AF Jojo Moyes
493 sider Cicero
Jeg er vild med Jojo Moyes, hun er altid garanti for en skøn feelgood oplevelse, og så er jeg begejstret for de tvist af moralske emner, hun altid fletter ind. Så som "hestepige" og trofast læser, var forventningerne igen store. Se tidligere udgivelser og anmeldelser herunder.
Jojo Moyes skriver letlæselige romaner, og det er denne endnu et fint eksempel på. Romanens to spor: Den 14 årige Sarah og hendes hest Boo, og så advokaten Natasha og hendes kommende eksmand Mac - er begge levende, letlæselige og fint opdelte.
Jojo Moyes skriver letlæselige romaner, og det er denne endnu et fint eksempel på. Romanens to spor: Den 14 årige Sarah og hendes hest Boo, og så advokaten Natasha og hendes kommende eksmand Mac - er begge levende, letlæselige og fint opdelte.
Sarah bor hos sin franske morfar Papa. De har sammen købt hesten Boo, Papa træner både hest og barnebarn, som han selv er blevet trænet i et fornemt fransk rytterkorps. Sarah omgås kun sin morfra og folk fra stalden, hun er en pligtopfyldende pige, der ikke kræver andet end tid med sin hest. Natasha er en fremstormenede advokat, der arbejder i døgndrift med børnesager. Hun og Mac er ved at blive skilt, han har ikke være hjemme et år, da han pludselig flytter ind i deres fælles hus igen. Han vil have huset solgt, og selv om Natasha ikke er meget for at dele med Mac, rykker de to igen ind under samme tag. Sarahs Papa falder pludselig om med en blodprop, og den unge pige må nu klare både sig selv og sin hest. Det går godt en tid, men så vælter Sarahs hverdag og samtidig møder hun Natasha og Mac. Sarah er ikke en pige, der åbner op for sit indre liv, og da hun rykker ind i huset hos Natasha og Mac, er det tre fremmede mennesker, der skal bo sammen. Situationen ændres drastisk og en dag står alle tre over for meget skæbnesvangre valg, spørgsmålet er så: hvor bringer det dem hen?
Som altid i Moyes romaner, er der et fint moralsk dilemma i handlingen, således også denne gang, hvor det omhandler manglende kommunikation, og ikke mindst det at se og lytte til vores medmennesker. Det har jeg altid holdt meget af hos forfatteren - MEN denne gang synes jeg det bliver for langtrukkent og for sukkersødt.
Det var for meget hest, for meget fyld og for lidt handling, efter min smag. Jeg kom aldrig rigtig ind under huden på figurerne, udover Mac blev de for perifære og "tynde" i beskrivelserne. Jeg ved godt, at når jeg holder en Moyes roman i hænderne, er det feelgood, og jeg holder af det - men denne gang blev det altså for meget for mig, og jeg sidder tilbage med en skuffet fornemmelse.
Jeg har dog på ingen måde mistet glæden ved det samlede forfatterskab, og jeg glæder mig meget til at kaste mig over den nyeste: Efter dig, som er en efterfølger til den, i min optik, bedste Moyes roman nogensinde: Mig før dig.
Af samme forfatter:
Som altid i Moyes romaner, er der et fint moralsk dilemma i handlingen, således også denne gang, hvor det omhandler manglende kommunikation, og ikke mindst det at se og lytte til vores medmennesker. Det har jeg altid holdt meget af hos forfatteren - MEN denne gang synes jeg det bliver for langtrukkent og for sukkersødt.
Det var for meget hest, for meget fyld og for lidt handling, efter min smag. Jeg kom aldrig rigtig ind under huden på figurerne, udover Mac blev de for perifære og "tynde" i beskrivelserne. Jeg ved godt, at når jeg holder en Moyes roman i hænderne, er det feelgood, og jeg holder af det - men denne gang blev det altså for meget for mig, og jeg sidder tilbage med en skuffet fornemmelse.
Jeg har dog på ingen måde mistet glæden ved det samlede forfatterskab, og jeg glæder mig meget til at kaste mig over den nyeste: Efter dig, som er en efterfølger til den, i min optik, bedste Moyes roman nogensinde: Mig før dig.
Af samme forfatter:
Brudeskibet
Hvalernes sang
Mig før dig
Det sidste brev fra din elsker
En plus en Læs anmeldelsen her
Honeymoon i Paris Læs anmeldelsen her
Hende du forlod Læs anmeldelsen her
© Bognørden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar