mandag den 23. januar 2017

Tre gange os to

AF Laura Barnett


424 sider People´s Press

Tre gange os to er den engelske forfatters debutroman. Hun har tideligere arbejdet som journalist på Guardian og Daily Telegraph og arbejder i dag som kunstskribent. 

Cambridge 1958: Eva kommer cyklende på vej til vejledning på college. Eva er ved at ramme en hund på vejen, vælter og får hjælp af en ung mand, Jim. Men derefter er det skæbnen eller valgene, der bestemmer fortsættelsen. For der serveres tre mulige udfald: Eva kører videre og husker kun Jim i glimt. Eva og Jim falder i snak og beslutter sig for at deres fremtid skal være fælles, og endelig er der den version, hvor Eva falder for Jim men vælger at gå tilbage til sin daværende kæreste. Hen over årene er de tre versioner på mange måder bestemt af de beslutninger, de to traf der i 1958, men uagtet om Eva og Jim er fysisk til stede i hinandens liv, er de altid i hinandens tanker. Alle tre versioner er fortællinger om levet liv. Om de valg vi træffer, de regninger vi unægteligt kommer til at betale og måske også de afsavn vi mere eller mindre selvvalgt, kommer til at lide. Gennem mere end 60 år er læseren vidne til, hvordan et enkelt valg får markant betydning for den måde vi lever vores liv på, og så stiller romanen det helt essentielle spørgsmål: 
Hvad nu hvis?

Sproget er herligt letlæselig, og trods et mangfoldigt persongalleri og de mange skift, oplevede jeg en fængende roman, der ganske simpelt trak mig med ind i handlingen. Da der er tre versioner af hvert nedslag, er der naturligvis mange figurer, stedet og jobs ect. at holde styr på, men samtlige figurer stod knivskarpt på min nethinde, jeg kunne relatere til dem, mærke dem og levede faktisk med dem. 

De tre versioner rummer alle dele af livet som de fleste kan henføre egne erfaringer til, og til min store glæde evnede forfatteren at skabe dette univers uden banale og sukkersøde ord og handlinger. Kærligheden er der, den er gennemgående, men den går altså hånd i hånd med både svigt, jalousi, mindreværd osv. Kort sagt, dette er et billede af livet.

Jeg var vild med romanen, jeg gik simpelthen ind i den og kom ikke ud før sidste ord var læst. Dertil kom, at jeg kunne fundere over versionerne, udvælge hvilke jeg bedst kunne lide og tilmed få tre mulige afslutninger med. Tre gange os er vedkommende, underholdende og virkelig original i sin opbygning - Kort sagt: Læs den!


© Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar