fredag den 29. januar 2016

Hvis jeg døde nu, døde jeg lykkelig

AF Karen Thisted


197 sider Politikens Forlag


Karen Thisted har, udover sit journalistiske virke, skrevet en del bøger, om andre og også om hende selv. Jeg læste "Så skal der leves" og var meget begejstret, derfor
var denne nyeste naturligvis en af de biografier jeg bare skulle læse.

Denne gang har Thisted valgt at samle små anekdoter fra sit liv, de er letlæselige, meget levende (Thisted skriver som hun taler) og frem for alt ærlige. 

Karen Thisted har levet et begivenhedsrigt liv, og det er nogle af de oplevelser, der har gjort størst indtryk på hende, som hun deler i denne lille samling. Her er fortællingen om forældrenes kamp for at få hinanden, Karens livslange kamp med angst og depressioner, og hvordan hun ser på behandlingen af dem. Der er en nytårsnat i London med Bill Cosby, et grusomt møde med banken, der forlanger at Karen sælger sit hjem og går på pension. Og så er der flere små kærlighedserklæringer til vennerne og barnebarnet. De manglende rengøringsevner stiller hun til frit skue ligesom jagten på den slanke krop har fyldt meget. Dernæst fortæller Karen, hvilket køn hun gerne vil have i sit næste liv, og endelig at hun, hvis hun skal herfra nu, vil dø som et lykkeligt menneske. Kort sagt; en stor blanding af op og nedture og livsanskuelser.

Jeg har som sagt læst Karens erindringer og fandt dem yderst velskrevede og meget vedkommende, jeg synes sådan set også, at denne samling er fin - Men jeg savner en mere stringent linje, for det bliver sådan lidt overfladisk og lidt for rodet. Jeg ville elske at drikke en kop kaffe med denne herlige kvinde, men jeg fik ikke noget nyt ud af at læse denne bog.

Jeg tager hatten af for den hudløse ærlighed, for Karen Thisted fortæller uden filter om hendes svage sider og hendes misundelse. Men faktisk synes jeg, de svære stunder overskygger glæden, og forstår faktisk ikke helt, at titlen er lig med, hvordan Karen har det.

Men underholdende var det, og hurtigt læst. For Karen Thisted er stadigvæk en virkelig stærk formidler, og hun har stadig meget på sinde. 


© Bognørden


Sort land

Fortællinger fra ghettoen

AF Ahmad Mahmoud


190 sider People´s Press


Forfatteren er vokset op i Askerød bebyggelsen i Hundige, der eksisterer et paralsamfund, der er Ahmad opvokset, og det er omdrejningspunktet for disse erindringer.

Erindringerne er punktnedslag i et ung menneskes liv, de er velskrevede og yderst levende. Sproget flyder og forfatterens fortællerevner gør, at siderne vender sig selv.

Ahmad er søn af Palæstinensiske forældre, faderen er førtidspensionist og moderen hjemmegående. De er 7 børn, fire drenge og tre piger, der alle forventes at indtage de kulturelt fastlagte roller. Det muslimske samfund er meget patriarkalsk, faderen er familiens overhoved og dernæst kommer sønnerne i efter alder. Pigerne bliver fra fødslen oplært i at være mindreværdige, de skal holde mund og rette ind, og når tiden er rigtig for familien, finder den en passende mand til hende - uddannelse er en markant mangelvare. Ahmad er vokset op i et parallelsamfund, hvor man lever efter egne regler, sætter en ære i ikke at blive aktiveret eller sat i arbejde, og hvor man stortrives på kontanthjælp, med en stor børnefloks børnepenge til at betale for familiens underhold. Vold og mobning er en daglig foreteelse, for mænd har ret til at opdrage på både kvinder og mindre søskende. Men Ahmed vil ikke indorden sig, han synes kvinderne skal have en uddannelse, han er ikke tilfreds med, at skulle leve af kontanthjælp, og vil ikke giftes eller have børn - kort sagt, Ahmad går mod familien, og det bliver ikke godt modtaget.

Ahmads fortælling er desværre kun een blandt mange, men, hvor mange ikke tør tale om problemerne af frygt for at blive kaldt racister, tager Ahmad fat om nældens rod. Hans fortælling er grusom på alle planer, men samtidig er det også mennesker som Ahmad, der kan gøre en forskel for fremtidens undertrykte. Beretningen er hudløs, grusom og meget oplysende - og fremfor alt giver den håb.

For at samfundet skal kunne ændre disse kulturelle skel, er det nødvendigt at tage fat, og sikkert hårdt fat, og der kommer Ahmed med flere gode forslag, mest af alt handler det om at give kvinderne indsigt i deres rettigheder, og uddanne dem. Der findes heldigvis flere af Ahmads kaliber, og mit håb er derfor, at dette indslag i debatten kommer til at rykke noget for fremtidens kvinder og ikke mindst de danske myndigheder.  En mustread!


© Bognørden

torsdag den 28. januar 2016

Mios blues

AF Kristina Ohlsson


347 sider Modtryk

Andet og sidste bind i serien om advokaten Martin Benner. Læs mere om forfatteren her
Jeg var meget begejstret for den første i serien og har haft svært ved at vente på denne, så naturligvis har forventningerne været i top. 

Det er nogle måneder, og mange romaner, siden jeg læste forgængeren. Jeg har ikke haft lejlighed til at genopfriske, så jeg kastede mig direkte ind i afslutningen - og var tilbage i universet på få minutter. Romanen er præcis så velskrevet, levende og fængende som jeg huskede, og når forfatteren evner at fortsætte, hvor hun slap, ja så er jeg i himmerige. Dog skal det pointeres, at bøgerne skal læses i rækkefølge.

Den svenske advokat Martin Benner, bor sammen med sin afdøde søsters datter Bella, som han har adopteret. Han driver advokatpraksis med sin tidligere kæreste Lucy, som også er en del af Martin og Bellas privatliv. Martin sidder foran en journalist og fortæller sidste del af den historie han påbegyndte da han blev hyret til at bevise Saras uskyld. Kvinden der stod anklaget for seriemord, flygtede og begik selvmord. Saras søn Mio er søn af mafiabossen Lucifer, som nu truer Martin og Bella på livet og vil have Martin til at finde Mio. Men i takt med at Martin og Lucy dykker ned i sagen, begynder mennesker at dø rundt om dem, og de er i tvivl om, hvorvidt det svenske politi er til at stole på. Men flere og flere ting peger på Martin som iskold gerningsmand, og da kredsen af mulige gerningsmænd er temmelig snæver, begynder Martin og Lucy at tvivle på alle - og dem selv. Så Martin kæmper både mod politiet for at holde sig fri af anklagerne, mod Lucifer for at finde Mio og dermed redde hans datters liv, og endelig kæmper han med at finde ud af, hvem det er, der har gjort hans liv til et helvede, og hvordan han kan komme igennem, med livet i behold.

Figurerne er bundsolide, jeg er med inde under huden på Martin, og selv om han også i denne afsluttende del, er roddet ind i stort set alle tænkelige problemer, er jeg vild med både ham, Lucy og Bella. Martins historie er forhåbentlig ganske urealistisk i de mængder, der her præsenteres - men jeg tror på figurerne og handlingerne passer til romanens indhold.

Serien startede med et brag, og fortsætter ligeså, der er høj spænding, konspirationsteorier, mord og forviklinger i en skøn blanding. Jeg blev allerede i starten overrasket over, hvordan jeg blev indfanget, da jeg ofte ikke synes genre blandinger er vellykkede, og jeg har svært ved at relatere til de meget actionfyldte og urealistiske romaner - men jeg må endnu en gang bøje mig i støvet, for denne miniserie er fuldkommen fantastisk. Jeg har nydt rejsen med Martin, været TOP underholdt og fået gættet lystigt undervejs. Den slutter som den startede; med et brag - og hvilket brag. Mine varmeste anbefalinger!

Tidligere udkommet:

Lotus Blues Læs anmeldelsen her

© Bognørden

Syv dage til døden

En sand beretning om forbrydelse og straf

AF Carina Bergfeldt


236 sider Turbulenz

Forfatteren er svensk journalist og har skrevet en serie i Aftonbladet om en dødsdømte fange. Nu har hun så skrevet denne beretning om både fangen, henrettelsen og beretninger fra mennesker, der har henrettelser tæt på. Hun har tidligere skrevet om narkokarteller i Mexico, Tragedien på Utøya og massevoldtægter i Indien. Læs mere her.

Bogen er skrevet som en dokumentar om dødsstraf, sproget er levende og læsningen er vedkommende, let at læse men følelsesmæssig meget hård.

Carina Bergfeldt har været i USA og talt med mennesker, der har henrettelser tæt på. Hun besøger den dødsdømte Vaughn Ross få dage før han bliver henrettet. Vaughn fastholder sin uskyld, men overfor ham står kriminalteknikeren Doc, der fortæller om forbrydelsen og nogle af de tekniske beviser de fandt. Vaughn er en mand, der griner meget, ser "godt ud" og forfatteren tænker meget på, at han om få dage ikke er her mere. Hun møder også familierne til både Vaughn og de to mennesker han er dømt for at have slået ihjel, den unge sorte kvinde Viola og den midaldrende hvide Douglas. Vi møder også tyske Maria, der blev penneven med en dødsdømt, giftede sig med ham, og overværede henrettelsen af hendes livs kærlighed. Vi møder fængselsinspektøren, der fortæller om afviklingen af henrettelserne, og hvad det har gjort ved ham at overvære dem. Vi møder en mor og en søster, der mistede deres 9 årige datter/søster og på, hver deres måde angriber henrettelsen af gerningsmanden. Vi møder præsten, der har hørt over 150 tilståelser, hvordan han er nødt til at lægge mennesket væk og agere Guds forlængede arm, for at kunne klare de gruopvækkende ting, han har måtte lægge øre til - og hvordan han alligevel altid har insisteret på værdighed for fangeren. Og endelig møder vi en mand, der sad 18 år i fængsel, var dømt til døden for en forbrydelse han senere blev pure frifundet for. Kort sagt, en fortælling om alle aspekterne omkring dødsstraf, forholdene i fængslerne og fordelingen af de dømte fanger - for er sorte virkelig meget mere kriminelle end hvide?

Jeg synes Bergfeldt kommer rigtig fint omkring de mange side af den samme sag, min eneste klage er, at der indimellem indsniger sig en smule skønlitteratur, omskrivninger,og egne tolkninger. Men i det store billede, er dette altså en dokumentar, der vækker store følelser, uagtet hvordan man stiller sig til spørgsmålet om dødsstraf. En beretning, der også sætter debatten omkring fængselsstraf i perspektiv, for strengere/længere straffe er mange tilhængere af - men under hvilke vilkår? En bog jeg ikke ville have været foruden, og som skal have de varmeste anbefalinger.


© Bognørden

Banesår

AF Thomas Enger


335 sider Modtryk

Banesår er femte og afsluttende bind i serien om Henning Juul, jeg har været virkelig begejstret for hele serien, så både forventninger og glæde var stor da jeg kastede mig
over denne sidste. Læs mere om forfatteren her

Præcis som de forgående, er også denne sidste i serien både velskrevet, levende og med et sprog, der bare flyder - og indbyder til at læse til sidste side.

Journalisten Henning har fundet bevis for, at hans søster, den tidligere justitsminister, var til stede ude foran han lejlighed, 10 minutter før der udbrød brand, den brand, der kostede sønnen Jonas livet. Så Henning er nødt til at konfrontere søsteren med fakta, og håber så, at hun er nøglen til at Henning endelig kan løse sagen om sønnens død. Samtidig er ekskonen Nora og kollegaen Ivar i gang med forberedelserne til deres kommende barn, men Ivar kan ikke lade Hennings sag ligge, Ivar er på sporet af de Norske bagmænd, der er indblandet i flere drab, og er i gang med at udrydde sig selv. Men Ivar er ikke klar over, hvor tæt han er på, og det viser sig hurtigt, at de, der har forsøgt at slå Henning ihjel, ikke har opgivet, og nu også går efter andre i Hennings omgangskreds. Spørgsmålet er så, om Henning endelig lykkedes med at finde sønnens mordere, og hvor mange dødsfald, der stadig mangler at bliver effektueret.

Persongalleriet er mangfoldigt, de fleste er gengangere fra de tidligere i serien, og alle er spillevende, yderst realistiske og i det hele taget, figurer, som læseren kan relatere til.

Politiets arbejde er realistisk, ingen hovsa-løsninger eller lette opklaringer. Læseren er med på sidelinjen hele vejen, og de steder, der er tvivlsspørgsmål om personers oprigtighed, er spændingen og realiteten stadig indtakt. Plottet startede i bind 1 og forsøges opklaret her i bind 5. Spændingen har været indtakt hele vejen igennem, og selv om det er længe siden, jeg læste bind 4, kom jeg lynhurtigt tilbage i universet.

De forgående har kunnet læses udenfor rækkefølge, det kan denne muligvis også, da der igen er et plot i plottet, men jeg vil så afgjort anbefale at læse serien fra en ende af. Ikke blot er dette er helt fantastisk velskrevet krimiserie, fyldt med konspirationsteorier, det er også en serie, der fortæller om den menneskelige udvikling hos mennesker i krise. 

Jeg har det ambivalent med Banesår; på den ene side, var det på tide, at sagen blev forsøgt endelig opklaret. Men på den anden side, er det trist at tage afsked med Henning. Jeg kunne sagtens have fulgt ham og hans genvordigheder, længe endnu. Men faktum er, at dette er afslutningen, og dertil må jeg bare sige: hvilket brag - det er en afslutning, der passer så fint til helheden. Og så vil jeg sige: tak, for mange timers super underholdning.




Tidligere udkommet i serien:

1. Skindød 

2. Fantomsmerte 
Hold nu fast, der er gang i denne 2. del i Henning Juul serien.
Det er en god gedigen krimi, en rigtig pageturner, hvor teksten flyder og læseren er på fra side etNye læsere kan sagtens starte her, men jeg er nu glad for at have været med fra starten.
Persongalleriet er stort og selv om beskrivelserne ikke når op på Karin Wahlberg niveau, er det en rigtig god læseoplevelse. Vi er primært under huden på Henning, men snuser også til nogle af de fortløbende personer. Der er en lille smule: Ja ja, en journalist, der opklarer forbrydelsen i stedet for politiet, over handlingen. Men jeg synes faktisk den holder hele vejen, dette til trods.
Jeg var rigtig godt underholdt, og glæder mig til den næste i serien.

3. Blodrus:

Denne tredje i serien, fortsætter hvor den forgående slap:

Sproget flyder, replikkerne er realistiske og falder naturligt og frem for alt flyder helheden, så siderne vender sig selv – og krimien er læst på rekordtid 
Denne gang får vi løftet lidt af sløret for, hvorfor Henning ikke ser sin søster, og har et meget anstrengt forhold til moderen – Det virker rigtig godt, at vi følger lidt af søsterens bevægegrunde sideløbende med mordene.
Selve plottet, eller dem begge, holder hele vejen. Der bygges løbende op, vi er med på sidelinjen og da trådene samles til slut, er det med os helt tæt på… Politidelen er i orden, og frem for alt har Henning ikke en utopisk rolle i den. Jeg glæder mig til den næste i serien – og den må gerne komme meget snart
4. Våbenskjold Læs anmeldelsen her
© Bognørden


onsdag den 27. januar 2016

Pigen uden navn

AF Christina Baker Kline


326 sider gads forlag

Dette er forfatterens femte romanudgivelse, men den første på dansk. Læs mere her.
Romanen har ligget nr. 1 på New York Times bestsellerliste, så forventningerne var i top da jeg gik i gang med denne hyldest til forældreløse og fattige børn.

Romanen er bygget op omkring virkelige hændelser, hovedpersonen er dog fiktiv, men omstændighederne og historien er inspireret af virkeligheden og en Irsk/Amerikansk kvinde.
Den er yderst levende og meget letlæselig. De to spor er begge realistiske og sammenfletningen er fin, uden at blive for nuttet. En roman, der er læst på rekordtid.

Maine 2011, Molly er i familiepleje, det har hun været i mange år, og i mange familier. Hun er aldrig rigtig faldet til, og da hun bliver anklaget for at stjæle en biblioteksbog, er det enten ungdomsfængsel og ny plejefamilie eller samfundstjeneste. Molly vælger sidstnævnte og skal hjælpe den 91 årige Vivian med at rydde op på hendes loft. Men Vivian er ikke vild med at smide ud, og Molly er lidt træt af det hele, indtil hun finder ud af, at Vivian også er plejebarn. Og da de to umage venner får åbnet kasser fra Vivians barndom, kommer fortællingen nærmest væltende ud af Vivian. Hun er Irsk, men med en alkoholisk og arbejdsløs far og en depressiv mor, er livet i 1920´ernes Irland for hårdt for familien, og de søger lykken i New York. Men det bliver aldrig andet end fattigdom og kamp for at få noget at spise, og da der udbryder brand i ejendommen mister Vivian sin far og sine to brødre. Moderen bliver indlagt på sindsygeanstalt og lillesøsteren formodes ikke at overleve. Vivian bliver hentet af naboerne, der aflevere hende på børnehjem, hvorfra hun kommer med et af de mange toge med forældreløse børn til Midtvesten. Vivian og de andre børn bliver givet væk til familier langs togruten, familierne vælger de børn de vil have, og selv om målet er adoption ender Vivian som en børnearbejder under kummerlige forhold. 

Figurerne er bundsolide, realistiske og meget levende. Specielt Vivian krøb ind under huden på mig, med alt hvad det indebar. Jeg var til stede med hende i alle aldre, i alle miljøer og hun gjorde stort indtryk på mig - specielt vishede om, at der har siddet mange børn (omkring 200.000) i præcis samme situation. 

Den skønlitterære vinkel med den unge pige, der møder den ældre kvinde, kunne meget vel være blevet for kliche-agtig, jeg synes den del er tilpas og hovevægten er på Vivians historie. Jeg fik lyst til at vide mere om Childrens Aids society og Orphan trains, så romanen har givet stof til eftertanke, jeg var fanget fra start til slut, læste på ingen tid, fordi dette er en roman, hvis sider vender sig selv, fordi læseren bare skal vide, hvordan historien udvikler sig. Mine varmeste anbefalinger - en af årets mustreads.


© Bognørden


Pulsens Koordinater

AF Nanna Lundgaard Arbøl



Denne digtsamling er forfatterens anden udgivelse Læs mere om forfatteren her

Digtsamlingen foregår i København, digtenes indhold er alle skabt, på steder rundt om i byen, og digtene er en rejse gennem en kvindes følelser. Samlingen kan ses som en efterfølger af forgængeren Under Cassiopeia, der handler om stormende forelskelse. Denne handler om, hvor svært livet er, når kærligheden ikke kunne holde.

" Det er de mest uransagelige veje du skal gå, for at finde dig selv. Men i sidste ende skal du miste dig selv for at starte forfra, og på grund af det, være i stande til at leve videre"

Jeg har ikke den store erfaring med digte, udover de, der var fast læsning under min skolegang, har jeg i mange år ikke beskæftiget mig med denne genre - før Yahya Hassan udgav sin samling. Denne anmeldelse er derfor en novices oplevelse af læsningen.

Den røde tråd er en kvinde, der har meget ondt i livet. Et kærlighedsforhold er afsluttet og hun har meget svært ved at finde sig til rette i livet. Sorgerne druknes i vilde byture, der afstedkomme tab. Tab af beklædningdele men frem for alt tab af tilstande. Størst indtryk gjorde digtet Amagerbrogade, realitetssans. Men faktisk evner forfatteren at fange min interesse hele vejen igennem, jeg kunne relatere til følelser og tilstande, og fik lyst til både at kramme og ryste op i kvinden. Samlingen er langt fra et festfyrværkeri, det er en fortælling om et menneske, der ikke kan se sig selv, men kun ser sig som en del af et forhold, der nu er gået i stykker. Om der er lys i mørket vil jeg ikke afsløre her, det skal de kommende læsere selv erfare. Jeg slutter af med en varm anbefaling af samlingen, og med et enkelt digt, der, synes jeg, rammer fint ind i helheden.

"Sig selv:
Du troede
det var din skyld
Derfor kan du ikke komme væk
eller ud
eller derhen
hvor du har tabt alle dine ting
for du har i sandhed mistet dig selv
da du snublede i livets svinkeærinder
og blev vidne til
den brutale henrettelse af din sjæl
der sugede det sidste af din puls
ud 
på åben gade

Nu ved du
hvad det vil sige
at være alene og flået til skindet, nøgen
som et uønsket spædbarn på Maboløs
natten mellem
en hvilken som helst
søndag eller mandag"



© Bognørden

fredag den 22. januar 2016

Brændte sjæle

AF Inger Wolf



333 sider People´s Press

Inger Wolf har skrevet serien om den jyske politimand Daniel Trokic Læs mere her. Brændte sjæle er første bind i en ny serie, jeg har været med fra start, og da jeg har været godt underholdt undervejs, har jeg set frem til mere fra denne hånd.

Denne nye serie starter på det sproglige område, præcis hvor den anden slap. Den er velskrevet, sproget flyder og er yderst letlæseligt. 

Christian Falk er psykolog, han arbejder på et forskningsprojekt om seriemordere, men derudover hjælper han politiet når de beder om det. Christian bliver tilkaldt af Henrik fra Østjyllands politi, da man finder et afkåret øre i en lejlighed i Århus. Lejlighedens ejer, den midaldrene Anton, er ingen steder at se. Men da teknikerne gennemgår lejligheden gør de et gruopvækkende fund, der gør, at politiet ikke længere er i tvivl om, at Anton er død - nu skal de så finde liget... og gerningsmanden. Samtidig finder politiet et stort lager af euforiserende svampe i lejligheden og Christian skal nu finde ud af, hvordan svampene passer ind i puslespillet. Men Christian har egen problemer at slås med, han finder ud af, at en af testpersonerne fra hans store forskningsprojekt, har opgivet falsk identitet, og Christian begynder at se en hvid Volvo alle steder - bliver han overvåget? Kort sagt, har Christian mere end rigeligt at se til, og i takt med at mordsagen udrulles, bliver det en kamp, der får stor betydning for Christian, både personligt og professionelt.

Inspirationen er formodentlig hentet hos det svenske makkerpar Hjort-Rosenfeldt. Christian Falk har mange lighedstegn med deres Sebastian Bergman. Christian Falk er en egenrådig mand, der ikke sætter sit lys under en skæppe, han har stor tiltro til egne evner, ikke mindst overfor kvinderne. Mit problem var, at jeg ikke kunne mærke figuren Christian, han er for meget skal og for lidt indhold. Han vader rundt i efterforskningen som det passer ham, får urealistisk meget snor, og er i det hele taget en figur jeg ikke bryder mig om. Ligeledes kunne jeg ikke mærke de øvrige figurer, de bliver for kunstige.

Politiet er naturligvis med hele vejen, trods det faktum, at det er psykologen, der er den altoverskyggende hovedperson. Mit problem var, at politiet er inkompetent, de laver utallige fejl, og fremstår langt mere som en karikatur end en realistisk partner. 

Plottet er sådan set rigtig fint, det er godt spundet. Men da jeg savnede realisme hele vejen igennem, blev handlingen aldrig spændende for mig. Der er mange spor - og sidespor. Måske også for mange, personligt ville jeg meget gerne have skåret drastisk ned på fyldet, og have haft en gedigen opklaring, som Wolf ellers har været garant for.

Nu har jeg jo læst serien om Trokic, jeg har været virkelig begejstret for de solide figurer og det realistiske politiarbejde. Derfor blev denne nye også en meget stor skuffelse for mig. Sproget er stadig super, plottet er fint, men jeg savnede reelle figurer og realisme. Så jeg håber forfatteren er i gang med at skrive sig ind på figurerne, og finder tilbage til fordums solide personportrætter og store realisme.



© Bognørden

torsdag den 21. januar 2016

Jægere i natten

AF Oliver Bottini


285 sider People´s Press

Dette er forfatterens fjerde udgivelse i serien læs mere her. Jeg har ikke læst de forgående, så dette var mit første møde med både forfatter og figurer.

Krimien er skrevet i et meget letlæseligt og flydende sprog, kapitler er korte og samlet set gør det, at det er en krimi, der er meget hurtigt læst.

En ung kvinde forsvinder, og dagen efter meldes en 15 årig dreng savnet. Da drengen findes druknet og også viser tegn på vold, bliver Louise Bonís fra kriminalpolitiet i Freiburg, sat på sagen. Louise er en kontroversiel kvinde, kollegaerne er delt i to lejre, der strides om, hvorvidt hun er en slidt alkoholiker eller en genial betjent. Louise har en snæver kreds af kollegaer omkring sig, og arbejder meget med fornemmelser frem for fakta. Louise tror hurtigt at de to sager hænger sammen, og nu håber hun, at den forsvundne kvinde stadig er i live, og kan findes. Men der er ikke mange konkrete spor at gå efter, og da en læge også findes myrdet, gælder det om at finde gerningsmanden inden der sker flere mord. Louise og de tætte kollegaer får derfor brug for at arbejde både hurtigt og skarpt, for at komme til bunds i sagen, også selv om det kan blive en skæbnesvanger opklaring.

Nu har jeg som nævnt ikke læst de forgående, jeg har de to første stående i reolen, men er ikke kommet i gang med dem - det bar denne læseoplevelse præg af. Der er rigtig mange referencer til både tidligere sager, og til Louises personlige udvikling. Jeg følte jeg var bagud hele vejen igennem, og da jeg dertil synes, at hendes figur er for svævende og lidt ukonkret, havde jeg ikke noget at relatere til. Jeg brød mig ikke rigtig om hende, for jeg ved stadig ikke rigtigt, hvilke regulære egenskaber hendes figur har.

Politiarbejdet virker nogenlunde realistisk det, der gør, at jeg ikke rigtig kommer til at mærke det, er, at Louise drager mange forhastede konklusioner, og for mig, bliver det for letbenet. Louises fornemmelser er helt okay med mig, men hun falder hele tiden over de rigtige løsninger, og helt uden forudgående fakta. 

Jeg er sikker på, at jeg ville have fået meget mere ud af denne krimi, hvis jeg havde læst de forudgående. Jeg vil derfor stærkt anbefale, at læsere, der ikke allerede kender serien, tager dem i rækkefølge - det vil uden tvivl give et meget bedre billede af helheden.



Tidligere udkommet i serien:

1. Mord i zen

2. De dødes navne

3. I fædrenes fodspor

© Bognørden

lørdag den 16. januar 2016

RITT Erindringer - Første bind

AF Ritt Bjerregaard



340 sider Politikens Forlag


Ritt Bjerregaard har hele mit liv, været en markant politiker - på godt og ondt. Og da jeg er meget politisk interesseret, var denne biografi naturligvis en must read for mig.

Ritt fortæller her i første bind, levende og meget vedkommende om hendes liv, Danmarks forandring op igennem årtierne og løfter en lille flig af det politiske tæppe. Det er ikke en slavisk kronologisk fortælling, Ritt har valgt punktnedslag i livet og springer ofte i både tid og sted - det krævede en anelse tilvænning, men helheden blev slugt.

Ritt voksede op i en gængs arbejderfamilie på Vesterbro i København. Faderen var forsørger og moderen var i mange år hjemmegående med de tre børn, hvoraf Ritt var den ældste. Faderen var børnehjemsbarn og moderen fra en fattig familie, så begge Ritts forældre satte tidligt en ære i at opdrage deres børn med kærlighed og frem for alt, at give dem muligheder i livet. Ritt bliver tidligt en pige, der elsker at være centrum, hun sætter ikke på noget tidspunkt sit lys under en skæppe, og tager godt for sig af livets retter. Således kommer hun både i mellemskole og på gymnasiet, men ender med at vælge læreruddannelsen frem for gymnasiet. Ritt har tidligt en plan om at blive lærer - og en rigtig god en af slagsen. Hun vil hjælpe de svage elever til successer i skolen. Og Ritt bliver lærer, hun møder sin mand Søren da han underviser hende på seminariet. Søren får en stilling på universitetet i Odense og parret rykker til fyn, hvor Ritt både underviser og takker ja til at blive folketingskandidat for socialdemokratiet. Søren og Ritt fravælger børn, men lever til gengæld et meget anderledes familieliv, i et meget åbent ægteskab, der både giver plads og rum til arbejde og andre kærester. 

Dette første bind er en personlig fortælling, det politiske berøres kun sporadisk, for det her er fortælingen om personen Ritt Bjerregaard. Hun har været en ofte fremtrædende del af mit politiske baggrundstæppe, jeg husker hende som en hård dame, der står på mål for sine meninger. Sådan har personen Ritt også levet sit liv, fortællingen er en stor kærlighedserklæring til forældrene - specielt faderen. Den er varm, informativ og meget vedkommende. For mens Ritt vokser op, ændrer samfundet sig markant, og fortælleren Ritt har evnet at få alle siderne med, og læseren får en sublim indsigt (eller gensyn) med tidernes store ændringer. Tre generationers blik på samfundet, og jeg må bare konstatere, at det virker - virkelig godt.

Mens jeg ser frem til anden del, den politiske, vil jeg glædes over at have været gæst i Ritts og Danmarks fremgang. Om du er politisk interesseret eller ej, så er dette en biografi, der bare  læses, for dette er meget mere end "bare" Ritt.


© Bognørden

fredag den 15. januar 2016

En mørkere himmel

AF Mari Jungstedt & Ruben Eliassen


314 sider People´s Press

Mari Jungstedt behøver næppe den store præsentation blandt krimifans, hun har skrevet 
serien om den Gotlanske politimand Knutas og hans folk. Læs mere om Jungstedt og serien her. Nu har hun så slået sig sammen med den norske forfatter Ruben Eliassen, som hun også deler privatliv med, og dette er første bind i en planlagt serie.

Jeg har læst hele serien om Knutas, jeg har hygget mig med figurerne og det solide politiarbejde. Derimod har jeg ikke tidligere stiftet bekendtskab med Eliassen, så jeg gik ind til denne nye serie med forventningen om en hyggekrimi, der var god underholdning.

Sproget er præcis så let som vanligt hos Jungstedt, sproget glider, og trods de utrolig mange spor er det en krimi, der er læst på rekordtid. 

Den svenske journalist Sara har slået sig ned på Gran Canaria, hvor hun driver en nordisk avis og hendes mand et hotel. Sara skriver mest reklamer, for de nordiske turister skal have noget at fordrive tiden på øen med. Men da en lyshåret kvinde findes myrdet på en strand, bliver Sara nysgerrig og begynder at blande sig i opklaringsarbejdet. Her møder hun svenske Kristian, han er nyansat ved det svensk-norske konsulat og bliver tilkaldt da kvinden viser sig at være skandinavisk. Sammen hjælper de politiet, men de begynder også at køre deres helt egen efterforskning. Den døde kvinde boede på et yoga resort, her troner en norsk mand Frank, med hans unge hustru, to børn og en hushjælp. Frank er en hård mand, både i privaten og på arbejdet, og hans hustru er ked af at leve i isolation ude på landet og med en mand, der aldrig er hjemme. Derudover er der et tilbageblik i tiden, den fattige fiskerkone Adriana mister sin mand og kæmper for at hende og sønnen David kommer ovenpå igen. Men en dag møder hun en mand, og i takt med at hun forelsker sig, må hun give køb på håb og drømme, og bide skuffelserne i sig. Og mens Adrianas fortid rulles ud, tager nutidens drabssag en ekstra drejning.

Noget af det jeg har holdt af i Jungstedts tidligere romaner, er de solide personer - der synes jeg desværre denne falder fuldkommen igennem. Den eneste person jeg kommer til at relatere til er Adriana, hendes historie er levende og realistisk. De øvrige personer er desværre meget urealistiske i både tanker og handlinger, og dertil kommer, at jeg faktisk ikke bryder mig om dem, så jeg havde ikke meget at arbejde med på denne front.

Politiets arbejde er en anden af de ting jeg går meget op i, og som Jungstedt har honoreret rigtig godt hidtil. Også her har hun givet køb på realismen denne gang: Politiet er fyldt med inkompetence, og at de f.eks. lader to udenlanske statsborgere komme ind på gerningssteder, tage billeder og komme med råd... Det går simpelthen ikke hos mig. 

Plottet er let at regne ud, men jeg synes faktisk selve historien er godt skruet sammen, og selv om jeg havde gættet hovedparten tidligt, synes jeg faktisk forfatterne har evnet at fastholde en del af spændingen til slutningen.

Alt i alt var det er stor skuffelse for mig, jeg havde forventet mere, og med realisme og stærke figurer som kæpheste, kunne jeg ikke se bort fra de mangler. Til gengæld er jeg overbevist om, at de læsere, der ikke er så realitets-krævende som jeg, vil finde glæde i denne nye hyggekrimi, for som nævnt er sproget herligt let, og romanen lige til at gå til.



Mari Jungstedts serie fra Gotland:


1 Den du ikke ser

2 I den stille nat

3 Den inderste kreds

4 Den døende dandy

5 I denne søde sommertid

6 Den mørke engel

7 Den dobbelte tavshed

8 Den farlige leg

9. Det fjerde offer

10. Den sidste akt

© Bognørden

torsdag den 14. januar 2016

Den anden

AF Harriet Lane


299 sider gads forlag

Dette er forfatterens anden romanudgivelse, hun debuterede med den anmelderroste 
Aldrig uden dig se mere her, som hun skrev mens hun mistede synet til en øjensygdom. Jeg har ikke læst debuten, så dette var mit første møde med hendes værker.

Denne psykologiske thriller er virkelig velskrevet, sproget flyder, de to spor er lige til at gå til, og giver fra hver sin side, en helhed, der er fængende fra start til slut.

Emma og Nina er to kvinder omkring de 40 år. Nina er mor til en teenage datter, gift for anden gang og er en rimelig succesfuld kunstmaler. Men Nina har en tendens til at se ned på andre mennesker, og magter i virkeligheden ikke ret meget andet end sig selv. En dag ser hun en kvinde på gaden, Nina kan kende hende fra hendes ungdom, og det glæder hende at se, at hun selv er langt mere "velholdt" end kvinden. Kvinden er Emma, hun er gift med en tv producer, har sønnen Christopher på 3 år og en baby på vej. Emma har måtte opgive sit freelance tv job og selv om hun er glad for sin søn, er hun virkelig presset. Emma har svært ved at overskue livet som småbørns mor, hun føler sig overset af manden, og kæmper mod en depression. Nina løber igen ind i Emma, og ender med at bliver Emmas redningskvinde, da hun hjælper hende ved flere lejligheder. Det bliver indledningen til et bekendtskab. hvor de to kvinder kommer lidt tættere på hinanden, dog uden at Emma genkender Nina, og uden at Nina afslører, at hun genkender Emma. Men kvindernes bekendtskab er langt fra ligeværdigt, og det viser sig hurtigt, at intet er, hvad det giver sig ud for. Spørgsmålet er så; hvor langt vil et ensomt menneske gå for at tilfredsstille egne følelser - og ikke mindst, hvad bliver konsekvensen?

De to figurer er usædvanlig levende og meget realistiske. Det er figurer du med garanti kan genkende noget af dig selv i, kender eller har kendt. Deres tanker og handlinger står knivskarpt, det er simpelthen bundsolidt formidlet, og jeg havde mange følelser i spil under læsningen. Mit eneste kritikpunkt er, at jeg synes slutningen bliver for let, det bliver en lidt flad fornemmelse ovenpå en ellers virkelig god psykologisk roman.

Men er du, som jeg, vild med de dybe fortællinger, så er dette altså en virkelig god roman, siderne vender sig selv og tankerne kører på højtryk - en herlig blanding. Jeg vil meget gerne læse mere fra denne hånd.


© Bognørden

Iskold død

AF Bernard Minier



Dette er forfatterens debut, den er udgivet i Frankrig i 2011 og er siden efterfulgt af
yderligere tre krimier, der alle har ligget på de franske bestsellerlister.

Romanen er velskrevet, de to spor er fint adskilt og teksten flyder, min eneste klage er de utallige gange figurerne bander - på fransk. Merde, det kunne godt have været skåret
lidt ned.

Den franske politikommissær Martin Servaz bliver kaldt ud til et makabert dødsfald - en hest er blevet halshugget og hejst op i en skilift i 2000 meters højde. Hesten viser dig at tilhøre den kendte forretningsmand Lombert, og derfor skal Martin give sagen højeste prioritet. Da det siden viser sig, at der findes dna på gerningsstedet, der stammer fra en yderst farlig morder, der sidder på livstid på en lukket psykiatrisk klinik, er forvirringen total. På selvsamme klinik ankommer den unge psykolog Diana, hun skal arbejde på klinikken i nogle måneder. Men Diana får med det samme at vide, at hendes tilstedeværelse er uønsket, at chefen for klinikken ikke mener hun er klar til disse meget specielle patienter. Så Diana er meget alene på klinikken, og da hun en nat opdager, at nogen sniger sig rundt på klinikken og går ind på den mest sikrede afdeling A, starter hun sin egen undersøgelse. Udenfor klinikken støder politiet hele tiden på nye udfordringer samtidig med, at der lægges pres på fra alle sider, for at opklare hestemordet. Men da en lokal mand findes hængt under en bro, begynder tingene at gå stærkt og Martin Servaz og hans kollegaer får mere end nok at se til - for er der flere der skal dø, og i så fald, hvem er den næste på listen - og hvorfor?

Læsere, der holder af Pierre Lemaitres krimier, vil helt sikkert også nyde denne nye krimi, for Martin Servaz og Camille minder utrolig meget om hinanden. Såldes er både figurer og skrivestil meget franske og meget genkendelige. Et godt stykke hen af vejen er figurerne levende og nogenlunde realistiske, dog synes jeg, de mister fodfæstet efterhånden som klimakset sætter ind. 

Politiets andel er naturligvis stor, da hovedpersonen er politimand, og her savnede jeg realisme. Nuvel, det er en debutroman og kanter skal slibes til, men da politiet begyndte at begå store fejl, optræde inkompetent og ganske simpelt falde over spor, så evner jeg ikke at se bort fra det. Plottet holder til gengæld fint, der er mange bolde i luften, men de gribes fint til slut og som helhed er dette en rigtig fin debut.


© Bognørden

fredag den 8. januar 2016

Hvor fire veje mødes

AF Tommi Kinnunen


316 sider Rosinante


Dette er forfatterens debut som romanforfatter, han har tidligere skrevet både skuespil og kabareter. Ved siden af forfatterskabet arbejder han som lærer i det østlige Finland. Romanen er en bestseller hjemme i Finland og solgt til mange lande, så forventningerne var så afgjort i top inden jeg startede på fortællingen.

Og lad mig blot starte med af fastslå, at jeg til fulde fik indfriet alle forventninger. Romanen er yderst velskrevet, sproget flyder legende let, handlingen fanger fra start til slut og så er romanen så levende, at jeg netop har tilbragt små 100 år i Finland. Sporerne belyder familiehistorien fra fire sider, nogle gange samme sag fra flere sider, andre gange nye vinkler og det, den portrætteredes liv er fyldt med gennem livet.

Romanen har ligesom titlen antyder, fire spor. Det er punktnedslag i fire menneskeliv. Den unge jordemoder Maria kommer til den lille sogneby i 1895, hun har måtte efterlade sit barn mod betaling, og er nu tvunget til at starte forfra i denne lille by. Maria bygger sig et hus, får en datter udenfor ægteskab og bliver efterhånden en anerkendt jordemoder. Datteren Lahja vokser op i et trygt og godt hjem, men da hun også en dag står med en graviditet og ingen mand, træder hendes mor ind og blander sig i Lahjas liv. Nogle år efter er Lahja gift med Onni, som har adopteret Lahjas datter og derudover har de fået to børn mere. Onni er en varm og kærlig far, Maria er vild med sin svigersøn, men da han kommer hjem, højt dekoreret, efter 2. verdenskrig, er Onni som forvandlet. Parret skændes konstant, og da Maria dør, er der ingen til at gyde olie på de rørte vande. Onni tager hele tiden ind til storbyen, under dække af at hente byggematerialer, men Lahja tror ikke på Onnis forklaringer - og en dag kommer han ikke tilbage. Da Onni er væk flytter Onni og Lahjas eneste søn ind i huset til mor/svigermor, svigerdatteren Kaarina er en varm og kærlig kvinde, men forholdet til Lahja bliver aldrig rigtig godt, for Lahja er en bitter kvinde, der kun evner at skabe utryghed og kommandere med alle omkring hende. Kampene er mange og lange, men det lykkedes alligevel Kaarina at skabe et nogenlunde tåleligt miljø, men rigtig godt bliver det aldrig, for denne familie taler ikke sammen længere - og så er det svært at finde fælles fodslag.

Dette var en af de sjældne oplevelser, hvor jeg var inde i universet fra første linje. Jeg behøvede ikke tid til at pejle mig ind, jeg var der. Familiehistorien fanger med det samme, og samtidig er dette også en fortælling om vilkårene i det nordlige Finland gennem et århundrede. 

Familien er dybt dysfunktionel, ikke pga. vold eller druk, men ganske simpelt fordi, familien ikke evner at tale sammen. Det bliver derfor fire liv fyldt med frustrationer, glæder og mange sorger. Ingen vil egentlig nogen, noget ondt, men da de ikke taler sammen og ser hinanden, er deres liv dømt til at blive mere sorte end hvide.

Romanen er en dyster Finsk familiesaga. Men trods det dystre er den på ingen måder tung - tværtom. Det er en helt fantastisk velfortalt historie, der er vedkommende, med bundsolide personportrætter. At det også er en debut lover rigtig godt for fremtidige udgivelser, men med denne kvalitet er jeg nødt til at sige, at barren er sat endog meget højt til komende romaner. Dette er afgjort en mustread, der skal havde de varmeste anbefalinger.

© Bognørden