AF Jenny Rogneby
367 sider Politikens Forlag
Leona er forfatterens debutroman, og første del i en planlagt serie på 3 romaner om den svenske kriminal-efterforsker Leona Lindberg.
Leona er en yderst usædvanlig og meget original thriller, sproget er letlæseligt og afsnittene
er delt fint op mellem hovedpersonen Leona (jeg-form) og de øvrige personer (3. person)
Det er sjældent jeg oplever denne opdeling af fortælleformen, men det virker altså her.
Leona er en kvinde i 30´erne, en dygtig kriminalbetjent, er gift og har to mindreårige børn.
Sønnen lider af en alvorlig kronisk sygdom, og da det svenske sundhedsvæsen ikke tør
operere sønnen, er forældrene tvunget til at søge udenlands. Det påvirker Leona, for det eneste hun evner at føle, er kærligheden til hendes børn. En hård barndom med psykiske overgreb og indespærringer har gjort Leona til en følelsesmæssigt afstumpet kvinde, der
ikke bruger tid på at tænke for meget over, hvordan hun behandler andre mennesker. Da en nøgen 7 årig pige røver en bank, er det Leona der tager sagen, hun arbejder helst alene og kan tilrettelægge efterforskningen præcis som hun vil. Leona arbejder lige så kontroversielt som hun kommunikerer, og da cheferne lægger pres på for at få en opklaring, tvinges Leona til at arbejde sammen med andre. Det er så afgjort ikke med Leonas gode vilje, og hun kommer længere og længere ud i ekstremerne, både professionelt og privat -
Hvad er det Leona har gang i, og hvad betydning får det for både sagen og hende?
Jeg synes som sagt at romanen er letlæselig og originaliteten er helt i top. Læseren er med på sidelinjen hele vejen igennem, alligevel var det som om jeg ikke kom helt ind under huden på Leona, og trods baggrundsviden omkring hendes barndom med omsorgssvigt, kunne jeg faktisk ikke lide hende. Samtidig er hendes handlinger højst usædvanlige, og spreder sig, i min optik, over for meget på een gang. Det gør så også at en del af handlingen bliver meget urealistisk, og det er en stor skam, for selve politidelen er faktisk virkelig velskrevet. Naturligvis er der litterære friheder i forhold til handlingen, men forfatterens egene erfaringer med politiarbejder trænger rigtig godt igennem og gør delen oplysende og realistisk.
Nu var dette første bind i serien, jeg havde meget længe, meget svært ved at se, hvordan forfatteren ville gribe en fortsættelse an, men det lykkedes. Der er et par små sløjfer, der ikke blev bundet i denne etter, dog ikke nogle afgørende, men små spørgsmål, som jeg nu må vente med at få besvaret i de kommende.
Leona er en yderst usædvanlig og meget original thriller, sproget er letlæseligt og afsnittene
er delt fint op mellem hovedpersonen Leona (jeg-form) og de øvrige personer (3. person)
Det er sjældent jeg oplever denne opdeling af fortælleformen, men det virker altså her.
Leona er en kvinde i 30´erne, en dygtig kriminalbetjent, er gift og har to mindreårige børn.
Sønnen lider af en alvorlig kronisk sygdom, og da det svenske sundhedsvæsen ikke tør
operere sønnen, er forældrene tvunget til at søge udenlands. Det påvirker Leona, for det eneste hun evner at føle, er kærligheden til hendes børn. En hård barndom med psykiske overgreb og indespærringer har gjort Leona til en følelsesmæssigt afstumpet kvinde, der
ikke bruger tid på at tænke for meget over, hvordan hun behandler andre mennesker. Da en nøgen 7 årig pige røver en bank, er det Leona der tager sagen, hun arbejder helst alene og kan tilrettelægge efterforskningen præcis som hun vil. Leona arbejder lige så kontroversielt som hun kommunikerer, og da cheferne lægger pres på for at få en opklaring, tvinges Leona til at arbejde sammen med andre. Det er så afgjort ikke med Leonas gode vilje, og hun kommer længere og længere ud i ekstremerne, både professionelt og privat -
Hvad er det Leona har gang i, og hvad betydning får det for både sagen og hende?
Jeg synes som sagt at romanen er letlæselig og originaliteten er helt i top. Læseren er med på sidelinjen hele vejen igennem, alligevel var det som om jeg ikke kom helt ind under huden på Leona, og trods baggrundsviden omkring hendes barndom med omsorgssvigt, kunne jeg faktisk ikke lide hende. Samtidig er hendes handlinger højst usædvanlige, og spreder sig, i min optik, over for meget på een gang. Det gør så også at en del af handlingen bliver meget urealistisk, og det er en stor skam, for selve politidelen er faktisk virkelig velskrevet. Naturligvis er der litterære friheder i forhold til handlingen, men forfatterens egene erfaringer med politiarbejder trænger rigtig godt igennem og gør delen oplysende og realistisk.
Nu var dette første bind i serien, jeg havde meget længe, meget svært ved at se, hvordan forfatteren ville gribe en fortsættelse an, men det lykkedes. Der er et par små sløjfer, der ikke blev bundet i denne etter, dog ikke nogle afgørende, men små spørgsmål, som jeg nu må vente med at få besvaret i de kommende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar