AF Anders Johansen
244 sider Modtryk
Forfatteren har udgivet flere ungdomsromaner, men det er mit første møde med
hans værker Læs mere her
Romanen er yderst velskrevet, sproget er flydende og trods det dystre tema, vender
siderne helt sig selv. Afsnittene er klart opdelte, og jeg fortælleren guider på
fornemmeste vis, læseren gennem handlingen.
Nora er 14 år gammel. Hun boede i byen med sine forældre, men da krigen bryder ud,
forsvinder hendes far, og en dag får bombeflyene også tag på hendes mor. Nora kommer ud på en lille ø, hvor morfaren er øens præst. Men morfaren er en bitter gammel mand,
han slog håneden af Noras mor, og tager i det hele taget ikke særlig pænt imod Nora.
Det gør til gengæld husholdersken, hun sørger for mad og tøj til Nora, og hendes datter bliver Noras eneste ven på øen. Men heller ikke det venskab er særlig kærligt, Nora udsættes både for mobning og hån, den forældreløse pige er ensom og ulykkelig. Noras favorit eventyr er Noahs ark, og da hun på øen møder dyr i nød, tager hun dem til sig,
trods morfarens protester. Nora bruger dagene udenfor skolen, oppe i kirkens tårn, hvor hun tænker på eventyret, og gennemlever sit liv med forældrene inden hun kom til øen. Men krigen rykker nærmere, og hvad sker der så med øen - og Nora?
Denne roman er både en fortælling om en ung piges indre, men den er i særdeleshed en
fortælling om krigens gru, dens mange ringe i vandet, og dens indflydelse på, i dette tilfælde, et øsamfund, som i forvejen er lukket.
Noras historie er så langt fra et festfyrværkeri som den kan komme, den er en grum og
levende fortælling om en piges ensomhed. Historien udspiller sig for mange år siden, og samtidshistorien er virkelig godt gengivet. Men det er det dybe psykologiske lag i historien, der for alvor fangede mig. Universet er klokkeklart, jeg var til stede på øen, ønskede at skærme Nora og yde hende omsorg - Kort sagt; jeg var fanget fra start til slut.
Som ungdomsroman er den klart i den "mørke" ende af skalaen, og det er faktisk en stor befrielse, for den er vedkommende og meget realistisk - og en del af datidens liv. Den er ikke mainstream ungdomslitteratur, og kan med stor succes læses af "voksne" læsere også.
siderne helt sig selv. Afsnittene er klart opdelte, og jeg fortælleren guider på
fornemmeste vis, læseren gennem handlingen.
Nora er 14 år gammel. Hun boede i byen med sine forældre, men da krigen bryder ud,
forsvinder hendes far, og en dag får bombeflyene også tag på hendes mor. Nora kommer ud på en lille ø, hvor morfaren er øens præst. Men morfaren er en bitter gammel mand,
han slog håneden af Noras mor, og tager i det hele taget ikke særlig pænt imod Nora.
Det gør til gengæld husholdersken, hun sørger for mad og tøj til Nora, og hendes datter bliver Noras eneste ven på øen. Men heller ikke det venskab er særlig kærligt, Nora udsættes både for mobning og hån, den forældreløse pige er ensom og ulykkelig. Noras favorit eventyr er Noahs ark, og da hun på øen møder dyr i nød, tager hun dem til sig,
trods morfarens protester. Nora bruger dagene udenfor skolen, oppe i kirkens tårn, hvor hun tænker på eventyret, og gennemlever sit liv med forældrene inden hun kom til øen. Men krigen rykker nærmere, og hvad sker der så med øen - og Nora?
Denne roman er både en fortælling om en ung piges indre, men den er i særdeleshed en
fortælling om krigens gru, dens mange ringe i vandet, og dens indflydelse på, i dette tilfælde, et øsamfund, som i forvejen er lukket.
Noras historie er så langt fra et festfyrværkeri som den kan komme, den er en grum og
levende fortælling om en piges ensomhed. Historien udspiller sig for mange år siden, og samtidshistorien er virkelig godt gengivet. Men det er det dybe psykologiske lag i historien, der for alvor fangede mig. Universet er klokkeklart, jeg var til stede på øen, ønskede at skærme Nora og yde hende omsorg - Kort sagt; jeg var fanget fra start til slut.
Som ungdomsroman er den klart i den "mørke" ende af skalaen, og det er faktisk en stor befrielse, for den er vedkommende og meget realistisk - og en del af datidens liv. Den er ikke mainstream ungdomslitteratur, og kan med stor succes læses af "voksne" læsere også.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar