AF Pierre Lemaitre
370 sider Lindhardt & Ringhof
Irené er første bind i en krimi trilogi. De første to bind i serien er anmelderroste og er endt
på bestsellerlistene, så det var med store forventninger, at jeg kastede mig ind i universet.
Sprogligt er jeg meget begejstret for denne første del - det er flydende og letlæseligt. Jeg er vild med det aristokratiske i sproget fx. De, Dem og Deres og butiksindehaversken.
Trilogiens omdrejningspunkt er Camille, Fransk kriminalkommisær. Han er en lille (150cm) mand, med et stort ego. Han er gift med Iréne, der er gravid i 8. mdr. og efterhånden som fødslen nærmer sig, føler hun sig overset - og med rette. Camille får en modbydelig sag ind i afdelingen. To unge kvinder findes myrdet på en usædvanlig brutal og grusom måde. Teamet i politiet løber hurtig panden mod muren, sagen står i stampe lige indtil de finder en sammenhæng mellem en scene i en kriminalroman. Herefter finder de flere gamle sager med samme fremgangsmåde som i populære krimier, og jagten går derfor ind på en seriemorder. Camille er presset i privaten af en trist hustru, på jobbet af en sag, der synes uopklarlig, og værre bliver det, da en journalist begynder at skrive næsten ordret, hvad politiet foretager sig internt i afdelingen. Det bliver derfor en kamp, der kræver alt af Camille, og da det går op for ham, at gerningsmanden ikke er færdig med at slå ihjel, bliver det også en kamp mod tiden - Når han det?
Anden del af trilogien udkom her i Danmark inden denne første, derfor læste mange i omvendt rækkefølge - jeg er begyndt fra starten. Jeg er som sagt meget begejstret for sproget, og havde det ikke været for det tydelige franske islæt, kunne denne krimi sagtens
foregå i USA. den er usædvanlig brutal i både beskrivelser og handlinger. Temaet omkring seriemordere er også meget amerikansk, men det franske er et friskt pust. Jeg kom aldrig rigtig ind under huden på personerne, til gengæld var de ydre beskrivelser rigtig gode. Så jeg har et fint billede af dem, men manglede indholdet.
Politiets arbejde er en blanding af realisme og alt for letbenede løsninger. Jeg troede aldrig rigtig på, hverken figurer eller handlinger - det blev en smule for perifært for mig. Plottet er sådan set originalt, ikke mange har før skrevet om mord begået efter litterære begrundelser.
Desværre synes jeg løsningen er for let at gætte, og meget tidligt i fortællingen. Det ville så ikke have gjort det store, hvis blot spændingen kunne opveje løsningen, men det lykkedes ikke rigtigt for mig, at finde spændingen. Som nævnt, var der for mange hovsa-løsninger og for meget inkompetence i beskrivelserne af politiet, til at jeg kunne nyde handlingen.
Men den er forfriskende, har så afgjort potentiale og frem for alt må jeg igen fremhæve det sproglige. Så jeg vil håbe på mere dybde og realisme og straks kaste mig over den næste.
Sprogligt er jeg meget begejstret for denne første del - det er flydende og letlæseligt. Jeg er vild med det aristokratiske i sproget fx. De, Dem og Deres og butiksindehaversken.
Trilogiens omdrejningspunkt er Camille, Fransk kriminalkommisær. Han er en lille (150cm) mand, med et stort ego. Han er gift med Iréne, der er gravid i 8. mdr. og efterhånden som fødslen nærmer sig, føler hun sig overset - og med rette. Camille får en modbydelig sag ind i afdelingen. To unge kvinder findes myrdet på en usædvanlig brutal og grusom måde. Teamet i politiet løber hurtig panden mod muren, sagen står i stampe lige indtil de finder en sammenhæng mellem en scene i en kriminalroman. Herefter finder de flere gamle sager med samme fremgangsmåde som i populære krimier, og jagten går derfor ind på en seriemorder. Camille er presset i privaten af en trist hustru, på jobbet af en sag, der synes uopklarlig, og værre bliver det, da en journalist begynder at skrive næsten ordret, hvad politiet foretager sig internt i afdelingen. Det bliver derfor en kamp, der kræver alt af Camille, og da det går op for ham, at gerningsmanden ikke er færdig med at slå ihjel, bliver det også en kamp mod tiden - Når han det?
Anden del af trilogien udkom her i Danmark inden denne første, derfor læste mange i omvendt rækkefølge - jeg er begyndt fra starten. Jeg er som sagt meget begejstret for sproget, og havde det ikke været for det tydelige franske islæt, kunne denne krimi sagtens
foregå i USA. den er usædvanlig brutal i både beskrivelser og handlinger. Temaet omkring seriemordere er også meget amerikansk, men det franske er et friskt pust. Jeg kom aldrig rigtig ind under huden på personerne, til gengæld var de ydre beskrivelser rigtig gode. Så jeg har et fint billede af dem, men manglede indholdet.
Politiets arbejde er en blanding af realisme og alt for letbenede løsninger. Jeg troede aldrig rigtig på, hverken figurer eller handlinger - det blev en smule for perifært for mig. Plottet er sådan set originalt, ikke mange har før skrevet om mord begået efter litterære begrundelser.
Desværre synes jeg løsningen er for let at gætte, og meget tidligt i fortællingen. Det ville så ikke have gjort det store, hvis blot spændingen kunne opveje løsningen, men det lykkedes ikke rigtigt for mig, at finde spændingen. Som nævnt, var der for mange hovsa-løsninger og for meget inkompetence i beskrivelserne af politiet, til at jeg kunne nyde handlingen.
Men den er forfriskende, har så afgjort potentiale og frem for alt må jeg igen fremhæve det sproglige. Så jeg vil håbe på mere dybde og realisme og straks kaste mig over den næste.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar