Ondskab

AF Chris Carter

377 sider Forlaget Jentas

Jeg har læst alle forgående i rækken, se anmeldelserne her nedenunder, faktisk været lige ved at stoppe bekendtskabet, på grund af de utrolig voldelige beskrivelser, men jeg 

valgte alligevel at give ham en ekstra chance med den femte i rækken, og blev så

hængende i universet. Chris Carter skriver ualmindelig rå, voldsomme og ind imellem

kvalme krimier, typisk Amerikanske, men samtidig virkelig velskrevede i et letlæseligt

og flydende sprog, således også denne gang, hvor han dog for første gang har skiftet

stil og skrevet en thriller - meget vellykket efter min mening.

Hovedpersonen Robert Hunter står overfor en velfortjent ferie da han indkaldes

til en samtale hos chefen hos LAPD, et tilfældigt færdselsuheld i en lille by afslørede

to afhuggede kvinde hoveder i bagagerummet på en af bilerne, og da bilens fører

endelig taler, er det eneste han forlanger: at tale med Hunter. Hunter indvilliger i at

lade FBI låne ham og siger ja til en aftale om at møde arrestanten og høre, hvad

han har på hjertet. Det bliver startskuddet til en grusom rejse ind i et sygt sind, der

fremkommer sandheder så komplet uforståelige at selv Hunter bliver fanget i nettet.

Det er svært at forklare dybere uden at afsløre noget af handling og plot, så jeg vil holde mig til de store linjer, det er tydeligt at forfatterens egen erfaring som kriminalpsykolog

er kommet til gavn her, og trods det yderst grusomme i beretningen, er jeg faktisk

ikke et sekund i tvivl om, at virkeligheden langt overgår denne handling - desværre.

Chris Carter træder tydeligt igennem i de psykologiske indblik han inviterer læseren med til, han formår ligeledes at binde sløjfer på en del af de mange spørgsmål læseren har siddet med siden starten af serien, hvad var det mere præcist, der formede Robert Hunter.

Spændingen er i top og plottet holder, der var ind i mellem for mange gentagelser i samtalerne og slutningen rummede desværre lidt for urealistiske handlinger, men i det store hele var dette en "ægte" Chris Carter. Nye læsere kan sagtens begynde her, netop

fordi det kun er Hunter, der vægtes. Dog gælder for denne som for de forgående:

det er ikke læsning for folk med sarte nerver, der er råt, udpenslende og grumt, sine

steder også for udpenslende efter min smag, men tilhængere af denne rå fortællestil 

får igen fuld valuta fra forfatteren. Jeg håber på mere thriller i den næste, for det var godt.

Tidligere udkommet i serien om Robert Hunter:

Krucifiks Morderen: 

Jeg var endelig nået til de to første i Hunter serien, og for filan hvor det blev en herlig start på det bekendtskab.

Den er virkelig velskrevet, sproget flyder, plottet er, ligesom side storyen, voldsomt (det var lige før det blev fór malende beskrevet efter min mening) men det holder hele vejen.

De få figurer bærer læseren igennem, de er velbeskrevet, levende og fremdriver en form for samhørighed. Det er jo min kæphest, at komme ind under huden på deltagerne, og det synes jeg opfyldes til fulde her.

Der er visse ligheder mellem Hunter og Wallander/Hary Hole men uden at det bliver plagiat eller fór brugt.

Jeg fortsætter direkte over i Bødlen, som er den anden bog i serien, og håber på en ligeså urovækkende krimi som denne her

Bødlen: 

Dette er den anden krimi i serien om Robert Hunter, og den skuffer absolut ikke.Jeg gik direkte fra den første og om bord i denne toér, og for filan hvor kan han skrive 

Endnu en gang er handlingen velskrevet, siderne vender sig selv og sproget flyder herligt.

Mine eneste modargumenter er, at også denne krimi er lige vel blodig og malende, den er tæt på min grænse, men når den trods alt ikke helt.

Plottet holder hele vejen, og selv om beskrivelserne af opklaringsarbejdet er rigtig godt, har Carter valgt en linie, hvor vi læsere hele tiden ser at drabsafdelingens ansatte er skarpe, men holder de konkrete opdagelser fra os, indtil kimakset.

Nogle steder har det faktisk været små irritationsmomenter, men da det optræder flere steder i begge bøger, er det som nok den linie der er valgt… Om jeg så er enig eller ej 

Igen er jeg inde under huden på personerne, og er vild med det…

Jeg er nu tvunget til at skaffe treéren og se at få den slugt

Stalkeren:

Jeg melder mig i koret af begejstrede læsere 

Jeg åd de første to råt, og det samme gjorde sig gældende med denne 3. krimi i serien.

Sproget er igen flydende, siderne vender sig selv, og jeg måtte flere gange styre øjnene så de ikke hoppede ned ad siden, spændingen er så realistisk, jeg er i hans univers.

Det eneste jeg stadig anfægter, er bøgernes rå og voldelige karakter. Jeg kunne sagtens leve med lidt færre detaljer, men kom igennem trods uro i maven.

Jeg vil med stor glæde se frem til eventuelle efterfølgere, for Carter er garant 

for fantastiske krimier.

Dødens kunstner:

Så blev det min tur til denne 4. bog om Hunter – Jeg har været med fra starten og været begejstret, dog synes jeg den 3. lå på kanten af det vulgært udpenslede i sine beskrivelser.

Denne er ligesom de forgående godt skrevet, der er fine dialoger ind imellem, men der er godt nok mange gentagelser – Fx. tror jeg aldrig jeg har læst en bog, hvor ordet morderen går igen SÅ voldsomt mange gange… Desværre synes jeg det ødelægger en del af oplevelsen, specielt fordi ingen i dag ville bruge dette ord konstant, og slet ikke politiet.

Denne gang synes jeg Carter går over stregen med sine beskrivelser af disse syge mennesker og specielt deres handlinger. Denne bog, bogstavelig talt flyder i blod, jeg er ikke sart, men denne gang er det vulgært og kvalmt i stedet for gode beskrivelser.

Persongalleriet er det kendte, med de nye fra plottet virket ind. Vi kommer desværre ikke ind på nogen af dem, det bliver en dans langt fra partneren, og det er trist, for det ville afgjort højne niveauet efter min bedste overbevisning. Desværre er Hunter også blevet meget mere selvhævdende og bedrevidende i denne firer, og dét kan jeg altså ikke have – jeg vil gerne læse om dygtige mennesker, men ikke urealistiske og dumsmarte og basseret på en stor del gætværk, der sjovt nok altid viser sig at være korrekt. Noget af beskrivelsen af opklaringen forstyrres hos mig, p.g.a den måde Carter portræterer Hunter, og undlader at give de andre kvaliteter – det var trist.

Plottet holder ganske godt hele vejen, desværre er Carter så forfaldet til at undlade at indlemme læseren i de opdagelser der er, hver gang Hunter opdager noget – det bliver rent gætværk indtil sløret løftes længere henne… Nogle læsere vil uden tvivl synes at den måde at skrive på er god, jeg personligt, finder den forstyrrende – Jeg vil være med på sidelinjen og have oplysningerne når de fremkommer.

Alt i alt en lidt sær oplevelse, alt for kvalm og voldsom til mig, men en typisk amerikansk krimi, som vil glæde de fans, der er vilde med det blodige. Jeg tror dette var min 4. og sidste Chris Carter – Så blodig og kvalm en bog er jeg åbenlyst blevet for gammel til

Dødsshowet:

Jeg havde ellers forsvoret, at jeg ikke ville læse mere af Chris Carter – forgængeren var alt for voldsom

og kvalm for mig – Men jeg er da glad for, at jeg tog udfordringen op 

Denne nyeste er, helt i stil med de forgående utrolig velskrevet – sproget flyder og ser man bort fra de

utrolig udpenslede mord – vender siderne sig selv.

Jeg var igen inde under huden på Hunter, nikkede pænt hej igen til Garcia og kan faktisk også godt lide

Michelle, som gerne må deltage fremover.

Plottet er utrolig godt skruet sammen, faktisk sad jeg for første gang i Carters bøger med blandede følelser overfor gerningsmanden – Og dét er noget af en bedrift i disse bøger. 

Opklaringsarbejdet er realistisk og levende, muligvis med en smule for mange IT terner for udenforstående, men derudover  kører det på skinner.

Mit eneste klagepunkt, er det samme som i forgængeren: aldrig har jeg læst bøger med ordet: Morderen skrevet SÅ ufattelig mange gange.

Det blev endnu en gang et irritationsmoment for min læsning – og I dag ville alle sige: gerningsmanden; så dette må meget gerne nedjusteres i den næste.

Men derudover var dette en voldsom krimi med et super godt dilemma, der er en virkelig nutidig og stærk morale i temaet – det satte mange tanker i gang

om udviklingen i vores IT samfund og IRL – og den debat skal Carter have stor ros for at starte. Jeg er klar til den næste

Will Grayson, Will Grayson

AF John Green & David Levithan

391 sider Politikens Forlag

Jeg læste John Greens: En flænge i himlen Læs anmeldelsen her og var meget begejstret,

derfor måtte jeg naturligvis kaste mig over denne nye, som er skrevet i samarbejde

med en anden bestseller forfatter: David Levithan. Og jeg vil gerne lægge ud med at sige,

at de to herrer har begået en fantastisk ungdomsroman - som de lidt ældre læsere

også kan relatere til, enten via egne erfaringer eller børns handlemønstre.

Denne roman er super velskrevet, levende i ord og handlinger, sprængfyldt med

en herlig humor og så er den dyb på et helt basalt menneskeligt plan. Siderne

vendte helt sig selv, og den krøb i dén grad ind under huden på mig, så jeg var nødt

til at læse den færdig meget hurtigt. Handlingen er virkelig snedigt bygget op, uden at

afsløre for meget, udover at læseren skal være årvågen, er fortælleren Will Grayson...

Dertil krydres med tydelige samtaler i tale og skrift, genialt og humoristisk.

Handlingen udspiller sig i en nordamerikansk by, Will Grayson er bedste ven med

kæmpen "Tiny" der er en flamboyant homoseksuel. Tiny skildrer åbent med hans

succes, eller mangel på samme hos drengene, Will er lidt træt af ham og kan samtidig

ikke rigtig finde ud af det der med pigerne, så møder han Jane, som er meget interesseret i ham, hvilket han tager skarpt afstand fra - eller gør han nu også det?

I en anden by, en times kørsel væk bor en anden Will Grayson, han har trods sin

unge alder, i årevis kæmpet med depression og indelukkethed. Han har kun én ven,

Maura, hun forsøger at indfange Will, men trods fortrængning er han slet ikke til piger.

Han har en online ven, som han deler sine inderste tanker med, men derudover er

han en ensom og forvirret ung mand. En dag krydser de to Will Graysons veje, og

det bliver en markant forandring af begges liv.

Som nævnt er dette en roman om unge menneskers inderste, den behandler på fineste

vis: venskaber og den svære kærlighed og seksualitet. Jeg kunne både genkende

noget af mig selv fra mine teenage år, og da min yngste er jævnaldrene med bogens

personer, kan jeg se at nogle af bogens venskaber og interaktioner, er ramt temmelig

godt ind i min søns omgangskreds - Det er en virkelig fantastisk gengivelse.

Udover de svære temaer tager jeg hatten af for, at de to behandler emnet homoseksualitet,

det er jo desværre stadig et tabu, og specielt i USA kan det ikke være nemt at være

ung homoseksuel mand, denne bog gør op med tabuet, og det på en herlig og sød

måde, mange unge mennesker vil se denne roman som en øjenåbner, både i omgangen

med jævnaldrende og forhåbentlig vil de homoseksuelle knuselske det brudte tabu.

Jeg havde som nævnt en fantastisk dejlig oplevelse med denne roman, den fik

virkelig tag i mig, og den skal have de allerbedste anbefalinger til læsere i 

alle aldre, for den kan den nemlig også: bryde alders genren :)

Af den blå luft

AF Lars Hougaard

582 sider Hvirvelvindsforlaget

Forfatteren angiver selv at dette er en hvirvelvindsfortælling, hurtige sceneskift og

mange personer i galleriet, og det skal jeg love for at han holder.

Jeg sad med en klar fornemmelse af at læse et filmmanuskript - til en film jeg allerede

har set, blandet med Stig Larsson og lidt Agatha Christie. Kort sagt, læste jeg

en handling jeg synes giver store mindelser til allerede sete film.

Handlingen er følgende: en mand dør 105 år gammel, han er angiveligt milliardær

og han har i årevis planlagt, hvordan hans firma skal videregives til en eller flere, af i hans øjne, 12 måske egnede personer. Disse er i årevis blevet overvåget og bliver af kurator bedt

om at give møde angående et testamente. Alle møder op, de får oplæst testamentet

og får hver udleveret et forskud på 25 millioner kr. dem skal de have til at yngle min. 25 % indefor et år, fejler én fejler alle. Herefter følger handlingen kuratorens visuelle overvågning

af de mulige arvtagere, og de tolv kandidater følges sammen og hver for sig. 

Udover en stor mangel på redigering, omvendte ordstillinger og megen tågesnak,

indeholder bogen stort set ingen konkrete forklaringer på milliardærens firmaer,

det bliver for mig, alt for ukonkret og mangler i den grad substans. Jeg er med

på præmissen med de hurtige sceneskift, men da jeg hverken kan mærke personerne,

forholde mig konkret til deres handlemåder eller fordybe mig i selve interaktionerne,

bliver det én stor og meget roddet affære for mig. 

Enkelte passager, specielt mod slutningen, går dog mere i dybden, og de gør det faktisk godt, her levenes læseren mulighed for at finde substans, men der er for langt mellem snapsene til, at jeg kan fastholde interessen. Dialogerne er ofte fyldt med tågesnak og

er mere et udtryk for personens mening om andre, også her mangler jeg mere

fordybelse og substans. Netop fordi jeg så glimtvis at både levende dialoger

og indhold, ærgrer det mig endnu mere, at disse er fraværende i størstedelen af bogen.

Dette er på alle måder fiktion, og det skal forfatteren trods alt have point for at fastholde,

det er, for mig, yderst vigtigt, at jeg læser en bog, der er tro mod opbygningen, og det var denne. Jeg blev desværre aldrig rigtig fanget af nogen spænding, afslutningen var, præcis som de film jeg har set, ikke overraskende, eneste punkt, hvor jeg var i tvivl, var hvilke

personer der blev tillagt betydning. Jeg evnede ikke at se bort fra de, for mig, store mangler

på substans og reelle personer, så oplevelsen blev desværre derefter.

Englen i Groznyj

AF Åsne Seierstad

364 sider Gyldendal

Dette er Åsnes fjerde beretning fra verdens brandpunkter, Jeg stod på i "Boghandleren

i Kabul" og er så fortsat. Trods skuffelsen over Bagdag fortællingen

Læs anmeldelse af Hundrede og én dag her, blev jeg varmt anbefalet denne,

og jeg må sige, at denne gang var skuffelsen ikke så fremtrædende, den er ikke en

ny familiefortælling som den fra Kabul, den er derimod en grum beretning om Ruslands 

hærgen, denne gang i Tjetjenien. 

Handlingen er bygget op over mange forskellige historier fra de to store krige, den

første hvor Rusland invaderede landet, deporterede tusindvis af Tjetjenere og

efterfølgende berettede for omverdenen, at der var fred, for at starte den næste

krig. Putin indsatte derefter en mand som præsident, en mand han styrer så han

dermed sikrer sin egen magt i det andet land. Det afføder en modstandsbevægelse, der

er krigene mod Russerne, nu begynder at vende vreden, volden og toturen mod

egne landsmænd. Der er ligeledes beretninger fra Russisk side, hvor familier og soldater

beretter om metoder ved hvervning til hæren, magtmisbrug under udsendelsen og,

hvordan systemet behandler sårede, hjemsendte soldater.

Ind imellem de forskellige historier beretter Åsne om landendes handler, rejser i de

to lande og frem for alt belyser hun en lille del af det massive magtmisbrug, korruption

og tortur der benyttes gemmen en årrække.

Der er mange personer og rigtig mange navne i spil, ind imellem går det over stok og sten,

og der mangler den sidste del i fordybelsen. Men fortællingerne fra de forskellige 

personer står klokkeklare i al deres gru, denne fortælling har sat dybe spor i mig, både under læsningen og her da sidste side er vendt.

Rusland har jo i mange mange årtier hærget andre lande med krige, tortur og udrensninger,

desværre er dette jo også nu aktuelt, denne gang i Ukraine. Denne bog giver et virkelig

godt billede af, hvordan de arbejder, dels med hjernevask og censur indenfor egne

grænser, dels med ekstremt voldelige indvaderinger. Den giver ligeledes et fantastisk

billede af, hvor ødelæggende krig er, både for de direkte påvirkede familier, men så sandelig også for de mange mange forældre og hjemløse børn.

Jeg vil på det kraftigste anbefale denne fortælling, specielt til de unge: det er så vigtigt

at de får et blik ind i denne helt "uvirkelige" verden, mest af alt, for at de skal

lære, hvordan disse grusomheder kan stoppes for fremtiden.

Andre udgivelser af samme forfatter:

Boghandleren i Kabul

et familiedrama

Hundrede og én dag

beretning fra Bagdad

Med ryggen mod verden

Portrætter fra Serbien

Svend! Hvor har du gjort af mine trusser?

AF Ole Rasmussen

183 sider Politikens Forlag

Denne fantastiske bog er en rejse gennem danmarkshistorien, illustreret og fortalt

gennem annoncer fra Politiken fra de sidste små 130 år.

Forfatteren har knyttet forklaringer til annoncerne, dels hvad indhold angår, men

samtidig en super fortælling om ændringerne op gennem århundredet. Her findes

reklamer fra alt fra kultur, medicin, liveseliksir, over hårde hvidevarer, møbler og

tv, til porno og ægsteskabs/kontaktannoncer og meddelelser fra politiet.

Her kommer et par eksempler:

10 januar 1894 kunne man læse følgende annonce:

I forbindelse med min velrenomerede Cyclekøreskole paa Wodrofflund har jeg fra 1ste Novbr. i Salen indrettet et Cycleridehus, der anbefales ærede Cyclister. som i den for Cyclesport ugunstige Aarstid maate ønske daglig motion.

7. marts 1909:

Prøv Minutbudding; 

1 pulver, 3 Pægle Vand og lidt Sukker giver en udmærket og billig dessert. 

Færdig på et øjeblik. 

Med hver Pakke følger 6 nye originale opskrifter af Forfatterinden til Frøken Jensens Kogebog.

Faas overalt.

2. november 1948:

Hedder de Nielsen?

Så kan De maaske hjælpe en ung dame i en kedelig situation. Hele min familie hjemme i Aarhus ved at jeg er forlovet og skulle giftes med "Nielsen",

men nu er forlovelsen hævet, og jeg har ingen Nielsen. Ægteskab.

13. november 1957:

En ældre herre med stor pension søger en dames bekendtskab paa ca. 70 aar med mindst 3 værelser, helst m. centralvarme. Evt. ægteskab.

Det er jo svært at bedømme en bog af denne helt usædvanlige slags, men præmissen

bliver, at jeg havde en fantastisk tur ned af memory lane, jeg blev klogere og var

i det hele taget super godt underholdt. Denne bog skal på det varmeste anbefales,

den kan tages frem igen og igen, og læses i efter behov eller i én køre -

den vil skabe glæde og debat i enhver læsers omgangskreds.

Kantate

AF Kristín Marja Baldursdóttir

228 sider Gyldendal

Den skønne islandske forfatter ligger højt på min favoritliste, specielt romanerne

om Karitas, gjorde stort indtryk på mig, ligeleden den seneste: Fra hus til hus

Læs anmeldelsen af Fra hus til hus her

Jeg havde derfor set meget frem til denne nyeste i rækken.

Præcis som forgængerne er dette en roman om Island og menneskene deroppe,

jeg holder meget af det herlige spil i sproget, de gode miljøbeskrivelser og frem for alt de solide personbeskrivelser, men denne gang blev jeg desværre fælt skuffet. 

Handlingen er denne gang henlagt til en hotelejerfamilie, midtpunktet er Gylfe og hans hustru Nanna. Deres datter, der arbejder på hotellet, onklen der er revisor,

halvbroderen der er skuespiller og bor hos sin mor med sine weekendbørn og endelig

revisorens nevø, der lejer et værelse hos ham. Familien er glade for hinanden, men lider

alle som en af, at det meste i interaktionen mellem dem er usagt. Da en fransk 

fotograf dukker op i deres midte, kommer deres indbyrdes forhold op til revision,

ligesom han tilsyneladende bringer det grimmeste frem i dem alle. Handlingen er

udenfor tid og sted, og tempoet er som altid yderst adstadigt.

Selv om sproget er en herlig oplevelse, bliver romanens opbygning for rodet for mig,

det skiftes mellem første og tredje person, der er ikke ordinært opbyggede afsnit, så

det er ofte meget svært at se, hvilken person afsnittet omhandler og endelig er der

en fortæller ind imellem. Det ødelagde faktisk mit flow og gjorde at jeg havde

ovenud svært ved at fastholde koncentrationen, hvilket er en meget stor mangel.

Dertil skal lægges, at jeg ikke synes personerne er lige så stærke i deres fremtræden,

som Baldursdóttir ellers er garant for - jeg er derfor skuffet over at hun denne gang

ikke evner at formidle klart og kommer naturligvis til at sammenligne med de forgående

og det falder Kantate altså helt igennem på hos mig.

Læsere, der holder af de islandske fortællinger, de dybe og særegene personer

vil atter finde glæden i denne roman, og kan man abstrahere fra de flydende afsnit

vil man ganske givet finde større glæde ved den end jeg evnede.

Nyrup

AF Henrik Qvortrup & Niels Lunde

362 sider Aschehoug

Jeg fik lysten til at læse denne politiske biografi, da jeg læste den ene forfatters 

biografi for nylig Læs anmeldelse af Q her. Dels er jeg meget begejstret for

Qvortrups journalistiske evner og da jeg kunne krydre det med min nylige interesse

for biografier og min store politiske interesse, kom den naturligvis på listen.

Og lad mig blot starte med at fastslå: den er yderst velskrevet og levende, de to

forfattere har begået en virkelig solid politisk fortælling. Samtidig må jeg

skuffe læsere, der håber at få en solid privat beretning om Nyrup - det ønske 

bliver ikke honoreret, dels pga. biografiens politiske præmis og dels idet Nyrup

faktisk ikke rigtig havde noget privatliv, mens han arbejdede sig op mod toppen

ad dansk politik -ikke dermed sagt, at der slet ikke er noget omkring manden,

for det er der, på godt og ondt, blot lægges vægten ikke der.

Dette er beretningen om en meget usædvanlig mand, den fattige dreng fra Esbjerg,

der kommer ind i socialdemokratiet om LO som ganske ung, og slider sig opad 

for til sidst at ende som formand for socialdemokratiet og Danmarks statsminister.

Og Nyrup er en slider, han arbejder gerne i døgndrift uden tanke på hans medarbejdere,

og ofte med store svigt af hans hustruer til følge. Derudover er han en mand, der notorisk

kommer for sent, og det til alt og altid, hvilket blot er en af hans kendetegn. Dette er

også beretningen om Nyrups indtræden i folketinget og frem for alt er det beretningen

om det store formandsopgør (kup) mod Svend Auken. Uden at nævne de dybere

lag, kan jeg uden at blinke sige, at jeg blev klogere, fik nye informationer og et lidt

mere nuanceret syn på begivenhederne. Derudover er det fortællingen om en mand, 

der stiller astronomisk høje krav til sig selv, bruger og smider adskillige medarbejdere

i tiden i statministeriet, men på intet tidspunkt opfører han sig anstændigt og tager

konfrontationerne med den enkelte, han viger udenom og fyrer bl.a. via pressen.

I Q beretter Qvortrup om bogens manglende salg: Der er et afsnit om Nyrups tredje

hustru: Lone Dybkjær (de to første hustruer er ligeledes beskrevet) og det fremgår 

tydeligt at Dybkjær er en magtbegærlig kvinde, der konstant forsøger at blande sig

i sin mands gøren og laden og frem for alt, styre hans politik incl. nytårtalerne.

Det ene afsnit, som i øvrigt fylder ganske lidt i det samlede billede, blev brugt

imod forfatterne, og dermed boykottede læserne bogen. 

Til det må jeg sige: det er en stor skam, for jeg mener klart denne biografi er

både sober og velskrevet, alle medvirkende for både ris og ros, og ja, Dybkjær får

stryg, men hun får sandelig ikke mere end andre. 

Det bringer mig til det faktum, at denne biografi er bygget op omkring 200 samtaler,

med unavngivne kilder! Der er altid en skam, at mennesker ikke vil vedstå sig deres

udtalelser, og det påkalder altid ekstra sund fornuft fra læseren. Ikke at jeg sidder

med fornemmelsen af, at dette er pure opspind, tværtom - men trods det, at jeg så

udmærket kan forstå behovet for anonymitet, ville det have været et ekstra plus

at navnene kunne verificeres.

Alt i alt er dette en fantastisk bog for den politiske læser, jeg var med i forhandlingslokalerne, med når taktikken blev planlagt og udført, og jeg nød

turen, den var som nævnt både levende og velbeskrevet. Jeg har nu altid godt

kunne lide Nyrup, dette har denne biografi ikke ændret på. Men nu ser jeg det yderst

komplekse menneske, der kæmper for at gøre det godt nok, er en sublim  resultatorienteret mand, men en virkelig dårlig leder. Det var en virkelig god læseoplevelse,

oplysende og relevant, og den skal på det varmeste anbefales.