AF Pierre Lemaitre
350 sider Lindhardt & Ringhof
Alex er anden del af den franske trilogi om kriminalkommisær Camille.
Læs anmeldelsen af første del: Iréne her
Præcis som forgængeren er sproget en sand fornøjelse. Letlæseligt, herligt flydende og igen med de aristokratiske indslag - Meget fransk og humorfyldt.
Efter kriminalkomissær Camille er her 4 år efter hustruens død, ved at være tilbage i
professionel forstand. Han har været alvorligt psykisk nedbrudt, og er på den indre front stadig meget påvirket. Han bliver kaldt ud til en bortførelsessag, der i Camilles hoved minder rigtig meget om hustruens sag, han forsøger at undslippe - men uden held.
En ung pige bliver bortført på gaden, da hun kommer gående på vej til sit hjem. Et vidne så den voldsomme pågribelse af kvinden, men derudover får Camille og kollegaerne ikke meget at arbejde med, for ingen savner en ung kvinde. Samtidig med Camilles kamp for at finde hende, følger vi Alex, kvinden der elsker parykker, elsker at besnære mænd og kvinden, der ikke kan finde ud af, hvorfor hun er blevet kidnappet og nu sidder fanger i et totur-bur i en tom lagerhal. Alex kæmper med sult, kulde og ikke mindst de kæmpe rotter, der anser hende for et muligt næste måltid. Camille og Alex synes at kæmpe på samme side og mod tiden - Men ikke alt er, hvad det ser ud til, for det blotte øje...
Nu var jeg inde i dette franske univers, da jeg gik direkte fra den første over i denne anden del. Denne gang kunne jeg mærke en af personerne, og selv om jeg aldrig kom rigtig ind under huden på hende, var det hendes fangeskab, der brændte igennem hos mig - en meget stor forbedring i forhold til Iréne. Jeg manglede igen dybde og realisme i personer og handlinger, men eftersom jeg nu har læst to af de tre i serien, må jeg nok erkende, at det ikke er det levende og realistiske, forfatteren vil fremhæve. Det ærgrer mig stadig, men jeg er glad for at humoren i stedet er kigget lidt frem,
Politiets del er også en forbedring fra forgængeren, her er kommet mere realisme med i opklaringsarbejdet, og frem for alt synes jeg plottet er rigtig godt skruet sammen denne gang. Det var en Pandoras æske, der blev ved med at åbne nye døre. Alt i alt var dette en tak op ad kvalitets-stigen for mig - både underholdningsmæssigt og på realismen. Jeg bliver i universet og kaster mig direkte over i trilogiens afslutning.
Læs anmeldelsen af første del: Iréne her
Præcis som forgængeren er sproget en sand fornøjelse. Letlæseligt, herligt flydende og igen med de aristokratiske indslag - Meget fransk og humorfyldt.
Efter kriminalkomissær Camille er her 4 år efter hustruens død, ved at være tilbage i
professionel forstand. Han har været alvorligt psykisk nedbrudt, og er på den indre front stadig meget påvirket. Han bliver kaldt ud til en bortførelsessag, der i Camilles hoved minder rigtig meget om hustruens sag, han forsøger at undslippe - men uden held.
En ung pige bliver bortført på gaden, da hun kommer gående på vej til sit hjem. Et vidne så den voldsomme pågribelse af kvinden, men derudover får Camille og kollegaerne ikke meget at arbejde med, for ingen savner en ung kvinde. Samtidig med Camilles kamp for at finde hende, følger vi Alex, kvinden der elsker parykker, elsker at besnære mænd og kvinden, der ikke kan finde ud af, hvorfor hun er blevet kidnappet og nu sidder fanger i et totur-bur i en tom lagerhal. Alex kæmper med sult, kulde og ikke mindst de kæmpe rotter, der anser hende for et muligt næste måltid. Camille og Alex synes at kæmpe på samme side og mod tiden - Men ikke alt er, hvad det ser ud til, for det blotte øje...
Nu var jeg inde i dette franske univers, da jeg gik direkte fra den første over i denne anden del. Denne gang kunne jeg mærke en af personerne, og selv om jeg aldrig kom rigtig ind under huden på hende, var det hendes fangeskab, der brændte igennem hos mig - en meget stor forbedring i forhold til Iréne. Jeg manglede igen dybde og realisme i personer og handlinger, men eftersom jeg nu har læst to af de tre i serien, må jeg nok erkende, at det ikke er det levende og realistiske, forfatteren vil fremhæve. Det ærgrer mig stadig, men jeg er glad for at humoren i stedet er kigget lidt frem,
Politiets del er også en forbedring fra forgængeren, her er kommet mere realisme med i opklaringsarbejdet, og frem for alt synes jeg plottet er rigtig godt skruet sammen denne gang. Det var en Pandoras æske, der blev ved med at åbne nye døre. Alt i alt var dette en tak op ad kvalitets-stigen for mig - både underholdningsmæssigt og på realismen. Jeg bliver i universet og kaster mig direkte over i trilogiens afslutning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar