fredag den 6. februar 2015

Ondskab

AF Chris Carter


377 sider Forlaget Jentas

Jeg har læst alle forgående i rækken, se anmeldelserne her nedenunder, faktisk været lige ved at stoppe bekendtskabet, på grund af de utrolig voldelige beskrivelser, men jeg 
valgte alligevel at give ham en ekstra chance med den femte i rækken, og blev så
hængende i universet. Chris Carter skriver ualmindelig rå, voldsomme og ind imellem
kvalme krimier, typisk Amerikanske, men samtidig virkelig velskrevede i et letlæseligt
og flydende sprog, således også denne gang, hvor han dog for første gang har skiftet
stil og skrevet en thriller - meget vellykket efter min mening.

Hovedpersonen Robert Hunter står overfor en velfortjent ferie da han indkaldes
til en samtale hos chefen hos LAPD, et tilfældigt færdselsuheld i en lille by afslørede
to afhuggede kvinde hoveder i bagagerummet på en af bilerne, og da bilens fører
endelig taler, er det eneste han forlanger: at tale med Hunter. Hunter indvilliger i at
lade FBI låne ham og siger ja til en aftale om at møde arrestanten og høre, hvad
han har på hjertet. Det bliver startskuddet til en grusom rejse ind i et sygt sind, der
fremkommer sandheder så komplet uforståelige at selv Hunter bliver fanget i nettet.

Det er svært at forklare dybere uden at afsløre noget af handling og plot, så jeg vil holde mig til de store linjer, det er tydeligt at forfatterens egen erfaring som kriminalpsykolog
er kommet til gavn her, og trods det yderst grusomme i beretningen, er jeg faktisk
ikke et sekund i tvivl om, at virkeligheden langt overgår denne handling - desværre.

Chris Carter træder tydeligt igennem i de psykologiske indblik han inviterer læseren med til, han formår ligeledes at binde sløjfer på en del af de mange spørgsmål læseren har siddet med siden starten af serien, hvad var det mere præcist, der formede Robert Hunter.

Spændingen er i top og plottet holder, der var ind i mellem for mange gentagelser i samtalerne og slutningen rummede desværre lidt for urealistiske handlinger, men i det store hele var dette en "ægte" Chris Carter. Nye læsere kan sagtens begynde her, netop
fordi det kun er Hunter, der vægtes. Dog gælder for denne som for de forgående:
det er ikke læsning for folk med sarte nerver, der er råt, udpenslende og grumt, sine
steder også for udpenslende efter min smag, men tilhængere af denne rå fortællestil 
får igen fuld valuta fra forfatteren. Jeg håber på mere thriller i den næste, for det var godt.




Tidligere udkommet i serien om Robert Hunter:

Krucifiks Morderen: 
Jeg var endelig nået til de to første i Hunter serien, og for filan hvor det blev en herlig start på det bekendtskab.
Den er virkelig velskrevet, sproget flyder, plottet er, ligesom side storyen, voldsomt (det var lige før det blev fór malende beskrevet efter min mening) men det holder hele vejen.
De få figurer bærer læseren igennem, de er velbeskrevet, levende og fremdriver en form for samhørighed. Det er jo min kæphest, at komme ind under huden på deltagerne, og det synes jeg opfyldes til fulde her.
Der er visse ligheder mellem Hunter og Wallander/Hary Hole men uden at det bliver plagiat eller fór brugt.
Jeg fortsætter direkte over i Bødlen, som er den anden bog i serien, og håber på en ligeså urovækkende krimi som denne her


Bødlen: 

Dette er den anden krimi i serien om Robert Hunter, og den skuffer absolut ikke.Jeg gik direkte fra den første og om bord i denne toér, og for filan hvor kan han skrive 
Endnu en gang er handlingen velskrevet, siderne vender sig selv og sproget flyder herligt.
Mine eneste modargumenter er, at også denne krimi er lige vel blodig og malende, den er tæt på min grænse, men når den trods alt ikke helt.
Plottet holder hele vejen, og selv om beskrivelserne af opklaringsarbejdet er rigtig godt, har Carter valgt en linie, hvor vi læsere hele tiden ser at drabsafdelingens ansatte er skarpe, men holder de konkrete opdagelser fra os, indtil kimakset.
Nogle steder har det faktisk været små irritationsmomenter, men da det optræder flere steder i begge bøger, er det som nok den linie der er valgt… Om jeg så er enig eller ej 
Igen er jeg inde under huden på personerne, og er vild med det…
Jeg er nu tvunget til at skaffe treéren og se at få den slugt


Stalkeren:

Jeg melder mig i koret af begejstrede læsere 
Jeg åd de første to råt, og det samme gjorde sig gældende med denne 3. krimi i serien.
Sproget er igen flydende, siderne vender sig selv, og jeg måtte flere gange styre øjnene så de ikke hoppede ned ad siden, spændingen er så realistisk, jeg er i hans univers.

Det eneste jeg stadig anfægter, er bøgernes rå og voldelige karakter. Jeg kunne sagtens leve med lidt færre detaljer, men kom igennem trods uro i maven.
Jeg vil med stor glæde se frem til eventuelle efterfølgere, for Carter er garant 
for fantastiske krimier.


Dødens kunstner:

Så blev det min tur til denne 4. bog om Hunter – Jeg har været med fra starten og været begejstret, dog synes jeg den 3. lå på kanten af det vulgært udpenslede i sine beskrivelser.

Denne er ligesom de forgående godt skrevet, der er fine dialoger ind imellem, men der er godt nok mange gentagelser – Fx. tror jeg aldrig jeg har læst en bog, hvor ordet morderen går igen SÅ voldsomt mange gange… Desværre synes jeg det ødelægger en del af oplevelsen, specielt fordi ingen i dag ville bruge dette ord konstant, og slet ikke politiet.

Denne gang synes jeg Carter går over stregen med sine beskrivelser af disse syge mennesker og specielt deres handlinger. Denne bog, bogstavelig talt flyder i blod, jeg er ikke sart, men denne gang er det vulgært og kvalmt i stedet for gode beskrivelser.
Persongalleriet er det kendte, med de nye fra plottet virket ind. Vi kommer desværre ikke ind på nogen af dem, det bliver en dans langt fra partneren, og det er trist, for det ville afgjort højne niveauet efter min bedste overbevisning. Desværre er Hunter også blevet meget mere selvhævdende og bedrevidende i denne firer, og dét kan jeg altså ikke have – jeg vil gerne læse om dygtige mennesker, men ikke urealistiske og dumsmarte og basseret på en stor del gætværk, der sjovt nok altid viser sig at være korrekt. Noget af beskrivelsen af opklaringen forstyrres hos mig, p.g.a den måde Carter portræterer Hunter, og undlader at give de andre kvaliteter – det var trist.

Plottet holder ganske godt hele vejen, desværre er Carter så forfaldet til at undlade at indlemme læseren i de opdagelser der er, hver gang Hunter opdager noget – det bliver rent gætværk indtil sløret løftes længere henne… Nogle læsere vil uden tvivl synes at den måde at skrive på er god, jeg personligt, finder den forstyrrende – Jeg vil være med på sidelinjen og have oplysningerne når de fremkommer.

Alt i alt en lidt sær oplevelse, alt for kvalm og voldsom til mig, men en typisk amerikansk krimi, som vil glæde de fans, der er vilde med det blodige. Jeg tror dette var min 4. og sidste Chris Carter – Så blodig og kvalm en bog er jeg åbenlyst blevet for gammel til


Dødsshowet:

Jeg havde ellers forsvoret, at jeg ikke ville læse mere af Chris Carter – forgængeren var alt for voldsom
og kvalm for mig – Men jeg er da glad for, at jeg tog udfordringen op :)

Denne nyeste er, helt i stil med de forgående utrolig velskrevet – sproget flyder og ser man bort fra de
utrolig udpenslede mord – vender siderne sig selv.
Jeg var igen inde under huden på Hunter, nikkede pænt hej igen til Garcia og kan faktisk også godt lide
Michelle, som gerne må deltage fremover.

Plottet er utrolig godt skruet sammen, faktisk sad jeg for første gang i Carters bøger med blandede følelser overfor gerningsmanden – Og dét er noget af en bedrift i disse bøger. 
Opklaringsarbejdet er realistisk og levende, muligvis med en smule for mange IT terner for udenforstående, men derudover  kører det på skinner.

Mit eneste klagepunkt, er det samme som i forgængeren: aldrig har jeg læst bøger med ordet: Morderen skrevet SÅ ufattelig mange gange.
Det blev endnu en gang et irritationsmoment for min læsning – og I dag ville alle sige: gerningsmanden; så dette må meget gerne nedjusteres i den næste.

Men derudover var dette en voldsom krimi med et super godt dilemma, der er en virkelig nutidig og stærk morale i temaet – det satte mange tanker i gang
om udviklingen i vores IT samfund og IRL – og den debat skal Carter have stor ros for at starte. Jeg er klar til den næste


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar