torsdag den 28. august 2014

Min vej ud af Nordkorea

Anmeldelse af Min vej ud af Nordkorea - AF Eunsun Kim & Sébastien Falletti 


Denne biografi er en skræmmende og grufuld beretning om livet i Nordkorea, 
diktatorens hjernevask af Landets befolkning og frem for alt den voldsomme
udsultning af et helt folk, både på det basale plan og psykologisk.

Biografien er virkelig velskrevet, den er sat med store typer, der letter læsningen,
og sammen med de kun godt 200 sider, er den læst på en eftermiddag.
Jeg var til stede alle de steder familien var, så den (desværre) yderst realistiske 
gengivelse er skrevet virkelig godt.

Vi følger den lille familie med mor og to døtre under hungersnøden, der først
koster faderen og flere ældre familiemedlemmer livet, og siden kaster
de tre ud i en vanvittig flugt, væk fra sult men til hvad?

De kommer først til Kina, hvor de bliver "solgt" til en fattig bonde, bliver udsat
for vold og nedværdigelser, og siden forsøger de at komme til Sydkorea,
for at leve som almindelige frie mennesker, med mad i maven.

Vi følger de 9 år familien er på flugt, og lad mig blot sige: det er ikke for mennesker
med sarte hjerter - det er 9 år i helvede. Men den lille familie nægter at
give op, vedbliver med at forsøge at skabe sig et bedre liv, og i sidste
ende er håbet, at verden får øjnene op for den grusomme indespærring og
behandling, Nordkoreas befolkning har været udsat for siden 1950 - 
OG hjælper indbyggerne til at få det stoppet.

Den er som sagt let at læse, virkelig grum og meget oplysende. Det var på
ingen måde hyggelæsning, men den skal have de varmeste anbefalinger.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar