mandag den 14. marts 2016

Ti stille! Gu´vil jeg ej!

En skriftlig dialog og duel

AF Jan Monrad & Thomas Wivel


128 sider mellemgaard

Denne samtalebog er færdiggjort af Thomas Wivel, idet Jan Monrad døde meget pludseligt. 
Jeg har været så heldig at have været i selskab med Hr. Monrad, til et arrangement, (I humorens tjeneste) hvor han netop talte om humor og grænserne ifald de er der. Wievel har jeg ikke haft andet berøring med end, at jeg har set nogle af hans standup optrædender på tv. Men Monrad har været baggrund i mit humoristiske liv, og de timer han fortalte om livet og humoren, har gjort, at denne bog er en naturlig mustread, og forventningerne var i top.

Bogens indledes med et varmt og (synes jeg) meget rammende portræt af mennesket og komikeren Jan Monrad. Wivel nåede at få 10 år med Monrad som kollega, dels på Svikmøllen og da planlægningen af et fælles show ikke lykkedes, så med denne herlige "samtalebog" der er blevet til via mailudvekslinger. Det er livets små og store gåder og hurdler, der behandles. Alvoren og humoren lyser ud af siderne og helheden er stærk.

Bogen er opbygget i kapitler, de to herrer skiftes til at kaste et emne på bordet, og skriver herefter, hvad emnet bibringer dem. Uden at gå i detaljer, kan jeg afsløre, at emnerne bl.a strækker sig fra IKEA, over sko og tænder og til humor mod terror. Det fantastiske ved denne bog er, at det at læse Jan Monrads indslag, er præcis som at høre ham tale. Han skriver i et flydende og utrolig levende sprog, jeg var vild med de ældre vendinger såsom: 

"Australien - Jeg kunne dog godt med en vis legitimitet have defineret en 
udflugt til bemeldte verdensdel(...)" 

Mit kendskab til Thomas Wivel var som sagt, sparsomt. Jeg har ikke tidligere læst nogle af hans udgivelser, så her var jeg novice. Men også Wivel skriver vedkommende og meget levende. Han skriver selv, at han i første afsnit spænder vidt, men derefter bliver det mere jordnært og konkret - jeg sad med et smil på læben og tænkte, at Jan Monrad måske også her fik lov at definere indholdet.

Det er svært at sige mere, uden at sige for meget. Denne bog skal læses og nydes, Monrad og Wivel komplimenterer hinanden til UG, og jeg har faktisk kun et enkelt klagepunkt; den blev alt for kort - præcis som Jan Monrads liv!


© Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar