AF Manu Sareen i samarbejde med Niels Ditlev
293 sider Politikens Forlag
Manu Sareen har skrevet flere børnebøger ved siden af han tid i folketinget. Han er manden, der blev den første minister med indvandrer baggrund, og manden, der forlod politik for altid... eller i alle tilfælde nogle måneder.
Jeg er meget politisk interesseret, alene derfor er den politiske litteratur interessant for mig. Men derudover var denne også på must read listen, fordi jeg undrede mig over, at Manu Sareen selv udtalte, at han faktisk var træt af politik, og derfor ikke ydede en ordentlig indsats under den sidste valgkamp. Derefter proklamrede han sit stop i politik... for derefter at proklamere, at han vender tilbage! Kan man det - og hvad var baggrunden? det var nogle af de ting jeg håbede at få svar på i denne biografi. Biografien er velskrevet, levende og yderst letlæselig. Den springer i kronologien, men er faktisk let at finde rundt i.
Manu Sareen er født i Indien, kommer til Danmark som 3 årig, med et par forældre, der håbede at skifte den usikre fremtid i Indien, ud med nogle succesfulde år i Danmark, inde de igen skulle hjem til Indien. Sådan kom det ikke til at gå, for livet i Danmark blev et slid, men i takt med at Manu og lillesøsteren vokser op, bliver familien alligevel mere danske, og endte med at blive danske statsborgere. Manu var længe et ensomt barn, han var også en ballademager med krudt i bagen. Han nød godt af, at forældrene ikke kunne dansk, og derfor slap han i mange år afsted med ikke at lave andet end narrestreger i skolen. Manu finder først sit kald da han bliver smidt ud af gymnasiet og får job som pædagogmedhjælper i en skolefritidsordning. Trods forældrenes modvilje og en overgang som butiksejer, ender Manu med at uddanne sig som pædagog (fordi den uddannelse er kortere end fx. socialrådgiver) Det bliver starten på et mangeårigt arbejde med socialt udsatte, der kulminerede med jobbet som socialminister. Manu starter sin politiske karriere på Københavns rådhus og kommer derefter i folketinget for de Radikale. Ved siden af bliver han gift og har fået tre børn og skrevet prisvindende børnebøger. Men alting har en pris og en ende, spørgsmålet kan så være: er den for høj og er det nu?
Lad mig starte med det positive; der er nogle gode afsnit omkring Manus barndom, det er være "fremmed", og hvordan han blev (mis)brugt som tolk når de voksne ikke kunne kommunikere med læger og myndigheder. Der er konstruktive anskuelser omkring integration, retorik, "dem og os" og ligestilling. Endelig synes jeg betragtningerne omkring embedsværket, var utrolig interessant, og åbner Manu døren for, at han er bekendt med, at der er foregået direkte ulovligheder?
Men derudover er denne biografi så langt fra det jeg havde håbet. Der er ingen forklaring på, hvorfor Manu gik ind i politik, ingen forklaringer på de utrolig mange skift han foretager i både privatliv og arbejdsliv - der er kort sagt, en udpræget mangel på dybde. Hvad der til gengæld er (og i overflod) er selvforherligelse. Der er ufattelig mange fortællinger om, hvor vilde vælgerne, pressen og kvinderne er med Manu. Hvor dygtig han er til at lave børnebøger, hvor god han er til at tale med folk, hvor mange ting han fik gennemført som minister, hvor mange gange han trodsede etiketen hos dronningen og statsministeren. Gjorde som han selv havde lyst. Og så er der rigtig mange indslag om penge, selv om Manu selv ytrer, at penge ikke betyder noget for ham. Alligevel fortæller han om pengene i politik, og også om de store avisoverskrifter han trak, da han glemte at betale et Indisk børnehjem de lovede penge, og da han ikke ville give eks. konen hustrubidrag. Politik kan være grimt, det fik Manu også prøvet på egen krop, men så længe han føler sig vigtig fortsætter han.
Politisk er der desværre ikke det store at komme efter, Manu smider da nogle stikpiller til mennesker, der er kommer ham på tværs og giver som nævnt nogle små indblik i politikens væsen - men det er småt og drukner i selvfedme. Efter at have læst biografien om/af Pia Kjærsgaard, havde jeg forsvoret, at jeg ville komme til at læse en der matchede den selvforherligelse, der ligger i Kjærsgaards bog - men Manu er helt på højde - dog med mindre reelt indhold. Det er virkelig trist, for de steder Manu skuer ud over egne evner, er der faktisk rigtig mange, og gode, vinkler til at sætte perspektiv på politikken. Mest interessant er nok, at Manu i denne biografi nedgør både Uffe Elbæk og partiet Alternativet - specielt set i lyset af, at han nu er skiftet til netop dette parti!
Om partiet og deres vælgere vil lade Manu få en ny chance, kan jeg naturligvis ikke spå om, denne biografi virker som et farvel, men Manu Sareen har, som tidligere nævnt, skiftet mening, og vil nu tilbage i politik - tiden må vise om det vil lykkes for ham.
Jeg er meget politisk interesseret, alene derfor er den politiske litteratur interessant for mig. Men derudover var denne også på must read listen, fordi jeg undrede mig over, at Manu Sareen selv udtalte, at han faktisk var træt af politik, og derfor ikke ydede en ordentlig indsats under den sidste valgkamp. Derefter proklamrede han sit stop i politik... for derefter at proklamere, at han vender tilbage! Kan man det - og hvad var baggrunden? det var nogle af de ting jeg håbede at få svar på i denne biografi. Biografien er velskrevet, levende og yderst letlæselig. Den springer i kronologien, men er faktisk let at finde rundt i.
Manu Sareen er født i Indien, kommer til Danmark som 3 årig, med et par forældre, der håbede at skifte den usikre fremtid i Indien, ud med nogle succesfulde år i Danmark, inde de igen skulle hjem til Indien. Sådan kom det ikke til at gå, for livet i Danmark blev et slid, men i takt med at Manu og lillesøsteren vokser op, bliver familien alligevel mere danske, og endte med at blive danske statsborgere. Manu var længe et ensomt barn, han var også en ballademager med krudt i bagen. Han nød godt af, at forældrene ikke kunne dansk, og derfor slap han i mange år afsted med ikke at lave andet end narrestreger i skolen. Manu finder først sit kald da han bliver smidt ud af gymnasiet og får job som pædagogmedhjælper i en skolefritidsordning. Trods forældrenes modvilje og en overgang som butiksejer, ender Manu med at uddanne sig som pædagog (fordi den uddannelse er kortere end fx. socialrådgiver) Det bliver starten på et mangeårigt arbejde med socialt udsatte, der kulminerede med jobbet som socialminister. Manu starter sin politiske karriere på Københavns rådhus og kommer derefter i folketinget for de Radikale. Ved siden af bliver han gift og har fået tre børn og skrevet prisvindende børnebøger. Men alting har en pris og en ende, spørgsmålet kan så være: er den for høj og er det nu?
Lad mig starte med det positive; der er nogle gode afsnit omkring Manus barndom, det er være "fremmed", og hvordan han blev (mis)brugt som tolk når de voksne ikke kunne kommunikere med læger og myndigheder. Der er konstruktive anskuelser omkring integration, retorik, "dem og os" og ligestilling. Endelig synes jeg betragtningerne omkring embedsværket, var utrolig interessant, og åbner Manu døren for, at han er bekendt med, at der er foregået direkte ulovligheder?
Men derudover er denne biografi så langt fra det jeg havde håbet. Der er ingen forklaring på, hvorfor Manu gik ind i politik, ingen forklaringer på de utrolig mange skift han foretager i både privatliv og arbejdsliv - der er kort sagt, en udpræget mangel på dybde. Hvad der til gengæld er (og i overflod) er selvforherligelse. Der er ufattelig mange fortællinger om, hvor vilde vælgerne, pressen og kvinderne er med Manu. Hvor dygtig han er til at lave børnebøger, hvor god han er til at tale med folk, hvor mange ting han fik gennemført som minister, hvor mange gange han trodsede etiketen hos dronningen og statsministeren. Gjorde som han selv havde lyst. Og så er der rigtig mange indslag om penge, selv om Manu selv ytrer, at penge ikke betyder noget for ham. Alligevel fortæller han om pengene i politik, og også om de store avisoverskrifter han trak, da han glemte at betale et Indisk børnehjem de lovede penge, og da han ikke ville give eks. konen hustrubidrag. Politik kan være grimt, det fik Manu også prøvet på egen krop, men så længe han føler sig vigtig fortsætter han.
Politisk er der desværre ikke det store at komme efter, Manu smider da nogle stikpiller til mennesker, der er kommer ham på tværs og giver som nævnt nogle små indblik i politikens væsen - men det er småt og drukner i selvfedme. Efter at have læst biografien om/af Pia Kjærsgaard, havde jeg forsvoret, at jeg ville komme til at læse en der matchede den selvforherligelse, der ligger i Kjærsgaards bog - men Manu er helt på højde - dog med mindre reelt indhold. Det er virkelig trist, for de steder Manu skuer ud over egne evner, er der faktisk rigtig mange, og gode, vinkler til at sætte perspektiv på politikken. Mest interessant er nok, at Manu i denne biografi nedgør både Uffe Elbæk og partiet Alternativet - specielt set i lyset af, at han nu er skiftet til netop dette parti!
Om partiet og deres vælgere vil lade Manu få en ny chance, kan jeg naturligvis ikke spå om, denne biografi virker som et farvel, men Manu Sareen har, som tidligere nævnt, skiftet mening, og vil nu tilbage i politik - tiden må vise om det vil lykkes for ham.
© Bognørden
