AF Emma Healey
.jpg)
348 sider People´s Press
Denne psykologiske spændingsroman er forfatterens debut Læs mere om hende her.
Romanen har vundet flere priser og er på bestsellerlisterne i flere lande, og med god grund.
Romanen er virkelig velskrevet, levende og meget realistisk. Sproget flyder i en lind strøm, så læseren bliver taget med ind i universet fra første færd - det er en både vidunderlig og meget grusom oplevelse, for man er Maud. Handlingen er opbygget præcis som man forestiller sig, at Maud tænker. Dvs. vekslen mellem nutid og fortid, og jeg er nødt til at bøje mig i støvet - det virker altså utrolig stærkt.
Maud er i sit livs efterår, hun er dement og det går stærkt med sygdommen. Maud bor alene i sit hus efter hendes mands død mange år forinden. Hendens datter Helen kommer dagligt
og tager sig af hende, ligesom hjemmehjælperen er en daglig gæst, Maud skriver små sedler med alt hun skal huske, problemet er bare, at hun ikke ved hvornår sedlerne er skrevet eller, hvad de betyder. Maud tænder gassen og glemmer det, hun laver the og glemmer, hvor hun har sat koppen, og så finder hun pludselig sig selv i haven, midt om natten, hvor hun har gravet græsplænen op. Og så er der et meget stort problem: Elizabeth, Mauds mangeårige tætte veninde, er forsvundet. Det ved Maud, for det står på flere sedler, men selv om Helen og Elizabeths søn siger noget andet, er Maud helt klar over at noget er helt galt. I takt med at Mauds hjerne lukker ned for nutiden, får hun associationer til hendes barndom, hvor hendes søster Suckey forsvandt lige efter krigen. Hvor Maud har store problemer med at finde hoved og hale i nutiden, har hun ingen problemer med at huske fortiden, og den står klokkeklart for hende, og hvad skete der egentlig med Suckey? Mens omgivelserne er ved at gå til af Mauds fremskredne demens, lever hovedpersonen selv et liv fyldt med undren over, hvem der omgiver hende og hvorfor de siger og gør underlige ting, der slet ikke giver mening for Maud.
Nu ved jeg af gode grunde ikke, hvordan det er at være dement, men jeg er faktisk ret
sikker på, at denne roman giver et rigtig godt (grusomt) bud på det. Det er en varm og levende fortælling om en kvindes kamp for at finde hoved og hale i dagligdagen. Det er også et rigtig fint billede af en datters kamp for at hjælpe moderen, mens hun som pårørende lever i konstant angst for, hvad der sker næste gang. Begge personer er
usædvanligt levende og meget realistiske, det er uhyggelig velskrevet.
Ved siden af det nutidige billede af sygdommen, er der indlagt et fint lille plot omkring forsvindingen af de to kvinder: søsteren og veninden. Det betyder at læseren er Maud hele vejen igennem, men får et tydeligt billede af de tanker og den uvished, der har naget hende livet igennem, og nu da demensen lukker for nutiden, giver langt mere rum til at lade små hints og gamle erindringer dukke op til overfladen. Læseren er både: detektiv, dement og pårørende - denne sammensætning er både original og yderst vellykket.
Jeg var som sagt helt inde under huden på Maud og hendes datter, de ramte mig midt i hjertekulen og jeg havde det meste af mit følelsesregister i brug. Romanen kan derfor både læses som en varm og indlevende roman om demens, og sygdommens mange konsekvenser. Men den kan også læses som en anderledes krimi, hvor læseren er med
på sidelinjen af "opklaringen" og med et plot i plottet. Så originaliteten er virkelig stor, og sammen med den virkelig sublime formidling, er det en roman der fortjener et MUST read.
Romanen er virkelig velskrevet, levende og meget realistisk. Sproget flyder i en lind strøm, så læseren bliver taget med ind i universet fra første færd - det er en både vidunderlig og meget grusom oplevelse, for man er Maud. Handlingen er opbygget præcis som man forestiller sig, at Maud tænker. Dvs. vekslen mellem nutid og fortid, og jeg er nødt til at bøje mig i støvet - det virker altså utrolig stærkt.
Maud er i sit livs efterår, hun er dement og det går stærkt med sygdommen. Maud bor alene i sit hus efter hendes mands død mange år forinden. Hendens datter Helen kommer dagligt
og tager sig af hende, ligesom hjemmehjælperen er en daglig gæst, Maud skriver små sedler med alt hun skal huske, problemet er bare, at hun ikke ved hvornår sedlerne er skrevet eller, hvad de betyder. Maud tænder gassen og glemmer det, hun laver the og glemmer, hvor hun har sat koppen, og så finder hun pludselig sig selv i haven, midt om natten, hvor hun har gravet græsplænen op. Og så er der et meget stort problem: Elizabeth, Mauds mangeårige tætte veninde, er forsvundet. Det ved Maud, for det står på flere sedler, men selv om Helen og Elizabeths søn siger noget andet, er Maud helt klar over at noget er helt galt. I takt med at Mauds hjerne lukker ned for nutiden, får hun associationer til hendes barndom, hvor hendes søster Suckey forsvandt lige efter krigen. Hvor Maud har store problemer med at finde hoved og hale i nutiden, har hun ingen problemer med at huske fortiden, og den står klokkeklart for hende, og hvad skete der egentlig med Suckey? Mens omgivelserne er ved at gå til af Mauds fremskredne demens, lever hovedpersonen selv et liv fyldt med undren over, hvem der omgiver hende og hvorfor de siger og gør underlige ting, der slet ikke giver mening for Maud.
Nu ved jeg af gode grunde ikke, hvordan det er at være dement, men jeg er faktisk ret
sikker på, at denne roman giver et rigtig godt (grusomt) bud på det. Det er en varm og levende fortælling om en kvindes kamp for at finde hoved og hale i dagligdagen. Det er også et rigtig fint billede af en datters kamp for at hjælpe moderen, mens hun som pårørende lever i konstant angst for, hvad der sker næste gang. Begge personer er
usædvanligt levende og meget realistiske, det er uhyggelig velskrevet.
Ved siden af det nutidige billede af sygdommen, er der indlagt et fint lille plot omkring forsvindingen af de to kvinder: søsteren og veninden. Det betyder at læseren er Maud hele vejen igennem, men får et tydeligt billede af de tanker og den uvished, der har naget hende livet igennem, og nu da demensen lukker for nutiden, giver langt mere rum til at lade små hints og gamle erindringer dukke op til overfladen. Læseren er både: detektiv, dement og pårørende - denne sammensætning er både original og yderst vellykket.
Jeg var som sagt helt inde under huden på Maud og hendes datter, de ramte mig midt i hjertekulen og jeg havde det meste af mit følelsesregister i brug. Romanen kan derfor både læses som en varm og indlevende roman om demens, og sygdommens mange konsekvenser. Men den kan også læses som en anderledes krimi, hvor læseren er med
på sidelinjen af "opklaringen" og med et plot i plottet. Så originaliteten er virkelig stor, og sammen med den virkelig sublime formidling, er det en roman der fortjener et MUST read.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar