AF Erik Valeur
440 sider Politikens Forlag
Erik Valeur er manden bag den prisvindende debutroman Det syvende barn. Nu er
han tilbage og forventningerne var i top. Læs mere om forfatteren her
Debutten fik meget blandede anmeldelser, og selv om den står på reolen, har jeg ikke fået den læst endnu, så denne toer, var mit første møde med forfatteren. Og lad mig blot starte med at fastslå, at jeg efter endt læsning er lige så meget i vildrede, som anmelderne er omkring Det syvende barn.
Denne roman er på ingen måde en flydende og letlæselig roman,genrene er flere og det kræver læseren fulde opmærksomhed at navigere rundt i romanen. Det er både en art fabel med sarkasmen drivende ned ad siderne, en fortælling om Viggo og hans venner fra barndommen og op til de er midaldrende, og endelig er det en roman med et indlagt plot.
Romanen er opdelt i før og nutid samtidig med, at den omhandler et bredt persongalleri, der alle har deres egne kapitler til at berette om deres egen rolle. Romanens eneste jeg-fortæller er Malin, hun er kommet til et af Danmarks yderområder, har lejet et faldefærdigt hus i vandkanten og vil forsøge at komme ind på livet af Viggo. Viggo bor i fyrtårnet, efter et langt liv med psykiske problemer, blev han sparet væk som journalist. Viggo er meget optaget af døden, specielt af dødsvarsler, men alle i omgangskredsen tror han er skør. Viggo er vokset op på en rækkehus-vej i Søborg sammen med Teis, Adda, Ove, Verner og de to brødre Poul og Palle Blegman. Blegman-klanen er kendt og frygtet landet over, deres far startede i det Konservative folkeparti, og godt hjulpet af deres enorme formue blev han en frygtindgydende patriark. Palle er i dag statsminister og lillebror Poul er Justistminister.
En dag forsvinder deres gamle mor fra det plejehjem, hvor hun bor. Brødrene sætter alle sejl ind på at finde hende, og det bringer "drabschefen" og nummer to på banen. Mens alle i landet leder efter enkefruen, begynder Viggo sin rejse tilbage i barndommen, det bliver til en grum fortælling om en families chikane og en vennekreds, der forsøger at holde sammen, trods åbenlyse modsætninger og det faktum, at alle er præget af barndommen.
Jeg er som nævnt, meget i tvivl om, hvordan jeg skal bedømme denne højst usædvanlige roman. På den ene side bryder jeg mig ikke om den, på den anden side, havde den fat i mig. Beskrivelserne af politikerne, politiet og Blegman-klanen er bidene sarkastiske, ind imellem følte jeg også satiren, faktisk er de fleste figurer præget af en helt usædvanlig høj selvfedme. Men jeg synes desværre romanens livsfortælling drukner i sarkasme/satire.
Beretningen om barndommen i Søborg og de forskellige figurers liv var jeg meget begejstret for, hvorimod jeg synes "thriller-delen" faldet fuldkommen igennem, igen pga. opbygningen.
Men jeg må til gengæld sige, at dette på alle måder er en virkelig original roman, jeg har ikke tidligere stiftet bekendskab med denne genre-blanding, og som sagt er jeg meget ambivalent omkring helhedsindtrykket. Jeg synes det var herligt med en udfordring, og vil slutte af med at sige, at dette så absolut er en roman, der kræver sin læser, men til gengæld er så original, at den så afgjort skal anbefales.
© Bognørden
Denne roman er på ingen måde en flydende og letlæselig roman,genrene er flere og det kræver læseren fulde opmærksomhed at navigere rundt i romanen. Det er både en art fabel med sarkasmen drivende ned ad siderne, en fortælling om Viggo og hans venner fra barndommen og op til de er midaldrende, og endelig er det en roman med et indlagt plot.
Romanen er opdelt i før og nutid samtidig med, at den omhandler et bredt persongalleri, der alle har deres egne kapitler til at berette om deres egen rolle. Romanens eneste jeg-fortæller er Malin, hun er kommet til et af Danmarks yderområder, har lejet et faldefærdigt hus i vandkanten og vil forsøge at komme ind på livet af Viggo. Viggo bor i fyrtårnet, efter et langt liv med psykiske problemer, blev han sparet væk som journalist. Viggo er meget optaget af døden, specielt af dødsvarsler, men alle i omgangskredsen tror han er skør. Viggo er vokset op på en rækkehus-vej i Søborg sammen med Teis, Adda, Ove, Verner og de to brødre Poul og Palle Blegman. Blegman-klanen er kendt og frygtet landet over, deres far startede i det Konservative folkeparti, og godt hjulpet af deres enorme formue blev han en frygtindgydende patriark. Palle er i dag statsminister og lillebror Poul er Justistminister.
En dag forsvinder deres gamle mor fra det plejehjem, hvor hun bor. Brødrene sætter alle sejl ind på at finde hende, og det bringer "drabschefen" og nummer to på banen. Mens alle i landet leder efter enkefruen, begynder Viggo sin rejse tilbage i barndommen, det bliver til en grum fortælling om en families chikane og en vennekreds, der forsøger at holde sammen, trods åbenlyse modsætninger og det faktum, at alle er præget af barndommen.
Jeg er som nævnt, meget i tvivl om, hvordan jeg skal bedømme denne højst usædvanlige roman. På den ene side bryder jeg mig ikke om den, på den anden side, havde den fat i mig. Beskrivelserne af politikerne, politiet og Blegman-klanen er bidene sarkastiske, ind imellem følte jeg også satiren, faktisk er de fleste figurer præget af en helt usædvanlig høj selvfedme. Men jeg synes desværre romanens livsfortælling drukner i sarkasme/satire.
Beretningen om barndommen i Søborg og de forskellige figurers liv var jeg meget begejstret for, hvorimod jeg synes "thriller-delen" faldet fuldkommen igennem, igen pga. opbygningen.
Men jeg må til gengæld sige, at dette på alle måder er en virkelig original roman, jeg har ikke tidligere stiftet bekendskab med denne genre-blanding, og som sagt er jeg meget ambivalent omkring helhedsindtrykket. Jeg synes det var herligt med en udfordring, og vil slutte af med at sige, at dette så absolut er en roman, der kræver sin læser, men til gengæld er så original, at den så afgjort skal anbefales.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar