tirsdag den 5. august 2014

Kærligheden, kampen og kloden

Anmeldelse af: Kærligheden, kampen og kloden - Af Gretelise Holm


Kærligheden kampen og kloden er anden og sidste del i Gretelises selvbiografi

Denne anden og sidste del starter i sin helhed, hvor forgængeren slutter - Den er præcis så velskrevet, levende og vedkommende som forgængeren. Sproget flyder og læseren er fanget fra første færd. Skulle man have glemt passager fra forgængeren, kommer der ind imellem små ledetråde, så man kan nikke genkendende. 

Denne del starter med at Gretelise møder sit livs kærlighed, Knut. Hendes to døtres fødsel og deres liv primært op igennem 70-80 og 90´erne. Vi lægger ud med et unikt indblik i arbejdsgangene på en af de store redaktioner (det kunne formodentlig være alle steder)ligestillingsproblematikken og menings-differencerne. Specielt får læseren et rigtig godt indblik i den danske retssikkerhed, eller rettere mangel på samme - dét gav mig et chok, jeg mener; vi bor i Danmark og dette er nyere tid!
Vi er med på fredsmarch København-Paris, over journalisthøjskolen,
 inden vi havner i bogens tredje store force: Afrika.

Her er det igen kvindeundertrykkelse, fattigdom og manglende retssikkerhed, der står øverst på dagsordenen. Denne gang med en grundig beskrivelse af livet i de fattige landområder. Selv om jeg da på forhånd havde et vist kendskab til forholdende, var også denne del en stor og vældig interessant øjenåbner. Samtidig driver respekten og kærligheden til disse mennesker ned ad siderne - det har afgjort sat et stærkt aftryk i både hjerte og hjerne.

Det er ingen hemmelighed at netop ligestilling og retssikkerhed er store og vigtige størrelser i Gretelise Holms liv og virke, det gennemsyrer ligeledes begge erindringsbøger, men er absolut en force - ikke at læseren nødvendigvis skal være enig, men jeg sidder med et smil på læben og tænker at GH har opnået hvad hun ville med disse bøger: historien om hendes ufattelig indholdsrige liv, blandet med trangen til at fremtvinge at læseren tager stilling, 
eller som minimum forholder sig til verden omkring os... 
Og jeg er enig: det forpligter at være til :)

Gretelise Holm mener selv, at hendes bedste bog er: Mercedes-Benz Syndromet, som skulle være en Afrika roman, men endte som en Afrikansk krimi - Den har jeg endnu til gode (ikke ret længe) men indtil der, vover jeg pelsen at være uenig med hende, for disse to erindringsbøger er det absolut bedste jeg har læst fra hendes forfatterskab, det er bøger med indhold, moraler og bøger, der sætter samtlige følelser i sving, på godt og ondt.

Det kan siges kort: LÆS dem!


Gretelise Holms selvbiografi i to bind:
1 Jesus, pengene og livet

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar