mandag den 27. oktober 2014

Bønner for de bortførte

AF Jennifer Clement


Bønner for de bortførte er en fortælling om kvindehandel og levevilkår i Mexico -
Bogen er fiktion men er bygget på inspiration fra virkeligheden.

Bogen er velskrevet, levende og yderst realistisk i al sin gru. Ind imellem
forekommer nogle gentagelser og lidt rod i historikken, der kortvarigt ødelægger
flowet, men derudover, er den fængende fra start til slut.

Man følger Ladydi (opkaldt efter Lady Diana, der også havde en utro ægtemand)
hun bor på landet i Mexico, på et bjerg udenfor Acapulco. Bjerget er udelukkende
befolket af kvinder og deres børn, da mændene enten arbejder andre steder,
eller er stukket af fra familierne. Ladydi og hendes veninder bliver drenge
straks efter fødslen, dvs. de bliver klippet korthårede, får drengetøj på, bliver
smurt ind i jord og henna og får farvet tænderne sorte - Det er den eneste mulighed
for at forsøge at gemme dem fra de mange narkobander, der kidnapper piger
hver dag. Skulle drenge tricks ikke hjælpe, har alle mødre gravet huller
i jorden på deres grunde, der må pigerne gemme sig, så snart de hører en bil på bjerget.

Ladydi bor alene med en alkoholiseret og forsmået mor, efter hendes utro far
har forladt dem til fordel for sin nye familie i USA. Vi følger pigernes hverdag,
deres venskab og deres grufulde dagligdag ligefra den yderst mangelfulde skolegang
til fundende af opiumsmarker og oversprøjtninger med gift fra militærets helikoptere.
Først forsvinder frisøren, så veninden og derefter må Ladydi væk - 
Det kommer hun, men...

Romanen er meget stærk, den gør stort indtryk trods det fiktive. Men da forfatteren
beretter om de mange handlede kvinder og børn, er det tydeligt, at hun ved hvordan
tingene sker i Mexico, og derfor er alt så (grusomt) realistisk.

Den har som sagt små korte udfald, men helheden er rigtig god, det er en øjenåbner,
og forhåbentlig en debatskabende roman, der får flere på barrikaderne, så
forholdende i dette lovløse land kan forbedres. Den skal klart anbefales.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar