torsdag den 17. marts 2016

Lære at elske - Baseret på virkelige hændelser

AF Søren Stenderup


280 sider Books on Demand

Bogen er en samling af 60 blogindlæg, baseret på forfatterens tanker og erfaringer
fra 3 år som single.

Bogen er en afskrivning af 60 kronologiske blogindlæg, alle er daterede og navngivet. Sproget er meget ungt og de fleste steder også pubertært, indlæggene er en blanding af opremsninger af gøremål, beskrivelser af tanker, og endelig er der beskrivelser af oplevelser. Egentlig er opbygning let at læse, men sproget og de mange opremsninger, gjorde faktisk, at jeg ofte kæmpede med at fastholde interessen.

Søren er omkring de 40 da han beslutter at opgive sit job, hæve sin pension og satse på et liv som rockmusiker. Han har skrevet sange i flere år, men først nu vil han satse på at synge dem selv. Søren indspiller sine 10 sange, det er kærlighedssange, der alle har stor betydning for ham. Ved siden af kampen for at slå igennem som musiker, savner Søren livet i tosomheden. Søren mener bl.a. at danske kvinder er blevet for maskuline, de jager mændende væk ved at pylre om deres børn i stedet for at pleje manden, og så længe de ikke hanker op i den selv, er det klart, at mændene ikke gider dem. Kvinder må lærer, at de skal stramme op, fx- er de ikke sexede med cykelhjelm, og de skal droppe deres "trend" med at skabe karriere, og frem for alt skal de dyrke mere sex. Sydlanske kvinder, er langt at foretrække, for de har langt mere begreb om, hvordan en mand skal elskes og forkæles. Søren blogger derfor både om hans musik og om sine tanker, og i takt med at indlæggene vokser, får Søren gang i en karriere, hvor han dels er den musiske del hos forskellige foredragsholdere og dels tager hjem til folk og spiller sine kærlighedssange og taler om sine egne erfaringer. Indlæggene afsluttes da Søren finder en ny kvinde at dele livet med. 

Jeg havde ikke forudgående kendskab til hverken blog eller musik, så min oplevelse går derfor udelukkende på det litterære i denne bog. Som allerede nævnt, havde jeg det meget svært med sproget ( fåååårk, chattede mig op og lol, gør intet godt for litteraturen) derudover synes jeg, der er for meget namedropping og for mange gentagelser. Jeg læste rigtig meget om kærlighed, men jeg kom aldrig til at mærke den, hverken hos Søren eller hos mig selv. Der er nogle fine og lidt dybere indlæg, men der er langt imellem, og hos mig drukende de i for meget tom snak. 

Der er allerede fra starten lagt i kakkelovnen til specielt kvinderne, nogle vil med garanti bliver provokeret - det blev jeg selv i begyndelsen. Men efterhånden som de mange påstande flyder, fuldkommen unuanceret og udelukkende generaliserende, lod jeg dem løbe igennem. Jeg antager at bloggens hovedformål har været at få gang i den musikalske karriere, derfor må jeg også se igennem fingre med de ufattelig mange steder, titlerne bliver nævnt. Og så må jeg faktisk sige, at reklamen virkede; jeg hørte et par af numrene, og kan så med glæde sige, at hvor bogen falder fuldkommen igennem, så kunne jeg lide musikken.

© Bognørden

onsdag den 16. marts 2016

DU KAN! Lyset trænger ind ad de små sprækker

AF Palle Diaz-Cordoves Sandager


94 sider mellemgaard

Forfatteren er tidligere skolelærer og musiker, han har skrevet flere børnebøger. Denne selvbiografi handler om hans liv og livet med med sklerose.

Bogen er yderst letlæselig og da sideantallet er lavt, er den læst meget hurtigt. 

Palle fortæller i meget meget korte sætninger om sit liv. Det er punktnedslag i oplevelser fra forskellige alderstrin. Fra barndommen, hvor de børnene selv måtte finde på beskæftigelse, over teenagealderen, hvor musikken fik en stor betydning, og ind i voksenalderen, hvor manglende interesse for uddannelse og læring, blev vekslet til en uddannelse som lærer. Men lærer gerningen var ikke Palles kop the, derfor søgte han, og fik, job på en SFO (skolefritidsordning) Men da Palle bliver syg med angst og depressioner må han forlade jobbet, og ender i en alder af 39 år som førtidspensionist. Palle trives slet ikke med at være nederst på samfundets rangstige, så de næste mange år forsøger han at starte flere projekter, tager flere ansættelser og lader til endelig at have fundet en ny hylde, da han igen bliver syg. Palle har sklerose, hvilket også har været baggrunden for de tidlige psykiske problemer, og han må nu rette sit liv ind efter det faktum, at sklerose desværre kun går en vej, og det er nedad.

Jeg takkede ja til at anmelde, da jeg har en veninde, der har sklerose og derfor kender til nogle af problemstillingerne. Desværre blev jeg ikke videre oplyst af denne biografi - de første 2/3 dele af bogen er Palles nedslag i livet. De fortælles kort, og jeg savende hele vejen igennem, refleksioner, nærvær og en personificering af både Palle og de øvrige medvirkende. 

Teksteksempler:

" Det var lørdag aften og jeg skulle ned til en af mine venner. Vedkommende havde jeg gået på seminariet med. Jeg snakkede og fortalte om mit nye job, som jeg var utrolig stolt af. Senere tog jeg afsked og gik i byen. Jeg gik med en potentiel kæreste hjem. Næste morgen sagde jeg pænt farvel og at vi kunne ringes ved. Senere på ugen mødtes vi på en café til kaffe: Hun levede ikke op til mine krav og havde ikke kærestepotentiale." 

"Jeg var på ferie i Tunesien med tre veninder. "Av for satan," sagde jeg, da min fod ramte det varme sand. Jeg gik tilbage i bussen og tog mine sandaler på (...)

Den sidste tredjedel omkring sklerosen, rummer dog en smule mere refleksion. Palle beskriver, hvordan det er at være afhængig af hjælpemidler og andre mennesker, hvordan har gradvist får flere problemer, både kognitivt og fysik. Selv om jeg stadig synes fortællingen bliver for perifer, er der små lyspunkter, jeg ville meget gerne have læst mere om denne del. Ali i alt blev biografien desværre en stor skuffelse for mig.

© Bognørden

Digteren mellem linjerne



© Bognørden

Nærvær

En musikalsk historie om at sætte sig selv på spil

AF Chris Minh Doky


246 sider Politikens Forlag

Chris Minh Doky er international kendt og anerkendt jazzmusiker, herhjemme er han 
en efterspurgt foredragsholder og altså nu også forfatter. 

Musik betyder, og har altid betydet meget for mig, jeg kan genskabe minder fra store dele af mit liv med musik. Dog har jeg ikke haft den store berøring med jazz, så udover at forvente en ærlig livshistorie, forventede jeg også at komme tættere på denne genre.

Minh  er født i København, er søn af en Vietnamesisk far og en dansk mor. Begge forældre har haft succes indenfor musikken, specielt i Frankrig. Minhs storebror er ligeledes musiker, men, hvor han vidste fra barnsben, at musikken skulle være levevejen, troede Minh i flere år, at han skulle træde i faderens læge-fodspor. Minh går til og fra musikken, han spiller flere instrumenter, men ender med bassen. Og med bassen under armen tager Minh til New York for at prøve talentet af, han starter som gademusikant og arbejder sig sidenhen op som en anerkendt bassist. Det bliver til mange års turneer med nogle meget store navne, stor anerkendelse og et ego, der har svært ved at være i Minhs krop. Men alting har en ende og Minh flytter sammen med kæresten hjem til Danmark. Han får to børn, et fast job i DR og burde egentlig "bare" falde til ro og tage sig af familien - men valgene påvirker både mennesket og musikeren, og Mihn må derfor igen i gang med at definere sig selv.

Biografien er levende, velskrevet og herlig letlæselig. Nuvel - der er meget musik, og rigtig mange navne. Jeg har som sagt ikke haft den store berøring med genren, så jeg kunne relatere til få at de helt store, men derudover blev det name dropping. 

Denne histories præmis er musikken, derfor er hovedvægten naturligvis også lagt der. Der er både teknik og metoder, og så er der, først og fremmest, et rigtig fint billede af, hvordan miljøerne er, rundt om i verden. Forskellen er sine steder markant, og Minh bliver formet af hans år i New York, hvor han blev kastet for løverne. Derudover er der også et lidt mere perifert billede af drengen og manden Mihn, barndommen i det flerkulturelle hjem, kampen for alt slå igennem, kampen for at beholde benene på jorden g endelig kampen for at genfinde sig selv hjemme i Danmark. Den personlige del ville jeg gerne have haft mere af, men historien opfylde til fulde præmissen; en musisk fortælling. 


© Bognørden


tirsdag den 15. marts 2016

Skulptøren

AF Heidi Strømsted Rosenqvist


284 sider CanPublish

Skulptøren er forfatterens debutroman. Ved siden af forfatterskabet er hun erhvervspsykolog med stor interesse for psykopater. Læs mere her.

Romanen er skrevet i et letlæseligt og flydende sprog. Fortællerne er essensen af persongalleriet, og trods skift, er det herligt let at gå til.

En pige fortæller om sin opvækst i en sekt. Her er det den ældste, der bestemmer, og følger man ikke hans skrappe regler, er vold en direkte konsekvens. I nutiden er Susan Hansson ved at arrangere sin datters konfirmation, men hun er rasende på alt og alle, specielt sin mand Peter. Susan kan ikke finde glæde i noget mere, hun der ellers mener at have styr på alt, fra at skjule sin krop om sommeren over at være i særklasse på jobbet til at være den, vendinden altid søger råd hos. Men nu falder Susan helt fra hinanden, og da hendes chef hurtigt diagnosticerer hende med stress, skaffer han Susan tid hos en anerkendt psykolog. Men Susan bliver ikke bedre - tværtom. Susans raserianfald er så voldsomme, at både hendes mand og veninden bliver skræmt, og samtidig begynder Susan at tale umådelig meget om psykologen. Peter forsøger at hente hjælp hos sin tætte veninde, men også hun har store problemer at slås med, og inden Peter får gjort noget, vælter det hele.

Persongalleriet er smalt, men det fungere antalsmæssigt rigtig fint i forhold til handlingen. Jeg havde dog problemer med realismen, først og fremmest synes jeg Peter virker naiv og temmelig passiv. Jeg finder aldrig rigtig ind under huden på Susan, jeg kan ikke finde ud af hendes voldsomme temperament, og faktisk kan jeg ikke relatere til figurerne ligesom jeg heller ikke bryder mig om dem. Jeg var med et langt stykke, men jeg synes, det virker som om, der er for meget der skal med i slutningen - det bliver simpelthen for meget for mig. 

Jeg ville faktisk gerne have læst romanen som en fortælling om det syge sind, her bliver historien viklet ind i thriller genren, og det ødelagde oplevelsen for mig. Dels er plottet alt for let at udregne og dels bliver dialoger og handlinger for kunstige. Jeg vil klart foretrække en smallere handling, hvor der i stedet bliver gået helt i dybden med psyken.


© Bognørden


Sanktvejtsdans

AF Adam Georgiev


185 sider (e-bog) Forlaget 5

Forlaget 5, er et nystartet nicheforlag, konceptet er skæv litteratur, og forlaget donerer 5 kr. pr. solgt bog til velgørende formål. Denne forlagsdebut er skrevet af Tjekkiets anmelderroste og bedst sælgene homoseksuelle forfatter. De 5 kr. pr. solgt bog går til AIDS fondet.

Jeg har ikke tidligere læst Tjekkisk litteratur, så dette var altså min debut. 

Romanen er yderst levende og meget velskrevet. Den er kort, med korte kapitler og kunne i opbygningen godt minde om en reportage. Den er rå, vedkommende og i det hele taget
er det en roman, der nærmest læser sig selv.

Omdrejningspunktet er en ung homoseksuel mand, han har livet igennem ledt efter kærligheden, fundet den, men er blevet sviget. Han har skiftende venner, tager ofte på barer, hvor de hurtige seksuelle møder er herskende. Men uagtet, hvor meget sex han får, er tomheden konstant. For det er jo ikke bare sex han higer efter, det er kærlighed - han vil elske og elskes og føres ud af den konstante ensomhed. Livet igennem har han holdt sig til at være en god dreng, men savnet i ham gør, at han er nødt til at overveje, hvor langt han vil gå i jagten efter kærligheden. Gammel kærlighed ruster da aldrig - gør den? Er det ikke ligegyldigt, hvad man udsætter sin krop og sit sind for, når bare man (måske) kan opnå at blive elsket? 

Hovedpersonen er virkelig stærkt portrætteret, jeg kom helt ind under huden på ham, og trods vores seksuelle uligheder, kunne jeg, fra start til slut, relatere til ham og sætte mig i hans sted. Han fremstår knivskarpt og hudløs på hver eneste side; op og nedture, håb og svigt bliver realiteter, også for læseren. Ja, jeg kom hurtigt til at holde af ham.

Derudover gives der et (realistisk?) billede af den homoseksuelle verden, specielt i Tjekkiet. Jeg kender ikke disse steder og miljøet, men det virkede levende og meget realistisk på mig. Der er sexscener, smukke, og også de mere eksperimenterende - men på intet tidspunkt blev det kvalmt eller for meget - det giver et levende portræt af miljøet. 

Romanen har delt vandene, og ja, den er provokerende i sine beskrivelser. Men den er meget mere end sex, den er en solid fortælling om en ung mands søgen efter sig selv og kærligheden - dybden og sproget udgør til sammen en virkelig solid helhed. Om du er homo- eller heteroseksuel, spiller ingen rolle, budskabet går klart igennem. 


© Bognørden

mandag den 14. marts 2016

Ti stille! Gu´vil jeg ej!

En skriftlig dialog og duel

AF Jan Monrad & Thomas Wivel


128 sider mellemgaard

Denne samtalebog er færdiggjort af Thomas Wivel, idet Jan Monrad døde meget pludseligt. 
Jeg har været så heldig at have været i selskab med Hr. Monrad, til et arrangement, (I humorens tjeneste) hvor han netop talte om humor og grænserne ifald de er der. Wievel har jeg ikke haft andet berøring med end, at jeg har set nogle af hans standup optrædender på tv. Men Monrad har været baggrund i mit humoristiske liv, og de timer han fortalte om livet og humoren, har gjort, at denne bog er en naturlig mustread, og forventningerne var i top.

Bogens indledes med et varmt og (synes jeg) meget rammende portræt af mennesket og komikeren Jan Monrad. Wivel nåede at få 10 år med Monrad som kollega, dels på Svikmøllen og da planlægningen af et fælles show ikke lykkedes, så med denne herlige "samtalebog" der er blevet til via mailudvekslinger. Det er livets små og store gåder og hurdler, der behandles. Alvoren og humoren lyser ud af siderne og helheden er stærk.

Bogen er opbygget i kapitler, de to herrer skiftes til at kaste et emne på bordet, og skriver herefter, hvad emnet bibringer dem. Uden at gå i detaljer, kan jeg afsløre, at emnerne bl.a strækker sig fra IKEA, over sko og tænder og til humor mod terror. Det fantastiske ved denne bog er, at det at læse Jan Monrads indslag, er præcis som at høre ham tale. Han skriver i et flydende og utrolig levende sprog, jeg var vild med de ældre vendinger såsom: 

"Australien - Jeg kunne dog godt med en vis legitimitet have defineret en 
udflugt til bemeldte verdensdel(...)" 

Mit kendskab til Thomas Wivel var som sagt, sparsomt. Jeg har ikke tidligere læst nogle af hans udgivelser, så her var jeg novice. Men også Wivel skriver vedkommende og meget levende. Han skriver selv, at han i første afsnit spænder vidt, men derefter bliver det mere jordnært og konkret - jeg sad med et smil på læben og tænkte, at Jan Monrad måske også her fik lov at definere indholdet.

Det er svært at sige mere, uden at sige for meget. Denne bog skal læses og nydes, Monrad og Wivel komplimenterer hinanden til UG, og jeg har faktisk kun et enkelt klagepunkt; den blev alt for kort - præcis som Jan Monrads liv!


© Bognørden

fredag den 11. marts 2016

Hungersnød

AF Aki Ollikainen


142 sider Turbine

Dette er forfatterens debut fra 2012, romanen har vundet flere priser i Finland, og nu er det altså danskernes tur til at stifte bekendtskab med denne forfatter. 

Romanen er kort, men de 142 sider er alligevel så fyldige, at den på ingen måder føles ufærdig. Sproget er fantastisk, det sprudler og er i det hele taget lige så smukt som handlingen er grum. 

Scenen er Finland i 1867, landet er ramt af den tredje hårde vinter, efter to år, hvor høsten har slået fejl, er der nu udbrudt hungersnød i hele landet. Der er nærmest folkevandringer; de fattige begiver sig afsted mod Helsinki eller Sankt Petersborg, i håbet om, at finde mad der. I Indlandet bor en lille familie, bestående af far Juhani, mor Marja, datteren Mataleena og den mindste, sønnen Juhno. Da hungersnøden bliver for voldsom for familien, begiver de sig ud på den lange rejse mod håbets by. Men forholdene er barske, kulden er sammen med den manglende føde, en meget stor udfordring for familien. Uanset, hvor de kommer hen, er der tiggere og mange er ikke i stand til at yde familien hjælp. Samtidig har lægen Teo forelsket sig i en af byens ludere, men selv om han meget gerne vil dele livet med hende, forbyder tiden og omgivelserne, at han gør sin drøm til virkelighed. Teo færdes blandt politikere og andre læger, han mærker ikke hungersnøden på egen krop, han ser mange syge og fattige, men først da han mister en nær ven, begynder Teo at tage ansvar for både ham selv og nogle af de mennesker, der krydser hans vej.

Hovedvægten ligger på fortællingen om den lille familie, der kæmper sig gennem landet, deres kamp for at overleve. Det er en beretning om, hvad hungersnød gør ved mennesker, og her tales ikke udelukkende om sult. Det bliver alles kamp mod alle, nedværdigelser og overgreb bliver en jævnlig tilbagevendende begivenhed, og selv de mennesker, der synes at række hånden frem, har en anden dagsorden ved siden af.

Jeg var til stede i Finland, jeg mærkede kulden, sulten og den apati, der ramte. Romanen er et sublimt billede af tiden og menneskene, den levende fortælling gav mig indsigten og den menneskelige dybde. Om der er lys i mørket, skal jeg ikke afsløre her, jeg vil blot konstatere, at jeg har læst en helt fantastisk velskrevet roman om en af historiens mange sorte perioder - og så slutte af med de varmeste anbefalinger.



© Bognørden

Den polske lykkejæger

AF Henrik Brun


407 sider Turbine

Dette er forfatterens femte og selvstændige udgivelse i serien om journalisten Ketil Brandt. Jeg har ikke læst nogle af de forudgående, så dette blev min debut med både forfatter og serie, ligesom anmeldelsen derfor også går på selvstændigheden i bind fem.

Romanen er skrevet i et herligt flydende og meget letlæseligt sprog. Handlingen foregår i Sverige, Danmark og Polen, med tydelige angivelser, og en ganske solid research, der
tager læseren med rundt i, specielt, Polen. 

Journalisten Ketil er ved at have opbrugt sin særstatus på avisen, da han indkaldes til en opgave; En dansk fagforeningsboss falder død om på havnen i Sverige, netop som han konfronterer en polsk mand, der kommer med tre busser, fyldt med billig polsk arbejdskraft. Den polske forretningsmand Karol, der leverer arbejdskraft til Danmark, stikker af, og politiet starter en international jagt på ham. Ketil bliver først sendt til Sverige og derefter til Polen, for at finde Karol. I Polen trækker Ketil på gamle venner, og bliver koblet på den polske eftersøgning af Karol. Mens Ketil kæmper for at finde en historie, han kan sende hjem til avisen, er hans kollegaer, hjemme i Danmark,  i gang med at finde nye vinkler på sagen. For hvorfor er det egenetlig at den danske fagbevægelse går så aggressivt frem mod det polske firma, og hvilken rolle spiller den polske ambassadør i sagen?  Ketil ender med at stifte bekendtskab med både politikere, efterretningstjenesten, og radikale nationalister. Og hans samarbejdsevner kommer derfor på hårdt arbejde.

Persongalleriet er mangfoldigt, men jeg synes forfatteren evner, at holde dem inde i historien uden, at læseren mister overblikket. Til gengæld savnede jeg dybde og frem for alt realisme i figurerne, og specielt i deres handlinger. Ketil bliver inviteret ind i alt for meget, på et alt for tyndt grundlag, og så bliver han for kunstig. Det samme gør sig gældende med politiet, de kommer til at fremstå meget urealistiske og inkompetente.

At kalde romanen for en krimi, er i min optik, at tage munden for fuld. 350 sider går der, inden der fremkommer noget, der minder om en handling til en krimi. Til gengæld var det tydeligt at mærke, at forfatteren har brugt kræfter på specielt de polske omgivelser. Det brænder igennem hele vejen, og da jeg samtidig synes, temaet omkring de polske arbejdere i Danmark, er yderst interessant, var det et stort plus ved romanen. Og så fik jeg faktisk stof til eftertanke, omkring den måde polakkerne må opfatte den måde de omtales på. Som krimi/spændingsroman faldt den igennem hos mig, men jeg vil gerne honorere sproget, de små finurlige politiske indslag, og så naturligvis temaet.




Tidligere udkommet i serien:

1- Den danske lokkedue

2- Den norske lakaj

3- Den svenske løgner

4- Den finske patriot

© Bognørden


Playground

AF Lars Kepler


424 sider Politikens Forlag

Makkerparret bag serien om politimanden Joona er tilbage. De har skiftet både forlag og Joona ud, og har denne gang skabt en selvstændig thriller. Jeg har nydt deres serie om Joona, så forventningerne til denne nye var i top.

Romanen er skrevet i et yderst letlæseligt sprog, og da der er mange dialoger igennem handlingen, var romanen faktisk meget hurtigt læst. Men udover det sproglige, kunne jeg på igen måde genkende forfatterne, Playground er markant anderledes fra de forgående.

Jasmin er tidligere soldat, hun og hendes mænd bliver fanget under en opgave i det gamle Jugoslavien, og mens flere af mændene dør, overlever Jasmin med nød og næppe. I den tid Jasmin har hjertestop befinder hun sig pludselig i en kinesisk havneby (dødsriget). Atmosfæren er fyldt med gru og Jasmin er bange for at være i byen. Da hun vågner igen efter hjertestoppet, og begynder at fortælle om havnebyen, ender hun meget hurtigt på den lukkede afdeling. Efterhånden bliver Jasmin bedre og da hun får sønnen Dante, er hendes liv faktisk godt. Men da årets første sne falder, kører Jasmin galt sammen med sin mor og Dante, hun får hjertestop igen, og havner igen i den kinesiske havneby. Det lykkedes hende at komme tilbage fra dødsriget, men kun for at finde ud at, at sønnen Dante er mere alvorligt kvæstet end først antaget, og da lægerne er nødt til at stoppe hans hjerte for at reparere det, ved Jasmin, at hun er nødt til at tage med Dante tilbage til dødsriget, for at sørge for, at han ikke bliver taget fra hende. Det bliver er voldsom kamp på liv og død, venner og fjender står side om side, men ikke alle er, hvad de giver sig ud for at være. Og måske er der egentlig kun Jasmin til at redde Dante.

 Hovedpersonen er Jasmin, dertil kommer personer i både Sverige og i dødsriget. Jeg havde store problemer med at relatere til dem alle, Jasmin er en blanding af en naiv og lidt skræmt svensk kvinde, og en dødsmaskine. Jeg kommer aldrig til at tro på hverken hende eller de øvrige figurer, de fremstår kunstige og meget urealistiske for mig - jeg havde simpelthen ikke nogle figurer at arbejde med.

Genren hedder psykolgisk thriller, men heller ikke her, kunne jeg relatere til handlingen. Jeg synes nærmere det er en form for fantasy blandet med en åndelig krigsfortælling. Jeg kom aldrig til at mærke nogen form for spænding, den druknede ganske simpelt i den helt absurde historie om den kinesiske havn, hvortil alle døde ankommer, nogle for at blive afskibet med det samme, andre for at vente på, måske, at komme hjem til livet igen. Jeg synes faktisk, at spørgsmålet omkring, hvad der sker med os, når vi dør, er virkelig interessant, og forfatterne har da også skabt et originalt rum - problemet var bare, at jeg ikke kom til at tro på det.

Udover sproget og originaliteten, faldt denne nyeste fra makkerparret, fuldkommen igennem hos mig. Den blev perifer og absurd - og altså en meget stor skuffelse for mig. Jeg har respekt for fornyelse, og glæder mig både til nyt i serien om Joona, og andre enkeltstående romaner fra de to forfattere - men jeg håber det bliver i fordums kvalitet.


© Bognørden