fredag den 13. januar 2017

Sporerne vi efterlader os

AF Pernilla Ericson



Dette er den svenske forfatters debut - og første bind i en planlagt serie om efterforskningsteamet Erlagruppen. Pernilla Ericson er journalist og har arbejdet med både trykte medier og TV. Hendes job bragte hende i kontakt med voldsramte kvinder, og vreden over hvor ofte overgreb finder sted, er blevet til denne planlagte serie. 

Politibetjenten Liv bliver tvunget på orlov mens det skal undersøges om hun har brugt unødig vold i en sag. Samtidig er Stockholm ramt af en række overfald på kvinder, der tager den grønne linje hjem om natten. Liv bliver indbudt til et specielt team, der skal stoppe overfaldsmændene. Det lille team begynder arbejdet og hurtigt går det op for dem, at der måske er andet end bare togruten, der binder de overfaldne kvinderne sammen. Men gerningsmændene er flere skridt foran, og Erlagruppen må tage alle værktøjer i brug for at finde en åbning i sagen. Samtidig eskalerer overfaldenen og kvinder begynder at forsvinde - det bliver derfor en kamp mod uret at finde en åbning, og meget gerne inden gerningsmændene opdager, at nogen er på sporet af dem. Men udover opgaven med at stoppe grønlinje-mændene skal Erlagruppen også lære hinanden at kende, og samtlige medlemmer er gået ind i samarbejdet med egne interesser i baghovedet - spøgsmålet er så om det hele kan forenes og alle kommer uskadt derfra igen.

Persongalleriet er forholdsvis smalt, det gør, at læseren i ro og mag kan stifte bekendtskab med figurerne og komme ind på specielt gruppens figurer. Alle figurer er levende og udover Liv, er de realistiske. Liv får indimellem en snert af superwoman og det er jeg ikke fan af. Men udover udfaldene synes jeg faktisk, det er gode personportrætter, deres tanker og handlinger bliver både interessante og uden alt for mange lette løsninger. Og frem for alt så giver de lyst til at komme tættere på.

Både team og politi har en andel af opklaringen og her synes jeg faktisk forfatteren har evnet at skabe et levende og realistisk billede. Begge parter spiller en realistisk rolle og giver læseren en fint indblik i arbejdet. Specielt arbejdet med at opklare af cyber-kriminalitet bliver rigtig fint portrætteret. 

Alt i alt synes jeg denne første i serien er en solid begyndelse, sproget flyder og bogen er herligt let at finde rundt i og fanger fra start til slut. Jeg kan relatere til figurerne, jeg kan mærke dem og jeg vil gerne lære dem bedre at kende. Jeg ser frem til de næste i serien og giver Erlagruppen en varm anbefaling med på vejen.


© Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar