AF Jasmine Warga
275 sider Nyt Nordisk Forlag
Dette er den amerikanske forfatters debutroman. Den er udkommet i februar 2015 i USA
og filmrettighederne er allerede solgt.
Sproget er letlæseligt og flyder i en lind strøm. Jeg-fortælleren giver med det samme
et billede ind i en 16 årig piges liv - Tanker og handlinger er rigtig godt portrætteret,
og trods det meget tunge tema -er dette en utrolig varm roman.
Aysel er 16 år, datter af Tyrkiske emigranter. Hendes forældre blev skilt da hun var lille, og hun hendes liv blev tilbragt hos faderen i hverdagene og moderen i weekenderne.
Moderen giftede sig hurtigt igen og fik yderlige to børn, Aysel har altid følt sig en smule til overs i moderens familie - men da hendes far slår en af byens store atleter ihjel, bliver hun nødt til at bo hos moderen. Aysel kæmper med en meget stor skam over faderens handling, angst for at være psykisk syg som ham, og så lukker hun sig inde i sig selv, for at undgå alle andres dømmende blikke - kort sagt: Aysel har en dyb depression. Da Aysel ikke kan tale med nogen om hendes tanker og følelser, eskalerer hendes depression, og hun når et punkt, hvor hun beslutter sig for at tage sig eget liv. Hun finder et site, hvor brugerne drøfter selvmord i alle afskygninger, og da hun jo egentlig gerne vil slippe ensomheden, kigger hun efter en "selvmords-makker" Han dukker op i form af Roman fra nabobyen, en talentfuld basketballspiller, der efter at have mistet sin lillesøster, ønsker at befri hans forældre for mere smerte. Han har planlagt at dø på søsterens dødsdag... om 24 dage. Aysel og Roman mødes og trods meget store forskelle og akavede ytringer, aftaler de at dø sammen!
Lad mig blot starte med at fastslå: dette er ikke et festfyrværkeri - det er en indføring i sindets afkroge, i dette tilfælde hos en ung pige, der, udover at være teenager, har manglet kærlighed om omsorg i mange år. Her behandles de store spørgsmål i livet om svigt, skam og forsøget på "at gå i et med tapetet" for at undgå at blive yderligere såret. Den unge pige er solidt portrætteret, jeg kunne sagtens genkalde mig nogle af de modstridende følelser Aysel slås med - Romanen kan derfor læses af både unge og voksne, den er et meget aktuelt og nødvendigt indlæg i det desværre altid aktuelle emne: depression.
Men, det er også en smuk fortælling om venskaber, håb og kærlighed. Om to unge mennesker, der finder hinanden i deres fælles ønske om at komme herfra, og på vejen til afgrunden, oplever at blive set uden at blive dømt. Dette er en yderst velskrevet roman
om: depression, ungdommens svære identitets-skabelse og nødvendigheden af at se og handle på vores medmenneskers opførsel. Tankevækkende og yderst indsigtsfuld.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar