tirsdag den 1. marts 2016

Pigen uden hjerte

AF Marit Reiersgård


373 sider Klim

Denne krimi udkom i Norge i 2014 og er forfatterens anden romanudgivelse. 
Læs mere om forfatteren her.

Romanen er skrevet i et herligt flydende og meget letlæseligt sprog. De mange spor er fint opdelte og romanen er den slags, hvor siderne bare vender sig selv.

Kriminalkommisær Verner Jacobsen står for at skulle bisætte sin kun 18 årige søn, der netop er død af kræft. Han vil egentlig bare være i fred, da han bliver ringet op af chefen og bedt om at varetage efterforskningen af et dødsfald. En 14 årige pige er fundet død i skoven, og der synes at ligge en forbrydelse bag. Verners kollega Bitte bliver taget af efterforskningen da det viser sig at hendes kæreste Kristian, var den der ringede efter politiet på gerningsstedet. Allerede dagen efter brænder et lille hus ud og i tomten finder politiet en ældre dame. Bitte bliver rykket over på den sag, og hver for sig kæmper Verner og Bitte for at opklare de to forbrydelser. Ved siden af dette kæmper Kristians datter Marte mod en frygtelig ensomhed, hun bliver mobbet og kan ikke holde livet ud mere. Endelig dukker Agner op, han er netop blevet løsladt og vil hjem til sin mor på visit. Problemet er bare, at de to ikke er særlig gode venner, og Agner når at drikke sig en ordentlig rus til, inden han er hjemme i morens hus. Og da han vågner næste morgen kan han ikke huske ret meget af dagen før, ej heller om hans mor var i live da han ankom. Kort sagt; politiet har mere end nok at gøre med at finde hoved og hale på det hele.

Persongalleriet er solidt, alle personer er levende og i hovetræk realistiske, i både tanker og handlinger. Jeg havde en anelse problemer med Verner, han blev lidt for meget for mig, han mistede noget realisme og pondus, men han var til genæld den eneste, der faldt igennem. Dertil kommer, at forfatteren har bygget denne krimi op om emnet mobning. Det giver i den grad eftertanke både under og efter læsning, det er flettet perfekt ind i handlingen, så udover underholdningen er dette en yderst vedkommende krimi.

Politiets arbejde er solidt, læseren er med fra første færd, også her er realismen i højsædet. Her er ingen hovsa-løsninger eller overspringshandlinger. Det er hårdt arbejde - da det jo er en af mine kæpheste, må jeg bare konstatere, at jeg var yderst begejstret.

Dette er med andre ord en super krimi, der er sparet på blod og voldsomme scener, for til gengæld at give plads til solidt politiarbejde og et tema, der sætter sig i læseren. Jeg havde en virkelig god læseoplevelse og håber bestemt på mere fra denne hånd.


© Bognørden



Ingen kommentarer:

Send en kommentar