Er der nogen der har set Sacha?

AF Gitte Raae

Dette er på mange måder triviallitteratur indenfor krimigenren, den placerer sig

fint i den helt lette ende som en "hygge-krimi" trods de meget tunge temaer.

Bogen er utrolig let og hurtig at læse, sproget er meget let, næsten banalt, og

der stilles ikke de store krav til læseren, og trods mange gentagelser er den er hurtig læst.

Omgivelserne er virkelige steder på sydsjælland, desværre er alt andet end 

navnene meget perifert, jeg havde ingen billeder af byen, hjemmene eller

naturen, så handlingen kunne have udspillet sig alle steder.

Persongalleriet er mangfoldigt, men handlingens omdrejningspunkter er politkvinden

Susanne, Carlsen en nabo i byen for forbrydelsen og klasselæreren Pia. 

Desværre er også personerne alt for anonyme, jeg kom aldrig til at føle nogen af

dem, så det blev i høj grad en læsning i tilskuerens rolle i en armslængde væk.

Det er rigtig ærgerligt, da jeg faktisk er ret sikker på, at jeg vil kunne lide

langt de fleste af figurerne. Og ødelæggende for min læseoplevelse, da jeg

skal kunne mærke personerne, relatere til dem, for at få et godt udbytte.

Politiarbejdet er katastrofalt, her lades hånt om tavshedpligt, overvågning af

fanger, sygeplejerskers inkompetence osv. Fejlene nærmest falder over hinaden, og sjældent har jeg oplevet så mange fodfejl i en krimi, trods letheden.

Som skitse er den absolut med potentiale, og med redigering og mere 

levende og realistiske figurer er den i top.

Potensgiverne

AF Karin Brunk Holmqvist

Denne roman blev mig anbefalet, og jeg må bare sige: TAK :)

Dette er en roman fyldt med latter, varme og kærlighed. Vi følger de to søstre

Tilda og Elida på 72 & 78 år. De lever stadig i deres ungdom, uden 

nutidens bekvemmeligheder og uden nogen form for nyskabelse i dagligdagen.

Das i gården, ingen tv og trods en solid opsparing, ingen form for forbrug.

Da naboen dør og den pæne ældre herre flytter ind, vender søstrenes liv op og

ned, og pludselig købes der nyt tøj, holdes festivitas og krølles hår.

Den nye nabo har ikke udendørs das, hvilket trods alt taler til søstrene, så

de opsnapper en opskrift på et potensmiddel og starter en virksomhed

med fremstilling og salg, for at få råd til det indedørs toilet.

Romanen er virkelig velskrevet og levende, jeg er vild med den måde sproget sprudler,

trods den adstadige fart i handlingen, det er virkelig et besøg i fortiden.

Og så er sagen jo den, at jeg genkender de to søstre - med få undtagelser, bl.a. potensmidlet, var jeg direkte tilbage hos min mormors søstre: Moster (Inge)Borg og

moster Karen. De to elskelige damer, der boede sammen næsten hele deres liv,

og faktisk havde en del til fælles med de svenske søstre. Jeg var tilbage

og nød virkelig det nostalgiske hele vejen igennem. 

Som nævnt er denne roman

fyldt med humor, så jeg fik både grint og krummet tæer mens jeg nød bogen.

Den er ikke den store litterære perle, men den skal så afgjort have mine 

varmeste anbefalinger. Den er frisk, original og super hyggelig - LÆS DEN!

Jeg vil klart kaste mig over en anden af forfatterens romaner: Glimmerbøsserne.

Det norske job

AF Øbro & Tornbjerg

Det norske job er 4. bind i serien om Psykologen Kathrine Wraa og Københavns politi.

Jeg har været rigtig godt underholdt i de forgående, så denne var ventet med spænding.

I lighed med forgængerne er også denne i den lette ende, sproget er letlæseligt og

flyder, så bogen er sådan set rimelig hurtigt læst. Denne gang er handlingen

delt i flere dele, en del i Caribien, en del med familien til den efterlyste gangster

Jim Hellberg og så delen med Kathrine, kæresten og resten af politiet.

Beskrivelserne er fine, og handlingens veksling virker fint, specielt vil jeg fremhæve

handlingen på øen, da den er mest realistisk. 

Persongalleriet er for de flestes vedkommende gengangere fra tidligere, denne

gang brød jeg mig faktisk slet ikke om Kathrine, hun er geskæftig, lidt for bedrevidende

og frem for alt, får hun denne gang en fuldkommen urealistisk hovedrolle - 

det er en stor skam i min optik.

Politiet fylder denne gang meget, desværre udebliver realismen i samme grad som

deres indsats stiger. De blander sig i internationale missioner, kommer alt

for let til løsninger og bliver i det hele taget bare for meget.

Denne gang er der ikke rigtig noget plot, idet bogen faktisk er en spændingsroman, 

frem for en krimi - det er svært at gå i detaljer uden at afsløre handlingen, så jeg

vil nøjes med at sige, at jeg synes det er en stor skam, at forfatterparret har

ændret modus - Jeg savnede både spænding og realisme hele vejen igennem,

og det er en stor mangel hos mig. 

Jeg var underholdt nogle steder, men savnede fordums nerve i handlingen.

Jeg ved ikke om der er planlagt flere i serien, og synes faktisk dette ville

være et naturligt sted at stoppe. Hvis der kommer flere, håber jeg på langt

mere realisme og jeg håber spændingen kommer naturligt tilbage.

Var det ikke nemmere at købe Gyldendal ?

Af Otto B. Lindhardt

Jeg læste en artikel i Politiken omkring denne driftige herres 90 års fødselsdag,

og at han endelig, på utallige opfordringer, har begået en biografi - den måtte

jeg have øjnene i. Otto Lindhardt er forhenværende direktør hos Gyldendal og stifter af forlaget Lindhardt og Ringhof. Jeg roser ofte forfattere, mere sjældent oversætterne og yderst sjældent forlagene, faktisk ved jeg heller ikke så meget om alt forarbejdet, jeg

er jo en nørd med udfaldet - derfor ville jeg gerne med en tur ind bag facaden.

Jeg havde håber på en biografi, men det blev slukket af forfatteren allerede på side 1:

Dette er ikke en kronologisk beretning, ej heller en fortælling om mennesket, den er en

samling punktnedslag i et professionelt liv, fyldt med bøger.

Og bøger, det er der i gennemgangen. Det var interessant at læse om billigbogens

og bogklubbernes rigtige gennembrud i DK. Samtidig fornemmer jeg tydeligt

at Otto Lindhardt er et stort menneske, og med garanti også har været en stor chef:

Han er ikke bleg for at rose, ligefra medarbejdere til chefer, får rigtig fine

ord med på vejen - det er en stor force, i min optik.

Samtidig er det en gennemgang af mødet og samarbejdet med nogle af datidens

største forfattere - Vi møder bl.a. Karen Blixen & John Steinbeck, hører om

fravalg af store succeser og chancer der bærer frugt. Samtidig er det en

stor gennemgang af rigtig mange skikkelser i den litterære verden, nogle kender jeg

andre har jeg end ikke hørt om - Og selv om det ikke på noget tidspunkt

bliver detaljeret eller personligt, fornemmer jeg tydeligt, at kedeligt var det ikke.

Jeg har været på en interessant rejse, jeg ville stadig gerne have haft personlighed

og flere detaljer om arbejdet med at skabe forfattere og bøger - så jeg håber

på, at der kommer en rigtig biografi og Lindhardt & Ringhof tiden, hvis den

kommer, er jeg klar til at læse.

Det perfekte sted at dø

Af Inger Wolf

Det perfekte sted at dø er er 7. bind i serien om Daniel Trokic, den sympatiske

politikommisær med Jugoslaviske rødder.

Jeg har været med fra starten af serien og været begejstret, denne nyeste i serien

har jeg fuldt tilblivelsen af på sidelinjen, og som de andre glædet mig til at 

kaste mine øjne på - desværre fik jeg ikke indfriet min forventning denne gang.

Bogen er, præcis som de forgående skrevet flydende og i et letlæseligt sprog.

Baggrundsmaterialet er gennemarbejdet til UG, og bliver gengivet bogen igennem.

Persongalleriet er igen Daniel, som denne gang er i Japan for at efterforske et

muligt selvmord på en dansk forsker. Forskeren arbejdede i skoven, hvor hundredevis af japanere går ind for at dø - Denne gang er Daniel stort set alene

da politiet ikke vil samarbejde, så de øvrige personer er primært de øvrige

forskere og de få øvrige bipersoner.

Jeg manglede fylde i samtlige personer, faktisk også Daniel. Jeg kom slet ikke

ind under huden på dem, og derfor druknede det meste af handlingen

i beskrivelserne af skoven, den dybe japanske overtro og mange "døde" perioder

i handlingen - jeg var ganske enkelt slet ikke fanget, og langt over halvvejs

havde jeg flere gange massive problemer med at fastholde interessen.

Plottet holder også selvom spændingen udeblev helt for mig, jeg nåede aldrig rigtig

til punktet, hvor jeg helhjertet gættede med, og jeg synes faktisk der var lidt

vel mange løse tråde i spil, men rette sammenhæng fandt jeg først til slut.

Borset fra de korte indslag fra Danmark, følte jeg slet ikke jeg var med i universet, 

som sagt følte jeg, at handlingen var alt for meget kultur og skov og for lidt krimi.

Jeg vil meget gerne have den "gamle" Daniel tilbage, helst i DK og meget gerne

med Angie eller andre nye til ham og makkeren - Specielt fordi jeg ved, hvor 

gode de forgående i serien er, er skuffelsen stor og faktisk gør det ondt

på mig at skulle herned efter bedømmelsen, men det kan kun blive til to.

Den sidste kilometer - En bog om at blive klogere

Af Brian Holm 

Som cykelfan og beundrer af Holm meritter måtte jeg endelig kaste mig over bogen.
Faktisk er dette nu anden gang jeg læser den, for jeg opdagede, at der var udkommet en
ny udgave med ekstra kapitler, og dem kunne jeg ikke lade passere. Derfor genlæste
jeg bogen, og jeg tror faktisk, den har gjort endnu større indtryk her anden gang.
Den er velskrevet, levende og meget svær at lægge fra sig, fysisk og i tankerne.


Nuvel, den er alvorlig, det er en hudløs beretning om et usædvanligt privat menneske, der
meget sjældent lukker op for følelser og egentlig er meget hård, både overfor 
sig selv og sin omgangskreds. Måske netop derfor, afføder det ekstra respekt hos mig, at
han vælger at være så offentlig med noget så privat.

Jeg synes ind imellem, at der springes for meget i handlingen, men derudover tager jeg hatten af for Holm, at han vælger at stå frem, klæde sig følelsesmæssigt nøgen, Han er hudløs i sin erindring og hans angst er nærmest håndgribelig flere steder. Både hans projekt med La Flamme Rouge 
og hans offentliggørelse og delagtiggørelse af pressen er et fantastisk flot valg, det er stort at
være en støtte for de mange mennesker i samme båd, og samtidig bruge navn og ansigt til
at kæmpe videre mod denne grusomme sygdom på egne og andres vegne.

Respekt!

Bogen kan med fordel læses af både, tidligere og nuværende patienter, pårørende,
og omgangskredsen. Den vil oplyse og give et bud på handlemåder!

Gengældelsen & Trofæ

Gengældelsen AF Steffen Jacobsen

Gengældelsen er andet bind i serien om politikommisæren Lene og detektiven Michael.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at forgængeren: Trofæ var uovertruffen,

så jeg havde virkelig set frem til denne næste i serien.

Jeg blev faktisk en smule skuffet da jeg så omdrejningspunktet: terror i Danmark og terrorister, jeg synes det er lidt for søgt i øjeblikket og synes faktisk, at 

har jeg læst én roman om terrorceller i mellemøsten, bliver jeg ikke mere oplyst/

underholdt af, at der skrives flere - Heldigvis blev min tvivl gjort til skamme her.

Præcis som forgængeren, er denne roman yderst velskrevet, sproget flyder og

siderne vender sig i samme hast som handlingen - meget hurtigt.

Persongalleriet er udover Lene og Michael, kollegaer indenfor politiet og PET, 

samt terroristerne og nogle få indlemmede. Alle fremstår realistiske og levende,

dog savner jeg en smule dybere indsigt, det ville udgøre toppen af kagen.

Handlingen er yderst sprængfarlig, spændingen er helt klart til stede og stiger

i takt med at handlingen udspilles, jeg måtte igen holde på øjnene, for ellers var

de løbet i forvejen - Der er konspirationer, teorier om samme og frem for alt

er et langt stykke af vejen fyldt med gode spor, der sætter læserens indre

detektiv på overarbejde - Herligt

Alt i alt er dette endnu en super spændingsroman fra Steffen Jacobsen,

det er ligesom forgængeren en rå "drengerøvs" roman, herlig i sin opbygning

og forfriskende i sin helhed. 

Grunden til at jeg trods alt lander på en enkelt mindre end Trofæ er, at denne

trods alt ikke når helt samme spændingsniveau, samme originale højder -

Men super underholdning der er den, og den skal klart anbefales, den kan læses

uafhængigt af forgængeren, men jeg synes ikke læseren skal snydes for

den sublime start på serien, så start med Trofæ.

Trofæ - anmeldt januar 2013

Hold fast for en spændingsroman...

Pænt goddag Steffen Jacobsen - det bliver så absolut ikke sidste gang vi krydser klinger.


Bogen er skrevet i et virkelig godt, naturlig og levende sprog, og så er den en pageturner af højeste kaliber - den KAN ikke lægges væk


Dog vil jeg sige, at den absolut ikke er for mennesker med sarte nerver - for den ER virkelig hård, ligepå og næsten kvalmende tæt på i beskrivelserne.


Persongalleriet er forholdsvis snævert - Og de bærer det hele soleklart igennem. Normalt er jeg jo meget konsekvent omkring "mine" personers indre liv - Jeg SKAL ind under huden på dem, for at være rigtig hjemme i bøgerne. Men denne bliver så undtagelsen, der bekræfter reglen: Alle personer i trofæ er levende, rigtig godt beskrevet, men vi kommer ikke helt derind, hvor vi kender dem og deres bevægegrunde - Alligevel gjorde det intet i denne perle, jeg er vild med Lene Jensen og Michael Sander, de lover godt for fremtidige udgivelser (jeg håber de kommer) Jeg MÅ vide mere om dem.

Plottet bliver jo en anderledes oplevelse her, da handlingen er skruet sammen som den er. Det giver en ualmindelig voldsom og grum beskrivelse af forbrydelserne, og en dejlig frisk måde at samle alle trådene. 


En helt fantastisk herlig læseoplevelse der indeholder alt det en spændingsroman skal - og mere til. Kom gerne med en efterfølger - i morgen

© Bognørden

VIP-rummet

VIP-Rummet AF Jens Lapidus

VIP-Rummet er første bind i en planlagt serie om den tidligere kriminelle Teddy

og opkomlingen, den jurastuderende Emelie.

Bogen er sådan set velskrevet, der er ind imellem lidt for mange og lange

beskrivelser af omgivelserne, det ødelægger flowet en anelse.

Men derudover er sproget letlæseligt og kan man fastholde koncentrationen,

er bogen faktisk rimelig hurtigt læst - Jeg havde dog lidt problemer med

netop koncentrationen og var derfor en anelse længere om at komme igennem den.

Persongalleriet er mangfoldigt, udover de to hovedpersoner møder vi mange

forskellige karakterer, så det gælder om at holde tungen lige i munden.

Desværre kommer man slet ikke ind under huden på personerne, der er en anelse

af Teddy, hvilket klart trækker op, men de øvrige er allesammen for anonyme

til min smag. Hellere få, men rigtig gode og solide personer, end utallige uden regulært og realistisk indhold og handlinger.

Plottet holder, den havde jeg slet ikke set komme, så det skal klart belønnes. 

Desværre er både selve handlingen og opklaringen utrolig urealistisk og

noget letbenet. Hvorfor vil en top advokat hente en kriminel ind til en opgave,

der tydeligvis sorterer under politiet, og hvorfor vælger han en helt anonym 

og lavtstående medarbejder, til at varetage firmaets interesser i sagen? 

Derudover er handlingen spækket med sådanne urealistiske handlinger og ledetråde

og frem for alt bliver thriller-genrens gætterier ikke fulgt ordentligt til dørs - 

i stedet for at bliver fanget af opklaringens gætterier, blev jeg flere gange lidt

irriteret over de halve ledetråde og urealismen, ligesom spændingen var sparsom.

Jeg manglede en solid afslutning på denne første i serien, der er for mange 

åbne døre og for letkøbt spænding. Selv med de kommende i tankerne, kan jeg

ikke helt fraligge mig tanken om det ufuldendte. Men bogen voksede på mig,

der var gode takter og jeg var underholdt meget af tiden. Så med en gedigen

opgradering af realismen, er jeg sikker på, at næste i serien bliver super.

Blodlægen

Blodlægen - AF Barbara Vine

Barara Vine er et pseudonym for Ruth Rendell, trods forfatterens meget roste

bøger, har jeg ikke hørt om hende tidligere, så dette er mit første bekendtskab,

både med forfatteren og bøger fra Victoriatiden.

Blodlægen er en victoriansk roman, at kalde den en krimi, er nok at tage munden

for fuld, en slægtsroman er snarere mit bud. Sproget er ganske fint, det er stilfuldt,

nobelt og en herlig blanding af nostalgi og højadel.

Handlingen forgår i England, den aristokratiske Lord Martin Nanther, der er biografiforfatter,

beslutter at skrive en biografi om hans oldefar, den meget anerkendte livlæge Henry, der

var dronning Victorias foretrukne. Henry levede i 1800 tallet, forlovede sig med

en kvinde, der døde inden brylluppet, for derefter at gifte sig med hendes søster.

Dertil kommer, at han havde en holdt elskerinde i mange år, hvilket jo efter tiden

var meget normalt, men dog uacceptabelt.

Henry forsker lidenskabeligt i blod, meget specifikt i blødersygdommen og dens arvelighed,

han får selv sygdommen helt ind på livet, og handlingen beskriver de mange

grusomme handlinger Henrys valg har, og lukket op for spørgsmål omkring en

eventuel kriminel løbebane.

Bogen er delt i to, den ene del er fortællingen om Henry, de mange notater han har gjort,

familiens mange generationers beretninger og så Lord Martins liv i det engelske

overhus, med sin anden hustru, som forgæves forsøger at blive mor, samtidig med

at Martin arbejder på biografien og egentlig ikke vil have flere børn.

Det var en meget ambivalent læseoplevelse, på den ene side var handlingen

virkelig træg, med mange gentagelser, utrolig mange navne og titler - på den anden side

kunne jeg ikke lægge romanen fra mig, den kaldte på noget, og jeg endte faktisk

med at få en meget anderledes men okay oplevelse.

Svalens Graf

Svalens Graf - AF Sissel jo Gazan

Anden videnskabelige krimi fra denne forfatters hånd. Som sin forgænger foregår

en stor del af handlingen på Københavns universitet og omhandler biologiske

videnskabelige processer.

Jeg var en af de læsere, der var moderat begejstret for forgængeren, derfor

lå denne efterfølger meget længe i venteposition - men nu kom jeg altså til den.

Sproget er sådan set okay, bortset fra de mange videnskabelige gennemgange, der

nemt kan virke tunge,lidt for uddybende, og ind imellem for mange gentagelser i handlingen er bogen yderst letlæselig. Sproget flyder og derfor er de små 600 sider faktisk hurtig læst.

Persongalleriet er igen mangfoldigt, vi møder igen politimanden Søren og hans kæreste

Anna - kollegaer på station Bellahøj, forskere på universitetet og denne gang

også familien Skov. Søren er præcis så utiltalende som i forgængeren: privat

er han spækket med mindreværdskomplekser og professionelt er han sprængfyldt

med storhedsvanvid, urealistiske handlinger og bærer præg af at skulle være så

stor en helt indenfor etaten, at han på mig, nærmest bliver en karikatur.

Kæresten Anna er lige så usympatisk og blandes på helt urealistisk måde, igen ind

i en selvmord/mord mysterium. Kollegaen Henrik og Søren har frygtelig travlt med

territorial kampe i stedet for ordentligt politiarbejde - det virker fuldkommen

banalt og kunstigt hos mig.

Til gengæld er det Maries historie, der bærer denne bog hjem hos mig - trods meget

banale forsøg på at gøre den store familiehemmelighed spændende (virker helt 

modsat på mig) er det hende jeg virkelig mærker. Måske også fordi det er hendes

job som studerende på KU, der er en stor del af historien, og der mærker jeg

for alvor forfatterens interesse brænde igennem.

At der så tilsættes endnu en sidestory omkring familien Skov, synes jeg faktisk

ødelægger læsningen - mere er langt fra altid bedre, der havde været mere end

rigeligt i forbrydelsen og Marie, efter min bedste overbevisning.

Som krimi er den alt for banal og urealistisk, de første 1/3 af bogen krummede

jeg virkelig tæer og gruede for resten. Men mod alle odds voksede handlingen

og altså specielt Marie på mig, og jeg blev faktisk fanget af dele af historien.

Jeg kan se rigtig mange gentagelser fra forgængeren, det er trist, for jeg savnede 

virkelig fornyelse og forbedring - det udeblev totalt i politidelen, men hentede 

en smule på den ene sidestory. Jeg ligger og vipper mellem to og tre, men fordi

jeg trods alt blev underholdt lidt til slut, runder jeg op til 3 -og håber virkelig

på klare forbedringer af realismen og krimidelen og fornyelse til en evt. næste bog.