torsdag den 3. september 2015

Trange tider i Hope River

AF Patricia Harman


399 sider Cicero

Jeg var ovenud begejstret for forgængeren, en virkelig velskrevet roman, der både indeholder historiske indblik i en jordemoders gerninger, samtidens raceproblemer og så en lille herlig kærlighedshistorie. Jeg havde derfor meget store forventninger til denne nye.

Denne efterfølger er præcis så velskrevet som sin forgænger. Sætningerne flyder, handlingen er levende og samtiden er virkelig godt beskrevet.

Trange tider i Hope River byder på gensyn med Jordemoderen Patience, hendes mand dyrlægen Daniel og andre af de tidligere figurer. Året er 1934, landet er hårdt ramt af tørke og depression, mange mennesker sulter og må gå fra hus og hjem. Hovedpersonen er sygeplejersken Becky, hun flyttede fra Hope River da hendes chef, lægen Dr. Blum måtte flytte sin praksis pga. depressionen. Men da Blums hustru dør, får han et sammenbrud, han bliver som et lille barn uden tale, skal mades og passes, og Becky ender med at tage ham med tilbage til Hope River. Her flytter de ind i Patiences gamle hus, og nu skal Becky forsøge at finde et job, der kan skaffe dem mad på bordet. Det er meget sværere end hun tror, og det ender med at hun må hjælpe Patience med jordemoder-gerningen. Becky er skræmt af fødsler, og da præsidentfruen opretter lejre rundt om i landet til oprettelse af nationalparker, kommer der arbejde til byen, også til Becky, der bliver ansat som lejr-sygeplejerske. Becky knokler med mændene i lejren og hjemme i huset med Dr. Blum, det fungerer selv om hun er træt og trist, og da Patience kommer i livsfare, må Becky også træde til der. Men hvor længe kan hun holde sammen på sig selv - og bliver Blum nogensinde bedre?

Universet er levende og meget realistisk, forholdene under depression er virkelig godt beskrevet. Problemerne med økonomien, racediskrimination, der stadig gældene her i midt 30´erne, og så er de lægefaglige udfordringer rigtig godt formidlet. Så udover handlingen om menneskene og vilkårene, får læseren en indføring i både læger, sygeplejersker og jordemødres arbejdsvilkår og metoder på den tid - råt og virkelig oplysende.

Denne roman kan sagtens læses uafhængigt af sin forgænger, for trods samme ramme, og gengangere i figurerne, er det ikke af stor betydning for handlingen. At jeg så synes, det er at snyde sig selv for en god oplevelse, er en helt anden sag. 

Romanen er altså skåret over præcis samme læst som forgængeren, og forfatteren lykkedes rigtig godt med kombinationen - specielt vil jeg rose hende for ikke at blive for banal i beskrivelserne af de menneskelige relationer. Når jeg alligevel ender på et trin mindre denne gang, er det pga. figurerne; jeg kommer ikke så langt ind under huden på Becky, som jeg gjorde med jordemoderen i forgængeren. 

Men det til trods, er Trange tider i Hope River en medrivende og levende samtidsroman. Få evner at blande fakta med fiktion, med det lykkes altså her. Var du begejstret for Jordemoderen er denne et must read - er du ny læser, så kom med ind i universet, 
jeg garanterer en stor læseoplevelse.


© Bognørden


Tidligere udkommet: 

Jordemoderen fra Hope River:
Dette er en, på alle måder, fantastisk roman.
Den er super velskrevet, sproget flyder og siderne vender helt sig selv i en rasende fart :)

Alle personer, omgivelser og handlinger er yderst levende og realistiske. Romanen berører både
sorg, tab og glæde - raceproblematikken i USA, den store mangel på job og penge, og hvilke problemer det alt sammen skaber i området omkring Hope river - og fem for alt: hvordan indbyggerne trods alt, for det bedste ud af det lidt der er - Det kunne vi stadig lære meget af i dag.

Jeg var helt inde under huden på Lizbeth/Patience, mærkede hendes følelser og sindsstemninger og deltog i de mange fødsler. Dertil skildres en jordemoders arbejde i 1920-30 erne, hvilke forhold de arbejdede under, og hvordan udviklingen var den gang.

Alt i alt, en helt sublim læseoplevelse - den skal have absolut topkarakter og de
aller varmeste anbefalinger

© Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar