anbefalet
hende og har da også en anden af hendes romaner liggende på reolen, så
jeg kastede mig over dette nye bekendtskab.

Lavendelhaven er virkelig velskrevet, sproget er levende og flyder herligt,
så jeg nærmest fløj gennem de mange sider. Præmissen i denne roman er virkelig
skarpt optrukket, det er hele vejen igennem romanen banalt og meget let.
Personbeskrivelser og omgivelser er levende, og jeg fik et nogenlunde 
indblik i deres handlemåder.

Handlingen deler sig i to dele, i den ene møder vi Emelie, der netop har mistet sin mor, 
efter i mange år at have været udsat for svigt fra hende. Emelie arver familiens slot
i sydfrankrig og opgiver sin dyrlægegerning for at tage beslutninger om slottet.
Ved slottet møder hun, tilsyneladende tilfældigt, Sebastian - en engelsk kunsthandler
der viser sig at være barnebarn af en kvinde, der har haft stor tilknytning til Emilies 
far under krigen. Sebastians mormor har en digtsamling skrevet af Emilies fars søster,
det bliver starten på at finde nogle af fortidens forklaringer for Emilie.

Den anden del foregår i Frankrig under krigen, vi møder Emilies far, Sebastians mormor,
og andre modstandsfolk. Familiens er fransk adel og deres historie udspilles 
side om side med  fortællingen om kampen mod Nazisterne. Denne del, er
også den del, der er mindst forudsigelig.

Delene fra krigens tid, er faktisk dem jeg føler stærkest, der er dilemmaer og 
episoder der på fineste vis afspejler tiden. Men trods romanens præmis, blev begge
dele af fortællingen faktisk flere gange for sukkersødt og banalt for mig, jeg har 
intet imod en knaldroman, denne lethed kan være super fint som afbræk, men jeg
sad flere gange om krummede tæer over de, i min optik, overdrevne handlinger
og ytringer. Som sagt fik jeg et nogenlunde billede af personerne, men kom aldrig
helt derind, hvor jeg nyder det, netop fordi, det blev for banalt og forudsigeligt.

Men jeg var underholdt, det var et afbræk og jeg blev trods alt fanget af historierne
så derfor vil jeg afgjort anbefale dem, som en succesroman, fyldt med misforståelser
og kærlighed, og frem for alt, en roman hvor man ikke skal tænke, bare læse -
og jeg vil bestemt stadig læse Pigen på klippen , nu ved jeg hvad jeg går ind til :)



onsdag den 12. november 2014

Hvor solen græder

AF Puk Damsgård

Puk Damsgård er udenrigskorrespondent for DR og TV Avisen - Denne fortælling
er dels en journalistisk gennemgang af hendes rejser i Syrien under krigen,
og dels en fortælling om de skæbner hun møder på sin vej dernede.
Desværre er denne fortælling jo evig aktuel, idet krigen er gået ind i sit 3. år
og mange verdens lande modtager Syriske flygtninge i tusindtal.

Lad mig blot starte med at fastslå: Denne fortælling er ualmindelig velskrevet,
sproget er let og flydende, og krigens gru rulles ud, side efter side på den
mest grufulde og levende vis - Damsgård kan skrive, og hun er sublim til det.
Jeg havde ovenud svært ved at lægge bogen fra mig, og den var læst
i rekord fart - den er grusom og varm på een og samme tid.

Fortællingen er en faktuel gennemgang af starten på den Syriske revolution, 
den giver et helt eminent billede af, hvad oprørerne tænkte og ønskede - 
hvilket er milevidt fra det mareridt Assad og hans modstandere har skabt i dag.

Vi følger den smukke Nour, der har levet et beskyttet og let liv i Damaskus, hvor
hun er opvokset i et middelklassehjem med relationer til Assas regimets 
tilhængere, dog uden at hendes forældre har støttet dikatoren og hans fader før
ham. Nour oplever pludselig de store forskelle i, hvad regimet melder ud om
oprøret, og hvad der faktisk sker i landet. Det får hende til at tilslutte sig
oprørerne, hvilket bliver en voldsom menneskelig rejse for den unge kvinde,
der skal forsøge at bevare sig selv i kampen for friheden for landets indbyggere.

Dette er ualmindelig hård kost at læse både Nours historie, men så sandelig også 
beretningen om Puks iagttagelser under hendes illegale besøg i landet.
Jeg kom til at holde af mange af personerne, de står levende hos mig, og jeg er
dybt berørt at deres historier. Samtidig krummer jeg tæer over den store ignorance
verdenssamfundet udviser overfor diktatoren, specielt er jeg i chok over beretningerne
om FN og Unicef - det bør få konsekvenser. 

Puk Damsgård rejser til mellemøstens brandpunkter, netop for at oplyse os uvidende
om, hvad der rent faktisk foregår bag al propagandaen. Jeg synes selve det
spørgsmål omkring journalister i krigszoner, er voldsomt interessant: Er det virkelig
liver værd at rapportere fra helvedet? Denne fortælling gør mig ikke mindre i tvivl,
men den åbner på fornemmeste vis, endnu engang, mine øjne for, hvor vigtigt
det er, at verden får faktuelle objektive oplysninger - Og samtidig bliver jeg så
frygtelig trist, når jeg tænker på alle de mange uskyldige mennesker, der er fanget
i helvedet, uden mulighed for at få basale ting som mad og vand, og uden mulighed
for at komme væk.

Denne beretning er virkelig sublim, ikke blot i sit sprog og sin gennemgang, men
sandelig også idet den er så ufattelig vigtig. Den oplyser og tvinger læseren til
at forholde sig til krigen og dens ofre, og forhåbentlig gøre et ekstra forsøg på at
hjælpe disse mange flygtninge og ikke glemme dem.

Jeg vil ønske den kunne blive fast pensum på gymnasierne, så vores unge 
kan lære af fortidens fejl, og forhåbentlig ændre dem.
Mine varmeste anbefalinger og ekstratrinnet på karaktertrinnet er klart.



tirsdag den 11. november 2014

Silkeorm

AF Robert Galbraith

Så er Harry Potters "mor" J.K Rowling tilbage, med den anden krimi i serien om privatdetektiven Cormoran Strike og hans assistent Robin.

Forgængeren var mit første møde med Rowling, og hendes debut som 
krimiforfatter - Det slap hun virkelig godt fra, så jeg har længe set frem til denne.

Sproget er flydende og letlæseligt, det er en sand fornøjelse at kaste øjnene
i hendes bøger, for læseren skal udelukkende koncentrere sig om handlingen.
Specielt er jeg vild med de herlige dialoger og tanker, der flyder i en
lind strøm, det er svært at tæmme smilebåndende for længe af gangen.

Persongalleriet er mangfoldigt, men med hovevægt på Strike - den tidligere
militærmand, der får det ene ben sprængt i stykker af en vejsidebombe, og nu har
nedsat sig i London som privatdetektiv sammen med hans unge smukke assistent
Robin, der brænder for detektivfaget og virkelig har flair for det. Alle personer
er levende og realistiske, fra den kummerlige dame til det store forfatter.

Silkeorm er navnet på den roman, den næsten ukendte forfatter Owen Quine
netop har færdiggjort da han forsvinder. Den skaber en hel del røre og ballade
på hans forlag, da den er én stor parodi og tilsvining af alle menneskene omkring
forfatteren, ligefra hustruen, over elskerinden og til hans redaktør.

Owens hustru opsøger Strike for at bede ham finde hendes mand og få ham hjem.
Strike begynder at skabe sig et overblik over den spegede sag, og opdager, at der
er langt mere i sagen end bare en vanlig forsvinding - Da Owen findes
bestialsk myrdet kommer Strike virkelig på arbejde.

Som forgængeren, er dette solid engelsk krimi når det er bedst. Her er ingen 
hæsblæsende biljagter, hovsaløsninger eller overspringshandlinger. 
Her er tværtimod godt gedigent opklaringsarbejde i et ovenud adstadigt tempo,
fyldt med snørklede veje mod opklaringen. Der er få steder Rowling holder
gætterierne for sig selv, i det store billede serverer hun på fornemmeste vis,
tips, argumenter og observationer, der påkalder læserens gætterier - 
For så til sidst at binde alle sløjfer - Super godt krimistof hele vejen igennem.
Læs den, men snyd ikke dig selv for den første - det er kræs.




Anmeldelse af Gøgens kalden

Jeg indrømmer blankt, at dette er mit første møde med fru Rowling - hun findes på sønnikes værelse på både dansk og engelsk, men hun er aldrig nået til mig - før nu :) Jeg blev lokket af to ting, først og fremmest navnet, dernæst beskrivelsen: god gedigen engelsk krimi, og jeg skal da love for, at jeg bestemt ikke er skuffet - tværtom.
Den er utrolig velskrevet, sproget er let og flydende, siderne vender sig selv mens dramaet langsomt rulles ud. Jeg er vild med de to hovedpersoner, Cormoran Strike og hans sekretær Robin. De udgør et perfekt makkerpar, uden lette løsninger og utopiske handlinger - de er realistiske, levende og gør bare opklaringsdelen til en herlig fornøjelig læsning :)
Jeg gættede med hele vejen, men må erkende, at jeg ikke ramte pletten før til sidst - plottet er så veldrejet og vejen derhen så kroget, at læseren bliver holdt til ilden hele vejen. Her er ingen blodige og voldsomme detaljer - det er rent guffe for elskere af den gode gamle engelske krimigenre - 
Her er fuld valuta.
Det er så absolut en krimi, der skal anbefales på det varmeste - super underholdning, mens hjernecellerne kommer på ekstra arbejde - læs den :)

søndag den 9. november 2014

Bogforum 2014


Så var det sørme tid til at besøge Bogforum igen.

Denne herlige begivenhed er en skøn årlig begivenhed, der rummer
så mange muligheder for at møde forfattere, høre debatter og frem for
alt, hente inspiration hos de mange forlag på messen.

Igen i år var der utallige muligheder for at snuse omkring, hvilket 
Bognørden da også gjorde i vid udstrækning:

Det første jeg vil fremhæve, er et virkelig godt initiativ: Læs for livet.
Dette er et projekt, hvor vi læsere kan donere vore bøger til udsatte
børn & unge. Jeg er vild med tanken om, at flere af de yngre årgange skal
læse, og da jeg samtidig går ind for genbrug og hjælp til mennesker, 
der ikke har ret meget, var jeg naturligvis ude og donere et net fyldt med bøger.

Læs mere om Læs for livet

Derudover er Danmark læser også gået i gang med at hverve uddelere.
Det går i alt sin enkelthed ud på, at nogle forlag er gået sammen med
med kulturministeriet om at uddele 100.000 gratis bøger på verdens bogdag
d. 23. april 2015. Her uddeles gratis bøger, og tanken er så, at bøgerne
efter læsning skal vandre videre - igen et skønt tiltag, som jeg
bakker op om, og har tilmeldt mig som boguddeler på.

Læs mere om Danmark læser

Det blev til en skøn snak med Gretelise Holm om hendes nylig udkomne
selvbiografi, Gretelise er jo en meget berejst og beriget dame, og hendes
biografier skal atter anbefales på det varmeste.



Så blev det besøg hos de mange forlag, og hold fast, hvor er det altså et
skønt læse-efterår - igen 
Primært Forlagene:  Hr. Ferdinand (Bl.a Slaughter, Castillo, Hjort Rosenfeldt), Politikens Forlag (Bl.a. Jesper Stein, Jens Henrik Jensen,Jussi, Anne-Grethe Bjarup Riis)
 & Peoples Press ( Bl.a. Steffen Jensen, Richard Montanari, Frederik Bachman)
har skummet fløden dette år,med utallige stærke udgivelser, 
men også det lille Bazar forlag (Bl.a Victoria Hislop) er godt med på scenen, 
jeg må bøje mig i støvet over forlagenes gode øje for kvalitet, uden dem
havde vi jo ikke glæden ved bøgerne - Tak for solidt arbejde.

Slutteligt blev det også til en hurtig sludder med Jussi Adler Olsen, 
han var naturligvis glad for min anmeldelse, derudover løftede han sløret
for, at hans kursskifte (som jeg jo finder rigtig godt) er vedvarende
i Afd. Q regi - med andre ord, kan vi tilhængere af denne, i min optik,
herlige måde at skrive dybdegående og solide krimier på, glæde os endnu 
mere til de kommende i serien. Blot savner jeg tålmodighed som
en spidskompetence.


Alt i alt, endnu en skøn dag i litteraturens verden, med dejlige mennesker
på standene og glade besøgene i gangene. Har man tid og mulighed
er det årlige et absolut must for litteraturelskere, og min påstand er:
har du først snuset til de mange tilbud og arrangementer, kommer du igen.

Ses vi til næste år?

fredag den 7. november 2014

Færdig!

AF Joachim Boldsen


Færdig er den nyeste af Boldsen, den beskæftiger sig både med de sidste år, 
2007-2014, der naturligt ikke var med i forgængeren, der udkom i 2007.
Og dels en kortere gennemgang af Boldsens karriere fra barndom til 2007.

Jeg var godt underholdt i forgængeren, dog savnede jeg mennesket Joachim, 
det håbede jeg så at få her i efterfølgeren - Men jeg blev skuffet.

En meget stor del af denne biografi er gentagelser af forgængeren, det er i kortere
afsnit, og for ikke helt så velbevandrede håndbold fans, vil denne udgave nok
være mere spiselig, idet referaterne er mindre detaljerede. Det er imidlertid ikke
ret længe siden jeg læste Ærlig talt, så for mig, var denne store del en tand for
gentagene for mig. Jeg ville måske have valgt at udgive forgængeren som nyredigeret
og så med de nye afsnit til slut, og evt. en redigering af forgængeren.

Sproget i denne er præcis så letlæseligt og levende som forgængeren, og denne
gang er de mange stavefejl fra forgængeren heldigvis væk - herligt. 

Kronologien er helt omvendt i starten af bogen, for så at springe tilbage til barndommen, og slutteligt tage tre år i rækkefølge, virker slet ikke for mig. Når handlingen springer rundt i årene, ødelægger det flowet og den samlede oplevelse, det er synd for bogen, synes jeg.

At Boldsen helt og holdent har fravalgt mennesket bag den professionelle sportsmand,
er en stor skam hos mig, men jeg må naturligvis respektere hans valg. Jeg er sikker
på, at det ville have givet beretningen langt mere pondus, også uden at udlevere
privatlivet helt og holdent. Ikke sådan forstået, at mennesket slet ikke er til stede i disse
to biografier, det er de, men udelukkende som baggrundsviden til flere valg og udtalelser.

Jeg er skuffet over opbygningen, gentagelserne og kronologien. Men jeg kom hurtigt
igennem bogen, og det vidner jo trods alt for en hvis kvalitet. Håndboldfans: 
Læs den og kig med på sidelinjen.



torsdag den 6. november 2014

Endnu er der håb

AF Karin Wahlberg


Jeg har læst alle Wahlbergs krimier med stor glæde, det var derfor også de helt store
forventninger, der kom frem, da denne roman skulle udkomme.
Karin Wahlberg er læge i Sverige udover forfattergerningen, og behandler hun
med samme ildhu som hun laver personskildringer, må der findes mange glade 
patienter i det svenske :)

Denne roman er fortællingen om et svensk hospital i 1953. Persongalleriet er 
virkelig stort, her er familier med overlæger, læger, turnus studerende,sygeplejersker, 
sygeplejestuderende, vaskekoner og assistenter i en skøn blanding. Wahlbergs store
force har igennem alt hvad jeg har læst af hende været, at hun er sublim indenfor
personskildring - det er i dén grad ogsågældende her. Alle personer er virkelig
godt beskrevet, jeg var inde under huden på dem alle, rig, fattig eller ung pige.

Samtidig var jeg gennem hele fortællingen tilbage i datidens Sverige. Sproget er
fantastisk i sin nostalgiske form, alt er yderst realistisk, ligefra dialoger til
episoderne alle de forskellige steder. De medicinske termer er mange, men faktisk
rigtig fint beskrevet for os almindelige mennesker.

Handlingen foregår på skift mellem de mange personer, og deles ligeledes mellem
privatlivet og arbejdet på hospitalet. Udover at foregå i 1953, med alt hvad der
dertil hører af datidens remedier og patientomgang, følges både den store
polioepidemi og et voldsomt salmonella udbrud på hospitalet. 

Jeg kunne ikke sige mig fri for, adskillige gange, at prise mig lykkelig for det kæmpe
store fremskridt, der er sket i både behandling og metoder gennem de sidste 60 år. 
Men samtidig fandt jeg beskrivelserne fra datiden, yderst informative og meget lærerige,
og så er det altid sundt at sætte tingene i rette perspektiv.

Alt i alt er romanen en herlig blanding af feel-good, nutidig succesroman og 
en medicinsk gennemgang af datidens behandlingsformer.
Jeg var nødt til at holde tungen lige i munden, for der er mange navne at holde styr på,
måske også lidt for mange, for trods de fantastiske beskrivelser, havde jeg nogle
tidspunkter, hvor koncentrationen slap, men den i det store hele er den god
underholdning og super oplysende. 


søndag den 2. november 2014

Kædens sidste led

AF Fredrik T. Olsson


Denne debut er virkelig lovende for fremtiden. Olsson har skabt en spændingsroman
med en hastighed, der gør enhver aktionfilm misundelig, han har vinklet plottet
ufattelig godt, og konspirationsteorierne er virkelig på højt plan - Dan Brown, vogt dig.

Bogen er virkelig velskrevet, sproget er levende og flyder herlig let. Selv den blide
start, fanger med det samme - og i takt med at handlingen udvides og hastigheden
stiger - og det gør den, markant - vender siderne faktisk sig selv. Den var umulig at
lægge væk, heller ikke i pauserne, den er en sand perle indenfor dette felt.

Bogen er opdelt i mange dele efter personerne, det virker virkelig godt, da det
giver en bred indsigt i personerne, og sidenhen er medvirkende til at holde
spændingen helt i top. Og jo, der er mange personer, men jeg synes på intet
tidspunkt, de var svære at fastholde. Og frem for alt er alle som én levende og
fuldkommen realistiske. Igen et stort plus i min bog.

En hjemløs mand køres væk i ambulance i Berlin, i Amsterdam forsvinder en
anerkendt sprogforsker og i Stockholm forsøger kryptologen at tage sit liv, men
reddes af ekskonen, for derefter at forsvinde sporløst fra hospitalet.
Hænger disse ting sammen og ifald så hvordan?

Det viser sig at William er bortført og befinder sig på et slot i Europa et sted,
han skal bruges til at afkode meddelelse han aldrig har set før. Han møder den forsvundne
Hollandske kvinde Janine, og sammen skal de forsøge at knække koden, inden
tiden løber ud og katastrofen så bliver uundgåelig. Når de det?

Denne roman er trods lighedspunkter med Dan Brown og danske Jens Henrik Jensens
fantastiske konspirationer, på ingen måder en genganger - trods samme emne
er den på mange måder original, og der er snild plads dem alle - Specielt glædeligt
er naturligvis det levende og realistiske, men spændingsniveauet er altså virkelig
højt, og det giver samlet en helstøbt oplevelse. Er du til spænding, biljagter,
hovebrud og udsat nattesøvn, er dette så absolut en must read.