AF Aki Ollikainen
142 sider Turbine
Dette er forfatterens debut fra 2012, romanen har vundet flere priser i Finland, og nu er det altså danskernes tur til at stifte bekendtskab med denne forfatter.
Romanen er kort, men de 142 sider er alligevel så fyldige, at den på ingen måder føles ufærdig. Sproget er fantastisk, det sprudler og er i det hele taget lige så smukt som handlingen er grum.
Scenen er Finland i 1867, landet er ramt af den tredje hårde vinter, efter to år, hvor høsten har slået fejl, er der nu udbrudt hungersnød i hele landet. Der er nærmest folkevandringer; de fattige begiver sig afsted mod Helsinki eller Sankt Petersborg, i håbet om, at finde mad der. I Indlandet bor en lille familie, bestående af far Juhani, mor Marja, datteren Mataleena og den mindste, sønnen Juhno. Da hungersnøden bliver for voldsom for familien, begiver de sig ud på den lange rejse mod håbets by. Men forholdene er barske, kulden er sammen med den manglende føde, en meget stor udfordring for familien. Uanset, hvor de kommer hen, er der tiggere og mange er ikke i stand til at yde familien hjælp. Samtidig har lægen Teo forelsket sig i en af byens ludere, men selv om han meget gerne vil dele livet med hende, forbyder tiden og omgivelserne, at han gør sin drøm til virkelighed. Teo færdes blandt politikere og andre læger, han mærker ikke hungersnøden på egen krop, han ser mange syge og fattige, men først da han mister en nær ven, begynder Teo at tage ansvar for både ham selv og nogle af de mennesker, der krydser hans vej.
Hovedvægten ligger på fortællingen om den lille familie, der kæmper sig gennem landet, deres kamp for at overleve. Det er en beretning om, hvad hungersnød gør ved mennesker, og her tales ikke udelukkende om sult. Det bliver alles kamp mod alle, nedværdigelser og overgreb bliver en jævnlig tilbagevendende begivenhed, og selv de mennesker, der synes at række hånden frem, har en anden dagsorden ved siden af.
Jeg var til stede i Finland, jeg mærkede kulden, sulten og den apati, der ramte. Romanen er et sublimt billede af tiden og menneskene, den levende fortælling gav mig indsigten og den menneskelige dybde. Om der er lys i mørket, skal jeg ikke afsløre her, jeg vil blot konstatere, at jeg har læst en helt fantastisk velskrevet roman om en af historiens mange sorte perioder - og så slutte af med de varmeste anbefalinger.
Romanen er kort, men de 142 sider er alligevel så fyldige, at den på ingen måder føles ufærdig. Sproget er fantastisk, det sprudler og er i det hele taget lige så smukt som handlingen er grum.
Scenen er Finland i 1867, landet er ramt af den tredje hårde vinter, efter to år, hvor høsten har slået fejl, er der nu udbrudt hungersnød i hele landet. Der er nærmest folkevandringer; de fattige begiver sig afsted mod Helsinki eller Sankt Petersborg, i håbet om, at finde mad der. I Indlandet bor en lille familie, bestående af far Juhani, mor Marja, datteren Mataleena og den mindste, sønnen Juhno. Da hungersnøden bliver for voldsom for familien, begiver de sig ud på den lange rejse mod håbets by. Men forholdene er barske, kulden er sammen med den manglende føde, en meget stor udfordring for familien. Uanset, hvor de kommer hen, er der tiggere og mange er ikke i stand til at yde familien hjælp. Samtidig har lægen Teo forelsket sig i en af byens ludere, men selv om han meget gerne vil dele livet med hende, forbyder tiden og omgivelserne, at han gør sin drøm til virkelighed. Teo færdes blandt politikere og andre læger, han mærker ikke hungersnøden på egen krop, han ser mange syge og fattige, men først da han mister en nær ven, begynder Teo at tage ansvar for både ham selv og nogle af de mennesker, der krydser hans vej.
Hovedvægten ligger på fortællingen om den lille familie, der kæmper sig gennem landet, deres kamp for at overleve. Det er en beretning om, hvad hungersnød gør ved mennesker, og her tales ikke udelukkende om sult. Det bliver alles kamp mod alle, nedværdigelser og overgreb bliver en jævnlig tilbagevendende begivenhed, og selv de mennesker, der synes at række hånden frem, har en anden dagsorden ved siden af.
Jeg var til stede i Finland, jeg mærkede kulden, sulten og den apati, der ramte. Romanen er et sublimt billede af tiden og menneskene, den levende fortælling gav mig indsigten og den menneskelige dybde. Om der er lys i mørket, skal jeg ikke afsløre her, jeg vil blot konstatere, at jeg har læst en helt fantastisk velskrevet roman om en af historiens mange sorte perioder - og så slutte af med de varmeste anbefalinger.
© Bognørden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar