AF Lotte Dalgaard
184 sider byens forlag
Tvillingesagen er forfatterens debutroman. Zentropa har købt filrettighederne ligesom der er udkommet en selvstændig fortsættelse. Ved siden af forfatterskabet er Lotte Dalgaard journalist og underviser på medieskolen. Læs mere om forfatteren her
Line Lyng er sidst i 30´erne. Journalist på Regionalavisen Nordsjælland og mor til tiårige Mikkel, hvis far hun havde en ultra kort affære med. Line bor i Bagsværd sammen med sønnen og sin alkoholiserede kæreste Jonas. Der er nyheds-tørke på redaktionen da en ny sag ruller ind: To 13 årige tvillingepiger er forsvundet en aften på vej hjem fra deres ungdomsklub. Politiet er på bar bund, da ingen lader til at have set pigerne, og både deres mobiltelefoner og cykler er pist væk sammen med pigerne. Line tager sagen og kontakter pigernes mor Helene, der heldigvis for Line, gerne vil interviewes til avisen. Det bliver startskuddet til et langt bekendtskab, hvor Line uden at tøve, kommer tættere på pigernes mor. Privat falder Lines liv mere og mere fra hinanden, hun og kæresten lever stort set hver deres liv, Liv knokler på jobbet, med indkøb og madlavning og får så sin "belønning" i form af sex, som er det eneste Jonas kan bidrage konstruktivt med. Og i takt med at tvillingesagen trækker ud tager både sagen og Lines liv en drastisk drejning - spørgsmålet er så, hvad begge dele kommer til at betyde for de involverede.
Sproget er herligt flydende og letlæseligt - det var en fornøjelse. Til gengæld havde jeg problemer med figurerne: Line er et sammensat menneske, hun er utrolig vag og bruger flere ressourcer på at kritisere andre, end på at få styr på sig selv. Der er mange små nedslag i hendes liv, men jeg kommer aldrig helt ind under huden på hende. Faktisk kunne jeg ikke lide hende, og havde flere gange virkelig irriteret på hende. Og fordi der er mange og forskellige nedslag i stedet for mere vedvarende og dybe, kommer jeg ladrig rigtig ind på hende. Pigernes mor Helene kommer jeg ikke til at tro på, jeg synes hendes handlinger virker kunstige og de to kvinders samarbejde og relation bliver aldrig realistisk for mig.
Jeg synes faktisk, at romanen er et frisk pust. Krimidelen er yderst begrænset, hovedvægten ligger på journalisten og hendes arbejde - som til gengæld er yderst realistisk. Ydermere forfalder forfatteren ikke til at lade sin hovedperson blive superwoman, falde over alle løsninger eller opklarer forbrydelser - Det er en stor force hos mig. Men når jeg ikke bryder mig om figurerne skal handlingen have det mere pondus for at opveje det, og det synes jeg desværre ikke romanen leverede.
Forlaget lover både spændingsroman og krimi. Politiets del er yderst begrænset, der er fravær af opklaringsarbejde og egentlig spænding. Tvillingesagen er for mig en hygge-krimi, fordi den er letlæselig uden voldsomme og blodige scener og egentlig bare glider. Selv om jeg ikke kommer længere end til to hjerter, så var romanen både underholdende og interessant. Jeg skal snart i gang med efterfølgeren og den ser jeg faktisk frem til, jeg håber at få mere fat i Line og håber hun begynder at træde i karakter.
© Bognørden
Sproget er herligt flydende og letlæseligt - det var en fornøjelse. Til gengæld havde jeg problemer med figurerne: Line er et sammensat menneske, hun er utrolig vag og bruger flere ressourcer på at kritisere andre, end på at få styr på sig selv. Der er mange små nedslag i hendes liv, men jeg kommer aldrig helt ind under huden på hende. Faktisk kunne jeg ikke lide hende, og havde flere gange virkelig irriteret på hende. Og fordi der er mange og forskellige nedslag i stedet for mere vedvarende og dybe, kommer jeg ladrig rigtig ind på hende. Pigernes mor Helene kommer jeg ikke til at tro på, jeg synes hendes handlinger virker kunstige og de to kvinders samarbejde og relation bliver aldrig realistisk for mig.
Jeg synes faktisk, at romanen er et frisk pust. Krimidelen er yderst begrænset, hovedvægten ligger på journalisten og hendes arbejde - som til gengæld er yderst realistisk. Ydermere forfalder forfatteren ikke til at lade sin hovedperson blive superwoman, falde over alle løsninger eller opklarer forbrydelser - Det er en stor force hos mig. Men når jeg ikke bryder mig om figurerne skal handlingen have det mere pondus for at opveje det, og det synes jeg desværre ikke romanen leverede.
Forlaget lover både spændingsroman og krimi. Politiets del er yderst begrænset, der er fravær af opklaringsarbejde og egentlig spænding. Tvillingesagen er for mig en hygge-krimi, fordi den er letlæselig uden voldsomme og blodige scener og egentlig bare glider. Selv om jeg ikke kommer længere end til to hjerter, så var romanen både underholdende og interessant. Jeg skal snart i gang med efterfølgeren og den ser jeg faktisk frem til, jeg håber at få mere fat i Line og håber hun begynder at træde i karakter.
© Bognørden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar