AF Oscar & Martin Wienberg
56 sider Turbine
Denne fine bog er blevet til i et samarbejde mellem far, arkitekt Martin Wienberg og sønnen Oscar. De har digtet og tegnet historien mens Sine Norsahl har stået for teksten.
Det her er historien om zebraen Bandini og uglen Kabat. Bandini er arkitekt, han bor i sin brune træhytte og elsker alt, der er brunt, og specielt træer. Men Bandini har svært ved at få nye ideer og han er faktisk lidt trist. Så kommer vennen Kabat, og han mener at de to venner trænger til at se tingene med nye øjne. Men hvad betyder nu det? Bandini er ellers ikke meget for vennens ideer, men han begynder at designe et fartøj, der kan føre de to venner, zebraen og uglen, ud i verden til de nye øjne. Sammen med andre gode venners hjælp drager de to mod Island, for at møde den mærkelige hest uden striber, og det bliver en tur der rummer både nye venner og spænding.
Jeg er vild med denne skønne bog. Den er farvestålende og fortæller, alene i illustrationerne, en virkelig herlig historie. Dertil kommer, at den er bygget op omkring en af de mange uforståelige og dobbelte ting, det danske sprog kan rumme. For hvad betyder det egentlig at se med nye øjne, hvor er de øjne og når vennerne at finde dem?
Fortællingen rummer både varme og humor, og kan både bruges som højtlæsning eller til selv-læsning for de lidt større børn. Jeg garanterer en super let og meget fin historie, og mange stunder med god underholdning alene i de fine tegninger.
© Bognørden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar