Kantate

AF Kristín Marja Baldursdóttir

228 sider Gyldendal

Den skønne islandske forfatter ligger højt på min favoritliste, specielt romanerne

om Karitas, gjorde stort indtryk på mig, ligeleden den seneste: Fra hus til hus

Læs anmeldelsen af Fra hus til hus her

Jeg havde derfor set meget frem til denne nyeste i rækken.

Præcis som forgængerne er dette en roman om Island og menneskene deroppe,

jeg holder meget af det herlige spil i sproget, de gode miljøbeskrivelser og frem for alt de solide personbeskrivelser, men denne gang blev jeg desværre fælt skuffet. 

Handlingen er denne gang henlagt til en hotelejerfamilie, midtpunktet er Gylfe og hans hustru Nanna. Deres datter, der arbejder på hotellet, onklen der er revisor,

halvbroderen der er skuespiller og bor hos sin mor med sine weekendbørn og endelig

revisorens nevø, der lejer et værelse hos ham. Familien er glade for hinanden, men lider

alle som en af, at det meste i interaktionen mellem dem er usagt. Da en fransk 

fotograf dukker op i deres midte, kommer deres indbyrdes forhold op til revision,

ligesom han tilsyneladende bringer det grimmeste frem i dem alle. Handlingen er

udenfor tid og sted, og tempoet er som altid yderst adstadigt.

Selv om sproget er en herlig oplevelse, bliver romanens opbygning for rodet for mig,

det skiftes mellem første og tredje person, der er ikke ordinært opbyggede afsnit, så

det er ofte meget svært at se, hvilken person afsnittet omhandler og endelig er der

en fortæller ind imellem. Det ødelagde faktisk mit flow og gjorde at jeg havde

ovenud svært ved at fastholde koncentrationen, hvilket er en meget stor mangel.

Dertil skal lægges, at jeg ikke synes personerne er lige så stærke i deres fremtræden,

som Baldursdóttir ellers er garant for - jeg er derfor skuffet over at hun denne gang

ikke evner at formidle klart og kommer naturligvis til at sammenligne med de forgående

og det falder Kantate altså helt igennem på hos mig.

Læsere, der holder af de islandske fortællinger, de dybe og særegene personer

vil atter finde glæden i denne roman, og kan man abstrahere fra de flydende afsnit

vil man ganske givet finde større glæde ved den end jeg evnede.